Uddrag af bogen Bibelens syn på sig selv (s. 35-46).
NT er en prædiken over GT, men samtidig er NT også Guds Ord. Jesus og de nytestamentlige forfattere levede og åndede i GT. Det er NT’s konsekvente opfattelse, at GT er Guds Ord. Derfor hører vi igen og igen ”Som der står skrevet” (Mark 1,2; 7,6; 9,13; 14,21 m.fl.), ”Det sker for at Skrifterne skal opfyldes” (14,49), ”Alt det må opfyldes, som står skrevet” (Luk 24,44), ”Hvad siger Skriften?” (Rom 4,3), ”Skriften siger jo til Farao” (9,17). Skriften, De hellige Skrifter og tilsvarende formuleringer henviser til GT som Guds sande og forpligtende Ord. Vi finder sådanne formuleringer næsten 120 gange i NT.
Jesus afviser Djævelen med: ”Der står skrevet” (Matt 4,4). Når Djævelen svarer på samme måde (v.6), griber Jesus ikke ud efter andre autoriteter, men replicerer: ”Der står også skrevet” (v.7 og v.10). Jesus bekræfter Skriftens guddommelige oprindelse og autoritet, men Han afviser Djævelens forståelse af den. Gang på gang spørger Jesus sine modstandere: ”Har I ikke læst…?” Derefter følger et citat eller et referat fra GT (Matt 12,3; 5; 19,4; 21,16; 46; 22,31). Eller endnu mere specifikt: ”Har I ikke læst i Moses’ Bog…?” (Mark 12,26). Og tilsvarende: ”Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?” (Luk 10,26). Jesus forholder sig aldrig kritisk til det, der står i Skriften. Men Han er særdeles kritisk over for farisæernes og saddukæernes mangelfulde læsning af Skriften. Til saddukæerne siger Han: ”I er på vildspor, fordi I hverken kender Skrifterne eller Guds magt” (Matt 22,29). De for ikke vild, fordi de var for bogstavtro, men fordi de ikke forstod De hellige Skrifter. Saddukæerne kunne sikkert indvende, at de havde læst alle vore 39 GT-skrifter flere gange. Men Jesu pointe er: Hvis man giver erfaringen, fornuften eller traditionen forrang frem for Skrifterne, har man på forhånd begrænset sine muligheder for at forstå deres mening og hensigt. I det stykke lader mange moderne bibellæsere ikke saddukæerne noget efter.
Paulus spørger i Rom 3,1: ”Hvilket fortrin har jøden?” Og han svarer selv: ”Først og fremmest, at de har fået Guds ord betroet” (v.2). Hvis vi spørger, hvor jøderne har Guds Ord, får vi dette svar af Jesus selv, af Paulus og af de bibelske forfattere i øvrigt: De hellige Skrifter er Guds Ord! Sammenlignet med dem, der kun kender Gud gennem den almindelige åbenbaring i naturen, er det et stort fortrin at have fået den specielle åbenbaring betroet. Den har jøder og kristne i Bibelen.
Skriften i bestemt form er ikke en tilfældig bog. Det er Den hellige Skrift; altså Det gamle Testamente. Men ifølge NT er Skriften samtidig synonym med Gud selv. Hvad Skriften siger, det siger Gud, og hvis man vil vide, hvad Gud siger, må man spørge Skriften. De profetiske skrifter i GT siger intet andet, end hvad Gud først har sagt til sine profeter. For Jesus og Hans apostle gælder det, at Mosebøgerne egentlig ikke er Moses’ ord. Jeremias’ Bog er egentlig ikke Jeremias’ ord. Det er Guds Ord! Når israelitterne på GT’s tid ikke lyttede til profeterne, var det Gud selv, de ikke lyttede til. På samme måde forholder NT’s forfattere sig til GT: Hvis man ikke bøjer sig for profeternes skrevne ord i De hellige Skrifter, er det Gud selv, man ikke bøjer sig for!
I Sl 2,1-2 klager David til Gud: ”Hvorfor er folkeslagene i oprør?… fyrsterne slår sig sammen mod Herren.” Det piner David, at både hedningefolkene og mange i hans eget folk lever i oprør mod Gud. Det formulerer David som et suk og et spørgsmål til Gud. Men fordi David er Guds profet, er dette ord i Davids mund samtidig Guds Ord. Det ser vi af ApG 4,25. Den første kristne menighed beder til Gud: ”Du, som har sagt ved Helligånden gennem vor fader David: Hvorfor er folkeslagene i oprør?” I Sl 2 er dette et spørgsmål fra David til Gud. Men fordi det står i Den hellige Skrift, citeres det i NT som Guds Ord. Det, der står skrevet i GT, er ifølge NT Guds Ord, uanset hvis mund det kommer ud af.
Som vi har set ovenfor (i kap.4), hører vi også falske profeter tale i GT. Men de afsløres for os som falske profeter. De taler ikke Guds Ord. Påstanden om, at alt i GT er Guds Ord, gælder ikke det, som GT selv lægger afstand til.
Udsagn i GT, hvor Gud taler direkte og i første person, citeres i NT som menneskers tale. I Rom 10,19-20 hører vi: ”Allerede Moses siger: Jeg vil ægge jeres vrede mod noget, der ikke er et folk… Og Esajas går så vidt, at han siger: Jeg var at finde for dem, der ikke søgte mig.” Men når man slår op i 5 Mos 32,21 og Es 65,1, er det ikke Moses og Esajas, der siger disse ting. Det er Gud selv, der siger det. Fordi der er identitet mellem, hvad profeten siger, og hvad Gud siger, kan NT citere Guds Ord i GT som Moses’ ord eller Esajas’ ord.
Dette gælder også den modsatte vej: Ord, der i GT er menneskers tale, tillægger NT Gud selv. I Sl 16,10 priser David Gud: ”Du vil ikke prisgive mig til dødsriget, din fromme vil du ikke lade se graven.” Det citerer Paulus i ApG 13,35. Men han hævder, at det er Gud, der siger dette, og at Gud i øvrigt siger det profetisk om Jesus, der først skulle fødes 1.000 år senere. Hebr 3,7-8 citerer fra Sl 95,7-8 med denne indledning ”Derfor, som Helligånden siger… Gør ikke jeres hjerter hårde” (jf. Hebr 9,8 og 10,15). Men når vi læser sammenhængen i Salmernes Bog er det salmisten, altså et menneske, der advarer Israels folk mod at forhærde sig. Ord, der i GT fremstår som profetens egne ord, kan NT alligevel citere som Guds Ord, simpelthen fordi de står i De hellige Skrifter. Der er tydeligvis fuld identitet mellem det, som profeten siger, og det, som Gud siger. Det kan NT formulere på denne måde: “Herren har talt ved profeten, der siger” (Matt 1,22; 2,15; 2,17; 4,14; Rom 1,2 m.fl.). Eller: Gud har ”forkyndt gennem sine hellige profeters mund” (ApG 3,21). Det var Gud, der talte det, som kom ud af profetens mund. Ganske vist var det profetens vilje, stemmebånd og fjerpen, der frembragte ordene, men det var Gud, der virkede sådan i profeten, at denne både ville, talte og skrev netop disse ord. Hvad dette betyder for Skriftens inspirationsmåde, vender vi tilbage til senere (i kap.10).
Hebræerbrevet indleder gang på gang et citat fra GT med ”Gud siger” eller ”Han taler”, også hvor det i GT er en profet, der taler, eller hvor den menneskelige forfatter omtaler Gud i tredje person (Hebr 1,5ff; 4,4; 7,21; 10,30). Om det i GT er Gud, der taler direkte, eller en af Hans profeter, der taler på Hans vegne, så er det ifølge NT under alle omstændigheder Gud, der taler. Måden, hvorpå Gud taler, er i så fald med profeten som sit instrument: ”Han taler ved David…” (4,7).
Apostlen Peter formulerer det sådan: ”Drevet af Helligånden har mennesker sagt det, der kom fra Gud” (2 Pet 1,21). Det er ikke enten Herren eller profeten, der siger det. Det er både Herren og profeten! Hvad Herren siger, det siger profeten, og hvad profeten siger, det siger Herren. Men det er Herren, der står bag. Det er Ham, der er ophavsmand til det, som profeterne siger. Han driver dem til at tænke, tale og skrive netop sådan. Derfor har profeternes ord både guddommelig oprindelse og guddommelig autoritet.
På NT’s tid havde man ikke adgang til Davids, Esajas’, Jeremias’ og de andre profeters talte ord. Profeterne var døde, så man kunne ikke længere høre deres stemme. Men man kunne læse deres skrevne ord. Og det er om dette ord, NT utallige gange siger, at dét er Guds Ord. Derfor kan vi tilføje: Hvad Skriften siger, det siger Gud. Sådan formulerer NT sig gentagne gange om GT. I Rom 9,17 skriver Paulus: ”Skriften siger jo til Farao: Jeg har ladet dig fremstå netop for at vise min magt på dig.” Men hvis vi slår efter i 2 Mos 9,16, er det ikke en bog, der siger sådan til farao. Det er Gud, der siger det gennem sin profet Moses. I Gal 3,8 siger Paulus: ”Skriften forudså, at det er af tro, Gud erklærer folkeslagene retfærdige.” Hér citerer Paulus ikke et bestemt skriftsted. Han resumerer en tanke, som vi finder mange gange i GT, men som vel tydeligst kommer frem, når Gud siger til Abraham: ”I dig skal alle jordens slægter velsignes” (1 Mos 12,3). Det er altså Gud, der siger dette til Abraham, men fordi Paulus læser det i GT, er det Skriften, der siger dette. Der er for de nytestamentlige forfattere ingen forskel på, hvad Moses siger, hvad profeten siger, hvad Loven siger, hvad Skriften siger, hvad Gud siger, eller hvad Helligånden siger. Disse udtryk er helt synonyme. Derfor kan de byttes ud med hinanden. Selv om det i GT er Moses eller en anden profet, der siger noget bestemt, kan NT citere det som talt af Gud og vice versa.
Både Jesus og Hans apostle henviser gang på gang til, hvad Skriften siger om en sag (Joh 7,38; 42; Rom 4,3; 10,11; Gal 4,30; 1 Tim 5,18; Jak 4,5). Det er tydeligt, at når Skriften har udtalt sig, så er den sag afgjort for Jesus og for apostlene. I Den hellige Skrift er det egentlig ikke mennesker, men Gud selv der taler. For Jesus og Hans apostle har Den hellige Skrift en position, som ingen andre talte eller skrevne ord nogensinde kan få. Det skyldes, at Gud fortsat taler til os i Skriften. Han har selv valgt denne meddelelsesform. I modsætning til Den hellige Skrift er alle andre mundtlige eller skriftlige kilder kun menneskelige frembringelser.
I Mark 7,5 spørger farisæerne og de skriftkloge Jesus, hvorfor Hans disciple ikke overholder ”de gamles overlevering, men spiser med urene hænder.” Jesus svarer med en anklage: I har sat menneskers overlevering over Guds ord. Tre gange i Mark 7,8-13 modstiller Jesus udtrykkene ”Guds bud” eller ”Guds ord” på den ene side og ”jeres egen overlevering” eller ”menneskers overlevering” på den anden side. Hvis noget findes i GT, hører det til kategorien ”Guds ord.” Hvis noget ikke findes i GT, hører det til kategorien ”menneskers overlevering.” Som eksempel nævner Jesus, hvad Moses har sagt: ”Ær din far og din mor!” Men de gamles overlevering siger: Bare man giver sine penge til templet, behøver man ikke hjælpe sine fattige forældre (7,10-12). Farisæerne anerkendte både den skrevne lov, som man finder i GT, og den mundtlige tolkning af loven, der med tiden blev skrevet ned i Mishna, men som altså ikke findes i GT. Til dette siger Jesus: Hvad Moses eller en af de andre profeter i GT siger, det siger Gud. Alt det, som vi ikke finder i GT, er kun menneskers ord og skal derfor prøves på GT.
Dette forhold mellem Skriften og menneskelige traditioner gælder til alle tider. Martin Luther siger: ”Den hellige Skrift. Denne dronning bør herske. Alle skal adlyde og være underlagt hende1.” Og videre et andet sted: ”Guds ord skal opstille trosartikler og ellers ingen, ikke engang en engel2.” Hvad vi skal tro og lære i den kristne kirke, afgøres alene af Bibelen, som er Guds Ord. Hverken fornuft, erfaring eller følelse, hverken kirkelige eller andre traditioner, hverken nulevende eller afdøde mennesker, hverken paver, teologer, videnskabsmænd eller andre guruer må tilkendes en plads over eller bare ved siden af Bibelen. Vi må hjertens gerne indføre traditioner, der ikke findes i Bibelen. Vi kan næppe leve uden menneskelige traditioner. Men vi må ikke forpligte samvittighederne på disse traditioner. De må ikke have nogen indflydelse på, hvad vi betragter som kristendom, og hvem vi betragter som kristne. Den sag afgøres alene af Den hellige Skrift. Reformatorerne kaldte denne indstilling til Bibelen for Skriften alene (lat. sola scriptura).
Denne opfattelse kan man være uenig i. Det er de fleste moderne teologer. Men man kan ikke benægte, at Jesus og apostlene havde et ganske andet bibelsyn end disse teologer. Sognepræst og senere professor i NT i København, Mogens Müller (f.1946), skrev d.24. april 1982 i Kristeligt Dagblad: ”De bibelske skrifter [er] helt igennem menneskelige frembringelser, hvori det ikke er Gud selv, der taler, men mennesker der taler om Gud.” I mødet med den slags må vi gøre os klart, om vi tror på Jesus eller på skiftende professorer.
Vi hørte ovenfor (i kap.4), hvordan Gud befalede profeterne at nedskrive Hans Ord, så det kunne tjene til oplæring af de kommende slægter. Den pointe gør Paulus alvor af, når han skriver: ”Alt, hvad der tidligere er skrevet, er jo skrevet, for at vi skal lære af det, så vi med udholdenhed og med den trøst, som Skrifterne giver os, kan fastholde håbet” (Rom 15,4). Dermed mener Paulus ikke, at alle bøger i verdenshistorien er Guds forpligtende Ord. Han taler om Skrifterne i bestemt form, og det er GT. Det samme gør sig gældende, når han til Timotheus skriver: Du kender fra barnsben ”De hellige Skrifter, der kan give dig visdom til frelse ved troen på Kristus Jesus. Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed” (2 Tim 3,15-16). Det er ikke ethvert skrift i hele verdenshistorien, der er inspireret af Gud. Men det er De hellige Skrifter. Bemærk denne vigtige sag: Det er ikke kun det saglige indhold, der er indblæst af Gud (realinspiration). Det er heller ikke bare profeterne, der er inspireret af Gud (personalinspiration). Det er de bestemt også! Men det, som Paulus hér siger, er, at de foreliggende tekster, De hellige Skrifter, er indblæst eller inspireret af Gud (verbalinspiration). Det danske ord ’indblæst’ er i øvrigt lidt upræcist. På græsk siger Paulus, at Skriften er theópneustos. Ordret oversat: Den er ’gudåndet’. De hellige Skrifter er åndet ud af Guds mund. Dette udtryk siger snarere, at De hellige Skrifter er ex-spireret, end at de er in-spireret af Gud. De er ’udblæst’ af Gud. Udtrykket fortæller os, hvorfra disse skrifter kom. GT er ikke menneskers forsøg på at tale om Gud. De hellige Skrifter er derimod udgået fra Guds egen mund, siger Paulus.
Vi har i Sl 33,6 en parallel til denne tale om, at noget bliver til ved Guds åndepust: ”Ved Herrens ord blev himlen skabt, hele dens mangfoldighed ved et pust fra hans mund.” Guds åndepust er den uimodståelige udstrømning af Hans kraft og vilje. Både himlen og De hellige Skrifter er skabt af Gud på den måde, at de er udgået af Guds egen mund.
Jesus giver udtryk for det samme, når Han siger: ”Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund” (Matt 4,4). Han er enig med Paulus: GT er åndet ud af Guds mund. Jesus siger tre gange i samme afsnit: ”Der står skrevet…” (v.4; 7 og 10). Det ord, der udgår af Guds mund, er ifølge Jesus det, der står skrevet i De hellige Skrifter.
Det er desuden tydeligt hos Paulus, at når Gud har ’udblæst’ De hellige Skrifter, bærer de fortsat Hans åndepust med sig. Når vi læser dem i dag, kan de derfor give os udholdenhed, trøst og håb, som Paulus siger. Dette kan man måske også få fra andre bøger, men ikke på samme måde som fra Bibelen. Denne bog er nyttig til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, fordi den er Guds Ord og fortsat bærer Guds åndepust i sig. Sagt på en anden måde: Guds Ånd er til stede i De hellige Skrifter. Dette kan man ikke sige på samme måde om nogen anden bog. Derfor møder vi Gud selv, når vi læser i Bibelen.
Israelitterne skulle læse De hellige Skrifter i den gamle pagts tid, men det skal vi også i den nye pagts tid, siger Paulus. Det gamle Testamente er fortsat Guds Ord. Paulus siger til korintherne: ”Det blev skrevet for at vejlede os, til hvem tidernes ende er nået” (1 Kor 10,11). Guds Ord i GT har samme forpligtende status i dag, som det altid har haft.
Vel er der med Jesu første komme sket et skifte fra den gamle til den nye pagt, så vi ikke er forpligtede til at lade os omskære (Gal 5,2-3) eller overholde Moselovens spiseregler (ApG 10,15) eller dens regler om fester og sabbatter (Kol 2,16-17). Vi skal heller ikke genoptage templets dyreofre. Alt den slags er ”kun jordiske forskrifter, gyldige indtil tiden for den rigtige ordning”, siger Hebræerbrevets forfatter (Hebr 9,10). Hele GT peger frem mod Ham, der skal komme. Alle Moselovens ceremonier er ”skygger” af Ham, hører vi (Kol 2,17; Hebr 8,5; 10,1). Når Han nu er kommet og har udslettet synden ved sit offer (Hebr 9,26), er der ikke længere behov for noget syndoffer (10,18). Vi kan med frimodighed træde ind i det allerhelligste, ind til Gud (10,19). Det kunne man ikke på GT’s tid, for der hang et tykt forhæng ned mellem forrummet og det inderste rum i templet; det allerhelligste. Men ved Jesu død er forhænget fjernet og adgangen ind til Gud er åbnet (Matt 27,51). Af samme grund er en række ceremonielle love afskaffet: Gud sagde til jøderne i den gamle pagt, at de skulle omskære deres drenge, at de skulle afholde sig fra svinekød, at de skulle holde sabbatten, og at de skulle bringe dyreofre for synden. Det har Gud ikke sagt til os i den nye pagt. Det er ikke Guds vilje, at vi skal overholde disse love i dag. Paulus advarer os mod at vende tilbage til disse lovbud og dermed vende os fra Kristus (Gal 4,9; Kol 2,20-21). Disse love skulle forkynde Guds hellighed for Israel. Samtidig skulle de pege fremad mod Ham, der skulle komme. Når Jesus er kommet, skal vi ikke vende tilbage til skyggerne.
NT lærer os at fastholde de etiske bud: Du må ikke begå drab, hor, tyveri, løgn osv. Men vi er ikke længere forpligtede på GT’s ceremonielle love og juridiske straffelovgivning.
Der er altså væsentlige forskelle på GT og NT. Men det er ikke opgaven hér at gå i detaljer med dette historiske skifte fra den gamle til den nye pagt. Her skal vi blot konstatere, dels at Jesus og apostlene betragtede GT som Guds troværdige Ord, dels at GT beskrev Jesus og frelsen ved Ham i detaljer, længe før Han kom, og dels at Gud er den samme til alle tider: Han forholder sig på samme måde til tro og vantro, som Han altid har gjort. Store dele af Moseloven er billeder på eller skygger af Jesus og det, som Han skulle gøre for at frelse os. Derfor er disse skygger også Guds Ord til os i dag, men ikke sådan, at vi skal overholde Moselovens ydre ceremonier. Vi skal derimod læse dem som en profetisk forkyndelse om Jesus.
I øvrigt, når Paulus siger, at ”alt, hvad der tidligere er skrevet, er jo skrevet, for at vi skal lære af det” (Rom 15,4), ”og det blev skrevet for at vejlede os” (1 Kor 10,11), så mener han ikke bare, at de menneskelige forfattere havde den hensigt at belære senere tider. Paulus taler om Guds hensigt med Bibelen. Han siger, at Guds hellige Ånd styrede skriveprocessen, så De hellige Skrifter, kan kaldes ’udåndet’ af Gud. Helligånden styrede ikke bare begivenhederne i Israels historie. Han gav heller ikke kun ordren til at nedskrive disse begivenheder. Det, som Paulus hér siger, er, at Helligånden styrede profeternes nedskrivning, så deres skrifter var og er Guds Ord. Dette gjorde Han med den hensigt, at vi i dag skal læse Guds Ord og lære af det.
1 Martin Luther: Store Galaterbrevskommentar bd.1, København 1981, s.96, WA 40,1,120.
2 Martin Luther: De schmalkaldiske Artikler del 2, i: Die Bekenntnisschriften der evangelisch-lutherischen Kirche, Göttingen 1967, s.421; Jens Olav Mæland red.: Konkordieboken, Oslo 1985, s.241; Skrifter i Udvalg. Troens evangelium. Ord og sakrament, København 1994, s.371.
Fra bogen Bibelens syn på sig selv af Peter Olsen, udgivet af LM Sønderjylland-Fyn, LM Vestjylland og Dansk Bibel-Institut i 2015, s. 35-46. Uddrag bragt med tilladelse fra forfatteren.
Udgivet af
Peter Olsen
Peter Olsen, Hillerød, bibelunderviser i Luthersk Mission, ekstern lektor på Dansk Bibel-Institut.