Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig! (Luk 18,38)
Vi kender alle til at have forbilleder i den kristne menighed. Det kan være den ældre dame, der lever sit liv for at bede og opmuntre. Eller det kan være den unge, der prioriterer tjenesten i Guds rige højere end egne behov og karrieredrømme. Eller den klarsynede prædikant, der ikke blot fortæller om, men lever af Bibelens ord.
Gode forbilleder er en stor velsignelse for menigheden, for de viser, hvordan man konkret kan leve sit liv efter Guds vilje.
Af samme grund kan forbillederne imidlertid også blive til stor anfægtelse. ”Jeg ville gerne eje en tro så stærk og stor, en tro, som kunne vises i gerning og i ord,” synger vi i en sang. Men sådan en tro ejer jeg ikke! Jeg har så svært ved rigtigt at indrette mit liv efter, hvad jeg tror på. Jeg kan drømme om at gøre det. Jeg kan også sætte mig for, at nu skal det være. Men det bliver så svagt og selvhjulpent og kortvarigt, når jeg prøver på det. Som om jeg slet ikke ejer Ånden i hjertet, der skulle give mig kraft til at leve som kristen. Ja, som om jeg slet ikke er en rigtig kristen.
”Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!”
Råbet kommer fra en blind tigger ved Jerikos byport, da Jesus går forbi. Det er et råb, der møder modstand i Jesu følge. Man truer ad ham for at få ham til at tie stille. ”Men han råbte bare endnu højere: Davids søn, forbarm dig over mig!”
Du finder måske dig selv i åndeligt slægtskab med denne tigger ved Jeriko. Du oplever dig måske som sådan en blind, fattig og ynkelig skabning, der ikke er værdig til at have del i det kristne fællesskab. Og du kender måske denne modstand mod at vove dig til Jesus – denne trussel og dette krav om at tie stille, ikke blot udefra, men dybt inde fra hjertet. Jeg har jo intet at komme med. Jeg er ude af stand til at følge Jesus. Måske kan jeg skjule det for andre mennesker, men ikke for Jesus. For Jesus kender mig til bunds. Han ved, hvor fattig og uhelbredeligt blind jeg er.
Men tiggeren er midt i al sin fattigdom og usselhed et bibelsk forbillede på, hvad tro er. For gennem al modstand kæmper råbet sig alligevel frem: ”Davids søn, forbarm dig over mig!” Og til dette tiggerråb lyder Jesu svar: ”Bliv seende, din tro har frelst dig.”
Herefter kommer synet, og herefter følger tiggeren Jesus og priser Gud. Men troen – det er ikke klarsynet, det er ikke efterfølgelsen, og det er ikke lovprisningen. Troen er det ynkelige nødråb fra den blinde tigger.
Så underligt det kan synes, vil dette også være vidnesbyrdet fra vores forbilleder i menigheden, så sandt de lever nær den hellige Gud – ligesom det er det taktfaste vidnesbyrd fra alle dem, vi kan anse som kæmper i kirkehistorien. Lina Sandell udtrykker det: ”Jeg behøver dig, o Jesus! Thi jeg er så blind, så blind!” Og Martin Luthers sidste vidnesbyrd på sit dødsleje var ordene: ”Tiggere er vi. Det er sandt.”
Det sande kristenliv udspringer af ordene Kyrie eleison: Herre, forbarm dig! Denne bøn er og har altid været den sande kirkes liv og trøst og frimodighed. Til denne blinde tiggertro føjes frugterne. Til dette magtesløse nødråb skænkes frelsen, alene af Guds nåde.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2010. Hele bladet kan læses her.
