Den enkelte kristnes kald

At vidne om Jesus II

“Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys” (1 Pet 2,9).

Som kristen menighed har vi ét grundlæggende kald her i verden: at forkynde Guds store og mægtige frelse! I denne opgave er vi alle kaldet til at være med, men på forskellig måde.

Nogle udrustes og kaldes til at drive offensiv evangelisation. De er med andre ord kaldede til at gå uden for den sammenhæng, de normalt lever i, for at opsøge og vidne for ikke-kristne, som de ikke kender på forhånd. Det var det, apostlene gjorde. De gik ud af deres hjem, deres menighedshuse og deres vante omgangskreds for at vidne på Jerusalems gader og torve for mennesker, de ikke kendte. Siden forlod de Jerusalem og overskred grænser til nye lande og nye folkegrupper for at bringe evangeliet ud.

Denne offensive missionsform ligger i umiddelbar forlængelse af missionsbefalingen: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple …” (Matt 28,19).

Missionsbefalingen var i første omgang givet til apostlene. I anden omgang er den givet til den kristne menighed til enhver tid. Det er vort fælles kald at bidrage til evangeliets udbredelse til alle folk. Da evangeliet kom til Norden, skyldtes det, at nogle fulgte dette kald. De forlod deres hjemlige sammenhæng og kom til os for at vidne for os om Jesus.

Nu er det vores kald at gå videre til andre, som ikke kender Jesus som deres frelser – både i vores eget land og andre steder i verden. Vi må alle arbejde med på, at der sendes vidner ud og støtte dem med forbøn og økonomi. Og vi må alle spørge Gud, om det er os, der skal gå.

Men vi må være bevidste om, at det ikke er alle kristne, der får dette kald. Nogle skal være offensive evangelister, og vi må bede Gud kalde og sende mange evangelister ud (Matt 9,38). Men andre – og vi må regne med, at det er de fleste – får et andet kald. Hvordan vi hver især skal tage del i missionsarbejdet, afhænger blandt andet af vores personlige nådegaveudrustning.

Forskellige nådegaver

Alle nådegaver tager i sidste ende sigte på at herliggøre Jesus. Nådegaverne er Åndens gaver, og de tjener Åndens overordnede gerning – at gøre Jesus stor for os (Joh 16,14)! Men mange nådegaver tager sigte på at herliggøre Jesus indadtil i menigheden til fornyelse, opbyggelse og myndiggørelse af de troende. Det er ikke uden betydning for det kristne missionsarbejde, tværtimod! Kun når vi selv bevares åndeligt friske og evangelisk forankrede i troen kan vi være til åndelig hjælp for andre.

Når Paulus i Efeserbrevet skriver om nådegaverne, har han forinden understreget missionsarbejdet som Guds store hjertesag i tiden frem til Jesu genkomst (Ef 1-3). Ikke desto mindre betoner han klart og stærkt nådegavernes trosopbyggende sigte: ”Og han har givet os nogle til at være apostle, andre til at være profeter, andre til at være evangelister og andre til at være hyrder og lærere for at udruste de hellige til at gøre tjeneste, så at Kristi legeme bygges op, indtil vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn, til at være et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde” (Ef 4,11-13).

Skal vi være åndskraftige og trosfrimodige vidner i vor tid, har vi først og sidst behov for selv at blive opbygget i en fri og rig tro på Jesus. Derfor er det af afgørende betydning for evangelisationsarbejdet, at vi ikke ringeagter eller forsømmer de nådegaver, der tjener menighedens opbyggelse.

Til enhver tid er vi fristede til at idealisere nogle bestemte nådegaver og tjenester og forsømme andre. I Korinth var det tungetalen, der blev løftet højt. Den burde alle have, mente man. Rigtige kristne kunne tale i tunger! Men Paulus beskriver denne tankegang som helt forskruet og meningsløs. Det ville svare til, at hele legemet ønskede at være øje. Hvad blev der så af alle de andre funktioner? Så ville der ikke længere være noget levende legeme (1 Kor 12, 18-19).

Tankegangen bliver ikke bedre eller mindre forskruet af, at tungetalen skiftes ud med offensiv evangelisation. Fremstilles det, som om vi alle burde have denne nådegave, og at vi alle i lige høj grad burde give os hen i det offensive evangelisationsarbejde, så er vi på vej til at nedbryde og opløse legemet! Det ville svare til i en krigssituation at sende hele befolkningen til fronten. Man kunne få en stor effekt på kort sigt, men snart ville kampen bryde sammen af mangel på forsyninger.

Nådegaverne er forskellige! Hvilken plads evangelisationen bør have i vort liv, må afhænge af, hvilken nådegave vi har. Fælles for os alle er, at vi ikke må forsømme den nådegave, vi har fået (Rom 12,6-8). Uanset hvilken nådegave, vi har, vil det altid virke skadeligt og svækkende for missionsarbejdet, hvis vi forsømmer den.

Som der er forskel på vore nådegaver er der også forskel på vores livsvilkår.

Forskellige livsvilkår

Som kristne har vi meget forskellige livsvilkår i hverdagen med hensyn til arbejde, familie og andre forpligtelser. De forskellige vilkår har stor betydning for, hvordan vi hver især kan og bør tjene Gud i evangelisationsarbejdet.

Carl Fredrik Wisløff fortæller om en kvinde, der kom til præsten og undskyldte, at hun ikke kunne gøre noget for Gud, fordi hun havde fem børn. En sådan mor, understreger Wisløff, har brug for at høre, at hun i allerhøjeste grad har anledning til at gøre noget for Gud.¹

Historien illustrerer to vigtige bibelske principper om forholdet mellem livsvilkår og evangelisation.

For det første har enhver kristen forælder en enestående missionsmark i sit hjem. Intet kan i betydning sammenlignes med det at lægge Guds ord ind på sine børns hjerter under bøn om, at Ånden vil virke med og skabe tro på Jesus. Et kristent hjem præget af evangeliets trøst, fred og lys er et åndeligt kraftcenter af uvurderlig betydning. Med fem børn vil de fleste mødre have rigeligt af arbejde i hjemmet og tilsvarende begrænset tid til aktivt engagement i menigheden og i ikke-kristne kontakter. Sådan må det være, og ingen har ret til at tage frimodigheden fra en sådan mor – eller far.

For det andet er det vigtigt at fastholde, at enhver form for ærligt arbejde i denne verden er en tjeneste for Gud, hvad enten det udføres på arbejdspladsen, i hjemmet eller i menigheden. Vi har som kristne fået en missionsbefaling, men før den fik vi en kulturbefaling:

”Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!” (1 Mos 1,28).

Alt det arbejde, vi udfører for at fremme gode forhold i denne verden, er en tjeneste for Gud. Vi tjener ikke kun Gud, når vi gør noget for, at mennesker må blive frelst. Vores ganske almindelige borgerlige arbejde er en tjeneste for Gud ligesom også vore pligter i hjemmet og i ægteskabet. Det er ikke sådan, at gudstjenesten er slut, når vi går ud af kirken. I en vis forstand er det først her, den begynder!

Dette indebærer, at vi som kristne ikke må tænke småt om vore daglige pligter i arbejdet og i hjemmet eller forsømme dem til fordel for indsatsen i Guds riges arbejde. At gøre noget sådant er ikke udtryk for en særlig ophøjet fromhed og åndelighed, men for en svigtende lydhørhed over for Guds ord. Bibelen advarer os meget stærkt imod at forsømme vort arbejde eller vor familie ud fra selvlavede og eventuelt ’skinhellige’ begrundelser (Mark 7,8-13; 2 Thess 3,10). Vel kan Gud give os et særligt kald, som fører os bort fra et borgerligt arbejde og har omkostninger for familien, og da må vi lyde (Matt 4,20; 8,21-22; 10,35-37). Men i almindelighed kalder Gud os til at tjene ham i menigheden og i missionsarbejdet, efter at vi har tjent ham i det borgerlige arbejde og i hjemmet.

En mors og fars omsorg for sine børn hindrer dem således på ingen måde i at tjene Gud. At tage sig tid til at opdrage sine børn kærligt, omsorgsfuldt og myndigt er en gudvelbehagelig tjeneste fuldt så meget som at være missionær i et fremmed land eller blandt ikke-kristne i vort eget land.

Når dette er sagt, er der da noget fælles og alment evangelisationskald tilbage? Det er der i allerhøjeste grad! Det skal vi se på nu.

Det fælles kald for alle kristne

Hvad er det fælles evangelisationskald for alle kristne? Bibelens svar kan sammenfattes således: Som kristne har vi et fælles kald til at leve imellem de ikke-kristne i verden, bekende Jesu navn, både med vore liv og vore ord, og være rede til at vidne om ham, når anledning gives.

Som det er sammenfattet her, har det fælles kald tre sider. Vi skal se på hver enkelt:

1) Lev som kristen i verden!

Som kristne er vi kaldede til at være og leve ’i verden’, det vil sige: i det almindelige menneskelige samfund mellem ikke-kristne. Mange kristne har vel tænkt, at det ville være bedre, hvis Gud tog os ud af verden og hjem til Himlen straks efter vores omvendelse. Da var vi frelst fra frafaldets fare én gang for alle. Men det gør Gud ikke, netop fordi han vil, at flere skal blive frelst – ved vores vidnesbyrd!

Når vi er her i verden endnu, er det altså som Guds udsendinge og vidner om frelsen. I Jesu sidste bøn var det netop dette, han fremsatte som ønske for disciplene:

”Jeg beder ikke om, at du skal tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde (…) Ligesom du har udsendt mig til verden, har jeg også udsendt dem til verden” (Joh 17,15.18).

Når Jesus ønsker, at disciplene skal blive i verden, er det ikke, fordi han ikke ser den åndelige fare for dem. Tværtimod advarer han stærkt sine disciple mod denne fare. Første gang han sender dem ud for at evangelisere, bruger han et ganske rystende billede:

”Se, jeg sender jer ud som får blandt ulve” (Matt 10,16).

Hvis man et øjeblik grunder lidt over dette billede, må man undres. Hvilken hyrde sender sine værgeløse får midt ud imellem vilde ulve? Det gør kun den hyrde, der selv går med fårene og er i stand til at bevare dem! En sådan hyrde er Jesus. Han går selv med og leder sine får frelst gennem verden – ved sin røst.

Bevaret ved hyrdens røst

”Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd” (Joh 10, 27-28).

Bemærk, hvad Jesus siger om de får, som ingen og intet formår at rive ud af hans hånd. Det er de får, der ”hører min røst”. Så længe vi bliver ved at lytte til Jesu røst, så bevares vi i troens nære forhold til ham. Det er Guds ord, der virker troens liv i vore hjerter, og det er Guds ord, som fornyer og bevarer troens liv i vore hjerter.

”Dit ord holder mig i live” (Sl 119,50). Det gælder helt uanset, hvilke ydre omstændigheder vi lever under. Troens liv i vore hjerter er ikke betinget af vore ydre omstændigheder, men af et åbent og lydhørt hjerteforhold til Guds ord. Vi kan leve midt i den største åndelige tørke og alligevel være åndeligt friske og bære sand åndelig frugt, hvis blot vi henter næring fra det åndelige livs kilde i Guds ord. Salme 1 siger om den, der grunder på Guds ord dag og nat: ”Han er som et træ, der er plantet ved bækken; det bærer frugt til rette tid, og dets blade visner ikke” (v.3).

Den, der lever sådan med Guds ord, bevares åndeligt frisk til enhver tid og i enhver sammenhæng.

I lydhørhed over for Guds ord og i troens nære samliv med Jesus kan vi med frimodighed træde ud i verden. Jesus kalder os til at være lys og salt i verden og ikke borte fra den. Selvom det er nemt at forstå, at mange kristne har trukket sig tilbage fra verden i ghettodannelser og isolation, må det fastholdes, at det ikke er Jesu overordnede ønske for sin menighed. Han ønsker, at saltet skal “ud af saltbøssen”, ud i verden og gøre gavn blandt ufrelste mennesker.

Farerne i verden

I samme grad vi betoner kaldet til at leve mellem og omgås vantro mennesker, må vi imidlertid også minde om de store åndelige farer i verden – som Jesus selv gør det. Hvis vi nedtoner, fortier eller bagatelliserer farerne, bliver vi medskyldige i, at kristne brødre og søstre møder verden med en åbenhed og troskyldighed, som kan blive skæbnesvanger for deres åndelige og evige liv.

Det Nye Testamente lægger ikke skjul på, at den ikke-kristne verden er bestemt af en åndsmagt, som står Jesus imod, og som forfører og frister de troende bort fra ham (Joh 15,18-21; 17,14-21. 2 Kor 2,14. Kol 2,20. 2 Tim 4,10 mfl.). Derfor er vi som kristne kaldet til at våge og bede, så længe vi er i verden, for ikke at falde i fristelse og falde fra. Levende kristendom er præget af frygt for verdens forførelse!

”Elsk ikke verden og heller ikke det, som er i verden. Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham; for alt det, som er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods, er ikke af Faderen, men af verden. Og verden og dens begær går til grunde, men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid” (1 Joh 2,15-17).

Lever vi som kristne blandt ikke-kristne, så vil og må der altid være en konflikt i vores relation, en konfrontation mellem to verdener, to åndsmagter og to livsveje. Det er afgørende, at denne konflikt og konfrontation ikke udjævnes eller opløses.

Identifikation og konfrontation

Vores forhold til de ikke-kristne må altid være bestemt af to hovedord: identifikation og konfrontation. Vi er kaldede til at have omsorg for vore ikke-kristne medmennesker og identificere os med dem i de liv, de lever, og de kampe, de står i. Vi er kaldede til at elske vores næste, og det gør vi ikke mindst ved at engagere os i vores næstes liv.

Men jo tættere vi kommer på vores næste, jo tydeligere vil det også blive, at vi, som er kristne, er anderledes. Vi har en anden tro, et andet håb, et andet fællesskab, en anden herre, en anden frygt, en anden rigdom, en anden fred og en anden vejledning for vore liv. Det må vi ikke tie med eller fornægte. Vi må være ærlige og åbne om det, og når vi er det, vil det uundgåeligt skabe konflikt.

Fysikerne kan fortælle os, at kraft og modstand følges ad. Hvor der i den fysiske verden er stor kraft, er der også stor modstand. Sådan er det også i den åndelige verden. Vi skal ikke opsøge eller fremprovokere modstand. Men når vi taler oprigtigt og sandt om vores tro, vores frelse og vores liv med Jesus, så vil det uundgåeligt skabe modvilje og modstand. ”Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer” (Joh 15,20).

Et sundt kristenliv i verden leves i spændingsfeltet mellem disse to forholdsmåder over for de ikke-kristne: identifikation og konfrontation. Begge dele må være der, hvis vi skal være lys og salt i verden.

Praktisk næstekærlighed

I relation til omsorgen for ikke-kristne kan det være godt at minde om, at den praktiske næstekærlighed har værdi i sig selv. Den har ikke kun værdi, hvis den fører frem til, at de ikke-kristne åbner sig for Guds ord. Gud kalder os til at vise vores næste kærlighed, fordi han har brug for kærlighed. Det er godt i sig selv (Luk 10,25-37; Matt 25,31-46).

Ganske vist er det vores dybeste ønske for alle ikke-kristne, at de må blive frelst, og praktisk næstekærlighed vil ofte skabe større åbenhed hos dem over for at lytte til Guds ord. Både Jesus og apostlen Peter taler om, at vore gode gerninger kan vække tak og lovprisning til Gud (Matt 5,16; 1 Pet 2,12). Men det er afgørende at fastholde den selvstændige værdi af næstekærlig omsorg, også når den ikke fører til større åbenhed hos ikke-kristne over for Gud og hans ord.

2) Bekend Jesu navn!

Vi har som kristne et fælles kald til at bekende Jesu navn i både ord og handling, hvor vi kommer frem. Med bekendelsen tilkendegiver vi åbent og ærligt, hvem vi hører til. Dette blev markeret utvetydigt klart, da vi blev døbt. For tusindvis af kristne ned gennem historien har dåben været indgangen til forfølgelse og lidelse for Jesu skyld. Men det er Guds kald til os alle, at vi åbent bekender Jesu navn, hvor vi kommer frem.

Som vielsesringen klart og tydeligt signalerer, at vores kærlighed er bundet til én bestemt, signalerer vores bekendelse, at vi er bundet til én – vores brudgom og herre Jesus Kristus.

Hvis man som ægtemand vælger at efterlade sin vielsesring derhjemme, når man går i byen, står man betydeligt svagere over for fristelsen til at åbne sig for utilbørlig intimitet og utroskab. Vielsesringen er en beskyttelse mod denne fristelse og en hjælp til at bekende og leve som det, man er! Det samme gælder på det åndelige plan om bekendelsen. Viger vi tilbage for at bekende os som kristne, er det et udtryk for, at vi ikke vil kendes ved, at vi tilhører Jesus, og da er frafaldsprocessen i gang. Derfor lægger Jesus så stærk vægt på, at vi bekender hans navn.

”Enhver som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene” (Matt 10,32-33).

For mange kristne begyndte det åndelige frafald, da de i en ny sammenhæng undlod at bruge den første naturlige anledning til at bekende Jesu navn. Omvendt blev bekendelsen for mange andre en afgørende hjælp til at stå fast og leve som kristen i en verdslig sammenhæng – og til at vidne om Jesus!

Uanset vore nådegaver og livsvilkår har vi her et fælles og uomgængeligt kald som kristne. Vi er ikke alle offensive evangelister. Men vi er alle kaldede til at bekende Jesu navn.

Livets bekendelse

Bekendelsen handler ikke kun om, at vi med munden siger, at vi tror på Jesus. Den angår også vort liv. Vi er kaldede til at gøre Jesu navn ære ved at leve et nyt og anderledes liv midt i verden. Et helligt liv præget af selvhengivelse, tjeneste og kærlighed (Matt 5,13-16). Det er dette liv, Gud har nedlagt i vore hjerter ved Helligånden og nærer og styrker hos os ved evangeliet. Hans kald til os er at leve dette nye og anderledes liv ud midt i verden (Gal 5,22-24).

Som kristne udgør vi en åndelig modkultur i verden. Vi er et anderledes folk, og det er vi først og sidst i kraft af evangeliet. Vi er frihedens, kærlighedens og håbets folk midt i syndens, ondskabens og dødens verden, og det er vi i kraft af evangeliet! Den rigdom, som vi ejer i Jesus, fører et nyt og anderledes liv med sig. Det er et liv, der er forankret i Kristus og i den evige nåde og herlighed, som vi ejer i ham. Netop derfor er det et helt igennem uforståeligt liv for de ikke-kristne. Det virker underligt, unormalt og ubegribeligt på dem.

Man kunne ønske, at de særpræg, som Bibelen fremhæver ved det genfødte kristenliv, var langt stærkere hos os: at vi møder vore modstandere med tilgivelse, kærlighed og omvendt gengældelse. At vi lever i glæde, tak og lovsang for vores evige rigdom i Kristus. At vi gerne lider uret og taber ære i menneskers øjne. At vi gerne lever nøjsomt for at kunne give til nødlidende mennesker og til Guds riges arbejde. At vi gerne tager os af de svage og giver afkald på magelighed, nydelse og selvrealisering for andres skyld. At vi er forankrede i nådens evangelium og i Himlens herlighed.

Men omend det nye liv kun er svagt hos os, så gælder det alligevel, at det altid vækker undren hos de ikke-kristne. De undrer sig både over det, vi finder glæde i, og over det, vi siger nej til. Vore liv giver anledning til hovedrysten, undren og til tider spot.

Spot og tak

Peter skriver i sit første brev om nogle kristne, som før deres omvendelse levede et liv i udsvævelser, begær, vilde fester og drikkelag. Nu lever de ved evangeliet og ved Åndens kraft et nyt og helt anderledes liv – og modtager verdens løn: ”Nu, da I ikke længere styrter jer ud i den samme strøm af udsvævelser, undrer de sig og spotter jer for det ” (1 Pet 4,3-4).

Peter opmuntrer os imidlertid til at bære spotten med stor frimodighed (1 Pet 4,5-19). Vi må indstille os på, at verden aldrig vil kunne se og forstå den evige skat og herlighed, der bestemmer vort liv. Sådan er vilkårene:

Den ser de kristnes skrøblighed,
men aldrig deres herlighed
og deres konges ære.

(Lina Sandell)

Men det må ikke tage modet fra os. Vi må med stor frimodighed leve det nye liv midt i verden, og da vil vi erfare, at det har en stærkt vækkende kraft. Netop det liv, som først vækker hovedrysten og spot, kan i anden omgang vække åbenhed, oprigtige spørgsmål – og evig tak: ”Lev jeres liv blandt hedningerne sådan, at de netop ved det, de bagtaler jer for som forbrydere, kan få syn for jeres gode gerninger og prise Gud for dem på hjemsøgelsens dag” (1 Pet 2,12).

”Hjemsøgelsens dag” må vi forstå som den dag, da Gud på en særlig måde besøger den ikke-kristne og kalder vedkommende til omvendelse. Det kan ske gennem et ord, som den ikke-kristne møder, men det kan også ske gennem ydre begivenheder, som slår benene væk under den ikke-kristne og får hans eller hendes trygge liv til at vakle. Da kan Gud minde dem om, at der var nogen, som var anderledes, og som havde et håb, en trøst og en rigdom, som rakte ud over det forgængelige menneskeliv.

Netop det liv, som først vakte modstand, kan blive et redskab til vækkelse, frelse – og tak.

De første kristnes liv

Oskar Skarsaune skriver om vækkelsen i de første tre århundreder efter Kristus, at den hang uløseligt sammen med, at de kristne levede et helt anderledes liv end hedningerne – midt imellem dem. De kristnes anderledeshed kostede dem dyrt. Men det var samtidig en anderledeshed, der virkede dragende. Her mødte hedningerne noget, som de ikke begreb. Det var et liv af en anden verden.²

En samtidig forfatter beskriver de kristne på denne måde:

”Det, som adskiller de kristne fra andre mennesker, er hverken fædreland, sprog eller skikke. De bor ikke i særlige byer og taler ikke fremmede tungemål (…) De følger stedets skik med hensyn til mad og adfærd i øvrigt, og alligevel er deres vandel sådan, at den vækker almindelig undren og beundring. De bor i deres lande, men som udlændinge. De tager del i alt som borgere, men må finde sig i alt, som var de fremmede (…) De gifter sig som andre og får børn, men de sætter ikke deres afkom ud. De deler bord med andre, men ikke ægteseng. De er i kødet, men lever ikke efter kødet. De bor på jorden, men har deres hjem i Himlen. De adlyder de gældende love, men gør dem overflødige gennem deres livsførelse. De elsker alle og bliver forfulgt af alle (…) De er fattige, men gør mange rige. De mangler alt, men har overflod i alt. De bliver vanæret, men i vanæren vinder de hæder (…) Når de gør godt, straffes de som forbrydere, og når de straffes, glæder de sig, fordi de føres til livet (…) De kristne bor i verden, men er ikke af verden.”³

Hvem må ikke erkende, at vi finder alt for lidt af dette liv hos os selv i dag? Men samtidig mærker vi en stærk indre længsel efter, at netop dette liv må skabes i os og udfoldes gennem os. Det sker ved Åndens gerning gennem evangeliet. Vejen frem er at give plads for evangeliets ord i vore liv og hjerter. Da vil Ånden selv skabe et nyt liv i os indefra, og da må vi sige ja til det og lade det komme til udfoldelse i vores hverdag. Det er kaldet til enhver kristen i verden: at leve i en stadig tilegnelse af evangeliets ord om frelsens rigdom i Jesus og i dette evangeliums kraft sige nej til det gamle selvliv og ja til Åndens nye liv. Et sådant evangelisk forankret og fornyet kristenliv er en klar ydre bekendelse af den frelser og herre, vi tilhører.

3) Vær beredt til at vidne!

Det er tankevækkende så lidt, der konkret står om personlig evangelisation i Det Nye Testamente. Der er kun to små tekstafsnit, som taler direkte om denne sag. I begge afsnit betones det, at vi som kristne må være opmærksomme på de anledninger, der spontant opstår til at vidne om Jesus, når vi lever med ham midt i verden.

Dette er vores fælles kald til personlig evangelisation! I al sin enkelhed. At leve godt med Jesus, bekende hans navn i verden, og så regne med og bede om, at det vil give anledninger til at vidne.

Vi skal se på de to tekster:

Vær vise i jeres omgang med dem udenfor, og brug det gunstige øjeblik. Jeres tale skal altid være venlig, krydret med salt, så I ved, hvordan I skal svare hver enkelt (Kol 4,5-6).

Her forudsættes det, at vi lever som bekendende kristne midt iblandt dem, som er “udenfor”. Når vi gør det, vil der nødvendigvis opstå ’gunstige øjeblikke’ til at vidne om Jesus. Teksten synes at forudsætte, at det typisk sker ved, at de ikke-kristne stiller spørgsmål til vores tro og liv. Da må vi bruge anledningen og svare dem venligt – og med ’salt’ i vore svar.

Hvad der præcis ligger i, at vores tale skal være krydret med salt, kan være svært at sige. Men det er tankevækkende, at der her tales om salt som et krydderi. Når en ret krydres med salt, vækker den tørst. Om det er det, Paulus tænker på, er svært at sige. Men det er under alle omstændigheder et gennemgående træk ved de evangeliserende samtaler, vi finder i Det Nye Testamente, at de vækker åndelig tørst hos de ikke-kristne. Det sker typisk ved, at de ikke-kristne mindes om, at de er uden for Guds nåde og uden for Guds rige (se f.eks. Jesu samtaler i Joh 3 og 4).

Dette er det grundlæggende sigte med alle evangeliserende samtaler: at skabe bevidsthed hos mennesker om deres egentlige og dybeste nød – at de er borte fra Gud. Vores kald er at formidle dette budskab – med venlighed!

I mødet med denne udfordring bliver vi små. Og det er godt! Udfordringen er overmægtig, og den driver os ind til Gud i bøn om hans hjælp og medvirken! Sådan var det også for Paulus. Umiddelbart forud for de citerede vers i Kolossenserbrevet opfordrer han de troende til at bede for ham om, at han må få nåde og hjælp til at tale ret om Jesus, og om, at Gud selv vil åbne en dør for ordet (Kol 4,3-4). Her gælder det, at alt beror på Gud.

I skal hellige Herren Kristus i jeres hjerte og altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har, men I skal gøre det med sagtmodighed og gudsfrygt og med en god samvittighed, for at de, der håner jeres gode livsførelse i Kristus, må blive gjort til skamme, når de bagtaler jer (1 Pet 3,15-16).

Også i denne tekst synes det forudsat, at anledningen til at vidne i almindelighed vil opstå ved, at ikke-kristne stiller spørgsmål til os. Den sidste del af teksten tyder på, at det særligt er vores anderledes livsførelse, der må forventes at give anledning til spørgsmål og udfordringer. Dermed kommer samtalen ifølge Peter nødvendigvis til at handle om vores håb! Det er en bemærkelsesværdig slutning. Peter synes at tage for givet, at det evige håb i den grad bestemmer og former vore liv, at det uvægerligt vil give anledning til undren og spørgsmål.

Men hvordan bliver vi i stand til at vidne om Jesus i vores hverdag, når en anledning pludselig opstår? Det giver Peter selv svaret på:

”I skal hellige Herren Kristus i jeres hjerte” (1 Pet 3,15).

Vejen til et ægte og frisk vidnesbyrd i hverdagen er at lade Jesus tage bolig i vore egne hjerter gennem evangeliet. Herved bevares vores egen tro sund og levende, og det er den altafgørende forudsætning for et personligt vidnesbyrd om Jesus over for andre.

Det ser så passivt ud. Vi sidder stille med vores Bibel, læser, takker og beder. Vi sidder i missionshuset eller i kirken og lytter til forkyndelsen af Guds ord og tager det til os. Vi knæler ved alterbordet og modtager Jesus selv. Det ser svagt ud. I virkeligheden er det det mest åndeligt dynamiske, kraftfulde og virkningsfulde af alt! Her salves vi med Ånd og kraft fra det høje. Her finder vi hvile i et fuldbragt værk – uden for os selv. Her erfarer vi på ny, at det at være kristen er frihed, trøst og glæde. Her fornyes den evangeliske tro i os, vi ånder frit, og der åbnes for en kilde med levende vand indefra i vore liv. Her dannes vi til vidner af Guds egen Ånd, og der skabes et levende, frisk og ægte vidnesbyrd om Jesus – indefra!

Forsømmer vi det nære samliv med Jesus i bøn og tilegnelse af hans ord, da visner troen hos os, det kødelige selvliv i os bliver stærkt, og trangen og lysten til at vidne om Jesus dør ud. Så kan vi forsøge selv at presse et vidnesbyrd frem, men det nytter intet.

”At forsøge selv at mande sig op til at vidne om Kristus nytter intet. Det bliver ikke til noget. Alt er så tungt og umuligt. Presses vidnesbyrdet alligevel frem, bliver det så kraftesløst og lunkent, at det ikke kan give noget liv. Derfor må alle vi, som vil arbejde på menneskers frelse, huske på Jesu ord om kilden i det indre. Et sundt og levende trosliv med ham er det eneste, som giver verden liv (…) Da først bliver der en kilde, som med indre tvingende kraft vælder frem” (C.O. Rosenius). ⁴

Her går vejen til et åndeligt kraftfuldt vidnesbyrd i verden: at kristne mænd og kvinder lever godt med Jesus midt i verden og bruger de givne anledninger til at vidne om ham.

Det kan siges meget enkelt: Lev Jesus nær, og lev de ikke-kristne nær!

Hverdagens vidnesbyrd

Dette var i al sin enkelhed den centrale evangelisationsform i de første århundreder efter Kristus. Kirkehistorikerne har brugt megen tid på at undersøge, hvordan evangeliet på blot et par hundrede år kunne udbredes over hele Romerriget og ud over dets grænser. Apostlene spillede naturligvis en vigtig rolle i kirkens allerførste tid. Men der er udbredt enighed om, at de vigtigste missionærer herefter var ganske almindelige kristne, der troede på Jesus og vidnede om ham, hvor de kom frem. Soldater, købmænd, slaver og sømænd, som levede godt med Jesus, og derfor var rede til at vidne om ham, når nogen spurgte dem om deres tro og liv.

Sådan var det dengang, og sådan er det i dag. Gud vil bruge dig og mig, præcis som vi er, og i den hverdag, som er vores.

Hvornår der opstår en anledning til at vidne om Jesus, det er vi ikke herrer over. Det må vi overlade til Gud. Bed ham om at give dig anledninger, og bed ham om hjælp til at være vågen over for dem, når de kommer. Med den bøn kan du gå ud i hverdagen med stor frimodighed og forventning. Får du en samtale med en ikke-kristen nabo eller kollega, som allerhelst vil tale om sin nye bil eller ferierejsen sydpå eller det nye barnebarn, så er det naturligt, at du taler med ham eller hende om det – den dag. Men så en anden dag opstår der en naturlig anledning til at tale om den rige og trosstyrkende kristne begravelse, du har været med til, eller til at tilbyde at bede for den, du taler med, eller til at fortælle om det, som har båret dig selv gennem de hårdeste dage i dit liv.

Vi må overlade til Gud at skabe disse anledninger, når og hvor han vil det. Og så må vi leve Jesus nær, så vi kan gribe og bruge anledningerne, når de kommer. Det er i al enkelhed vores fælles vidnekald som kristne.

Jeg indledte den første artikel med at fortælle om en pensioneret præst, som skrev til mig om sine ikke-kristne naboer. Jeg skrev, at mailen havde rejst spørgsmålet for mig selv: Hvornår har du sidst bedt Gud om en anledning til at vidne for dine ikke-kristne naboer? Jeg tror, vi må opmuntre hinanden til at gøre netop det – bede Gud give os anledninger til at vidne om Jesus i vores hverdag. Og så må vi hjælpe hinanden til at leve i stadig modtagelse af evangeliet om frelsen af nåde alene ved tro på Jesus alene. Kun derved kan vi være rede til at vidne, når Gud lægger en anledning til rette for os.

”For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i” (Ef 2,9-10).

Fortsæt til sidste del: Mødet med den ikke-kristne

Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2019. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.