Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Se på Jesus

Ugens vidnesbyrd, uge 8 2020. Matt 14,22-33.

Vær frimodige, det er mig, frygt ikke! (Matt 14,27).

Tjenesten har også en bevarende funktion! Sådan blev det sommetider sagt af ”de gamle”, når vi unge børnefamilier for de mange år siden indimellem kunne sukke lidt over de mange timer, der skulle bruges, når teksten til søndagsskole eller juniorklub skulle forberedes. Der var jo så mange andre ting, der også skulle gøres.

Nu er det mig, der er ”gammel”, og jeg glæder mig over de mange unge børnefamilier, der i vores menighed virkelig prioriterer at investere tid til at forkynde Guds ord for børnene.

Det sker, at lederne for børnemøderne også kan finde på at spørge en af os ”gamle” om at tage teksten ved et børnemøde. Sidst jeg gjorde det, kom jeg virkelig til at erfare, at den tekst jeg fik, og som jeg skulle formidle til børnene, først og fremmest blev en prædiken til mig.

Teksten, jeg fik opgivet. var den om Peter, der gik på vandet (Matt 14,22-33). Lige en tekst for børnene, var min første tanke. Jeg havde også fået opgivet ”dagens ord”: Vær frimodige, det er mig, frygt ikke! Det syntes jeg, var rigtigt godt.

Da jeg så begyndte at nærlæse teksten vers for vers, blev det sådan for mig, at mange af versene blev et ”dagens ord” til mig:

1. Det at Jesus nødte disciplene til at gå om bord i båden for at tage over til den anden bred.

Hvorfor dog det? Nu havde de lige oplevet et stort brødunder og hjulpet med at dele brød og fisk ud til de mange tusinde. De ville da gerne have hjulpet Jesus med at sende skarerne bort, men nej, det skulle de ikke. Jesus nødte dem: De skulle gå i båden. Når Jesus nøder dem, må det betyde, at disciplene virkelig ikke har kunnet forstå, hvorfor Jesus sendte dem væk, og at det går helt på tværs af deres menneskelige tanker. Det er ikke altid, at jeg forstår, når Jesus siger nej til noget, der synes helt indlysende for mig. Men det er altid sådan, at Jesu vilje og plan er den bedste for mig.

2. Det at også Jesus havde brug for at bede og være alene med sin himmelske far.

Det er så godt at være sammen med venner i bøn, men hvor ofte er jeg helt alene i bøn til Gud? – altså helt oppe på bjerget – om natten?

3. Så kom stormen. Disciplene kunne ikke se, ikke tro, at Jesus nu kom til dem – gående på søen. De skreg af frygt. Så kommer dagens ord: Vær frimodige, det er mig, frygt ikke! – og det kom i rette tid.

Somme tider synes vi måske, at Jesus venter med at komme; men her står der et ord, som jeg blev så glad for. Der står: Straks talte Jesus til dem. Jesus ved, hvad han gør og hvornår.

4. Peter må have sikkerhed for, at det er Jesus, så han beder Jesus om at befale ham at komme ud til sig på søen.

Er det nu også nødvendigt, Peter? Jesus har jo lige sagt: Det er mig! Men Jesus bliver ikke vred på Peter, selv om han beder om en ekstra sikkerhed. Der lyder bare et: Kom!

Så går Peter i tro – og vandet bærer ham. Men pludselig begynder Peter at synke og råber til Jesus om frelse. Igen møder vi dette herlige ord – straks – om Jesus. Straks griber Jesus Peter. Han frelser ham.

Jeg spurgte børnene om, hvorfor mon Peter begyndte at synke. Der var flere hænder oppe. Jeg spurgte en dreng og fik det helt rigtige svar: Peter så ikke på Jesus.

Peter så på uvejret, på de høje bølger og blev bange, begyndte at synke – men så råbte han til Jesus.

Det gav anledning til at tale sammen om, hvor nemt vi kan blive optaget af så meget andet i vores hverdag, at vi glemmer at se på Jesus. Måske tænker vi på noget, vi er bange for. Det kan også være, at vi er optaget af noget glædeligt. I det hele taget kan vi så let komme til at se på så meget andet end Jesus.

Vi sluttede timen med to ”dagens ord”:

Se på Jesus!

Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!

Udgivet af

Jens Almann Hansen

Jens Almann Hansen, Snejbjerg, pensionist.

Jens Almann Hansen

Jens Almann Hansen, Snejbjerg, pensionist.