Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende (Matt 28,18-20).
Kirkeårets tekster handler om Faderens, Sønnens og Helligåndens gerning. Faderens gerning er den, at han sendte sin søn, for at hver den, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Sønnens gerning er, at han døde for vore synder og opstod til vor retfærdiggørelse. Helligåndens gerning er, at han skal herliggøre Jesus for os, så vi derved kommer til den tro, der hører det evige liv til.
Det betyder i en sum, at alt drejer sig om Jesus og hans gerning. Det gælder både alt det, der er Faderens gerning og alt det, der er Helligåndens gerning. Derfor hedder Jesu navn: Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Det hedder ikke navne, som om de havde hver deres navn. Men det hedder Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Nemlig det ene navn: Jesus Kristus. Det er alene i Jesu navn, at Gud er kendt for os. Og det er alene i Jesu navn, at Helligånden er kendt af os.
At kende et navn er at kende en person, som han i sandhed er. Det er at kende en person i hele hans væsen. Ingen kender Gud, som blot taler om Gud. Den derimod, som altid taler om Jesus, kender Gud i hele hans væsen. Og ingen kender Helligånden, som altid taler om Helligånden. Men den, som altid taler om Jesus, kender Helligånden i hele hans væsen. Det er treenighedens store sandhed, at alt er samlet i Jesu navn. Paulus udtrykker det sådan i Efeserbrevet, at Gud i tidens fylde sammenfattede alt – både det himmelske og det jordiske – i Kristus Jesus, vor Herre.
Det er denne store sandhed, Jesus hentyder til, når han her siger: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden.” Når han derpå tilføjer: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple,” er det fordi, kun han besidder og råder suverænt over denne magt. Det er den magt, som han også omtaler i sin ”ypperstepræstelige bøn” (Joh 17) – magten til at give evigt liv. Den magt er alene hans – både i himlen og på jorden. Den magt har hverken Faderen eller Ånden. Derfor peger både Faderens og Åndens gerning hen på ham, som har denne magt til at give evigt liv. Han, som er den eneste, der har den magt, fordi han har al magt dertil.
Det er vigtigt at bemærke, at når Jesus taler om at give evigt liv, så er det fordi, vi ikke har et sådant liv uden ham. Ethvert menneske hører døden til, før han får givet evigt liv. Denne evige, uophørlige død, som Jesus kalder ”fortabelsen”. Dette evige, forfærdelige mørke, som er frugten af vores synder over for Gud. På vores vej mod det mørke står dette store navn: Jesus. Det, som har magt til at give evigt liv. Det står på vores vej mod det evige dødsmørke for at indfange os; for at vi skal strande på det navn og redde vores liv.
Det er den opgave, han gav sine disciple: At plante hans navn og bringe denne magt til evigt liv ud i alle folkeslagene. Til store og små, unge og gamle ud over hele jorden. Alle skal møde hans navn, fanges af hans navn, for at få evigt liv ved det navn. Derfor er der få ord i Skriften, der er så vigtige som dem, hvormed han giver befaling om denne store gerning: at bringe magten til evigt liv ud i verden.
Gå ud og døb
Vi skal standse ved noget af det, han siger: For det første standser vi ved hans ord til disciplene: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple.” De ord er ikke uvæsentlige, for de siger os, at det er mennesker, som skal bringe os dette navn og afdække dets store herlighed for os, så det bliver til tro. Faderens, Sønnens og Helligåndens gerning skal plantes i verden af mennesker. Han kommer ikke selv; han kommer gennem sendebud.
Men vi skal give agt på disse sendebud, for de er ikke hvem som helst. Og heller ikke hvem som helst, der kalder sig hans sendebud, er det. Jesu sendebud kendes på, at de kommer med de ting, som han gav, for at plante sit navn til frelse i slægten. De to ting, som han nævner her, er dåben og apostlenes ord. Med de to ting skal alle jordens folkeslag gøres til hans disciple, som han giver evigt liv trods deres synd og død.
”Idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn,” sagde han. Hans sendebud døber altså. Den Hellige Skrift siger, at dåben er det sted, hvor Jesus giver os del i både sin død og sin opstandelse. Hans død er det sted, hvor vores synd blev sonet hos Gud. Det er det sted, hvor Gud slettede vores anklageskrift med alle de lovbestemmelser, som var imod os. Hans opstandelse er det sted, hvor han fødte os til et nyt liv i hans navn. Et liv hvor vores synder og vores død ikke gælder mere, men hvor hans navn og hans gerning gælder.
Vi er i dåben oprejst til hans sejr, hans evige liv og evige herlighed. Det er vi opstået til, genfødt i dåben. Alt dette har vi ikke selv tillagt dåben. Det har han, som har al frelsesmagt i alle folkeslagene. Han har givet os denne gave og sagt: ”Gå ud og døb dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.” Og apostlenes ord vidner om, hvad der sker, når vi døber. Det er det, som dåbshandlingen symboliserer – at vi selv tilintetgøres med alle vores synder og domme i vandet. Vi druknes i dåbens vand, og vi opstår af dåbens vand i Jesu navn til et liv, hvor vi har del i alt det, som han vandt med sin død, sin opstandelse og sin himmelfart.
Det er vigtigt at mærke sig dette: Det sker i dåben, uden at vi forstår det. Paulus skriver sådan i Romerbrevet: ”Eller ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død?” De blev døbt dertil, men Paulus er ikke sikker på, om de endnu har forstået det. Men forstår de det endnu ikke, så er det dog sket. Og det, som det nu drejer sig om, fremgår af slutningen på det samme afsnit i Romerbrevet: ”I skal regne jer selv for døde fra synden og levende for Gud i Kristus Jesus.”
Disciple
Jeg vil gerne være stille for det en stund. Når jeg tænker på, at nu har jeg prædiket og lært troen på Jesus i så mange år; prædiket og lært om synden og døden; prædiket og lært om alt, hvad vi ejer i ham – og alligevel oplever jeg, hvor lidt jeg forstår; hvor lidt jeg egentlig fatter og griber deraf. I alle de år har jeg oplevet, hvordan det snart var et strålende lys for min tro, og snart en uigennemtrængelig tåge, som mit sind og mine tanker ikke kunne gennembryde, og som jeg ikke kunne splitte, selv om jeg råbte til Gud om lys. Hvis jeg skulle gå efter lyset i mit indre, ville jeg mange gange og i lange tider være angst for, om jeg overhovedet var strandet på det navn. Om jeg overhovedet var nået dertil, hvor jeg havde fået evigt liv. En omvendelse har jeg kendt, troens lys har jeg kendt. Gaven har jeg stået med så mange gange. Men det forsvinder utroligt hurtigt fra mit sind og min tanke.
Skal jeg så leve i uvished, indtil lyset igen opstår for mig? Nej, sådan er det ikke at høre det evige liv til. Denne stand fødte han mig til i dåben med de ord, der fulgte med vandet. Da gav han mig, hvad han aldrig fortryder og aldrig tilbagekalder: Del i sin død og del i sin opstandelse. For altid er jeg født i dåben til at leve i alt det store, som han vandt ved sin død, sin opstandelse og himmelfart. Den herlighed, som omgiver ham, er jeg oprejst til i dåben. Og det bliver aldrig anderledes for mig; han forandrer det aldrig.
Men alt dette hører jeg ikke til som et englebarn, der indvendig er idel lys og glæde; men som et menneske der altid kun er discipel. Sådan kaldte han dem, der fik del i hans navn. Aldrig har han krævet, og aldrig har han ventet, at disciplene skulle være i stand til at fatte, gribe og fastholde disse store ting. Men de skulle leve og vokse i det som elever. Dette herlige og store skulle for dem være Åndens barnehjem på jord, hvor deres ånd boede og trivedes. Paulus siger det sådan: ”Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen; men jeg jager efter det, om jeg virkelig kunne gribe det, fordi jeg selv er grebet af Kristus.”
Holde om navnet
Det er det, der ligger i det næste, Jesus her siger: ”Idet I lærer dem at holde alt, hvad jeg har befalet jer.” Det er en af de oversættelser i Bibelen, som er uklare. For den giver et helt forkert indtryk af det, som ordene siger. Han siger nemlig i grundteksten, at ”de skal lære dem at holde ved det, som han har lagt på os”. Og det, han har lagt på os, er ikke blot bud, befalinger og forskrifter. Det, han først og fremmest har lagt på os, er det navn, som han lagde på os i dåben: navnet Jesus og alle de gaver, som er knyttet til det navn. Hans døds gave, hans opstandelses gave, hans himmelfarts gave. Alt er lagt på os i det navn.
Mere end noget andet er det dette, han har lagt på os, for at vi skal holde fast ved det. Og det er heri, vi skal blive hans elever. At vi lærer at holde om det navn, som man holder om noget umisteligt og dyrebart. At leve med det navn ”med nåden i favn, al jorden til salighed givet,” som Grundtvig synger. At lægge dette navns tro med al dens glæde og fred ned i vores indre, er Helligåndens gerning. Den udøver Ånden ved apostlenes ord; og anden tjeneste har apostlenes ord ikke end at herliggøre Kristus til troen. Når et menneske begynder at tale og vidne om, at han har fået del i Kristi herlighed, så har han virkelig oplevet Helligåndens gerning. For så tier han om Helligånden og taler om Kristus.
Verdens ende
”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende,” siger han. Han taler om verdens ende. Det tidspunkt i vores historie stod altid Jesus for øje, når han talte. Man siger i teologien, at Jesus talte ”eskatologisk”, dvs. tog sigte mod den store afslutning af vores verdensforløb. Verdens ende er den dag, hvor livet og døden er evig. Hvor døde aldrig bliver levende, og hvor levende aldrig dør. Verdens ende er Guds doms store dag, hvor de, som hører døden til, forbliver i dette forfærdelige mørke; og de, som hører livet til, forbliver i dette salige lys.
Når Ordet stiller mig overfor den dag, og jeg tænker på, hvor afgørende den bliver for mig, kan jeg igen blive i stor tvivl om mig selv. Jeg synes, jeg kender det hele, men mørket kan alligevel fange mit sind, fordi der er så meget i mit liv, som vidner imod mig. Og jeg siger gang på gang med Per Nordsletten: ”Mon Himmelens dejlige strand jeg skal nå?” ”Har jeg den tro, som er til evigt liv? Sig mig det!” Da minder Ånden mig med apostlenes ord om det navn, som han lagde på mig i dåben. Navnet med alle de store og herlige nådegaver. Og så siger han: ”Jeg er med dig alle dage indtil verdens ende.”
Det er som om, han siger til mig: ”Gå du trøstigt mod verdens ende; mit navn svigter dig ikke en eneste dag. Og er mit navn med dig, hvad kan da være imod dig? Jeg er Gud i evighed; og er mit navn for dig, hvad mangler du så? Har mit navn ikke hver eneste dag sonet alle dine synder? Er du ikke hver eneste dag oprejst til den herlighed, som jeg er opstået til? Har jeg ikke sat mit navn på dig, for at det skulle være med dig alle dage indtil verdens ende? Er jeg med dig, så tro på mig og ikke på det, som fordømmer dig.”
Sådan taler han, som har gjort sit navn kendt for os gennem sine sendebud. Så trøstende og godt taler han, hvis navn vi fik del i i dåben. Sådan taler han til en synder – ufatteligt! Sådan taler han til en skyldig – det er ufatteligt. Han skal have tak for det. Og lad os slutte med Per Nordsletten og synge det: O navn, du forunderligt dejlige navn! O favn, du forunderligt trofaste favn! Engang skal jeg prise og ophøje dig, for hvad DU har været og gjort imod mig.
Han har i dåben gjort os rige indtil verdens ende. Derfor er det saligt at tro på ham. Amen.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2025. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Frank Jacobsen
Frank Jacobsen (1931-2013), var præst, bl.a. i Mariehøj.