Introduktion til Salmernes Bog

”Og endelig burde Salmernes Bog være så dyrebar og kær for os alene af den grund, at der i den findes så klare forjættelser om Kristi død og opstandelse, og fordi vi i Salmerne forud får afmalet hans riges og hele kristenhedens vilkår og væsen. Således kunne man med rette kalde Salmernes Bog en lille Bibel, hvor alt, hvad der står i den store Bibel, er samlet så skønt og kort, formet og forfærdiget til en fin lille håndbog. Ja, for mig ser det ud som om, Helligånden selv har villet tage det hårde arbejde på sig at sammenstille en kort Bibel og eksempelbog, der omfatter hele kristenheden, så at den, der ikke formår at læse hele Bibelen, dog her må have så godt som hele Bibelens sum sammenfattet i én lille bog¹.“

Sådan skriver Luther om Salmernes Bog i sin fortale til bogen fra 1528. Citatet vidner om, hvor meget Salmernes Bog betød for Martin Luther, og hvilken rigdom, han havde fået lov at se i Salmernes Bog.

I den sidste tid har rigdommen ved Salmernes Bog på en ny måde åbnet sig for mig. Det begyndte egentlig med, at min kone og jeg skulle i gang med en ny andagtsbog, da vi var blevet færdig med den, vi indtil da havde læst i. Vi stod imidlertid med den udfordring, at alle vores andagtsbøger var pakket langt væk i kasser, da vi lige var flyttet! I stedet for at forsøge at grave en andagtsbog frem midt i flytterodet begyndte vi at læse en salme til vores andagt. Det passede fint med, at vi kunne læse en salme i stedet for et andagtsstykke. Den daglige læsning af salmerne var med til at åbne nogle perspektiver på salmerne, som ikke havde stået så klart for mig før, og noget af den rigdom ved salmerne, som citatet fra Luther beskriver, åbnede sig på en ny måde for mig.

I denne artikel vil jeg gerne forsøge at dele lidt ud af dette. Artiklen er udformet som en introduktion til Salmernes Bog med særligt fokus på, hvem salmerne egentlig handler om. Artiklen vil i den forbindelse komme ind på, hvordan en salme rummer forskellige lag, og hvordan man kan læse salmen med forskellige vinkler for at få alle lagene frem. Jeg håber, at artiklen vil give opmuntring og hjælp til selv at læse i Salmernes Bog, så bogen bliver dyrebar for os, idet vi får øjnene op for det, som gjorde Salmernes Bog så dyrebar for Luther.

Forfattervinklen

Salmernes Bog indeholder en samling af 150 salmer, der er skrevet af en række forskellige forfattere over en lang tidsperiode. Nogle af forfatterne kender vi, andre kender vi ikke. Én af de mere kendte forfattere er kong David, som står nævnt som forfatter til 73 af de salmer, der har forfatterangivelse.

I mange af salmerne taler forfatterne om deres liv med Gud, og det gør de ofte på en meget personlig måde. I salmerne møder vi forfatternes bønner til Gud, hvor de bekender deres synd for ham og beder om tilgivelse, eller hvor de lægger deres lidelser frem for ham og beder om hjælp i nøden. Og her møder vi deres tak til Gud, deres lovprisninger, hvor de priser ham for hans frelse og takker ham, fordi han greb ind. I salmerne får vi med andre ord et indblik i forfatternes trosliv. Det er så at sige forfatterens tro, som taler i en salme.

Som nævnt er salmerne ofte meget personlige. Det personlige træk gør sig særligt gældende for Davids salmer. Her er der flere af salmerne, som udspringer af personlige oplevelser i hans liv. Det er ikke bare noget, man kan se af selve indholdet – nogle gange står det direkte anført i indledningen til salmen, i hvilken anledning salmen er blevet skrevet.

Et eksempel på dette er Salme 51. Her står der i vers 1-2, at der er tale om en salme af David, og så står der: ”Dengang profeten Natan kom til ham, fordi David havde været sammen med Batseba.” Salme 51 udspringer altså af en helt konkret oplevelse i Davids liv; han var faldet i synd, og hans synd var blevet afsløret af profeten Natan. Og i salme 51 bekender David sin synd for Gud og beder om tilgivelse for synden.

På samme måde finder vi i andre af Davids salmer en introduktion, der beskriver den konkrete oplevelse, som har været anledning til salmen (se f.eks. salme 52, 54, 56, 57, 59 og 60). Tilsvarende er også nogle af de salmer, som ikke er skrevet af David, meget personlige, og vi får lov at se lige ind i forfatterens liv med Gud – både når det gør ondt, og når forfatteren takker og glæder sig.

I mange af salmerne får vi altså lov til at se ind i forfatternes trosliv, i deres indre liv med Gud.

Dette er det første lag i en salme eller den første vinkel, som vi kan have med, når vi læser salmerne; altså at vi læser salmen som ord om forfatterens trosliv og med fokus på, hvad den siger om forfatterens liv med Gud.

Man kan kalde denne vinkel for forfattervinklen. Forfattervinklen kan blandt andet være med til at give os et mere helt billede af, hvem en person som David var, og hvordan han levede med Gud.

I Samuelsbøgerne hører vi meget om, hvad David gjorde, og hvordan han forholdt sig til mennesker. Vi får tegnet et ydre billede af David. Dermed ikke sagt, at vi ikke kan lære David at kende ved blot at læse de historiske bøger. Men Davids salmer er et godt supplement, da de giver os et indblik i hans indre liv med Gud, og hvordan han har forholdt sig til Gud igennem de forskellige ting, der skete i hans liv.

Forfattervinklen er altså den første vinkel, som vi må have med, når vi læser salmerne, og den har sit grundlag i, at mange af salmerne ud fra deres indhold handler om forfatterens liv med Gud, forfatterens trosliv, ofte på en meget personlig måde.

Trosvinklen

Der er imidlertid også salmer, hvor det ud fra salmens indhold er klart, at den også handler om andre end forfatteren og er skrevet til brug for andre end forfatteren. Det er navnlig tilfældet, når salmen anvender betegnelser som ”vi” og ”os”.

Disse salmer har ikke i særlig høj grad et personligt præg, som vi for eksempel så det med salme 51. Ofte vil det fremgå direkte af disse salmer, at det er Guds menighed i Israels folk, som så at sige ”taler” i salmen. På denne måde lægger salmen selv op til at blive brugt af menighedens fællesskab.

Vi finder en del af disse salmer i den sidste tredjedel af Salmernes Bog. Nogle gange fremgår det direkte af overskriften, at en salme er skrevet med henblik på fællesbrug, for eksempel Salme 120-134, som kaldes valfartssalmer.

Én af valfartssalmerne er Salme 124. Overskriften på salmen er ”Valfartssang”. Dette peger på, at salmen, ligesom de øvrige valfartssalmer, er blevet sunget i forbindelse med de tre årlige valfartsfester, som var foreskrevet i Moseloven. Det var påske, pinse og løvhyttefesten. Ved disse fester skulle israelitterne drage op til Jerusalem og fejre festen dér. Valfartssangene er formentlig blevet sunget på valfarten op til Jerusalem.

Ser man på Salme 124 er det tydeligt, hvordan det fremgår af salmen selv, at den er skrevet til fælles brug. Der står således i vers 1: ”Hvis ikke Herren havde været med os, det skal Israel sige.” Der er et ”os” og et ”vi”, som taler i salmen, og det er Israel!

Mange andre salmer end valfartssalmerne er også blevet sunget af Israel. Salmerne blev nemlig brugt af israelitterne som sange i templet og senere i synagogen i forbindelse med gudstjenester og højtider. Denne brug af salmerne afspejler sig i, at Salmernes Bog i den hebraiske bibel hedder ”Lovsangenes Bog”.

På Jesu tid blev salmerne også brugt på denne måde. Jesus og hans disciple har selv sunget salmerne, hvilket vi blandt andet hører om i forbindelse med påskemåltidet (se Mark 14,26). Men også efter Jesu himmelfart og apostlenes tid er Salmernes Bog blevet brugt til sang og bøn af Guds menighed. Dette gjorde sig særligt gældende i oldkirken, hvor Salmernes Bog fungerede som kirkens salmebog². Men vi møder det hele vejen op gennem kirkens historie, og vi kender det også i dag, hvor vi har flere sange, som enten direkte er en salmetekst, eller hvor sangen er inspireret af en salme. Salmerne er altså blevet brugt og bruges også i dag af hele Guds menighed som bønner og lovsange.

Dette gør sig ikke kun gældende for de salmer, hvoraf det fremgår af salmen selv, at den er skrevet til fælles brug. Også nogle af de mere personlige salmer, som vi var inde på for lidt siden, bedes og synges af os i dag.

Et eksempel på dette er Salme 23. Det er en salme, som jeg personligt er meget glad for at bruge som bøn, og som der er meget trøst at finde i. Det er også en salme, som har givet inspiration til flere sange. Salme 23 er skrevet i jeg-form, og ser man lidt nærmere på indholdet, er det faktisk en ret personlig salme, hvor David taler om, at Gud er med ham, fører ham og tager sig af ham, ligesom en hyrde fører og tager sig af sit får.

Ud fra en helt umiddelbar læsning af salmen handler den altså om Davids trosliv og giver et indblik i hans vandring med Gud. Det var den vinkel på en salme, som jeg tidligere kaldte forfattervinklen. Der er egentlig ikke noget i salmen selv, som peger på, at den også handler om os, så man kan spørge, om det overhovedet giver mening, at vi beder denne salme og synger den som vores bøn, og tager den til os, som om den handler om os, altså sådan, at vi er ”jeg”-et i salmen.

Her må vi huske på, at Salme 23 handler om Davids forhold til Gud, altså om Davids tro. Og dybest set er det Davids tro, som taler her. Når man i dag taler med folk om tro, så møder man tit den holdning, at det er fint, at du har din tro, men jeg har altså min tro, som er anderledes end din, og de to ting kan være lige gode. Ud fra den tankegang kan man let tænke, at Salme 23 handler om Davids tro, men det er ikke sikkert, at min tro er den samme.

Men det er ikke sådan, Bibelen taler om tro på Gud. Ifølge Bibelen har al sand tro på Gud kun én kilde, én oprindelse, nemlig Guds Ånd, som virker ved Guds Ord. Al sand tro er skabt af Guds Ånd ved Guds Ord. Troen bliver derfor også i Bibelen omtalt som en ny fødsel (se f.eks. Joh 3,1-21); der skabes et nyt liv i den, som kommer til tro.

Dette betyder, at det dybest set er den samme tro, som alle troende til alle tider har og har haft. Det kan godt være, at vi som kristne kan opleve, at vi er meget forskellige. Den samme tro kan da også have forskellige kulturelle udtryk, alt efter hvor i verden den troende hører til, og der kan også være forskelle i vores erkendelse af troens indhold og i troens frugter hos den enkelte af os. Men den åndelige virkelighed er alligevel, at alle troende til alle tider er ét fællesskab, fordi vi alle har den samme tro (Ef 4,1-6).

Dette troens fællesskab er grundlaget for, at vi kan bede Salme 23 og andre salmer som vores ord. For grundlæggende var Kong Davids tro og de andre salmeforfatteres tro ikke anderledes end vores; den var skabt af Guds Ånd ved Guds Ord. Og det er den samme tro og den samme Ånd, som taler i salmerne, som også lever i os. Dette er grundlaget for, at Guds menighed både før og nu har sunget og bedt salmerne, og dette er grundlaget for, at vi med fuld frimodighed kan bede og synge mange af salmerne som vores ord.

Martin Luther udtrykker det på den måde, at Salmernes Bog er alle helliges – dvs. alle troendes – bog. Og han skriver i sin fortale til Salmernes bog: “Vil du se den hellige kristne kirke levende afmalet både i form og farve, samlet i ét lille billede, så slå op i Salmernes Bog. Her har du et fint, rent og klart spejl, som kan vise dig, hvad kristenheden er. Ja, du vil også finde dig selv i den³.“

At bruge salmerne som bønner

Som tidligere nævnt er salmerne blevet brugt blandt andet som bønner af Guds menighed op gennem hele kirkens historie. Umiddelbart kan man måske tænke om dette, om man ikke lige så godt kan bruge sine egne ord til at bede med? Svaret på dette er, at vi med fuld frimodighed må formulere vores egne ord, når vi beder til Gud. I troen på Jesus kommer vi nemlig til Gud som vores himmelske far, og vi må komme, som vi er, og lægge det frem for ham, som fylder os.

Alligevel er der en særlig rigdom ved at bede hele eller dele af en salme. Der kan nævnes flere ting om dette, men i det følgende vil jeg blot fremhæve én: nemlig den rigdom, der er ved at bede en salme, når det er svært selv at formulere en bøn. Dette kan navnlig være tilfældet i lidelsen og i syndenøden. Når Gud lader svære lidelser ramme os, og livet virkelig opleves tungt, eller når vi falder i synd, da kan det være vanskeligt at bede; det kan være svært at sætte ord på smerten, eller det kan være en anstrengelse i sig selv at skulle formulere ordene. Da har jeg selv oplevet, at der er en rig trøst at hente i Salmernes Bog. For i salmerne bliver der virkelig sat ord på troen i lidelse og smerte.

Martin Luther skriver også lidt om dette med at bruge salmerne som bønner: ”Salmernes Bog er alle helliges bog, og enhver, i hvad forhold han end er stedt, finder i denne bog sange og ord, der rimer sig med hans forhold, passer til ham som var de sagt og skrevet alene for hans skyld, så han ikke selv kunne have fundet og formet, ja end ikke ønsket sig dem bedre⁴.”

Hans Erik Nissen, tidligere forstander på Luthersk Missions Højskole og mangeårig prædikant, gjorde ofte i sine prædikener noget ud af at formane sine tilhørere til at lære bibelvers udenad. Denne formaning vil jeg gerne gentage, særlig med henblik på salmerne.

Når vi læser i salmerne, er det godt at være opmærksom på, om der er vers, som vi kan bruge i vores bønsliv og i så fald lære dem udenad. For nogle gange, når vi kommer i en svær situation eller i fristelser, er det ikke altid, at vi lige kan få fat i en bibel. Men har du lært et eller flere vers udenad, da har du Ordet inden i dig og kan trøste dig selv ved at citere Ordet fra hukommelsen.

Jeg vil gerne pege på to salmer, som det har været mig en stor hjælp at bruge som bønner, og hvor jeg har oplevet det, som Luther beskrev, altså at der er ord i salmerne netop til mig. Den første er Salme 13, som jeg vælger at citere her i sin fulde længde:

For korlederen. Salme af David.
Hvor længe vil du dog glemme mig, Herre?
Hvor længe vil du skjule dit ansigt for mig?
Hvor længe skal jeg være bekymret i sindet
og daglig have sorg i mit hjerte?
Hvor længe skal min fjende triumfere over mig?
Se mig, svar mig, Herre min Gud!
Giv mine øjne lys, så jeg ikke sover ind i døden,
og min fjende siger: “Jeg har fået magt over ham,“
og mine uvenner jubler, fordi jeg vakler.
Men jeg stoler på din trofasthed,
mit hjerte skal juble over din frelse.
Jeg vil synge for Herren,
for han har handlet vel imod mig.

Den anden er Salme 25. Det er en salme, som virkelig er værd at læse og bede mange gange. Jeg vil blot pege på et enkelt vers, nemlig vers 11, som har været mig en stor hjælp at bede, når synden plager, eller efter bekendelsen af synd. Der står: ”For dit navns skyld, Herre, skal du tilgive min synd, for den er stor.”

”For dit navns skyld” står der. Det vil sige for Jesu navns skyld, ikke på grund af noget hos mig, men alene på grund af det, som Jesus har gjort for mig.

Når du har bedt dette vers, må du trøste dig selv med, at apostlen Peter i Apostlenes Gerninger kapitel 10,43 forkynder, at der er syndsforladelse i Jesu navn.

Opsamling

Vi har nu set lidt på, at salmerne har været brugt af Guds menighed til sang og bøn både på gammeltestamentlig tid, apostlenes tid og hele vejen op gennem kirkens historie. Denne brug af salmerne har sit grundlag i det troens fællesskab, som er mellem alle troende til alle tider i kraft af Guds Ånd.

Dette er det andet lag i en salme eller den anden vinkel, som vi kan have med, når vi læser salmerne; at vi læser salmen som ord om alle troende til alle tider, og med fokus på at det også handler om os, og er ord, som vi er med i. Vi kan bede med, når forfatteren råber til Gud over lidelserne i denne verden og beder om tilgivelse for synden, og vi kan synge med, når forfatteren lovpriser Gud for hans underfulde frelse. Man kan kalde denne vinkel for trosvinklen.

Vi har altså nu to vinkler at læse salmerne med, eller to måder at læse dem på så at sige, som hver viser vej til et lag i salmen. Den første er forfattervinklen, altså at vi læser salmen som ord om forfatterens trosliv og med fokus på, hvad den siger om forfatterens liv med Gud. Den anden er trosvinklen, hvor vi læser salmen som ord om alle troende til alle tider, og med fokus på at det også handler om os, så det bliver vores bønner og vores lovsange.

Det er vigtigt her at have med, at en salme sjældent er enten/eller – altså enten handler bare om forfatteren eller bare om alle troende. Typisk vil begge lag være med i salmen, sådan at en salme både handler om forfatteren, for eksempel David, og handler om alle troende, dvs. også mig. Men der kan ofte være lidt forskel på, hvor tydeligt den ene vinkel træder frem i forhold til den anden. For eksempel kan det være mere oplagt at læse en salme med trosvinklen, når salmen bruger flertalsformuleringer som ”os” og ”vi”, som det for eksempel gør sig gældende med valfartssangene. På den anden side kan der være salmer, som er meget præget af forfatterens personlige oplevelser og samtid, og hvor det måske er mere oplagt at læse salmen med forfattervinklen. Det kan også være, at forfattervinklen træder meget frem i første del af salmen, og trosvinklen træder mere frem i anden del af salmen.

Det her med forskellige vinkler skal i det hele taget ikke forstås sådan, at det er et mål i sig selv at få placeret salmen i en bestemt kasse. Pointen er, at vi må være åbne over for at læse salmen på forskellige måder, så vi kan få dybden og rigdommen i salmen frem.

Har vi for eksempel at gøre med en salme af David, er det oplagt at starte med at læse den som ord om Davids eget trosliv og fordybe os lidt i det, måske ved at supplere med nogle tekster fra de historiske bøger i Bibelen, der beskriver Davids samtid eller den episode, som salmen udspringer af. Derefter kan vi læse salmen igen som ord om alle troende og også som ord om og af mig og måske bede salmen.

Vi har altså nu to vinkler, som vi kan læse en salme med. Men der er faktisk også en tredje vinkel, som træder særligt frem, når man ser på, hvad Det Nye Testamente har at sige om salmerne og om, hvordan apostlene brugte salmerne. Denne vinkel kan man kalde Kristusvinklen, det vil sige: at vi læser en salme som ord om Jesus og med fokus på, hvad salmen siger om ham. Det er for mig at se den mest fantastiske måde at læse salmerne på!

Kristusvinklen

Grundlaget for at læse salmerne som ord om Jesus og med fokus på, hvad salmen siger om ham, finder vi faktisk i et ord af Jesus selv, nemlig i Lukasevangeliet kapitel 24, vers 44-45. Disse vers er blandt Jesu sidste ord til disciplene inden hans himmelfart:

”Så sagde han til dem: ‘Dette er, hvad jeg sagde til jer, mens jeg endnu var hos jer: Alt det må opfyldes, som står skrevet om mig i Moseloven, hos profeterne og i salmerne.’ Da åbnede han deres sind, så de kunne forstå Skrifterne.”

Der står skrevet om Jesus i salmerne. Jesus udlægger det ikke nærmere her, men vi får et ord fra Jesus om, at også salmerne taler om ham, og dette ord er grundlaget for Kristusvinklen: Der står skrevet om Jesus i salmerne, og derfor må vi, når vi læser en salme, være åbne for at læse salmen som ord om Jesus og med fokus på, hvad salmen siger om ham.

Der er særligt to salmer, hvor det er meget tydeligt, at de handler om Jesus. Det er Salme 2 og Salme 110. I disse to salmer er det ret tydeligt ud fra salmens eget indhold, at de handler om en anden end forfatteren, og at denne anden er den lovede Messias. Blandt andet derfor kaldes de to salmer også profetiske salmer.

Som eksempel på dette vil jeg kort fremhæve nogle vers fra Salme 110. Først vers 1:

”Salme af David. Herren sagde til min herre: ‘Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender som en skammel for dine fødder’.”

Her taler David om Herren, altså Gud, og så én, som David kalder ”min Herre”. I resten af salmen taler David til denne Herre. Se for eksempel vers 2: ”Dit magtfulde scepter rækker Herren fra Zion, hersk midt iblandt dine fjender.” Det er altså tydeligt, at salmen ikke handler om David, men om en anden, som David altså kalder ”min Herre”. Det fremgår af salmens eget indhold, at denne Herre er konge, og det er derfor ret oplagt, at der her er tale om Kristus, Guds Messias. Sådan blev salmen også forstået på Jesu samtid og af Jesus selv (Matt 22,44).

Salme 110 bliver også brugt mange andre steder i Det Nye Testamente. Det kan man blandt andet se af de noter, som er en del af den autoriserede oversættelse. Kigger man i noten til vers 1 i Salme 110, kan man se, at der er ganske mange henvisninger til Det Nye Testamente.

Noterne er faktisk et rigtig godt redskab, når man læser i Salmernes Bog, særligt når det kommer til dette med at se Jesus i salmerne. Så når du læser en salme, så tag lige og kig i noterne, om der er en eller flere henvisninger til Det Nye Testamente, og se efter, hvordan de nytestamentlige forfattere udlægger salmen. Det kan være en stor hjælp til at forstå salmen og en berigelse for læsningen.

Men det er ikke bare de her meget tydelige profetiske salmer, som handler om Jesus. Vi skal se på en tekst i Det Nye Testamente, som er meget illustrativ for, hvordan vi må læse salmerne. Teksten er fra Peters pinseprædiken, som står i Apostlenes Gerninger kapitel 2, vers 14-36.

I vers 14-21 viser Peter, hvordan Guds Ånd er blevet udgydt på pinsedagen i overensstemmelse med det, som profeten Joel havde forudsagt. I vers 22-24 taler Peter så om, hvordan jøderne fik korsfæstet Jesus. Og så siger Peter i vers 24:

”Men Gud gjorde en ende på dødens veer og lod ham (altså Jesus) opstå, for han kunne umuligt holdes fast af døden. Om ham (om Jesus) siger David nemlig …”

Og så kommer der et citat fra Salme 16:

”Jeg havde altid Herren for øje, han er ved min højre side, for at jeg ikke skal vakle. Derfor glædede mit hjerte sig og min tunge jublede, ja, mit legeme skal bo i håb. For du vil ikke lade mig blive i dødsriget, din hellige vil du ikke lade se forrådnelse. Du lærte mig livets veje, du vil mætte mig med glæde for dit ansigt.”

Vi vil prøve at stoppe op her og se på dette citat fra Salme 16 ud fra en umiddelbar forståelse. Salme 16 er skrevet af David, og det er David, der taler i jeg-form. På baggrund af de første vers, som Peter citerer (vers 25-26 i teksten fra Apostlenes Gerninger), kan man ud fra forfattervinklen sige, at salmen taler om Davids forhold til Gud, og vi hører om, hvordan David vandrede med Gud, at Gud var hos David, så han ikke vaklede, og at dette var Davids glæde og gav ham håb.

Benytter vi trosvinklen, kan vi sige, at salmen taler om den troendes vandring med Gud, om vores vandring med Gud, at Gud er hos den, som tror på Jesus, så han ikke skal vakle, og at det er det, som giver den troende håb.

Men så er der noget i det næste vers (vers 27 i teksten fra Apostlenes Gerninger), som man studser lidt over:

”For du vil ikke lade mig blive i dødsriget, din hellige vil du ikke lade se forrådnelse.”

”Din hellige vil du ikke lade se forrådnelse” – hvordan passer det på David og på alle de troende, som indtil i dag for længst er rådnet op i deres grave?

Det er noget af det, som Peter griber fat i fra vers 29:

”Brødre, om patriarken David kan jeg ligeud sige til jer, at han er både død og begravet, og hans gravsted er hos os den dag i dag. Eftersom han var profet og vidste, at Gud med ed havde tilsvoret ham, at en af hans efterkommere skulle sidde på hans trone, forudså og talte han om Kristi opstandelse, da han sagde, at han ikke skulle blive i dødsriget, og hans krop ikke skulle se forrådnelse. Denne Jesus har Gud ladet opstå.”

Det, som Peter siger her, er, at når David skriver: ”Du vil ikke lade mig blive i dødsriget, din hellige vil du ikke lade se forrådnelse”, så er det en profeti om Jesus, så handler det om Jesus, ja så er det Jesus, som er “jeg’et“ i salmen!

Vi vil prøve at se lidt på, hvordan Peter kommer frem til denne forståelse af salmen. Hans begrundelse er todelt: Først har han en generel begrundelse for at forstå Davids ord som ord af Jesus, og så har han en konkret begrundelse for, hvorfor dette gør sig gældende i Salme 16.

Først lidt om den generelle begrundelse, som vi finder i vers 30-31. Peter siger her for det første, at David var profet. Heri ligger, at David havde Guds Ånd, sådan at Gud kunne tale igennem ham om fremtiden. For det andet fremhæver Peter, at David vidste, at Gud havde lovet ham, at én af hans efterkommere skulle sidde på hans trone. David var klar over, at Jesus skulle komme i hans slægt. Heri ligger også, at David var klar over, at han selv var en forløber for eller et forbillede på Jesus, på Guds Messias. Dette er altså den generelle begrundelse for, at vi kan forstå Davids tale i jeg-form, som ord, der er talt af Jesus: David var profet, og David var et forbillede på Messias, hvilket han var klar over.

Dernæst lidt om den konkrete begrundelse for, hvorfor vi lige netop i Salme 16 kan forstå salmen som omhandlende Jesus. For det første fremhæver Peter, at David for længe siden var død og begravet. Hermed siger Peter indirekte, at Davids krop for længe siden var rådnet væk. Salmen har altså et indhold, som rækker ud over David, og derfor må salmen nødvendigvis handle om andet og mere end bare David. Dernæst konstaterer Peter, at det i salmen, som rækker ud over David, passer på, hvad der er sket med Jesus; Gud har ladet Jesus opstå fra de døde, Jesus blev ikke i dødsriget, hans legeme gik ikke i forrådnelse.

Systematikken i Peters argumentation er altså: 1) Det, som salmen taler om, rækker ud over, hvad der skete med David. 2) Denne del af salmen passer på, hvad der skete med Jesus.

Denne tilgang kan vi også tage med os, når vi læser salmerne. I de af Davids salmer, som bruger jeg-formen må vi være opmærksomme på, om der her er noget, som på en eller anden måde rækker ud over, hvad der skete med David, eller hvad der passer på David, og som stemmer med, hvad Det Nye Testamente siger om Jesus.

Vi har altså nu en tredje vinkel, som vi kan læse salmerne med, nemlig Kristusvinklen: at vi læser en salme som ord om Jesus og med fokus på, hvad salmen siger om ham. Dette kan både være, når Det Nye Testamente direkte udlægger en salme på den måde, at den omhandler Jesus. Men det kan også være, når David taler i jeg-form, og der er noget af det, han siger, som på en eller anden måde rækker ud over, hvad der skete med David, og som stemmer med, hvad Det Nye Testamente siger om Jesus.

Opsamling

Vi har altså tre vinkler, som vi kan læse salmerne med, som hver især peger på et lag i salmen.

Forfattervinklen: at vi læser salmen som ord om forfatterens trosliv og med fokus på, hvad den siger om forfatterens liv med Gud.

Trosvinklen, hvor vi læser salmen som ord om alle troende til alle tider, og med fokus på at det også handler om os, så det bliver vores bønner og vores lovsange.

Kristusvinklen: at vi læser en salme som ord om Jesus og med fokus på, hvad salmen siger om ham.

Jeg har forsøgt at illustrere de tre vinkler med en lille illustration:

I trekantens hjørner har vi de tre lag i salmen, nemlig forfatteren, Kristus og alle troende, svarende til forfattervinklen, Kristusvinklen og trosvinklen.

Og som jeg nævnte tidligere om forfattervinklen og trosvinklen, sådan er det også, når vi får Kristusvinklen på; en salme handler sjældent bare om forfatteren eller bare om menigheden eller bare om Kristus, så en salme falder sjældent i enten den ene eller anden eller tredje kategori. Det gør den nogle gange. Særligt i forhold til Kristusvinklen er der salmer, der helt klart kun handler om Jesus, som jeg nævnte før med Salme 2 og Salme 110. Og der er også salmer eller dele af salmer, som helt klart ikke handler om Jesus, f.eks., når David bekender sin synd i Salme 51, for Jesus var uden synd (se bl.a. Hebr 4,15). Men ofte vil en salme i et eller andet omfang handle både om forfatteren, om alle troende og om Jesus.

Dette lyder måske forvirrende, men det giver faktisk god mening. For det er Guds Ånd, som har talt gennem salmernes forfattere. Guds Ånd er ét med Guds Søn, Jesus Kristus, og Gud har udgydt sin Ånd i de troendes hjerter (Gal 4,6). Guds Ånd er altså det, som binder de forskellige lag i salmen sammen. Derfor er Helligånden skrevet ind midt i trekanten. Helligånden, som er ét med Ordet.

Selvom en salme har alle tre vinkler med, vil det ofte være sådan, at én vinkel træder tydeligere frem end de to andre, og så kan man måske sige, at salmen befinder sig mest i retning af den ene vinkel. Eller én del af salmen befinder sig tættest på forfattervinklen, mens en anden befinder sig tættere på Kristusvinklen. Dette skal ikke forstås sådan, at det er et mål i sig selv at få placeret salmen i en bestemt kasse. Det handler derimod om at se alle lagene i en salme, så vi får dybden og rigdommen i salmen frem.

Til afslutning vil jeg gerne citere et vers fra Romerbrevet, hvor Paulus skriver om, hvad der er formålet med, at Det Gamle Testamente, herunder salmerne, er blevet skrevet. Det er mit håb, at denne artikel kan være med til at understøtte dette formål. Paulus skriver:

”Alt, hvad der tidligere er skrevet, er jo skrevet, for at vi skal lære af det, så vi med udholdenhed og med den trøst, som Skrifterne giver os, kan fastholde håbet” (Rom 15,4).

Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2017. Hele bladet kan læses her.

Lyd

Udgivet af

Jesper Aagaard

Jesper Aagaard, Årøsund, ph.d.-studerende ved Juridisk Institut, Aarhus Universitet.