De små børn i vore nordiske velfærdsstater (Del 3)
Kvinderne i min generation er vokset op med den hårde feminisme, der dikterer, at vi skal ud på arbejdsmarkedet på mændenes vilkår. Vi har lært, at vi er ligesom mænd, og at selvrealisering kun kan ske gennem lønarbejdet, så børnene må komme i anden række.
Jeg troede på det, indtil jeg fik børn, men nu ser jeg anderledes på det: Der er væsentlig forskel på kønnene, og det bliver tydeligt i forældreskabet.
Min erfaring fra mit eget liv og mit store netværk af småbørnsmødre er, at mange kvinder har svært ved at overlade deres små børn til fremmede, når barselsorloven er slut. De kvinder lider under adskillelsen, men de fleste har ikke andre muligheder, for de har ikke råd til at sætte arbejdslivet i bero i en periode. Mange kan heller ikke få lov af arbejdspladsen til at arbejde på deltid. (…)
Ifølge politikerne er det største problem for ligestillingen, at der ikke er kvinder nok på samfundets topposter, og at mænd ikke tager nok barselsorlov. Men virkeligheden for et stort antal kvinder drejer sig om noget helt andet: Vi danske kvinder kan ikke selv vælge, hvordan vi vil være mødre, for vi bliver presset af børnepasningsmodellen, der regulerer familiernes adfærd i retning af dobbelt fuld-tidsarbejde og børn i institution.
Skattepolitikken og arbejdsmarkedet er indrettet efter den hårde feminisme, som tilskynder kvinder til at fokusere på deres egen frihed. Men mange kvinder ønsker at investere i familien, som udgør det mest betydningsfulde fællesskab i deres børns liv. (…)
Danmarks børnepasningsmodel er brutal, når den, med økonomiske midler, presser alle børn i institution ved etårsalderen. Omsorg for børn er næsten udelukkende blevet en offentlig opgave, for alle kvinder skal arbejde uden for hjemmet, så de kan finansiere velfærdssamfundet.
Deriblandt de mange daginstitutioner, som hyldes af de fleste politikere, uanset at danske eksperter i årevis har advaret mod deres ringe standard.
Børnene bruges af staten i et ideologisk og økonomisk spil, som griber ind i familiens intimsfære. Vi lever et familieliv dikteret af arbejdsmarkedets behov, når økonomien pisker familien rundt i trædemøllen, og den største regning ender hos børnene, som kommer tidligt i institution i et meget stort omfang. Når mange kvinder ønsker, de havde andre muligheder, bliver modellen undertrykkende. Det er ikke rimeligt.
For at opnå reel kvindefrigørelse er det nødvendigt at formulere en ny feminisme, der anerkender, at mange kvinder har behov for nærhed med deres små børn, også efter at den samfundsbestemte tidsgrænse for barselsorloven er overskredet. Den nye feminisme skal værdsætte indsatsen i hjemmet lige så meget som indsatsen på arbejdsmarkedet. (…)
Den nuværende model forsvares især af kvindelige socialdemokrater, der deler den hårde feminismes syn på familien.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt sagde i februar i år til den britiske avis The Times, at det er spild, når en veluddannet kvinde går hjemme ved sine børn.
Udtalelsen vakte vrede i England, hvor det er almindeligt, at kvinder prioriterer familien højere end arbejdslivet i den periode, hvor børnene er små.
Vi får at vide af statsministeren, at det er spild, hvis vi vælger selv at tage os af vores børn. Jeg ser det i et andet lys:
Det er spild, når vi sætter det bedste, vi har, i opbevaring i institution dagen lang. Det er spild, når mit barn sidder på skødet af en ung pige, der er tvunget i aktivering af kommunen og ikke har de fjerneste kompetencer til arbejdet, endsige nogen følelsesmæssig relation til barnet. Det er spild, når ingen hører mit barn sige et nyt ord, fordi der er for meget larm. Det er spild, når mit vuggestuebarn konstant er sygt af infektioner, det ikke ville have fået, hvis det blev passet hjemme. Det er spild, når børnehavebarnet hænger på lågen og længselsfuldt venter på at blive hentet, mens det bedste bud på en nærværende voksen er en pædagogmedhjælper, der går i tusmørket og glæder sig til fyraften.
Og det bliver rigtig dyrt, når de samme børn forvandler sig til urolige skolebørn, der er dårligt opdraget og hungrer efter opmærksomhed. Eller teenagere med alvorlige psykiske problemer og en gennemgående smerte over ikke at høre rigtigt til nogen steder. (…)
Børne- og undervisningsminister Christine Antorini virker også som en ukritisk tilhænger af institutionaliseringen. Ministerens seneste idé er, at læring skal sættes mere i system i daginstitutionerne, så børnene opnår viden, de kan bruge i skolen. Dermed ser det ud til, at regeringens vision om at fremelske den dygtigste generation nogensinde er nået til de yngste børn.
Men det er håbløst at lægge læring ind i institutionerne, når der mange steder er problemer med at levere den mest grundlæggende omsorg og kontakt. Forudsætningen for at få dygtigere børn er en bedre generel trivsel. Den bedste vej til at opnå det er at give dem mere tid med deres forældre.
Jeg er overbevist om, at lærerne ville få en lettere opgave, hvis de fleste elever mødte op på første skoledag med masser af tid, ro og kærlighed i rygsækken. Så kunne lærerne bruge deres kræfter på at undervise frem for at opdrage.
Den hårde feminisme udspringer af de maskuline værdier, der dominerede samfundet, da den blev formuleret i 1970erne. Det blev kvinderne ikke frie af.
Vi må indse, at mange kvinder i vores samfund ønsker at tage sig mere af deres små børn, og at børnene har brug for det. I dag betragtes det ikke som samfundsnyttigt, selvom det er mindst lige så krævende som ethvert lønarbejde; det betragtes som ”lulleri”, som der står i debatbogen Pæne piger kommer i himlen – kloge kvinder vælger selv fra 2011.
Hjemmet som mulig arena for selvrealisering er forsvundet, så den udvikling, der ligger i at opdrage sine børn selv og investere i familien, betragtes som irrelevant. Men det er, fordi vores definitioner af arbejde og kvindefrigørelse grundlæggende er maskuline.
Frigørelse er at blive fri for børnene på fuld tid, så også småbørnsmødre kan fordybe sig i det virkeligt betydningsfulde arbejde, der honoreres med løn. Den præmis ligger til grund for både arbejdsmarkedets regler og børnepasningsmodellen, men vi debatterer den stort set ikke, selvom den har store følelsesmæssige konsekvenser for mange mødre og deres børn.
Det afstumper vores samfund til skade for familierne, den psykiske sundhed, indlæ-ringsevnen, ja måske endda vores konkurrenceevne som nation.
Det er derfor, vi skal validere arbejdet i hjemmet som det, det er: en indsats af stor samfundsmæssig betydning. Og det er derfor, vi skal have et frit valg, når det gælder vores børns barndom.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2013. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Anne Kirstine Waage Beck
Anne Kirstine Waage Beck er ph.d.-studerende og medlem af Småbørnsfamilieforeningen SAMFO. Mor til tre.