Derfor, mine kære, I, som altid har været lydige: Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse, ikke blot som da jeg var til stede, men endnu mere nu i mit fravær. For det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje. Gør alt uden at give ondt af jer og uden indvendinger, så I kan være uangribelige og uden svig, Guds lydefrie børn midt i en forkvaklet og forvildet slægt, hvor I stråler som himmellys i verden og holder fast ved livets ord, til den stolthed for mig på Kristi dag, at jeg ikke har løbet forgæves eller slidt forgæves (Fil 2,12-16).
Efter at Paulus har beskrevet Jesu ydmyghed og lydighed indtil døden på et kors, kommer han nu med følgende formaning: ”Derfor, mine kære, I, som altid har været lydige: Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse.” Disse ord skrev Paulus til de kristne i Filippi, som havde taget imod kaldet til Guds rige og var kommet til tro på Jesus.
Bibelen lærer, at frelsen er af nåde – nåde alene. Og dog taler Bibelen også om at arbejde, jage, løbe og kæmpe. Frelsen bygger ikke på vores egen kraft, for i syndefaldet har mennesket mistet alle åndelige kræfter. Både begyndelsen og fortsættelsen af troens og helliggørelsens liv er et værk af Guds Ånds overnaturlige nådekraft. ”For det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje.” Og dog formaner Paulus de kristne til at arbejde med frygt og bæven på deres frelse.
Guds ord taler både om barnekårets tryghed og om den kristnes arbejde med frygt og bæven. Paulus skriver: ”I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I har fået den ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, fader!” (Rom 8,15). Kristi fuldbragte forsoningsværk er Guds børns eneste og tilstrækkelige tryghed i liv og død. De må tage imod ny nåde hver dag for Jesu blods skyld. Samtidig skriver Peter: ”Når I påkalder ham som fader, der uden at gøre forskel på folk dømmer enhver efter hans gerning, skal I leve i gudsfrygt, så længe I er udlændinge her” (1 Pet 1,17).
Guds ord taler altså både om barnekårets tryghed i Kristus og om at vandre i frygt. Guds børn skal vandre varsomt – vi lever jo for Guds hellige ansigt. En kristen, der virkelig har fundet perlen Kristus, får gennem troen både taknemlighedens ånd og gudsfrygtens ånd. Han er taknemlig for den ufortjente nåde i Kristus og løftet om Himlens salighed. Samtidig frygter han for at miste perlen Jesus og den himmelske arv.
En vigtig sag når det gælder at arbejde med frygt og bæven på vores frelse er, ud over bøn, at vi også flittigt anvender de nådemidler, Gud har givet os, for at vi skal blive evigt salige. Altså Guds ord, derhjemme og i Guds hus, samt sakramenterne. Gud har givet os en bibel, for at den skal bruges. Ikke at bruge Bibelen er foragt for nåden.
Så har vi også meget at hente fra fædrenes opbyggelseslitteratur, som indholdsmæssigt ligger på et helt andet niveau end den bedste forkyndelse, der findes i vores land i dag. Fædrenes skrifter har en helt anden dybde, alvor, klarhed og vejledning. Lad os tage vare på det guld. Samtidig har vi, der forkynder i vores tid, og som trods vores store svaghed vil holde fast på Ordet, af hjertet til at støtte og opmuntre hinanden i forkyndelsens vigtige opgave, og vi må appellere til vores forsamlinger om forbøn.
Den største glæde her i livet er at eje perlen Jesus. Men så må vi forlade alt og følge ham. Så må man med sit hjerte rive sig løs fra denne verden og leve for Himlen. Mange forlader den kristne menighed, fordi de mener, at kristendommen er for streng – andre bliver måske hyklere.
Vi skal tage vare på vores gøremål her i livet, men samtidig må vi bede om, at Herren mere og mere vender vores hjerter mod Himlen. ”Ét er nødvendigt.” Snart er alt forbi, og vores plads står tom, både i Guds hus og i vores hjem. Vi er snart inde i evigheden. Når man trækker sit sidste åndedrag, og dødens porte åbner sig, hvor vil vi så komme hen? Til Himlen eller til Helvede?
Livet er ingen leg. Det er alvor. Og den korte tid, vi er her på jorden, opholder vi os i fjendeland. Derfor opfordrer Paulus de kristne til alle tider til at arbejde med frygt og bæven på deres frelse. Altså leve i Ordet og i bønnen og flygte væk fra synden og fra den slags verdslighed, der bedrøver Kristi Ånd. Problemet er, at mange, der bekender den kristne tro, ikke har Kristi Ånd, og derfor ikke opdager, at det er fjenden, der kommer.
Det hører også med til troens liv, at vi på alle måder stræber efter at gøre det, som er godt vores medmennesker, endda mod dem, der har forurettet os. Du lever selv på ufortjent nåde, hvis du tilhører Herren.
Hvad får du at se, du, som lever i Ordet i dit daglige liv, og som næres af Guds Ånd. Jo, at Adams og Evas syndefald har sat dybe spor i dit hjerte. Du ser, at der er så mange syndige og egoistiske tanker, som vil tage magten i dit liv. Hvis du ledes af Guds Ånd, så vil du med det samme få ufred og Herrens tugt i din samvittighed, når du har handlet galt.
Når dette onde, urene, egoistiske og falske, der findes i din gamle natur, slippes løs, så er det fjenden, der kommer. Våg og bed! Hvis synden og det falske i dit indre eller ydre liv får medhold af dit hjerte, og du ikke længere kender til Herrens tugt i din samvittighed, hvad viser det så? Jo, det viser, at du ikke længere frygter Gud. Du bekender ikke længere synden og falskheden som synd, og din sti til renselseskilden Kristus er groet til igen. Din fjende har fået overtalt dig til, at du har ret til at hævne dig på den, der har såret dig. At du har ret til at gribe til løgn for at beskytte din egen anseelse eller for at værne om andre. Hvis du mener, at du har ret til over for andre at anklage og bagtale din modpart ved at lægge til eller trække fra i den hensigt at redde din egen ære og for at sætte andre i et dårligt lys, så vidner det om, at fjenden har besteget dit hjertes trone. ”Løgnagtige læber vækker Herrens afsky” (Ordsp 12,22). Du lever ikke længere som ”himmellys i verden” (Fil 3,15), men du må omvendes til Jesus. (Læs Gal 5,19-21 og 1 Kor 13).
Hvis en med sin tunge bevidst sammenfletter løgn og halve sandheder for sin egen vindings skyld i den hensigt at skade medmenneskets gode navn og rygte, vækker det Herrens afsky. Det kan ikke ske ustraffet, hvis du ikke ydmyger dig for Gud og mennesker, sådan at sandhedens ånd kommer til at råde i dit liv. Frelsen er af nåde, men falskhed, som er bevidst, og som forsvares, medfører ikke velsignelse i livet, men Guds straf i evigheden. Gud er hellig.
En vigtig årsag til, at mange kristne, der har taget imod kaldet, er blevet besejret af fjenden, er, at de ikke længere lever af Ordet, ikke henter næring og kraft fra nådens evangelium. Her har vi kraften i kampen om vores sjæle, nåden for blodets skyld (2 Tim 2,1). Vi lever endnu i nådens tid. Uanset hvor stor skade fjenden inden i dig og uden for dig har forårsaget, så er der hjælp og forladelse at få ved Golgata kors for den, der ydmyger sig. Jesu blod blev udgydt for alle synder.
Menneskets liv er som græsset,
det blomstrer som markens blomster;
når vinden blæser over det, er det der ikke mere,
dér, hvor det stod, ser man det ikke mere.
Men Herrens troskab varer fra evighed
til evighed mod dem, der frygter ham,
og hans retfærdighed mod børnenes børn,
mod dem, der holder hans pagt
og husker hans bud og følger dem.
(Sl 103,15-18).
Oversættelse: Henrik Gren Hansen
Udgivet af
Henric Staxäng
Henric Staxäng, pastor i Evangelisk Luthersk Samling i Umeå.