Alt, hvad loven siger, taler den til dem, der er under loven, for at hver mund skal lukkes og hele verden stå strafskyldig over for Gud (Rom 3,19).
Jeg fik for noget tid siden en opfordring til at læse et lille hæfte. Det er næsten læst igennem. Det drejer sig om “Sjælesorg blandt unge” af Karl K. Riis.
Jeg nåede på et tidspunkt til overskriften “mennesket i krisen”.
Der er et stykke om vækkelse, et stykke om synden, og hvad synd er, et stykke om mødet med den hellige, og i det sidstnævnte afsnit gik jeg i stå. Her beskrives den uomvendte, kort før han opgiver sig selv og står med tilstoppet mund, strafskyldig for Gud:
”Han forstår ikke sin egen tilstand. Ingen har det som jeg. Han er urolig, fordi han ikke er urolig nok, fortvivlet fordi han ikke kan blive fortvivlet nok, græder fordi han ikke kan græde. Kort sagt han har det galt, på en helt gal måde. Der får loven sit sidste ord: Du er håbløs, du er fortabt. Den egentlige nød er ikke, hvad du har gjort, men hvad du er.”
Nu spørger jeg dig: Er denne stilling for Gud brændt i dit hjerte? Dette totale nederlag, hvor du overgiver dig til din frelser, dør og genfødes til et nyt liv.
Kan du huske dette øjeblik, hvor du døde og fik nyt liv?
Om man dog kunne leve hele sit jordiske liv lige der.
Men hvor tit har du ikke fundet dig selv på vej væk fra troen?
Der er så meget, der forstyrrer og påvirker dig, så du glider væk fra troen.
Hvor tit har du ikke stået fuld af dybfølt kærlighed til din frelser, og få uger efter daler glæden ved nåden, og hverdagens gøremål og bekymringer om dit og dat optager din tid. Da kan man blive bange for sig selv. Man bliver så lille – og må igen komme til Frelseren som den første gang: håbløst fortabt, fuld af alt det forkerte.
Vi har for kort tid siden haft påske, som indeholder hele registreret af følelser i livet. Da tænker jeg hvert år på den kære Peter, med det varme hjerte, de store ord: ”Om ALLE andre forlader dig så gør jeg det aldrig.”
Vi kan jo alle læse, hvordan det gik denne vidneklare discipel. Hans fald blev dybt.
Peter, du og jeg er alle faldet i synd uden undtagelse.
Du er så lille, når Guds ord har ramt dig, og du står foran den mægtige og Hellige Gud, uren og syndig som du er.
Små og store synder dukker op i din erindring, og som et mylder kommer de frem for dit indre blik, og der bliver det hele straks meget alvorligt. Du har intet at forsvare dig med og heller intet at gemme dig bag. Intet forsvar har du – og samtidig ser du pilene komme flyvende.
Du måtte på dine knæ i bøn til den levende Gud, mens du råbte og bad om nåde for en fortabt.
Dagene der følger efter bliver så underlige, for hvordan forklare for dem, du omgiver dig med, hvad der er sket.
Men Jesus har prentet sig klart og tydeligt i dit hjerte.
”Ingen kommer til faderen uden ved mig.”
Derfor er det helt utroligt fantastisk at læse Markusevangeliet 16,7: ”Gå hen og sig til hans disciple og til Peter.”
Trods sit store fald kan Jesus bruge ham. Hvor er det befriende! En omvendt synder.
Nåde og fred være med jer.
Udgivet af
Torben Bitsch
Torben Bitsch, pedel, Videbæk. 51 år, gift med Bente og har 3 børn.