”Der er ikke et ord i Bibelen, som er uden for korset. Der er ikke et ord, som kan forstås uafhængigt af korset.” Det er Martin Luther, der siger det. Ordene stemmer med Bibelens eget vidnesbyrd.
Alt i Bibelen sigter på at lede os til og herliggøre Jesus for os som vores frelser, og alle enkeltdele af Bibelens budskab afklares for os i lyset af Jesu kors. Det gælder også Bibelens ord om nådegaverne.
Kun de genfødte har nådegaver
Det er ikke alle i den ydre kristne menighed, som har nådegaver. Det har kun de, som er født på ny ved tro på Jesus.
I Efeserbrevet 4,7-16 skriver Paulus om nådegaverne. Men umiddelbart forud har han forklaret, hvad der forener dem, som har nådegaver. De har ét håb, én Herre, én tro, én dåb og én Gud, som er alles fader (v.4-6).
Det er om og til disse troende, Paulus skriver: ”Hver enkelt af os har fået nåden givet som gave tilmålt af Kristus” (Ef 4,7).
Vi ser det samme i Romerbrevet 12,6-8, hvor Paulus også taler om nådegaverne. Forinden har han forkyndt, hvem der er kristne og har Guds Ånd – de, som er retfærdiggjorte ved tro på Jesus. De har fået Guds Ånd i deres hjerter, og drevet af denne Ånd takker og priser de Gud for, at han er deres far – ved Jesus Kristus (Rom 8,1-17).
Det er om og til disse troende, Paulus skriver: ”Vi har forskellige nådegaver, alt efter den nåde, vi har fået” (Rom 12,6).
Troens ønske
Med troen følger den ånd, som råber ”Abba, Fader” i taknemlighed og glæde over, at vi har fred med Gud som vores far ved Jesus alene (Rom 8,15; Gal 4,6). Vi har ikke barnekår hos Gud i kraft af noget, som vi selv er eller har givet eller gjort, men i kraft af Jesu fuldbragte frelse alene. Denne frelse er endegyldig og uforanderlig, og den er sikret i Jesu person: ”Han er vor fred” (Ef 2,14)
Når jeg får åbenbaret Jesus for mit hjerte som min frelser og fred med Gud, så skabes der sammen med troen et ønske om, at andre mennesker skal se Jesus som deres frelser: ”Den herlige frelser, jeg ejer, ham alle, alle skal se!”
Troen har erfaret, at det er ordet om korset, som er Guds kraft til frelse (1 Kor 1,18). Troen ved, at det er ved at få malet Kristus for øje som korsfæstet, at vi får tro, vished om frelse og et nyt åndeligt liv indefra – både første gang og igen og igen (Gal 3,1-5). Derfor er det troens ønske, at dette ord skal forkyndes – igen og igen. Troen har intet højere ønske, end at Jesus må bliver herliggjort for os og for alle som frelser.
Der er en dyb indre sammenhæng mellem dette ønske hos troen og så nådegaverne. Nådegaverne er en åndelig udrustning, som sætter den troende i stand til at medvirke til, at Jesus bliver herliggjort som frelser og forsoner.
Paulus kalder nådegaverne for ”Åndens gaver” (12,1). Det er gaver, som Ånden giver, og som Ånden virker igennem for at gøre sin gerning. Og hvad er Åndens gerning? Det centrale i Åndens gerning sætter Jesus ord på i Joh 16,14: ”Han skal herliggøre mig.”
Der er enhed mellem den troende og Ånden. De har én og samme vilje: Alt må lede og samvirke til, at Jesus bliver herliggjort for menneskers hjerter. Ved nådegaverne virker Ånden i den troende, så dette kan ske.
Kun i det lys kan vi forstå og tale ret om nådegaverne.
Spørgeskemaer
Når der undervises om nådegaver i vore menigheder, er det ikke ualmindeligt, at der uddeles spørgeskemaer, som alle opfordres til at udfylde for at få afklaret, hvilke nådegaver de har. Der spørges til, hvilke opgaver i den kristne menighed, man har særligt lyst til at gå ind i, og hvad andre siger, at man er god til osv.
Dette gøres naturligvis i bedste mening. Men i Bibelens lys er det en tvivlsom praksis.
Bibelen gør det klart for os, og erfaringen bekræfter det, at vore menigheder er en blandet flok. Der er både genfødte og ikke-genfødte hos os. Vores forkyndelse må sigte på at lede alle til sand omvendelse og tro på Jesus. Men det er vigtigt, at der er plads både til de åndeligt uafklarede og til dem, som ved med sig selv, at de ikke er frelst.
De, som ikke er troende, har ingen nådegaver. At bede dem medvirke i en spørgeskemaundersøgelse om nådegaver, er ikke udtryk for sand omsorg. De uafklarede kan bekræftes i, at de uden personlig tro på Jesus er sande kristne; de bevidst vantro kan presses til at hykle; mennesker uden tro kan tilskyndes til at gå ind i vigtige tjenester i menigheden.
Kun de troende ved, hvad den kristne tjeneste handler om og har som mål – at Jesus må herliggøres for vore hjerter som vores frelser. Der kan være forskellige grader af åndelig dømmekraft hos de troende, og der kan ske en vækst hos den enkelte i indsigt, forståelse og dømmekraft. Men de, som ikke er troende, er helt uden personlig forståelse for menighedens rigdom i Jesus. Derfor vil de i en tjeneste i menigheden uundgåeligt trække i en anden retning end Jesu herliggørelse.
To grupper i menigheden
Første Korintherbrev er det bibelskrift, som grundigst behandler tjenesterne i den kristne menighed. I dette skrift skelner Paulus mellem to slags mennesker: de sjælelige og de åndelige.
De sjælelige er dem, som ikke er genfødte. De kan godt høre og gengive evangeliet. Men de ser ingen herlighed, rigdom og trøst i det: ”Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, som kommer fra Guds Ånd; det er en dårskab for sådan et menneske, og det kan ikke fatte det” (2,14).
De åndelige er de genfødte. De har ved Ånden fundet deres trøst og glæde i det, som Gud har givet os i Jesus: ”Vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi skal vide, hvad Gud i sin nåde har givet os” (2,12). Derfor bedømmer de nu alt ud fra, om det tjener til, at evangeliet forkyndes og Jesus herliggøres som frelser (2,13 f.).
Vi må regne med, at vi har begge slags mennesker i den kristne menighed: ikke-genfødte og genfødte, sjælelige og åndelige.
Hvilken menighed vil sjælelige mennesker ønske sig og stræbe efter at få? Forskellige sjælelige mennesker kan ønske noget forskelligt. Men de vil altid arbejde for en menighed, som man kan glæde sig over at være i, selvom man ikke har sin glæde i Jesu fuldbragte frelse.
De åndelige vil forhåbentlig tage godt og varmt imod alle, som kommer til menigheden. Men det vil være deres ønske og mål, at alt i menigheden bidrager til at herliggøre Jesus og lede mennesker til ham, så glæden over Jesu frelse bliver det, som binder hjerterne sammen i menigheden.
Forskellen på de sjælelige og de åndelige er identisk med forskellen på dem, som ikke har nådegaver og dem, som har. Set i det lys er det afgørende, at vi til tjenester i den kristne menighed kalder mennesker, der er åndelige og har nådegaver.
Hvem kan vi bruge?
Der er brug for en ny leder i den kristne børneklub. En ung fyr melder sig. Han er lige blevet færdig som pædagog. Det viser sig hurtigt, at han fungerer rigtig godt med børnene. De er vilde med ham. Han sætter gang i mange spændende aktiviteter, og det bliver populært at gå i børneklub. Klubben vokser på to år fra 15 til 25 børn. Så har han vel nådegave?
Nådegave handler grundlæggende om noget andet. Hvad bliver der forkyndt til børnene? Bliver der vidnet sandt og bibelsk for dem om vores forhold til Gud uden Jesus og med Jesus? Ledes de til Jesus som deres frelser og fred med Gud? Hvis lederen har gave til at vidne om Jesus på denne måde, så har han nådegave. Og så kan det godt være, at børneklubben skrumper fra 25 til 15. Det er ikke et mål. Men Åndens gerning til tro på Jesus aflæses ikke på ydre fremgang eller tilbagegang.
Vi skal have en ny korleder. Hvem skal vi spørge? Det vil selvsagt være godt, at det er en, som kan læse noder og kan lede koret med omsorg for alle og hver enkelt. Men det vigtigste er, at det er en, som har det som sit hjertes dybeste ønske at vidne om Jesus som vores frelser og forsoner. At det er en, som formår at sortere de almenreligiøse og åndeligt utydelige sange fra og vælge dem, som formidler et klart og sandt evangelisk budskab til tro på Jesus. Vi har brug for en korleder – med nådegave.
Hvem kan være menighedsleder, sjælesørger, mødeleder, missionær, programlægger, forbeder? Hvem kan øve barmhjertighed, hjælpe og helbrede i en kristen ånd?
I alle tjenester i menigheden er det afgørende, at den tjenende drives af taknemlighed over Jesu frelse og af ønsket om, at Jesus må herliggøres som frelser for andre.
Her er du, som tror på Jesus, kaldet til at være med.
Det er muligt, at din tjeneste er ringe i andres øjne. Det kan være, at den er helt skjult for andre mennesker. Måske tjener du ved at bede. Der hviler himmelsk herlighed over din tjeneste. Når du beder om en åben dør for evangeliet, er du medarbejder på evangeliets udbredelse og på Åndens åbenbaring af Jesus til tro og evig frelse. Intet er større end det.
Uanset hvilken tjeneste du har, så er det vigtigste for din tjeneste, at du selv bliver ved evangeliet. Hør det, læs det og tag det til hjerte som et ord til dig om Jesus som din egen frelser. Derved fornyes, bevares og beriges du i troen på Jesus. Det er nøglen til en velsignet og livslang tjeneste for evangeliet – med nådegave.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2025. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Mikkel Vigilius
Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.