Kors og kærlighed

Sådan kom jeg til tro

Det er et ubeskriveligt stort under, når et menneske kommer til tro på Jesus. Der bliver glæde i himlen, når det sker, og i den kristne menighed glæder vi os med. Hver omvendelse er en påmindelse til os om, at det er muligt for vantro mennesker at blive frelst – også i dag. Gud har magt til at gøre det. Det vil denne artikelserie gerne minde om.

Det var fredag før palmesøndag 2025. Jeg gik ud til vores postkasse og hentede Weekendavisen. Blandt læserbrevene var der en overskrift, som fangede min opmærksomhed: ”Kors og kærlighed”. Jeg kunne se, at læserbrevet var skrevet af en Peter Kujala. Jeg læste¹:

Han bar sit kors op til Golgata og omfavnede det. Han var allerede blevet pisket af romerne, og nu lod han sig nagle fast, hænge på dette kors. Hans kære flygtede, forlod ham i prøvelsens time. Fjenderne spottede. Hvor han blødte! Lidende så han ned på dem og sagde: ”Fader, tilgiv dem!”

Hvordan er en sådan opofrende kærlighed mulig – fra denne Jesus, som blev verdens mest berømte navn, hvis fødsel markerer begyndelsen på vores tidsregning, og hvis bog, Bibelen, blev den mest læste. Svaret kan kun findes i selvsamme bog, hvor der står: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”

Døden er 100 procent garanteret for os alle, ingen undslipper. Men denne Jesus, som døde på korset, vi hører om ham, at han overvandt døden og stod op på den tredje dag. Jeg tror, vi har brug for en forklaring her. Hvordan er det muligt? Vi finder igen svaret i Bibelen. Der står, at ”syndens løn er død”, men at Jesus som Guds søn levede et syndfrit liv, og derfor kunne døden ikke holde ham tilbage.

Nu ved vi, at vi almindelige mennesker synder hver dag. Vi bagtaler, lyver, udnytter, hader og behandler hinanden ukærligt. Listen er lige så uendelig som Jesu kærlighed til os, når han tager alle vores synder på sig på korset som en kæmpe magnet. Til Gud Fader siger han derfor: ”Tilgiv dem!” Og hvad kunne Gud så gøre andet end at tilgive os, når vores synder er blevet fjernet på korset. Gennem denne tilgivelse og frihed fra synd er vejen åbnet til evigt liv. Døden mistede sin ret til at holde på os.

Det største spørgsmål og den største frygt i ethvert hjerte er vel døden? Ophører vi blot med at eksistere, som om vi aldrig har eksisteret; en prik, der falmer, forsvinder i intetheden? Den, der selv besejrede døden, svarer med et opofrende og kærlighedsfyldt: ”Nej, tro på mig, så skal du leve”. Som Bibelen siger: ”Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod? Dødens brod er synden, og syndens kraft er loven. Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus.”

Kærligheden på korset har talt. Kan vi ignorere den og skynde os videre til gravens og dødens meningsløse tomhed, eller vil vi tro på og glæde os over en vidunderlig og evig fremtid med livets fyrste, Jesus Kristus?

Jeg blev fyldt af taknemlighed og glæde ved at læse det og sad tilbage med spørgsmålet: Hvem er denne Peter Kujala? Svaret kommer her.

Det meningsløse liv

Peter Kujala voksede op i en arbejderfamilie i Borås i Sverige. Forældrene var finner og arbejdede på en tekstilfabrik. De var socialister, og der blev aldrig talt om religion i hjemmet.

Da Peter var teenager, begyndte de grundlæggende spørgsmål om livets mening at arbejde i ham. ”Jeg sad en aften med en øl ved en stor sø i det finske Lapland. Jeg så på solnedgangen. Snart tog mørket over. Mens jeg sad der, oplevede jeg bare tomhed. Jeg spurgte mig selv: ’Findes der virkelig ikke noget mere?’”

Det spørgsmål blev ved at arbejde i ham. Det blev også bestemmende for den uddannelse, han valgte efter gymnasiet. ”Jeg valgte at læse filosofi og litteratur på universitetet. Mit mål var at finde livets mening. Det kunne ikke passe, at vi bare skulle blive til og dø og så ned i graven. Der måtte være noget mere. Der måtte være noget mere. Så jeg søgte svar i en masse humanisme, filosofi og litteratur.

I mine fire år på universitetet læste jeg hundredvis af bøger af de mest begavede forfattere. Da studiet var forbi, stod jeg tilbage med ingenting. Mange har stor tillid til de intellektuelles forstand og ved ikke, at de intellektuelle er mere usikre og famlende end de selv. Og de intellektuelle, der skiller sig ud ved at være selvsikre, fordi de mener, at de ved noget, de er i virkeligheden de sande dårer.

Alligevel vidste jeg, at der måtte findes en absolut sandhed om det menneskelige liv og dets mening. Jeg så, at der er orden og sammenhæng i naturen, både i mikrokosmos og i makrokosmos. At tro at det hele bare skyldes tilfældighed, var for mig at se at gøre som strudsen og stikke hovedet i jorden. Mange havde slået sig til ro med relativismen: at der ikke findes absolutte svar. Men det stod for mig som en fej kapitulation og resignation i jagten på sandheden.”

Sideløbende med sin søgen efter livets mening, levede Peter et almindeligt verdsligt ungdomsliv. ”Jeg levede et singleliv med alle de rodede forhold, det indebar. Jeg festede meget og var typisk fuld tre gange i ugen. Hvis jeg var fortsat i det spor et par år mere, var jeg nok blevet alkoholiker. Og så var jeg en ganske almindelig hedensk synder. Jeg var egoistisk, kunne behandle andre egoistisk og uden hensyn, bagtalte andre, udnyttede andre, løj efter behov og så videre.

Hverken bøgerne eller alkoholen hjalp mig i forhold til mit spørgsmål om livets mening. Jeg oplevede det som om, at meningsløsheden og tomheden var ved at kvæle mit liv”.

Mødet med de kristne

Var der nogen, som bad for Peter? Der var nok en. Han havde en tante, som var en varm og helhjertet kristen. Hun havde stor betydning for ham, og han holdt meget af hende. Hun har uden tvivl bedt for Peter.

Da Peter var 30 år gammel, mødte han for første gang andre kristne end tanten. Det var særligt to kristne mænd, som begge vidnede klart og direkte for ham om Jesus som hans frelser. Den ene mødte han på torvet. Den anden boede i samme bygning som Peter.

”Vi begyndte at tale sammen. Jeg var indstillet på at diskutere med dem på et intellektuelt plan. Jeg opfattede kristne som lidt mærkelige og tilbagestående, og jeg var overbevist om, at jeg som intellektuel kunne argumentere bedre end dem. Men de var fokuserede på at møde mig med Guds ord om frelsen. De vidnede meget direkte: ’Peter, du må tage imod Jesus og frelsen. Han elsker dig. Han døde for dine synder. Du må få fred med Gud, så du kan komme i Himlen og ikke i Helvede. Du er en synder, som har brug for frelse og syndernes forladelse.’ Sådan talte de til mig, og det blev de ved med – i op mod et år.”

Samvittigheden

Peter var overrasket over sin egen reaktion. Han oplevede, at han kunne blive vred, når han hørte de to vidne om frelsen i Jesus, ja rasende. Nogle gange var han på nippet til at blive fysisk i sin vrede mod dem. Samtidig undrede han sig over, at deres ord kunne påvirke ham så stærkt. De fulgte ham. Han kunne ikke ryste dem af sig og glemme dem. De arbejdede i ham, også når han var alene.

”Så skete det første under i mit liv: Min samvittighed blev vakt. Den havde været begravet i 30 år. Jeg havde levet et verdsligt og egoistisk liv og havde haft det godt med det. Men nu blev min samvittighed vakt ved Guds ord. Det var, som om Gud fik en krog i mit hjerte og begyndte at trække mig ind til sig. Men jeg kæmpede imod. Jeg oplevede det som en indre kamp, hvor jeg i mit sind forsvarede mig selv og mit syndige liv: ’Jeg er trods alt ikke Hitler. Jeg er ret god. Hvis Gud eksisterer, så accepterer han mig, som jeg er. Skulle jeg have brug for syndernes forladelse?’

Jeg blev bange for Guds ord. Når jeg kom til torvet og så, at den ene af de to, jeg talte med, stod der midt på torvet og evangeliserede, så sneg jeg mig rundt om ham langs udkanten af torvet. Jeg tænkte, at hvis jeg kommer i nærheden af ham, så vil han rette sine øjne mod mig og tale Guds ord til mig om, at Jesus er frelseren, at han døde for mine synder, og at jeg må tage imod syndernes forladelse og få fred med Gud.

Det var hårdt for mig. Ånden trak i mig. Sådan var det i lang tid.”

Begravelsen

”Så skete det, som ofte må ske i et menneskes liv, for at det bliver omvendt. Der skete noget hårdt. Min kristne tante, som jeg holdt virkelig meget af, døde. Jeg rejste til Finland for at deltage i begravelsen. Min tante var meget vellidt og elsket, så mange græd og var kede af det ved begravelsen. Vi var fire mænd, der bar kisten ud, og vi var alle i dyb sorg. Men netop da skete der noget uforklarligt. Pludselig oplevede jeg det, som om himlen med hele sin herlighed kom ned og sænkede sig over begravelsen og bragte en fantastisk glæde med sig.”

Begravelsen af en elsket slægtning kunne ifølge Peters egen tankegang kun være sorgfuld. Men nu erfarede han ved den kristne tantes begravelse, at himlen var nær med en overvældende herlighed af liv og lys og glæde.

”Det gik helt på tværs af min rationelle hjerne. Jeg forstod ingenting, og jeg var rystet.”

Åbenbaringen

Da Peter kom tilbage til sin lejlighed, fandt han en kristen bog frem, som han havde fået, og begyndte at læse i den.

”Her læste jeg om Jesus og hans frelse. Der stod meget enkelt og klart, at: Jesus – døde – på korset – for mine synder. Han tog konkret og bogstaveligt mine synder på sig på korset. Straffen for mine synder blev lagt på Jesus på korset. Han led straffen i mit sted.

Det ramte mig med fuld kraft. Det var en åbenbaring fra Gud. Jeg havde hørt det før, men aldrig forstået det. Nu stod det klart for mig: Der kommer en dommedag. Jeg skal en dag stå over for Gud og aflægge regnskab for mit liv. Gud er hellig, retfærdig og sand. Guds bud fortæller mig, at jeg er skyldig. Jeg har løjet, bagtalt, været ond og frem for alt været egoistisk og ukærlig. Ingen, der er sådan, kan få adgang til Guds perfekte himmel. Jeg har ingen mulighed for at komme ind.

Men nu læste jeg her i bogen: Jesus, som levede et perfekt liv uden synd, han tog mine synder på sig. Han tog min straf for mine forbrydelser i stedet for mig – i stedet for mig! Dette var Guds enorme kærlighed, at Jesus gjorde dette for mig. Jeg indså, at Gud elskede mig så højt, at han valgte at lide og dø på et kors for mig, så jeg ikke skulle blive fordømt og gå evigt fortabt, men i stedet blive tilgivet, frikendt og benådet nu og på regnskabsdagen. Hvilken åbenbaring! Det var Gud, der åbenbarede det for mig, og jeg forstod, at det er sandt!”

Peter så frelsens dør åben foran sig, men han mærkede, at noget i ham ville hindre ham i at gå igennem den. ”Jeg forstod, at hvis jeg tager imod Jesus som min frelser, så er det ham, der er min herre. Så kan jeg ikke længere bestemme over mig selv. Jeg forstod, at så vil den gamle Peter dø og forsvinde. Sagen er, at jeg i flere år havde haft en tilbagevendende drøm om, at ’jeg vil dø i en alder af 30 år’. Det virkede som om, at det øjeblik var kommet nu. At tage imod Jesus som min frelser stod for mig som at kaste sig ud i det tomme intet i håb om, at jeg ville ende i Guds favn. Men jeg ønskede at gøre det, for jeg var i syndenød, og jeg vidste, at det var alvor.”

Peter så ud gennem vinduet i sin lejlighed, løftede blikket mod den natmørke himmel og råbte til Gud om hjælp. ”Pludselig blev jeg fyldt af en overvældende kærlighed og fred. Hele rummet blev badet i et blændende hvidt lys. Jeg oplevede det, som om Jesus sagde til mig: ’Peter, jeg døde for dig. Jeg elsker dig. Du er tilgivet og fri. Følg mig.’ For første gang i mit liv faldt jeg på knæ og bad: ’Tilgiv mig Gud. Jeg tror på dig, Jesus. Jeg er din.’”

Da Peter havde afsluttet sin bøn, var tomheden væk. ”Jeg oplevede det, som om Jesus havde tvættet mig ren for alle mine synder. Jeg var helt ren! Jeg var frelst og fri og oplevede salighed, fællesskab med Gud og mening med mit liv.

Da jeg stod op næste morgen og så ud på naturen, var det, som om den havde fået farve for første gang i mit liv. Jeg havde fundet hjem. Jeg havde fred med Gud, og Jesus var hos mig.”

Det nye liv

”Jeg oplevede et spontant behov for at forny mit sind med Guds levende og virkende ord. Så jeg begyndte at læse Bibelen. Det eneste afsnit i Bibelen, som jeg kendte, var Salme 23. Den forsøgte jeg at læse. Men jeg nåede ikke mere end nogle få linjer, før jeg sad og hulkede.

I den første tid ville jeg helst være alene med Gud. Vi havde det så vidunderligt sammen. Jeg havde et klart billede af, at Jesus hang på korset og sagde til mig: ’Peter, jeg døde for dig. Jeg elsker dig. Du er tilgivet og fri.’ Jeg græd meget i denne tid, først og fremmest af taknemlighed til Jesus. Men jeg så også min synd som aldrig før. Der var dage, hvor jeg så mig som verdens største synder, værre end Hitler og alle andre. Men netop da var det så befriende, at Jesus var død for mig, og at han havde renset mig for al synd og elendighed.”

At Jesus havde sonet Peters synd i forhold til Gud, var hans store trøst. At han fortsat havde synden i sig, mærkede han. De gamle syndevaner trak i ham, og den første tid var også en tid med fald og tilbagefald. Han fik stor hjælp af løftet i 1 Joh 1,9: ”Når vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed.” Efter et år fik han hjælp gennem en sjælesørger til at komme fri af sit alkoholmisbrug. Hele tiden hentede han trøst og kraft fra Bibelen og fra evangeliet om Jesu frelse.

”Jeg læste Bibelen mere og mere. Tidligere havde jeg kigget lidt i Bibelen uden at forstå noget. Nu var Bibelens ord levende og fulde af åbenbaring: ikke mindst af Jesus som frelser. De kristne behøvede heller ikke at presse mig til at gå til kristne møder eller til at engagere mig i kristne ting. Det var snarere omvendt. Videre frem i mit liv som kristen er jeg blevet ved med at hente åndelig fornyelse og liv gennem Guds ord. Det går ikke at leve som kristen uden det.”

I dag

Peter Kujala blev frelst i 1995. Nu har han været kristen i halvdelen af sit liv. Meget af den tid har han brugt på at give det evangelium videre, som han selv blev frelst ved.

Peter arbejder deltids som omsorgsarbejder på et plejehjem og bruger størstedelen af den øvrige tid som evangelist, særligt i den nordligste del af Norge, Sverige og Finland. Han holder friluftsmøder, banker på døre, deler kristne traktater ud og prædiker i evangeliske menigheder. Han taler og vidner uophørligt om, at Gud i sin kærlighed lod Jesus tage straffen for vores synder, så vi kan få fred med Gud og evigt liv. Han er overbevist om, at der er kraft i det evangelium til at vække mennesker fra åndelig død til åndeligt liv ved tro på Jesus.

Op til påsken 2025 skrev Peter et lille stykke om Jesu kors og Guds kærlighed. Han sendte det gennem en maskinoversættelse og sendte det til aviser over hele jorden. I mindst 20 lande blev stykket bragt og læst af mange tusinde. Derfor kunne jeg læse det i Weekendavisen. Med denne artikel er stykket bragt endnu længere ud. Må det tjene til tro på og tak for Jesu frelse.

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.