Guds frelsesplan vidner gennem løfternes opfyldelse om Guds trofasthed
Vi har i redaktionen spurgt Børge Haahr Nielsen om et vidnesbyrd til bladet om Guds trofasthed. Det blev til en lang artikel, der åbner Skriften for os fra Første Mosebog til Johannes’ Åbenbaring, så vi ser, hvordan hele Guds ord vidner om og peger på Guds frelsesplan. Skabelsesberetningen, Abraham, Moses, Josva, dommerne, David, profeterne – alle peger de frem mod Jesus, og alle har de et budskab til os i dag til trøst og advarsel. Artiklen rummer mange bibelcitater. Vi vil stærkt anbefale ikke at læse hen over dem, men fordybe sig i, hvor stærkt Guds ord hænger sammen fra først til sidst, og hvor herligt det vidner om Guds trofasthed og om nåden i Jesus.
Gud den Almægtige er trofast. Det er Bibelens vidnesbyrd om Gud, den uforanderlige Gud. Han er trofast over for de løfter, han har givet. Derfor opfordres vi til at takke Herren: ”Han er god, hans trofasthed varer til evig tid. Hvem kan fortælle om Herrens vældige gerninger? Hvem kan forkynde hele hans pris?” (Sl 106,1-2). Vi kan erkende Guds trofasthed gennem livet på to måder, som går parallelt med hinanden:
1) Gennem Bibelens budskab/vidnesbyrd
2) Gennem et liv sammen med Ham kan vi gøre erfaring af Guds Ord: ”Herren er barmhjertig og nådig, sen til vrede og rig på troskab (Sl 103,8).
Jubler, hver en sjæl på jord: Gud er god!
Se, hvor er Guds nåde stor, Gud er god.
Mere godt, end vi forstår, af vor Faders hånd vi får,
derfor takken til ham går, Gud er god
(SoS nr. 7)
Gud er den, han udgiver sig for at være i Skriften. Det har han været fra skabelsens begyndelse og det forbliver han i al evighed. Gud er en klippe, vores faste grund i livet! Det er godt at vide for os, der lever i en foranderlig verden uden mange faste holdepunkter og faste ståsteder.
Moses aflægger ved afslutningen af sit liv det vidnesbyrd om den trofaste Gud: ”Herrens navn vil jeg forkynde, giv vor Gud ære! Han er klippen, hvis gerning er fuldkommen, alle hans veje er rette, en trofast Gud uden svig, retfærdig og retskaffen” (5 Mos 32,3-4).
Guds frelsesplan fra begyndelsen
I Bibelens første kapitler, møder vi den almægtige Gud, der ”talte og det skete, han befalede, og det stod der” (jf. Sl 33,9). Og i Første Mosebog 3 hører vi, at det, Gud havde skabt såre godt, det ødelægger slangen, så harmonien mellem Gud og mennesker er slut. Det fik fatale konsekvenser for Adam og Eva. De blev skilt fra Gud og drevet ud af Paradisets have. Synden – arven fra Adam – trængte igennem til alle mennesker (Rom 5,12). Alle er vi kommet til at stå som syndere over for den Hellige Gud.
Men ved syndefaldet lød der et løfte til menneskeheden og en dom over den gamle slange: ”Hendes afkom skal knuses slangens hoved” (1 Mos 3,15). Løftet om Jesus blev givet! I dette løfte møder vi Guds trofasthed og omsorg for sin skabning, men også Guds retfærdighed, grænseløse kærlighed, nåde og barmhjertighed.
Guds retfærdighed: dom over synden.
Guds kærlighed: løftet om en, som skal befri os fra synden og Djævelens herredømme.
Guds nåde: at dette rækkes til os som en gave.
Guds barmhjertighed: at vi, som ikke har fortjent det, får det givet uforskyldt og for intet!
Efter syndefaldet møder vi det i Første Mosebog 6,5: ”Herren så, at menneskenes ondskab var stor på jorden, og at alt, hvad de ville og planlagde dagen lang, kun var ondt.” Sådan er livet under Satans herredømme!
Men Noah bliver omtalt som disse menneskers modstykke, for han vandrede med Gud (1 Mos 6,10), og videre står der i v.22: ”Noa gjorde ganske, som Gud havde befalet ham.” Noa regnede med det, Gud havde sagt, og handlede på det. Ved sin tro på det, Gud havde sagt, bragte han dom over den ugudelige, bortvendte menneskeslægt og blev arving til retfærdighed af tro (Hebr 11,7). Noah var et vidnesbyrd ind i sin samtid, men også for os, om at Gud i sin trofasthed har magt til at bevare sine, mens de, der lever borte fra ham, går deres dom i møde.
Løfterne til Abraham
Senere hører vi om Abraham, der som Noah også troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed (1 Mos 15,6). Gennem Abraham åbenbares den frelsesplan, som Gud og Sønnen havde lagt, før noget blev skabt.
Paulus skriver om Guds frelsesplan i Efeserbrevet 1,8-10: ” Den gav han os i rigt mål med al visdom og indsigt ved at lade os kende sin viljes hemmelighed ud fra den gode beslutning, han selv forud havde fattet om den frelsesplan for tidernes fylde: at sammenfatte alt i Kristus, både det himmelske og det jordiske.”
Det var ud fra den frelsesplan, Gud gav løftet: ”Kvindens afkom skal knuse slangens hoved” (1 Mos 3,15). Det er dette løfte, Gud gentager for Abraham, da han kalder ham og siger til ham: ” Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig” (1 Mos 12,1).
Guds løfte gjaldt et land og et stort folk, hvorfra der skulle komme en, som alle slægter skulle velsignes ved. Guds frelsesplan gik altså ud på, at fra det land og det folk skulle Messias, verdens frelser, fødes og bringe den faldne menneskeslægt tilbage til fællesskab med Gud.
Abraham handlede på Guds løfter og drog afsted, skønt han ikke kendte landet. Og det var først, da Gud havde ført ham til landet, Gud viste sig for ham og sagde: ”Jeg vil give dine efterkommere dette land” (1 Mos 12,7). Ved troen på Guds løfter ejede Abraham landet!
Der var dog et problem! Abraham og Sara havde ingen børn, og de var ud over den alder, hvor det var naturligt at få børn. Tiden gik, og udsigten til at få en arving svandt. I Første Mosebog kapitel 15 møder Abraham i et syn Herrens ord: ”Frygt ikke Abraham, jeg er dit skjold! Din løn skal blive meget stor” (v.1). Men Abraham klager sin nød til Herren: ”Hvad kan du give mig, når jeg må gå barnløs bort, og Eliezer skal være min arving?” (v.2).
Troen var sat på prøve! Den lange ventetid havde gjort noget ved Abraham, men Herrens trofasthed kunne ikke rokkes. Derfor lød Herrens ord til ham, at det skulle være en af hans eget kød og blod, der skulle arve ham. ”Se på himlen, og tæl stjernerne, hvis du kan,” sagde Herren. ”Så mange skal dine efterkommere blive” (v.5). Abraham troede Herren, og det blev regnet ham til retfærdighed (v.6). Han kunne ikke se hvordan det skulle gå til, men holdt Guds løfte for sandt, selvom det menneskeligt set så håbløst ud. Med håb imod håb troede han Guds løfte (Rom 4,18).
Det var ikke vantro, når Abraham spurgte: ”Gud Herre, hvordan kan jeg vide, at jeg skal få landet i eje?” (v.8). Han troede løftet, men menneskeligt så det umuligt ud. Gud minder ham om: ”Jeg er Herren, som førte dig ud fra Ur i Kaldæa for at give dig dette land i eje.” Et tilbageblik over Guds førelse indtil nu, skulle være en påmindelse om Guds trofasthed til at føre løftet igennem.
Gud stadfæster løfterne
Abraham havde brug for at vide, hvordan det, der så umuligt ud, skulle gå til, og det fik han! ”Den dag sluttede Herren pagt med Abraham” (1 Mos 15,18). Gud stadfæstede løftet om det, han havde lovet ham med en pagt. En pagtslutning, som dengang var almindeligt brugt, skete ved, at et eller flere dyr, overskåret i to dele, blev lagt over for hinanden i to rækker. Så var proceduren, at de to parter som ligemænd gik gennem de to rækker og på den måde aflagde ed på, at de indestod med deres liv for det, som var aftalt.
Gud sagde: ”Hent en treårig kvie, en treårig ged og en treårig vædder samt en turteldue og en dueunge” (v.9). Abraham hentede dem, skar dem midt igennem og lagde halvdelene over for hinanden. Fuglene skar han dog ikke over. Abraham havde vel ventet, at både Herren og han selv skulle gå gennem de overskårne dyr og dermed knytte en gensidig pagt, men Abraham og Herren var ikke hinandens ligemænd!
Det blev en lang dag for Abraham, hvor ventetiden efter Herren tog på kræfterne. Da solen var ved at gå ned, faldt Abraham i en tung søvn og et stort, rædselsfyldt mørke sænkede sig over ham. I dette mørke åbenbarede Herren for ham en mørk og svær tidsperiode på 400 år for hans efterkommere i et fremmed land. Abraham var sat ud på et sidespor. Han var tilskuer til, at Herren selv gik gennem de overskårne dyr. Det skete ved en rygende ovn. I dette rædselsfulde mørke åbenbarede Herren sig gennem den rygende ovn som den hellige og retfærdige Gud, der dømmer og straffer al synd. Gud ville straffe de folk, som de skulle trælle for, og folket, som boede i det land, Gud ville give Abraham (v.12-16).
Men Abraham så også Gud Herren som en flammende fakkel bevæge sig frem mellem de overskårne dyr. Her åbenbarer Herren sig som ham, der alene gennem sin trofasthed mod sine løfter og sin kærlighed til sit folk, står inde for det, han har lovet. Det skulle ikke være en gensidig pagt. Herren gik alene gennem de overskårne dyr som den, der stod inde for opfyldelsen af løftet om et stort folk og det land, de skulle få i eje. Og ikke nok med det: Den flammende fakkel blev også symbolet på det vigtigste i Guds løfte til Abraham: ”I dig skal alle jordens slægter velsignes” (1 Mos 12,3). Det var løftet om en frelser og befrier – evangeliet om Jesus Kristus.
Løftet hvilede på en ensidig pagt. Gud stod selv inde for at føre det igennem.
Hvile i løfterne
400 år senere udfriede Gud sit ejendomsfolk fra Egypten og ledte dem ved en ildsøjle gennem ørkenen frem til det forjættede land. Men det rækker langt videre. Gud har lovet selv at føre alle dem, som tror på Jesus til det Himmelske Kana’an. Hebræerbrevet forklarer det sådan for os: Da Gud med al tydelighed ville vise arvingerne til hans løfte, hvor urokkelig hans vilje er, så indestod han for det med sin ed; dermed skulle vi i disse to urokkelige kendsgerninger, som udelukker, at Gud lyver, have en sikker trøst, vi som har taget vor tilflugt til at gribe det håb, som ligger foran os. Det håb er som et anker for sjælen; det er urokkeligt og sikkert og rækker ind bag forhænget, hvor Jesus gik ind som en forløber for os, idet han blev ypperstepræst for evigt på Melkisedeks vis” (Hebr 6,17-20).
Guds trefoldige løfte til Abraham i Første Mosebog 12,1-3 er et nøgleord til at forstå Bibelens store fortælling om Guds frelsesplan.
Guds kald og løfter til Abraham har tre store elementer:
1) Kana’ans land bliver den store scene for Bibelens senere begivenheder.
2) Det store folk, der senere bliver til Israels folk.
3) Af dette folk kommer Messias – ”velsignelsen til alle folk” – evangeliet om Jesus Kristus.
Lang tid går. Først da Abraham er 99 år, viser Herren sig igen for ham og præsenterer sig: ”Jeg er Gud den Almægtige” (1 Mos 17,1). I dette kapitel forsikrer Herren på forskellig vis Abraham om, at det er ham, der fører løftet igennem. Abraham og Sara havde i den lange ventetid selv forsøgt at hjælpe Gud ved at skaffe sig en arving ved trælkvinden Hagar, men det kom der ikke noget godt ud af. Tværtimod!
Og ligesom det var svært for Abraham at hvile i Guds løfter, sådan har vi også svært ved at hvile i det fuldbragte frelsesværk, som Jesus vandt til os. Når vi ser på os selv, synes det så umuligt for os at nå det himmelske fædreland, og vi vil så gerne have lidt af vores egne gerninger med, før vi tør tro evangeliet om frelsen i Jesus Kristus.
Abraham og Sara var ved at ødelægge det hele gennem deres egne løsninger, men Gud var trofast og forkastede dem ikke på grund af deres vantro. Abraham måtte have løftet bekræftet flere gange, før Sara efter 25 år fødte løftets søn Isak (1 Mos 21,1-3). Sådan er det også med os! Vi må høre evangeliet forkyndt igen og igen for at blive bevaret i troen på Jesus.
Men endnu en gang sættes Abrahams tro på prøve. Gud sagde: ”Tag Isak, din eneste søn, ham du elsker, og begiv dig til Morija-landet. Dér skal du bringe ham som brændoffer på det bjerg, jeg giver dig besked om” (1 Mos 22,1). Abraham adlyder, sadler næste morgen sit æsel og tager afsted med Isak og to karle. I sidste øjeblik standser Gud Abraham i at ofre sin søn. Gud sagde: ”Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke vil nægte mig din eneste søn” (1 Mos 22,12).
Da Gud 2000 år senere lagde al menneskehedens skyld på sin egen søn, skånede han ikke Jesus Kristus. Guds kærlighed til den faldne menneskeslægt tvang ham til at ofre det bedste og mest værdifulde for at frelse os fra dommen og vreden over synden. I Jesus blev Guds frelsesplan fuldbyrdet. Jesus levede det syndfrie liv efter lovens krav for vores skyld. Han gjorde det i dit og mit sted. Han blev vores lovopfylder, for at vi skulle arve hans retfærdighed. Og på det samme bjerg, hvor Gud skånede Isaks liv, da Abraham løftede kniven, bragte Gud sin egen søn som sonoffer for vore synder. ” Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham” (2 Kor 5,21).
Da Jesus døde på Golgatas kors, lød det mægtige ord: ”Det er fuldbragt!” (Joh 19,30). Og ”på sit legeme bar han selv vore synder op på korset, for at vi, døde fra synden, skal leve for retfærdigheden. Ved hans sår blev I helbredt” (1 Pet 2,24).
Gud er Trofast! Hans løfter står ved magt. Vi kaldes ind i en virkelighed, som vi ingen indflydelse har haft på. Det ligger udenfor os og blev ordnet for 2000 år siden. Jesus er den eneste, som med rette kan kalde Gud sin fader, men Gud har givet os sin søns ret ved troen på Jesus, vores stedfortræder. ”Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn” (Joh 1,12).
Udfrielsen fra Egypten
I samtalen med jøderne i Johannesevangeliet 8,56 siger Jesus: ”Abraham, jeres fader, jublede over at skulle se min dag, og han fik den at se og glædede sig.”
Om Abraham til fulde kunne se det, som vi læser og ser i Bibelen, det ved vi ikke. Guds frelsesplan var jo med Abraham først ved at tage form. Isak og Rebekka fik sønnerne Esau og Jakob. Abraham, Isak og Jakob kalder vi for patriarkerne, ”de første blandt fædrene”, som der senere i Skriften henvises til. Jakobs 12 sønner, på nær Levi, fik hver sit landområde i det land, Gud havde lovet Abraham.
Men først måtte de leve som fremmede 400 år i Egypten. Slægten bestod kun af 70 personer, da hungersnøden tvang dem til Egypten, og her i Egypten fik de af Farao et stort landområde, Goshen.
I Anden Mosebog kapitel 1 fortælles om tiden i Egypten: ”Josef og alle hans brødre og hele det slægtled var døde. Men israelitterne var frugtbare; det vrimlede med dem, og de blev mange; de blev uhyre talrige, så landet blev fuldt af dem. Nu kom der en ny konge over Egypten, som ikke kendte til Josef. Han sagde til sit folk: ’Det israelitiske folk er større og talrigere end vi’” (v.6-9).
Farao frygtede for sin magt og valgte at pålægge Israels folk tvangsarbejde. Da led folket nød, men ”Gud huskede på sin pagt med Abraham, Isak og Jakob. Gud så til israelitterne, og han tog sig af dem” (2 Mos 2,24-25).
Gud kaldte på Moses ved den brændende tornebusk og sagde til ham: ”Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, v8 og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning, dér hvor kana’anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor (2 Mos 3,7-8).
Gud gentager løftet om at give dem det land, som Abraham blev lovet (1 Mos 15,19-21). Gud sagde til Moses: ”Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten” (2 Mos 3,10).
I Anden Mosebog kapitel 6 præsenterer Gud sig for Moses på samme måde som for Abraham, da det med at få en søn og blive til et stort folk så håbløst ud. Abraham blev forsikret om, at det var Gud den Almægtige, der stod inde for, at det skete. Det samme siges nu til Moses: ”Jeg er Herren! Jeg viste mig for Abraham, for Isak og for Jakob som Gud den Almægtige” (2 Mos 6,2-3). Gud forsikrer Moses om, at han er den samme, der i sin trofasthed står inde for at føre de løfter, han gav fædrene til virkelighed: ”Jeg gør det!”
Det holdt hårdt, før Farao lod israelitterne rejse. Ti forfærdelige plager kom over Egypten og ved den tiende plage slog dødsenglen alle de førstefødte ihjel, mens israelitterne gik fri. Lammets blod på dørstolperne beskyttede dem. ”Den nat stod Farao og alle hans hoffolk op, ja, alle egypterne, og der lød et højt skrig i Egypten, for der var ikke det hus, hvor der ikke var en, der døde. Da tilkaldte Farao Moses og Aron om natten og sagde: ’Skynd jer bort fra mit folk, både I og israelitterne, og gå ud og dyrk Herren, sådan som I har krævet. Tag både jeres får og jeres køer med, sådan som I har krævet, og gå så!” (2 Mos 12,30-32). Israelitterne brød nu op fra Ramses. 600.000 mænd + kvinder og børn. Måske har denne brogede flok talt omkring 2,5 – 3 millioner mennesker og deres dyr.
”Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten” (2 Mos 13,21-22). Men endnu en gang opstår der en umulig situation for dem. Farao fortrød, at han havde ladet dem rejse. Derfor sætter han efter dem med hele sin hær og indhenter dem ved Det Røde Hav. Moses sagde til folket: ”I skal ikke være bange! Stil jer op og se, hvordan Herren frelser jer i dag. For sådan som I ser egypterne i dag, skal I aldrig mere få dem at se. Herren vil føre krig for jer, og I kan tie stille!” (2 Mos 14,13-14).
Moses fik bud fra Herren om at række staven ud over vandet, og Herren lod en stærk østenstorm drive havet tilbage, så havets bund blev tørt land, som israelitterne kunne gå over. Egypterne satte efter dem. ” Men Herren sagde til Moses: ”Ræk din hånd ud over havet, så vandet vender tilbage over egypterne, over deres vogne og ryttere’” (v.26).
Da sang Moses og israelitterne en sang for Herren. ”Jeg vil synge for Herren, for han er højt ophøjet, heste og ryttere styrtede han i havet. Herren er min styrke og lovsang. Han blev mig til frelse” (2 Mos 15,1-2).
Lovens pagt
I den tredje måned efter udvandringen var israelitterne nået til Sinaj. I de godt to måneder de havde været på vandring, havde de været udsat for både tørst, sult og fjender, men i alt dette havde Gud den Almægtige så trofast sørget for dem.
I omkring et år opholdt israelitterne sig ved Sinaj bjerg. Her oplevede de, hvor forfærdeligt det er for syndere at komme den hellige Gud nær: ”Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild, og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget skælvede af stor rædsel, og hornklangen blev kraftigere og kraftigere. Moses talte, og Gud svarede ham, så det kunne høres. Herren steg ned på Sinajs bjerg, på toppen af bjerget; han kaldte Moses op på toppen af bjerget, og Moses gik derop” (2 Mos 19,18-20).
Her på Sinajs bjerg modtog Moses de 10 bud, der har evig gyldighed for alle mennesker. Jesus siger: ”Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket” (Matt 5,18).
Gennem de 10 bud lærer vi Guds hellighed og vilje med os at kende:
1. Loven er et værn for vort liv.
2. Loven viser os vores synd, og at vi har brug for en frelser.
3. Loven vejleder Guds børn.
Lovens bud var en gensidig pagt: Herren forpligtede sig til troskab mod sine løfter, men krævede lydighed mod hans vilje og forordninger.
Moses gik hen og kundgjorde alle Herrens ord, alle retsregler for folket, og folket svarede med én røst og sagde: ”Alt hvad Herren befaler, vil vi gøre” (2 Mos 24,3).
Hvordan gik det så? Jo, da Moses havde læst op fra pagtsbogen for folket, gik han og folkets ledere atter op på bjerget, men kun Moses blev kaldt helt op til Gud. I 40 dage og 40 nætter var Moses på bjerget, hvor han fik Lovens to tavler og alle forordninger omkring helligdommen, om præstetjenesten og præstedragten og om de forskellige ofre. Men folket blev utålmodige, fordi Moses var så længe hos Gud på bjerget og de gik til Aron og sagde: ”Lav os en gud, som kan gå foran os, for vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, som førte os op fra Egypten” (2 Mos 32,1).
Da støbte Aron en guldkalv af deres guldsmykker, og folket ofrede til guldkalven og gav sig til at feste. Ganske kort forinden havde folket lovet at ville gøre alt, hvad Herren befalede. De lærte Herrens vilje at kende, men vendte sig så hastigt bort fra den. Her ser vi, hvor svigefuldt menneskehjertet er. Guds lov er god, men loven kom til kort på grund af kødet (Rom 8,3). Loven kan vise vej til den retfærdighed, som Gud kræver af os mennesker, men arven fra Adam, som vi alle bærer på, hindrer os i at blive retfærdige for Gud.
Helligdommens kors
I Guds frelsesplan indgik en helt anden retfærdighed end det, vi mennesker kan præstere. Derfor får Moses påbud om at bygge helligdommen: ”De skal lave mig en helligdom, så vil jeg tage bolig hos dem. I skal lave den nøjagtigt efter det forbillede af boligen og dens udstyr, jeg viser dig” (2 Mos 25,8-9). Og i de følgende kapitler gives en detaljeret beskrivelse af alt omkring helligdommen.
Det mest bemærkelsesværdige er indretningen i helligdommen, der med tingenes placering i sin grundform danner et kors. Som foden på et kors stod brændofferalteret, der symboliserede retfærdighed. Her skulle der ofres dyr for at skaffe soning. Længere inde stod kobberbækkenet, der symboliserede helliggørelse. Der måtte en daglig renselse til! Også det er Guds værk i hans børns hjerter! Øverst i den lodrette linje i det Allerhelligste, stod arken med Vidnesbyrdet. ”Du skal lægge sonedækket oven på arken, og i arken skal du lægge Vidnesbyrdet, som jeg vil give dig. Dér vil jeg åbenbare mig for dig, og fra sonedækket mellem de to keruber, som er oven på Vidnesbyrdets ark, vil jeg tale med dig om alt, hvad jeg befaler dig om israelitterne” (2 Mos 25,21-23).
”Nådestolen,” som Luther kaldte sonedækket, symboliserede forløsning. Kun ypperstepræsten måtte komme der og gik således en gang om året på forsoningsdagen ind i det Allerhelligste og stænkede blod på sonedækket (3 Mos 16). På præstedragtens brystplade var Israels 12 stammer repræsenteret med 12 sten, og således repræsenterede ypperstepræsten folket, der stod udenfor, mens der blev skaffet soning for deres synd og forløsning fra syndens forbandelse, der hvilede over dem.
Den lodrette linje i helligdommens ”kors” symboliserer således, at det er Gud, der handler, når det gælder menneskers frelse. ” Men ham skyldes det, at I er i Kristus Jesus, som er blevet visdom for os fra Gud, både retfærdighed og helligelse og forløsning” (1 Kor 1,30).
Røgelsesalteret, der også stod i den lodrette linje, er et billede på de troendes bønner, som bliver helliget ved Jesus. En liflig duft, som stiger ind for Gud gennem forhænget. Røgelsesalteret stod i krydsfeltet mellem den lodrette og den vandrette linje. Til venstre herfor stod den syvarmede lysestage, og til højre stod skuebrødsbordet. Den syvarmede lysestage var symbolet på Jesus som verdens lys, og skuebrødsbordet taler om Jesus som Livets brød.
Den vandrette linje i helligdommens ”kors” taler om det kald, vi, som tror på Jesus har fået. Vi er et genskin af Jesus, verdens lys. Gud har givet os bønnens forunderlige ret til at bede for verden og vore kære, og vi er kaldet til at række dem Livets brød, som er Guds ord, ja Jesus selv.
Josva – et billede på Jesus
Telthelligdommen bar israelitterne med sig under hele ørkenvandringen. Gud ville bo i deres midte. Det var ham, der ledte dem ad den rette vej til Kana’an. Da de kom til Kardesj Barnera syd for det land, Gud havde lovet Abraham, sendte Moses på Guds befaling 12 spejdere ind i landet for at udforske det. Efter en tur på 40 dage vendte de tilbage og sagde til Moses: ”Vi kom ind i det land, du sendte os til. Det flyder virkelig med mælk og honning, og her er noget af dets frugt. Men det folk, der bor i landet, er stærkt, og byerne er befæstede og meget store” (4 Mos 13,27-28).
10 af de 12 spejdere sagde: ”Vi kan ikke drage op mod det folk, fordi de er stærkere end vi,” og således såede de mistillid til det, Gud havde sagt – løftet om, at han ville give dem landet. Det hjalp ikke, at Josva og Kaleb prøvede at opmuntre folket og holde fast i Herrens løfter (4 Mos 14,8).
På grund af israelitternes vantro blev det til 40 års vandring i ørkenen og kun dem, der dengang var under 20 år + Josva og Kaleb kom ind i det forjættede land. Men Herrens løfter og hans troskab kunne der ikke rokkes ved. Gud boede midt blandt det syndige folk, og de måtte lære at være menighed gennem hans forordninger. 40 år senere blev det ikke Moses, men Josva, der førte dem ind i det forjættede land.
Moses var lovens mand. Josva blev et billede på Jesus, frelseren. Her ligger der en vældig symbolik for os. Loven kan ikke frembringe den retfærdighed, der kan føre os til det himmelske Kana’an, men det kan Jesus, der skænker os sin retfærdighed og frelse. ”Af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde; for loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus” (Joh 1,16-17).
Dommerbogen: Israelitternes svigt og Guds trofasthed
Så længe Josva var deres leder, gik det Israel godt, for han handlede omhyggeligt efter Herrens befalinger. Da han blev gammel, kaldte han folket sammen og holdt sin afskedstale, hvor han minder dem om Guds trofasthed og om hans vældige gerninger: ”Jeg gav jer land, I ikke selv har slidt med, byer, I ikke selv har bygget, men som I bosatte jer i; jeg gav jer vingårde og olivenlunde, I ikke selv har plantet, men hvis frugter I nyder” (Jos 24,13).
Josva formanede dem til at frygte og tjene Herren i oprigtighed og trofasthed. Og folket svarede: ”Det kunne aldrig falde os ind at svigte Herren og dyrke andre guder” (v.16), men Josva sagde til folket: ”I er ikke i stand til at dyrke Herren, for han er en hellig Gud; han er en lidenskabelig Gud, han tilgiver ikke jeres overtrædelser og synder. Når I svigter Herren og dyrker fremmede guder, vil han vende sig fra jer og handle ondt mod jer og tilintetgøre jer, selv om han før har handlet godt mod jer” (v.19-20).
Og sådan gik det. Den efterfølgende tid på godt 300 år, som beskrives i Dommerbogen, er én lang historie om israelitternes svigt, og hvordan de led nød, når de forlod Herren.
Men når de så i deres nød råbte til Herren, sendte han dommere, der befriede dem fra deres fjender. Gud var trofast, selv om folket var troløst. Dommerbogen slutter med ordene: ”På den tid var der ingen konge i Israel. Enhver gjorde, hvad han fandt for godt” (Dom 21,25).
David – og Davidssønnen
I Første Samuelsbog 7 hører vi om Israels nød, og hvordan fjenderne plager dem. Samuel siger til folket: ”Hvis I vil vende tilbage til Herren af hele jeres hjerte, skal I fjerne de fremmede guder og Astarterne” (1 Sam 7,3). Og i vers 12 rejser Samuel stenen Eben-ha-Ezer og siger: ”Så langt har Herren hjulpet os.”
Gud var deres konge, men da Samuel blev gammel krævede folket en konge, ligesom de omkringliggende folk havde. Gud sagde til Samuel: ”Alt, hvad folket forlanger af dig, skal du føje dem i. Det er jo ikke dig, de forkaster; men de forkaster mig som deres konge” (1 Sam 8,7).
Saul var Israels første konge, og efter ham blev David konge. Gennem David ser vi mere af Guds frelsesplan. David var af Juda stamme, og gennem Jakob var det til Juda, profetierne om ”hvad der engang i fremtiden skal ske,” blev givet (1 Mos 49,1). ” Scepteret viger ikke fra Juda, staven ikke fra hans fødder, til der kommer en hersker, ham skal folkene adlyde” (1 Mos 49,10).
Dette er ikke bare sagt om Israels store konge David. Profetien rækker videre til Kristus. Det åbenbares for David, da han ønsker at bygge et hus til Guds Ark.
Profeten Natan opmuntrede ham, men de havde ikke taget Gud med på råd. ”Samme nat kom Herrens ord til Natan (…) Nu forkynder Herren for dig: Herren vil bygge dig et hus. Når dine dage er omme, og du har lagt dig til hvile hos dine fædre, vil jeg lade en af dine efterkommere, dit eget kød og blod, efterfølge dig, og jeg vil grundfæste hans kongedømme. Han skal bygge et hus for mit navn, og jeg vil grundfæste hans kongetrone til evig tid” (2 Sam 7,5.11b-13).
Her i dette løfte til David møder vi noget nyt – noget skelsættende og anderledes end den pagt, Gud sluttede med israelitterne ved Sinaj, hvor velsignelsen og forbandelsen afhang af folkets troskab mod pagten; en gensidig pagt, jf. 5 Mos 28.
Israels historie vidner om, at folket var dybt afhængig af deres ledere, profeter og konger. Når de ledte folket til Herren, så var de under Guds velsignelse og omsorg, modsat de ledere og konger, der gik deres egne veje. De ledte folket til frafald og forbandelse. Men den konge, som løftet taler om, en af Davids efterkommere, er Davidssønnen, Messias, Den Salvede. Hvis han viste troskab mod pagten – hvis han adlød Herren og omhyggeligt fulgte alle hans befalinger (jf. 5 Mos 28,1) – hvis han overholdt Guds bud og vilje med os, som de ti bud repræsenterer – så skulle ikke blot han være velsignet, men folket skulle arve velsignelse og retfærdighed ind for Gud for hans skyld.
Det velbehag, som Gud fandt ved ham, skulle blive alle mennesker til del, ved troen på ham. Messias skulle være vores stedfortræder ind for Gud, og vi skulle få velsignelse. Det var det, Gud lovede Abraham: ”I dig skal alle jordens slægter velsignes” (1 Mos 12,3).
Pagten med David havde evig gyldighed. Det kommer stærkt frem i Salme 89,34-36: ”Men min troskab mod ham bryder jeg ikke, jeg svigter ikke min trofasthed. Jeg bryder ikke min pagt, jeg ændrer ikke, hvad jeg har lovet. Dette sværger jeg ved min hellighed: jeg svigter aldrig David.”
Løfternes opfyldelse i Jesus
De følgende tusinde år møder vi disse løfter og profetier om Kongen, Messias utallige gange i Salmernes Bog og hos profeterne i Det Gamle Testamente. Apostlen Peter siger således: ”Det var denne frelse, profeterne granskede efter og grundede over, når de profeterede om den nåde, som I skulle få; de grundede nemlig over, hvornår og hvordan den tid ville komme, som Kristi ånd i dem pegede på, når den forud vidnede om Kristi lidelser og den herlighed, der skulle følge” (1 Pet 1,10-11).
Profetierne i Det Gamle Testamente bliver i Det Nye Testamente åbenbaret for os. ”Det skete i de dage” (Luk 2,1). Det skete virkelig, det, som Gud havde talt ved Abraham, David og profeterne: ”Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne, men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn” (Hebr 1,1-2).
”Det skete i de dage!” Her samles trådene fra de mange løfter, som Gud havde givet i fortiden. Det blev kejser Augustus, der med sin folketælling blev redskabet for løfternes opfyldelse. Maria og Josef var Herrens udvalgte. ”Se, jeg er Herrens tjenerinde,” sagde Maria til englen (Luk 1,38). Det var hende, Gud havde udvalgt til at føde verdens frelser, sådan som det var forudsagt: ”Men Herren vil give jer et tegn:
Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel” (Es 7,14).
Ved folketællingen måtte alle afsted, hver til sin by. ”Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn” (Luk 2,4-5).
Der var ingen tilfældigheder! ”Sceptret viger ikke fra Juda” (1 Mos 49,10). Det skulle være en af Davids efterkommere (2 Sam 7,12), og det skulle ske i Davids by, Betlehem i Judæa: Du, Betlehem, Efrata, du er lille blandt Judas slægter. Fra dig skal der udgå én, som skal være hersker i Israel; hans udspring er i fortiden, i ældgamle dage” (Mika 5,1).
”Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte (Luk 2,6-7). Messias, Davidssønnen, Kristus, Den Salvede, kongen. Ham, som skulle kaldes Immanuel, hvilket betyder ”Gud med os”. Gud blev menneske i det lille Jesus-barn. Jesus var sand Gud, Guds søn, men også Marias søn. Derfor kaldes Jesus også i skriften ”Menneskesønnen,” som det var forudsagt i Daniels Bog 7,13.
Josef havde af englen fået at vide, at de skulle give ham navnet Jesus: ”For han skal frelse sit folk fra deres synder” (Matt 1,11). Det var det, der skete den julenat. Det var det, hyrderne ude på Betlehems marker modtog budskabet om: ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus Herren” (Luk 2,10).
”Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, v5 for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår. Og fordi I er børn, har Gud sendt sin søns ånd i vore hjerter, og den råber: Abba, fader! Så er du da ikke længere træl, men barn. Og er du barn, har Gud også gjort dig til arving” (Gal 4,4-7).
Guds kærlighedsgave til fortabte syndere
Her ser vi Guds kærlighedsgave til os fortabte syndere:
1) Jesus blev vores lovopfylder. Han måtte blive menneske for at opfylde loven i vores sted. Det vidner alle beretningerne om hos evangelisterne. Overalt hvor Jesus kom, gjorde han kun godt: ”Han har gjort alle ting vel,” sagde den døvstumme (Mark 7,37).
2) Jesus løste os fra lovens forbandelse. Vi skulle genindsættes til at være Guds børn og dermed få arveret til Guds rige
3) Vi skulle få Helligånden i vore hjerter til at herliggøre Jesus for os. Jesus siger til sine disciple: ”Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer” (Joh 16,14). Helligånden skulle åbenbare for os syndere, hvem Jesus er: ”Guds lam, som bærer verdens synd” (Joh 1,29). Det var det, der lå i Guds frelsesplan helt fra begyndelsen af.
Guds visdom blev kendt, ved at han ofrede det største og bedste, han havde, for at redde os. Jesus måtte dø på et kors for vore synders skyld. Han måtte skaffe soning, for at vi kunne blive frelst. Da Jesus døde, blev Satans herredømme brudt, og vi blev sat fri. Dommen for vore synder ramte Jesus. Det var sådan, Esajas havde profeteret: ”Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt. Herren lod al vor skyld ramme ham (…) Min tjener bringer retfærdighed til de mange, og han bærer på deres synder” (Es 53,5.11).
”Der skal komme dage, siger Herren, da jeg lader en retfærdig spire fremstå af Davids slægt. Han skal være konge med indsigt og øve ret og retfærdighed i landet. I hans dage skal Juda frelses og Israel ligge trygt. Han skal få dette navn ’Herren er vor Retfærdighed’” (Jer 23,5-6).
Loven kunne ikke føre mennesker til Gud. ”For af lovgerninger bliver intet menneske retfærdigt over for ham; det, der kommer ved loven, er jo syndserkendelse” (Rom 3,20). Når Guds lys falder ind over vore liv, afslører loven os som strafskyldige og dem, der står med en stoppet mund over for Gud (v.19).
Det er denne gerning, Gud gør ved sin Ånd og ved sit Ord for at bringe os i den tilstand, hvor vi har brug for redning og en frelser.
Hele Det Gamle Testamente har vidnet om det, som skulle komme: evangeliet, det gode budskab. ”Men nu er Guds retfærdighed åbenbaret uden lov, bevidnet af loven og profeterne, Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus for alle, som tror. Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, v24 og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus. Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen for at vise sin retfærdighed” (Rom 3,21-25). Gud kalder os ind i det, Jesus ved sin død på korset fuldbragte i synderes sted. Vi får det for intet ved tro på Jesus. Det er ufortjent og af nåde. ”Troværdigt er det ord og al modtagelse værd! For Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere” (1 Tim 1,15).
Vi kan ikke bidrage til vores frelse med andet end taksigelse. ”For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jeg selv, gaven er Guds” (Ef 2,8). Må denne gave fylde os med undring og tak.
Tak for din store retfærdighedsgave,
som du i Kristus har skænket enhver,
tak, vi forløsning ved blodet må have,
giv at skatte den nåde langt mer.
Hjælp, at din hellige vilje vi øver,
hjælp os i alting at være dig tro.
Giv os den vilje og kraft, vi behøver,
og efter striden den evige ro
(SoS nr. 138).
Vores Eben-ha-Ezer-sten
Det er dette herlige pladsbytte, vi får lov til at leve i. ”Jesus gælder i mit sted, al hans arv jeg ejer, hele hans retfærdighed og hans store sejr” (SoS nr. 370).
Men vi har en sjælefjende, Satan, der med sine gloende pile vil såre os og frarøve os troen på Jesus – og i vores ”livskriser” er vi ekstra sårbare, og det ved han. Mange kristne har oplevet svære ting. Guds børn går ikke fri. Når ulykker, sorg og savn, sygdom og forskellige hændelser rammer os, da kan det medføre, at vores tro på Gud anfægtes. Gud kan opleves, som om han er langt borte. Bønnen får trange kår. Synden og vores uduelighed kan lamme os.
I Klagesangene møder vi en af Guds børn i denne situation. Kapitel 3 er en lang beskrivelse af åndelig armod og nød. ”Mit livsmod er tabt, jeg har intet håb til Herren” (v.18). Han kunne ikke se Guds vej i det, han oplevede. Men i denne nød ved han noget, som han gør brug af. Erfaringen kommer ham til hjælp:
Men dette lægger jeg mig på sinde, derfor vil jeg vente: Herrens troskab er ikke hørt op, hans barmhjertighed er ikke forbi, den er ny hver morgen; din trofasthed er stor” (v.21-23). Han løfter troens skjold, sådan som Abraham gjorde (Rom 4,18). Han regner Guds ord og løfter for sande. Og det er netop det, trosheltene skal lære os: at vi altid kan have tillid til Gud og komme til ham med alt (Hebr 11).
Det Gamle Testamentes beretninger, Israels historie, er ikke bare hændelser, men noget vi kan lære af og hente trøst i. ”Alt, hvad der tidligere er skrevet, er jo skrevet, for at vi skal lære af det, så vi med udholdenhed og med den trøst, som Skrifterne giver os, kan fastholde håbet” (Rom 15,4).
Et tilbageblik over vore liv og Guds trofasthed kan give nyt mod. Vi må som Samuel rejse en ”Eben-ha-Ezer-sten” og som ham sige: ”Så langt har Herren hjulpet os!”
Mon ikke det var denne beretning, der inspirerede Anders Olsen, da han som bare 22-årig skrev sangen:
Hidindtil Herren har hjulpet så vel,
indtil i dag, til i dag!
Sørget så troligt for legem og sjæl,
indtil i dag, til i dag!
Jeg er et intet, men Kristus mit alt
indtil i dag, til i dag.
Han på min regning har skrevet betalt,
indtil i dag, til i dag.
Kristus på korset er død i mit sted,
han er min hellighed, visdom og fred,
ja, min retfærdighed, alt hvad jeg ved,
indtil i dag, til i dag!
Vores himmelske ypperstepræst
I Hebr 10,35 lyder formaningen: ”Kast altså ikke jeres frimodighed bort, den bærer stor løn i sig.”
Vi har ikke vores frimodighed i vores kristendom, men i alt det, Jesus er for os: ”Brødre, ved Jesu blod har vi altså frimodighed til at gå ind i helligdommen ad den nye, levende vej, som han har åbnet for os gennem forhænget, det vil sige ved sit jordiske legeme, og vi har i ham en stor præst over Guds hus” (Hebr 10,19-21).
Jesus har banet vejen til Gud for os syndere. Da Jesus døde på Golgatas kors, flængedes forhænget fra øverst til nederst (Mark 15,38). Nu er vejen åbnet, og intet skiller os syndere fra at søge tilflugt hos Jesus.
Jesus er vores himmelske ypperstepræst. Han står som vores forsvarer ind for Gud. Han står med det evigt gyldige soningsmiddel, Jesu Kristi dyrebare blod.
”Men Kristus er kommet som ypperstepræst for de goder, som nu er blevet til. Han er gået gennem det større og mere fuldkomne telt, som ikke er gjort med hænder, det vil sige, som ikke hører denne skabte verden til; og ikke med blod af bukke og kalve, men med sit eget blod, gik han én gang for alle ind i det Allerhelligste og vandt evig forløsning” (Hebr 9,11-12).
Det, som loven ikke kunne, nemlig føre mennesker frem som retfærdige for Gud, det gjorde Gud selv ved sin søn Jesus Kristus. ”For ved ét eneste offer har han for altid ført dem, han helliger, til målet” (Hebr 10,14).
”Loven førte jo ikke til målet, men der indføres i stedet noget bedre, nemlig det håb, hvori vi kommer Gud nær” (Hebr 7,19).
Håbet om evigt liv og fællesskab med Gud knytter sig ikke til noget hos os, men derimod til vor himmelske ypperstepræst. Jesus er blevet garant for en bedre pagt. ”For en sådan ypperstepræst trængte vi til, en der er hellig, uskyldig, ren, skilt ud fra syndere og ophøjet over himlene” (Hebr 7,26).
”Da vi nu har en stor ypperstepræst, som er steget op igennem himlene, Jesus, Guds søn, så lad os holde fast ved den bekendelse. For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid” (Hebr 4,14-16).
På vej mod bryllupsfesten
Den evige troskab og nåde ske pris,
at jeg blev en dåre, just da jeg var vis.
Han lod mig forstå, at jeg selv intet ejer,
ej heller min trøst på min tro noget vejer
(SoS nr. 516).
Det er dette vældige budskab, vi, som Guds menighed her på jorden er fælles om. Syndernes forladelse og evigt liv i troen på Jesus. Det er et mysterium, men det er sandt! Snart lyder bryllupsklokkerne:
”Halleluja! Herren vor Gud, den Almægtige, har taget magten, lad os glæde os og juble og lovprise ham, for nu skal Lammets bryllup stå, og hans brud har gjort sig rede, hun har fået givet at klæde sig i lysende rene linnedklæder” (Åb 19,6).
Det var det, apostlen Johannes så, da han fik lov at se ind i himlen. Der så han en skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag.
De står klædt i hvide klæder, og Johannes må spørge: Hvor kommer de fra? Svaret lyder:
Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor står de for Guds trone (Åb 7,14-15).
Paulus siger i Apostlenes Gerninger 14,22: ”Igennem mange trængsler skal vi gå ind i Guds rige.”
Ja, her på jorden er der meget, der vil hindre os i at nå frem – meget, som vil stjæle troen – men Gud er trofast, og han har magt til at bevare sine. Snart er vi hjemme, og da skal lovsangen til Gud og Lammet bryde ud, for de frelste har erkendt, at det skyldes alene Guds trofasthed mod de løfter, han gav i Paradiset, og senere til Abraham, om Jesus, i hvem alle Guds løfter har fået deres JA (2 Kor 1,20).
Det er i Kristus, ”alle visdommens og kundskabens skatte er skjult” (Kol 2,3).
Kingo synger:
O Jesus, gid du ville
mit hjerte danne så,
at årle det og silde
dit tempel være må!
Du selv min hjerne vende
fra verdens kloge flok,
og lær mig dig at kende,
så har jeg visdom nok!
(DDS 139)
Tak himlens Gud, hans trofasthed varer til evig tid (Sl 136,26).
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2025. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Børge Haahr Nielsen
Børge Haahr Nielsen, forhenværende landmand, Krusbjerg