Tak til Mikael Wandt Laursen (MWL) for hans replik til min artikel ”Forførelsens ja”.
Det glæder mig, at han har skrevet for at præcisere sit syn og anliggende og imødegå misforståelser. Det er godt for alle parter. Jeg er også taknemlig for hans saglighed og ærlighed.
I denne replik til replikken skal jeg prøve at fatte mig i relativ korthed.
MWL anholder, at jeg ikke forholder mig kritisk til den tidsånd, som rådede for 50 år siden. Jeg har lidt svært ved at se rimeligheden i den kritik. Jeg citerer fra min artikel:
”For 50 år siden var det et ideal at have et klart begreb om sandheden, formulere den tydeligt, forsvare den urokkeligt og afgrænse den i forhold til løgnen. Nuancer var ikke i høj kurs, og der var ikke meget plads til at være tvivlende, undervejs og uafklaret. Det var i orden at fremstille virkeligheden sort-hvid og at inddele mennesker i dem-os. Klarhed, konfrontation, konsekvens – det var alt sammen godt.
Sådan er det ikke længere. Nu er det et ideal at være lydhør, rummelig, finde konsensus, bygge bro, være i proces, vise forståelse, være åben, tvivle, favne.
Afhængigt af tidsånden er det forskellige dele af det bibelske budskab, som den kristne menighed i særlig grad fristes til at nedtone, fortie og forkaste. Til enhver tid må vi være vågne over for dem, som ved at betone tidens idealer forleder os til at reagere imod Bibelens ord” (s.18).
Med det her citerede var det mit ønske at tydeliggøre, at vi som kristne til enhver tid både må være bevidste om og forholde os kritiske til den rådende tidsånd. Jeg synes egentlig også, at det er det, jeg får sagt.
MWL mener, at jeg misbruger nogle citater, hvor han omtaler svaghederne ved en klassisk konservativ tilgang til homoseksualitet. Jeg skriver, at ”der kan være gode pointer og stof til selvransagelse i det, jeg her har citeret MWL for” (s.19). Samtidig påpeger jeg, at: ”Den samlede virkning er en ensidig mistænkeliggørelse af de kristne, der vil holde fast ved Bibelens ord om og sjælesorg over for homoseksuelle. De tillægges generelt de mest selviske, selvretfærdige og uempatiske motiver.” (s.19). Hvorvidt det er en rimelig vurdering, kan den enkelte forholde sig til ved at læse s.18-19 i min artikel. Jeg vil gerne understrege, at det ikke har været min intention at udtale mig om, hvordan MWL personligt ser på og forholder sig til kristne med et klassisk konservativt syn. Jeg beklager oprigtigt, hvis man kan få det indtryk.
MWL anerkender, at jeg gengiver hans syn på en fair måde med denne sætning: ”Det er muligt at leve i et homoseksuelt parforhold og samtidig være en sand kristen og tjene som kristen i bibeltro menigheder.” Men MWL mener, at jeg i gengivelsen af hans syn udelader tanken om medvandring og proces. Jeg er oprigtigt talt i tvivl om, hvorvidt jeg misforstår hans kritik, eller om jeg bare ikke finder den berettiget. Jeg skriver i hvert fald i min artikel ganske meget om MWL’s vægtlægning på vandring og proces i kristenlivet.
Efter indledningsvis at have redegjort for MWL’s synspunkt – at man kan leve i et homoseksuelt parforhold og samtidig være kristen – skriver jeg: ”Hvis jeg afsluttede min artikel her, ville jeg gøre MWL stor uret. Jeg har endnu ikke berørt hans teologiske argumentation, og den er bærende i bogen” (s.22). Herefter gengiver jeg netop MWL’s betoning af det kristne liv som en vandring med mange skridt på vej mod målet (s.22), en proces (s.23), en rejse mod helhed (s.25), en vandring mod genoprettelse (s.25), en langsom og langvarig proces (s.25), en proces (s.26). Jeg anerkender tilmed, at noget af det, MWL siger om dette, ifølge min vurdering er sandt og bibelsk: ”Ja, helliggørelsen virkes i os af nådens evangelium, det er en proces, og vi er alle kun på vej” (s.25).
Hvad jeg kritiserer, er, at MWL definerer selve omvendelsen som en proces og med udgangspunkt heri forsvarer, at man efter modtagelsen af Jesus som sin frelser kan leve videre i synd. I forlængelse heraf skriver jeg i min artikel – med MWL’s ord – ”et alenlangt forsvar for omvendelsens nødvendighed og natur”. Der er imidlertid en grund til, at jeg skriver så langt og grundigt om netop dette. For mig at se er det et kernepunkt i vores uenighed.
Bibelsk set er omvendelsen det, som sker, ved et menneskes overgang fra vantro til tro, fra fortabelse til frelse, fra dom til nåde. I omvendelsen bekendes al synd, vi modtager i tro Jesus som frelser, ved ham tilgives vi for al sin synd, og vi gøres retfærdige for Gud (Mark 1,15; Luk 24,46-47; ApG 2,38; 3,19; 8,22; 10,43; 20,21; Rom 2,2-4; 2 Kor 7,10; 2 Tim 2,25-26; Åb 2,21f.).
Fra omvendelsens øjeblik er vi frelst. Vi er retfærdiggjorte. Vi står i et fredsforhold til Gud ved Jesus og i et kampforhold til synden ved det nye liv, som er født i os (Rom 5,1ff.; 6,1ff.; 1 Joh 2,3ff.; 3,9; 5,18). Derfor er det umuligt for os at fortsætte i bevidst synd. Hvad vores samvittighed har erkendt som synd, det vil vi, og det må vi som kristne bryde med, så langt det står i vores magt (Matt 3,8; Luk 3,8-14; ApG 26,20; 2 Kor 12,21; Åb 2,5; 2,21f.; 9,20f.; 16,11). Løgneren må tale sandhed; horkarlen må bryde med sin elskerinde; tyven må tjene sine egne penge; bagtaleren må lukke sin mund; den uforsonlige må søge forlig med sin modpart; den homoseksuelt praktiserende må bryde med sin partner (Matt 5,23ff.; Rom 6,12ff.; 13,12ff.; Ef 4,17ff.; Kol 3,5ff.; Jak 1,21; 4,11f.). De, som fortsætter med og forsvarer at leve i synd, kan ikke anerkendes som kristne, og de kan ikke arve Guds rige (Rom 8,12f.; 1 Kor 6,9-11; Gal 5,19-20; Ef 5,5ff.; Kol 3,5f.).
Det er Guds ords klare tale. Derfor må mennesker i den kristne menighed, som lever i åbenlys synd, formanes til omvendelse, og hvis de ikke omvender sig, må de udelukkes af menigheden – som et kald til omvendelse (Matt 18,15ff.; Luk 17,3; 1 Kor 5,1ff.; Gal 6,1; 1 Tim 1,20; Hebr 3,12ff.; Jak 5,19f.).
MWL kommenterer mange ting i min artikel. Men han kommenterer ikke min gennemgang af de bibeltekster, der taler om omvendelsen, det kristne liv i opgør med synd, formaning og kirketugt. Disse tekster står i direkte modsætning til og udelukker MWL’s syn: at man kan leve i bevidst synd og være en kristen.
MWL beklager, at min artikel primært består i en ”pseudodiskussion af et emne omkring omvendelse”. Han anerkender, at vi sikkert har en uenighed på dette punkt; ”men det udestående har Vigilius nu nok ikke kun med mig, men med store dele af det kristne landskab”. Det sidste tror jeg, MWL har ret i. Jeg tror, at stadigt flere erklæret bibeltro kristne i vor tid forsvarer, at man kan leve i synd og være kristen. Men hvor mange der siger og mener noget bestemt, må aldrig være bestemmende for, hvad vi forkynder og lærer om vejen til frelse. Vi må tale og vejlede som Guds ord.
Anerkender jeg ikke, at man som kristen kan leve i ubevidst synd? Jo, det anerkender jeg. Men både profeter, apostle og Jesus selv viser os, at det er en central forpligtelse for forkyndere af Guds ord at afsløre den synd, som ikke er erkendt. Når det drejer sig om homoseksuel praksis, siger Guds ord, at selv hedninger ved, at det er synd, og at det er under Guds dom: ”De ved, at Gud har bestemt, at lever man sådan, fortjener man at dø” (Rom 1,32). De, som lever homoseksuelt praktiserende, lever dermed ifølge Guds ord alle i bevidst synd.
Anerkender jeg ikke, at alle kristne har synd i deres liv, og at vi alle til stadighed falder i synd? Jo, det anerkender jeg fuldt ud, og det skriver jeg også meget tydeligt i min artikel (s.24,25,28,29,30,31,36). Det afgørende er, om vi lever i lyset, hvor synden til stadighed afsløres af Guds ord, hvor vi bekender den, får tilgivelse for den og lever i et kampforhold til den (Joh 3,19ff.; Ef 5,8ff.; 1 Joh 1,5ff.).
Anerkender jeg ikke, at vi ikke kan kræve noget af mennesker, som kun Kristus kan virke i dem? Jo, det anerkender jeg. Vi kan ikke kræve det. Men det kan loven, og det gør loven. Den virkelighed omtaler MWL ikke med et ord.
Loven kræver, at vi gør Guds vilje fuldkomment i tanke, ord, handling og følelser (Matt 22,37-40). Den kræver, at vi afholder os fra al synd (Gal 3,10ff.; Jak 2,10). Den kræver, at vi er fuldkomne, som Gud er fuldkommen (Matt 5,48; 1 Pet 1,15f.). Den siger, at vi er under Guds forbandelse, hvis vi bryder bare ét bud i loven (Gal 3,10). Derfor fælder den en knusende dom over os – alle. Omvendelsen er, at vi anerkender denne dom og i tro modtager Jesus som vores frelser. Fra det øjeblik er vi frelst. Vi er i Guds rige. Vi står i nåden og er retfærdige for Gud. Fra omvendelsens øjeblik tager Kristus bolig i os og virker et nyt liv i os. Det er helliggørelsen, det kristne liv. I dette liv bliver loven ved med at kræve det fuldkomne af os (Matt 5,48; Fil 3,12; Jak 2,10). Loven bliver ved med at fælde dom over al synd i vores liv, så vi tvinges til at bekende den over for Gud og stadigt på ny tilegne os evangeliet om syndernes forladelse i Jesus (Matt 3,8; Luk 3,8-14; Joh 5,14; 8,11; ApG 26,20; Rom 6, 12ff.; 13,12ff.; 2 Kor 12,21; Ef 4,17ff.; Kol 3,5ff.; Jak 1,21; Åb 2,5; 2,21f.; 9,20f.; 16,11). Når loven virker sådan i vore liv, er det ikke muligt for os at leve i synd med ro i samvittigheden. Vi MÅ tale ud med Gud om synden. Vi kan ikke udholde at blive i den. Men at loven taler sådan til os og virker sådan i vore liv, det perspektiv er helt fraværende hos MWL. Jeg tror, det er en afgørende årsag til, at han kan tro og lære, som han gør: at vi som kristne kan leve i synd uden uro og anfægtelse. Det er umuligt for den, som er genstand for lovens tale og dom.
Når vi ikke lytter til den bibelske lov, får vi ikke brug for det bibelske evangelium. Derfor er det ikke overraskende, at MWL har sympati for en forståelse af evangeliet, som snarere end at lægge vægt på Jesu forsoning af Guds vrede lægger vægt på Jesu forvandling af vore liv. Det er ikke overraskende, men det er dybt foruroligende. For det er ikke ordet om Jesu gerning i os, der er Guds kraft til frelse. Det er ordet om korset, Jesu gerning for os til forsoning med Gud (1 Kor 1,18ff.). Og dette ord er Guds kraft både til frelse, fornyelse og forvandling (Rom 1,16f.; 1 Kor 1,30f.; Gal 3,1ff.). Glider vi væk fra dette evangelium, kan vi ikke være mennesker til nogen åndelig og evig hjælp.
MWL reagerer særligt mod to ting i min artikel.
1) For det første reagerer MWL imod, at jeg fordømmer ham som en vranglærer og falsk profet. I min artikel gengiver jeg MWL’s budskab og sammenholder det med budskabet hos de falske profeter og vranglærere i Bibelen. Jeg påpeger en vidtgående og alvorlig lighed og overlader det til læseren at vurdere, om MWL i det lys er en vraglærer og en falsk profet. Om der er grundlag for en sådan dom, må selvsagt bero på, om jeg har gengivet MWL’s lære på en dækkende måde. Jeg er meget taknemlig for, at MWL har gjort brug af muligheden for i sin replik at påpege det, som måtte være misvisende i min artikel. Men det, MWL har skrevet herom, har ikke overbevist mig om, at jeg i det væsentlige har misforstået eller misrepræsenteret hans budskab om, at man kan leve i synd og være kristen.
2) For det andet reagerer MWL på, at jeg ikke forholder mig til, hvordan vi som kirke kan blive bedre til at møde LGBT+ personer. Det er sandt, at jeg ikke forholder mig til det spørgsmål i den artikel, hvor jeg behandler MWL’s bog. Men jeg gør det i en anden artikel i det samme nummer af Nyt Livs blad. Det er artiklen: ”Sandhedens og kærlighedens nej”. Den artikel er på ingen måde udtømmende. Vi har som kristne behov for at få mere bibelsk og evangelisk lys over, hvordan vi bedst tager imod, viser omsorg for og vejleder dem, som har en homoseksuel orientering, og som kommer til og er i vore menigheder. Vi har også brug for mere faglig viden om homoseksualitet. Jeg er lærer på en luthersk bibelskole. I skrivende stund er situationen den, at jeg næste gang, jeg skal undervise, står for en temadag om netop dette emne: ”Køn og seksualitet med særligt henblik på homoseksualitet.” Jeg er enig med MWL i, at vi lader de homoseksuelle i stikken, hvis vi tier om denne sag. Men det er afgørende, at vi taler, som Bibelen taler. Målet med både min artikel og denne replik har været at bidrage til det. Mit anliggende og budskab er dette: Lad Bibelen få lov at tale og vejlede os, som den vil. Da og kun da ledes vi til Jesus og ved ham til Himlen.
Mikael Wandt Laursen er blevet tilbudt en afsluttende replik, men har ikke ønsket at gøre brug af det.
Udgivet af
Mikkel Vigilius
Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.