Vækkelse før og nu (Del 3)
Hvorfor er frafaldet kommet i vores tid? Der kan næppe gives ét dækkende svar. Men som troen kommer ved den sande forkyndelse af Guds ord, sådan vil frafaldet uundgåeligt komme, når denne forkyndelse forsvinder.
Hvis vi ser på de sidste par hundrede år i Norden, så havde vi to store frafaldsbølger for henholdsvis 200 og 100 år siden. I begge tilfælde kom frafaldet i forlængelse af, at en ny generation af forkyndere vendte sig fra den klare forkyndelse af Guds ord i lov og evangelium.
Det er tankevækkende, at deres argumenter for at gøre det var udtalt positive og sympatiske, og at vi møder de samme argumenter i dag.
Rationalismen
I Norden var 1700-tallet præget af pietistiske vækkelser. Navnlig i Danmark og Norge var det store flertal af præster pietister med en klar og vækkende forkyndelse til omvendelse og frelse.
Men sidst i 1700-tallet skete der noget nyt. Den franske oplysningsfilosofi slog igennem med forhånelse og kritik af bibelsk kristendom. Den kristne tro blev kritiseret for at repræsentere en naiv overtro, et negativt menneskesyn, et sort gudsbillede og en barbarisk frelsesforståelse.
Navnlig de mest veluddannede blev påvirket af disse tanker, og i tiltagende grad valgte de at holde sig væk fra kirken. Den ældre generation af pietistiske præster ville ikke ændre deres budskab for at holde på eller vinde folk. Men en yngre generation af præster tænkte anderledes. De mente, at man burde præsentere kristendommen, så den bedst muligt appellerede til og kunne blive modtaget af samtidens veluddannede og oplyste folk. Svaret blev den rationalistiske teologi.
Den rationalistiske teologi ville komme tidens mennesker i møde ved at nedtone alt det i den kristne tro, som kunne virke særligt anstødeligt på dem: underne og det overnaturlige i Bibelen, menneskets arvesynd og grundlæggende syndighed, Guds vrede og dom over synden, nødvendigheden af Jesu forsoning af synden, skellet mellem frelste og fortabte og den dobbelte udgang på livet til himmel eller helvede.
Nogle af de rationalistiske præster fornægtede direkte centrale bibelske dogmer. Men de fleste nedtonede bare det anstødelige.
De rationalistiske præster lagde stor vægt på apologetik. De ville forsvare den kristne lære over for intellektuel kritik og fremstille den intellektuelt acceptabel. Det var vigtigt, at tilhørerne forstod, at man godt kunne være intelligent og kristen på samme tid.
Undervejs i den apologetiske proces skete der imidlertid gradvis en omtolkning af det kristne budskab. Synd og nåde, frelse og fortabelse, forsoning og retfærdiggørelse gled i baggrunden. I stedet blev kristendommen fremstillet som den bedste vej til et godt og harmonisk menneskeliv og samfundsliv.
Professor i kirkehistorie Lorenz Bergman påpeger, at rationalisterne havde et positivt mål: ”Man ville vinde de dannede klasser for kristendomen”.1 Men i ønsket om at omformulere evangeliet, så det kunne modtages af de dannede, endte man med at omforme evangeliet, så det mistede sin åndelige klarhed og kraft.
Nogle steder, navnlig i de store byer, kunne de rationalistiske præster i begyndelsen samle folk, som glædede sig over deres begavede, velformulerede og sympatiske forkyndelse. Men det varede kun en kort tid. Snart begyndte kirkerne at tømmes. De vantro fandt ud af, at der var forfattere, kunstnere og videnskabsfolk, som var bedre til at formidle inspirerende tanker end præsterne. Og de troende erfarede, at den nye forkyndelse var åndeligt gold og død.
I år 1800 var der flere aflyste gudstjenester i Danmark på grund af tomme kirker end i dag!
Den forkyndelse, der skulle give kirken nyt liv og vinde samtidens mennesker for kristendommen, endte med at tømme kirken både for åndeligt liv og for mennesker.
Liberalteologien
Omkring 100 år senere gentog det samme mønster sig. 1800-tallet havde været præget af stærke vækkelser i hele Norden, og en stor del af præsterne var vækkelsespræster. Men sidst i 1800-tallet kom en ny bølge af kristendomskritik. Både marxismen, darwinismen og fritænkeriet kritiserede den bibelske kristendom for at være for uvidenskabelig og undertrykkende.
Folk, som blev påvirket af de nye tanker, vendte kirken ryggen. Den ældre generation af vækkelsespræster fastholdt, at også disse mennesker måtte høre vækkelsens ord til omvendelse. Men en yngre generation af præster mente, at man burde komme kritikerne i møde. Præsterne burde demonstrere kulturelt vidsyn og videnskabelig indsigt, så folk forstod, at man kunne være begavet og kristen på samme tid. De burde nedtone de dele af den kristne tro, som kritikerne stødte sig mest på, og i stedet tale om det, som de kunne have sympati for.
På mange punkter kom den liberale forkyndelse til at ligne den rationalistiske. Det var generelt de samme dele af det bibelske budskab, man nedtonede og udelod i forkyndelsen: arvesynden, Guds vrede, Helvede, forsoningen.
De liberale præster fortiede også de dele, som i særlig grad kunne virke uvidenskabelige: skabelsen, syndefaldet, jomfrufødslen, ånderne og genkomsten.
Evolutionslæren blev generelt anerkendt af de liberale præster som en sand fremstilling af menneskets tilblivelse. Kun gradvist blev det klart, at de derved fornægtede både det historiske syndefald, menneskets arvesynd og skyld, Guds retfærdige vrede over synden og nødvendigheden af en historisk forsoning. Med tiden gled alt dette ud af forkyndelsen.
Apologetikken fik en ny opblomstring.
Mange liberale teologer lagde vægt på med gode intellektuelle argumenter at forsvare kristendommen. Men gradvist bevægede de sig længere og længere væk fra bibelsk kristendom. De ville gå samtiden i møde og formulere en kristendom, der kunne accepteres af samtiden. De endte med en kristendom på samtidens præmisser.
Når det anstødelige blev udeladt i den liberalteologiske forkyndelse, kom kristendommen ikke længere til at handle om at frelse fra Guds vrede og dom. Der skete en accentforskydning fra forsoning til forvandling, fra retfærdiggørelse til helliggørelse. Kristendommen blev fremstillet som vejen til et nyt og bedre liv og til en ny og bedre verden.
Den liberale teologi ville på ingen måde nedbryde kristendommen. Den ville udbrede den i en ny tid. Målet var positivt og sympatisk. Som professor i kirkehistorie Carl Fredrik Wisløff formulerer det:
”Den liberale teologi ville nu vise mennesker med en moderne videnskabelig indstilling, at kristendommen havde meget at give dem alligevel – hvis man forstod den ret2.”
De mest velformulerede liberalteologer kunne til at begynde med tiltrække nogle af dem, som reagerede mod den gamle kristendom. Mange, som have en kristen baggrund, åbnede sig for den liberale kristendom, fordi den virkede positiv og intellektuelt stimulerende.
Men for det store flertal blev liberalteologien bare en mellemstation på vej væk fra al kristen tro. Liberalteologien gav mennesker frihed til at forkaste alt det i Bibelen, som ikke stemte med samtidens tanker og ønsker. Det endte med, at der intet blev tilbage, som var værd at tro på.
Liberalteologien ville vinde mennesker for kristendommen, men endte med at forårsage et kolossalt åndeligt frafald i hele den vestlige verden.
Skal historien gentages?
Nu er der igen gået 100 år. Vi oplever igen en bølge af kritik mod bibelsk kristendom. Den kritiseres for at være eksklusiv, fordømmende, uvidenskabelig og psykisk nedbrydende.
Der er næppe nogen kristen, som er upåvirket af kritikken. Gradvist kryber den under huden på os selv. Vi føler i tiltagende grad indefra, at kritikerne kan have ret. Derfor er vi også lydhøre, når yngre teologer og præster taler om, at den gamle vækkelsesforkyndelse ikke er egnet til at nå vor tids mennesker. Vi må tage hensyn til de særlige tanker, følelser og forudsætninger, som vor tids tilhørere har. Folk i dag vil reagere meget negativt på en myndig forkyndelse af Guds dom over synden, af forsoningen og af kaldet til omvendelse. Det er bedre, hvis vi udvikler en forkyndelse, som opleves begavet, sympatisk og relevant af vor tids mennesker. Så vil folk lytte til os, og så har vi mulighed for at nå dem.
Lyder det ikke rigtigt?
På de følgende sider skriver jeg om en forkynder, som i betydelig grad lever op til disse idealer: Timothy Keller. Han er formentlig den mest velansete, respekterede og populære forkynder blandt bibeltroende kristne i Danmark i dag.
Mange i den yngre generation af forkyndere ser hen til ham som et forbillede.
Han kan sige og skrive meget godt. Men når det drejer sig om forkyndelse til mennesker i vor tid, så repræsenterer han i foruroligende høj grad en videreførelse af de tanker og strategier, som kendetegnede rationalisterne og liberalteologerne.
Er vi på vej ind i det samme spor igen? Skal historien gentage sig?
Gå videre med artikel 4: Timothy Keller og evangeliet
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2015. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Mikkel Vigilius
Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.