Luthersk med glæde

Skriften alene

Et af reformationens hovedprincipper er Skriften alene, sola scriptura. Dette princip er fælles for alle de reformatoriske kirker, med lidt forskellig accentuering. At Bibelen er Guds ord, og at den hellige Skrift er kirkens forpligtende rettesnor, ville den katolske kirke på Luthers tid og i dag på ingen måde benægte. Skriften er Guds ord, og skriften er grundlag for kirken og for teologien. Det ville også de katolske teologer sige.

Den afgørende forskel mellem Luther og hans katolske modpart ligger i ordet alene. For princippet Skriften alene betyder konkret, at Skriften også har myndighed over paven og over kirken. Skriften taler med den opstandne Jesus’ myndighed.

Mens Luther blev angrebet af sin katolske modpart for at sætte sig op mod pavens lære og autoritet, han, som er Kristi udpegede stedfortræder på jord, svarede Luther, at Skriftens myndighed står over pavens. Ingen pavelig eller kirkelig lære må binde samvittighederne, hvis ikke den kan udledes af Guds klare ord, som er Bibelen.

Luther nåede for eksempel efterhånden frem til at forkaste den katolske kirkes lære om pavens primat, fordi han indså – under indtryk af Erasmus af Rotterdams udgave af Det Nye Testamente – at læren byggede på en falsk udlægning af Matt 16: “På denne klippe vil jeg bygge min kirke.“ Ordet ekklesía betyder “forsamling af troende“, ikke pavestolen, sagde han.

Luthers evangeliske opdagelse

Det er velkendt, hvordan Luther gennem langvarige studier i Skriften fandt frem til den evangeliske klarhed og til personlig fred efter mange års erfaringer af Helvede. Gennem flere år grundede han over Skriftens ord om Guds retfærdighed og troen. Først da han læste Romerbrevet 1,17 i et nyt lys så han, at den Guds retfærdighed, som Paulus taler om i dette vers, er Guds skænkede retfærdighed og ikke hans dømmende og krævende retfærdighed.

Det var ikke studier af kirkefædrene eller af kirkens lære, som ledte Luther frem til den evangeliske opdagelse. Det var en langvarig meditation over Bibelens ord. Jeg skal ikke gøre noget for at fortjene Guds nåde. Guds retfærdighed er en gave, han skænker mig på grundlag af Kristi død og opstandelse for mig.

Samvittigheden bundet til Skriften

Da Luther på rigsdagen i Worms blev spurgt, om han ville tilbagekalde sine skrifter, svarede han med de velkendte ord (d. 18. april 1521):

Når nu Eders majestæt [kejseren] og I, mine Herskaber, kræver et simpelt svar, så vil jeg svare således og uden omsvøb og udflugter: Med mindre jeg bliver overbevist ved vidnesbyrd fra Skrifterne eller ved klare grunde – thi jeg tror hverken paven eller kirkemøder alene, da det står fast, at de ofte har taget fejl og modsagt sig selv – så er jeg overvundet af de af mig fremførte skriftord, og min samvittighed er fanget i Guds ord. Genkalde noget hverken vil eller kan jeg, da det hverken er sikkert eller rådeligt at handle mod sin samvittighed. Gud hjælpe mig! Amen¹.

Hverken kirkemøderne eller paven er autoriteten. Det er heller ikke det myndige menneske, som har fundet sit eget indre arkimediske punkt², som er autoriteten, det er ikke den rationelle fornuft, men det er den hellige Skrift. Luther appellerer til kirkens folk om at bedømme hans kritik ud fra Skriften, og han er med sin samvittighed bundet af Skriften.

Det er Skriften alene, som er rettesnoren for Luther, ikke kirkelig sædvane eller kirkelig tolkningspraksis. Det er Skriften alene, som afgør, hvad der er sandt og falsk, ikke hensynet til kirkelige myndigheder eller folkestemningen.

Da Luther i 1530 sidder på slottet Coburg og på afstand følger forhandlingerne i Augsburg, skriver han til Melanchton om, hvordan han dagligt gennemgår hele Bibelen for at bedømme Melanchtons forsvarsskrift ud fra den reformatoriske lære:

For min person er der indrømmet mere end nok i dit forsvarsskrift. Hvis de afslår det, er der intet, som jeg yderligere kan indrømme, med mindre jeg ser grunde eller klare skriftbeviser fra dem, som jeg ikke hidtil har set. Jeg beskæftiger mig med den sag dag og nat, betænker den, vender og drejer den, overvejer og gennemgår hele Skriften, og stadig vokser selve overbevisningen om denne vor lære, og jeg bekræftes mere og mere …³

Eller som Luther siger det i en salme:

De lærer idel tant og svig,
af egen kløgt udspundet,
thi hjertet ej enfoldelig
i Herrens ord er grundet.

Luthers bibeloversættelse

Som følge af dette princip om, at Skriften alene taler med guddommelig autoritet i kirken, måtte Bibelen oversættes til folkesprogene. At have den på latin, som de fleste almindelige præster kun forstod meget nødtørftigt, var ikke nok.

Luther var ikke den første, der tænkte således. Bibelen eller dele af Bibelen var oversat til tysk adskillige gange før Luther. John Wycliffe havde i 1380’erne oversat Bibelen til engelsk og blev dømt som kætter for det (han døde dog en naturlig død). Luther oversatte først Det Nye Testamente og siden hele Bibelen til tysk. Oversættelsen kom i mange oplag og blev revet væk.

William Tyndale blev stærkt inspireret af Luthers opgør med pavekirken og oversatte Bibelen til engelsk (Tyndale-Bibelen). Han blev brændt på bålet som kætter i 1536, blandt andet anklaget for at have oversat det hellige Guds Ord til den almindelige bondes sprog.

Oversættelsen af Bibelen til den jævne mands og kvindes daglige sprog førte med sig, at en voldsom åndelig kraft blev frigjort i Vest- og Nordeuropa. Præsterne skulle nu primært lære at læse Bibelen og forstå den, og de skulle prædike Kristi evangelium ud fra Bibelens ord. Forkyndelsen skulle være i overensstemmelse med Guds ord og Kristi lære. Menigheden lærte, at enhver troende kristen selv er præst, og enhver kunne nu selv læse i Guds ord og vurdere forkyndelsen.

I begyndelsen var det ganske vist begrænset, hvor meget almindelige folk kunne læse. Men da almindelig skolegang blev indført i 1700-tallet, fik det kristne lægfolk nu i praksis adgang til Bibelen som Guds ord. Det varede ikke længe, inden vækkelserne brød igennem, og antallet af nye bibeludgaver eksploderede.

De bibellæsende kristne kunne skønne, at ethvert menneske er skabt i Guds billede, og at Gud har givet hvert menneske værdighed og ukrænkelighed og ret. Værdighed var ikke forbeholdt de privilegerede klasser.

Reformatorernes fortjeneste

Luthers stærke understregning af Skriftens autoritet i forhold til kirkens aktuelle teologi gør, at jeg er stolt over at være luthersk.

Luthers og andre reformatorers store fortjeneste er at fremholde, at Guds ord må have myndighed over teologien, fordi Bibelen taler med Kristi myndighed. Bibelens ord er som det klare lys, der skinner ind i stuens mørke gennem døre og vinduer, siger Luther. De var villige til at gå i døden for dette.

I de lutherske kirker i Vesten er det desværre ofte den historisk-kritiske forestilling om Bibelens grundlæggende utroværdighed, der har fået magt over teologien. Mens pavekirken på Luthers tid påberåbte sig guddommelig autoritet, er det i dag det autonome menneske, som påberåber sig – ikke Guds autoritet – men absolut autoritet. De fleste teologer og præster er mere kendt med Løgstrups og Kierkegaards ord end med Bibelen.

Kristus kommer til os gennem Ordet

Ifølge Luthers forståelse af Skriften bringer Bibelen den opstandne Kristus til den enkelte. Skriften giver ikke bare oplysning og bibelkundskab. Vi læser ikke bare om, hvad Kristus gjorde; han kommer selv til os gennem Ordet, Bibelens ord. I det omfang, hvor præsten selv lever i Skriften, bliver hans forkyndelse bundet til den opstandne Kristus, og forkyndelsen bringer Jesus til den enkelte tilhører. Jesus kommer til os gennem Bibelen og gennem det forkyndte Ord.

Den særligt lutherske forståelse af Skriften er, at den skal høres som lov og evangelium, som Guds dom over min selvretfærdighed og min synd og som Guds gave i Jesus Kristus. Skriften vil døde og gøre levende. For Luther er anfægtelsen derfor en afgørende forudsætning for at læse Skriften ret. At høre Skriften som Guds ord til mig, som dømmer al min egen fromhed og værdighed og stiller mig over for den levende Gud, så jeg i min samvittighed erfarer, hvad Guds hellighed er. Og så jeg også erfarer Guds overvældende kærlighed for sin søns skyld.

Brug for ny reformation

Derfor er jeg luthersk med glæde. For den Jesus, som har frelst mig, kommer via det ydre ord, dvs. gennem Skriften og forkyndelsen af Jesus Kristus. Men gennem det ydre ord vil Jesus ikke kun give mig del i frelsen. Han vil også gøre mig til en discipel af ham. Samtidig trænger vi til at genopdage Skriften som den autoritet, der bestandig modsiger vor egen kultur, dømmer vor tids autoriteter og afslører vor egen tids selvfølgelige trospåstande for at bringe kirken og ethvert menneske ind under Guds ords autoritet. På dette felt behøver den lutherske kirke i høj grad en ny reformation.

Med Luthers ord:

Bevar dit ord, o fromme Gud,
fra uren lærdoms plage,
og lad dets stråler bryde ud
i disse onde dage!
Vi giver, Gud, os dig i vold:
Du er vort værge og vort skjold,
for dig skal hovmod falde.

Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2017. Hele bladet kan læses her. Oprindeligt holdt som mundtligt oplæg: “Hvorfor er jeg stadig luthersk?“ på Menighedsfakultet i Aarhus i anledningen af reformationsdagen d. 31. okt. 2017.

Lyd

Udgivet af

Carsten Vang

Carsten Vang, Aarhus, lektor i Det Gamle Testamente på Menighedsfakultetet.