Og dette er hans bud, at vi skal tro på hans søns, Jesu Kristi, navn og elske hinanden, som han har påbudt os (1 Joh 3,23).
Enighed og harmoni blandt Guds folk er godt. Men enighed er ikke altid det samme som ensartethed. Vi er syndige mennesker med forskellige personligheder, har fået forskellige nådegaver og tjenester. Men ingen kan af os selv tage Guds ord til os. Når Guds ord når os, da er det på grund af Guds nåde, som er blevet forklaret for os af Helligånden. Hverken tro eller kærlighed er noget, vi selv kan frembringe. Kun Helligåndens virke kan skabe en tro i hjerterne på Jesus Kristus.
Vore medkristne er nogle, som Jesus døde for på korset. Nemlig den smertefulde soningsdød, som vi alle er dømt til, men som Jesus har taget på sig. Jesus er vor stedfortrædende forsoner. Ja tænk hvor stort, denne Jesus, som ikke havde nogen synd, han blev gjort til synd for alle mennesker. Og alle dem, som tror på det, bliver frelst fra den evige fortabelse, fordi vi har vor retfærdighed helt og fuldt i ham (2 Kor 5,21). På denne måde kan og skal de kristne se hinanden, nemlig i lyset af Kristi kors og det blod, der flød der.
Vi er og kan være ganske forskellige på mange måder, men en kristen er en, som står i korsets lys og ser det blod, som der flød for mig, og som er det blod, der har sonet min synd og gjort mig retfærdig for Gud. Det er Guds nåde over nåde. Den, der holder sig til det og beder om Helligåndens vejledning, vil blive styrket og bevaret i denne tro. Jesu død på korset gælder for mig, for mine medkristne, ja for alle mennesker. Og enhver, som tror på det, er frelste syndere på vej mod en evighed sammen med ham.
I 1 Pet 2,17 lyder det: ”Ær alle, elsk brødrene, frygt Gud og ær kongen.”
Dette bibelord berører fire hovedområder i vore liv, og det formaner os til at elske, ære og respektere 1) alle mennesker, 2) vore medkristne, 3) Gud og 4) vore myndigheder.
Som mennesker med vore forskelligheder skal vi bøje os for, at der er ting og mennesker, der er vigtigere end os selv. ”Gør intet af selviskhed og heller ikke af indbildskhed, men sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv,” siger Paulus og Timoteus i 2 Fil 2,3. Og så skal de kristne altså også ære og respektere kongen og vise Gud ærefrygt.
Hvorfor får de kristne disse formaninger? Et svar på dette kan findes i Matt 5,13. Her får de kristne at vide, at de er jordens salt og verdens lys. De er salt og lys, det er altså ikke noget de skal nå frem til at blive. De er det i Kristus, og det er de, fordi lyset fra Kristi kors med blodet skinner gennem de kristne, for at ”de andre”, gennem dette lys, også må komme til tro og prise Gud som deres far, skaber og frelser.
Guds folk er kaldede til at være vidner, der hvor de er. Gud kalder dem, der kender ham, til at være synlige og til at hjælpe og støtte andre, ikke kun dem, der er medkristne, nej også ”de andre”. I Fil 4,4-6 lyder ordene: ”Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak.”
Den rette harmoni mellem Guds folk og ”de andre” kommer kun der, hvor lyset skinner fra Guds folk, og der hvor der bygges på Guds ord. Men lysestagen kan flyttes fra en kristen, og derfor må vi, som kalder os kristne, altid stille os selv spørgsmålet: Hører jeg virkelig Kristus til? Er det sandt, at han blev min broder og kom her til jorden for at redde og frelse mig? Jo, jeg tror på det, men så alligevel – er det virkelig sandt, at det er sådan? En tro kan være stærk, men der er næppe nogen tro, som ikke er blevet anfægtet, for Djævelen er på spil hele tiden, og han vil prøve at skabe tvivl og anfægtelse.
Derfor er der ingen kristen, som kan leve for sig selv. Enhver kristen har brug for brødrenes fællesskab og andre at mødes med i en menighed eller måske mindre enheder for der at høre Guds ord om lov og evangelium og Guds ord og tilsagn om, at han vil frelse enhver synder. Guds folk har brug for at dele disse sandheder for på den måde at blive opbygget og bevaret i troen.
Lignelsen om de 10 brudepiger i Matt 25,1-13 taler stærkt og tydeligt. Ikke til hvem som helst, men netop til vores kristne forsamlinger – til os, der kalder os Guds folk. Her siger Jesus altså, at der midt i denne flok, der venter på Jesus, er nogle, som mangler olie på deres lampe.
Én ting er, at de alle er faldet i søvn, fordi ventetiden syntes lang, men dem, der havde olie til lampen, kunne gå ind til festen da de vågnede, mens dem, der ikke havde olie på lampen, ikke kunne gå med, og de kunne heller ikke med menneskelig hjælp fra de andre fem komme med.
Olien på lamperne var Guds personlige ord til hver enkelt. Men hvis troen ikke var blevet en personlig sag for den enkelte, da var der ingen frelse eller adgang til festen. En personlig tro kan ikke splittes op i mindre dele og på den måde deles med andre. Det, vi kan dele med hinanden, er Guds ord, men det kan kun ske i nådetiden. Men nådetiden ophører på et tidspunkt, og det er, når Jesus kommer igen.
Må vor eneste trøst være lyset fra Kristi kors med Jesu blod. For det er alene det blod, der kan redde os og give os adgang til festen hjemme i himlen. Jesu korsdød er sket for alle mennesker, altså også for ”de andre”. Den, der tror på det, bliver frelst. Vi kan ikke på nogen måde frelse os selv, og vi er heller ikke herrer over de andres tro. Frelsen er noget personligt fra Gud til det enkelte menneske. Derfor lad det glædelige budskab om, at vi er frelst ved Jesu korsdød, lyde klart og tydeligt blandt vore medkristne og blandt ”de andre.”
Udgivet af
Thorkil Ambrosen
Thorkil Ambrosen, Hillerød, cand. agro.