Spørgsmål:
Jesus blev sendt på jorden, som jøde. Men hvorfor skal vi så tro på kristendommen? Hvis han ikke selv “troede” på det. Jeg undskylder, hvis det lyder som et dumt spørgsmål, men jeg er lidt ny til det og forstår det ikke. Jeg forstår heller ikke, hvordan jorden er blevet lavet der med Adam og Eva, men at kristendommen først startede for 2023 år siden, burde det ikke have været mange år før, nu når Gud snakkede til Adam og Eva og fortalte, de ikke måtte bide af frugten? (For så vidste de jo, han fandtes der på det tidspunkt) Tak på forhånd
Svar:
Hej, og mange tak for dit spørgsmål!
Jeg kan godt forstå, det virker mystisk. Og jeg kan faktisk godt lide, at du tænker på den måde, du gør. For hvis kristendommen skal være sand, så skal den jo ikke bare være opstået på et eller andet tidspunkt – så skal den jo have været der fra begyndelsen.
Hvis Gud virkelig har skabt verden, sådan som Bibelen fortæller, og hvis han har snakket med Adam og Eva og med Abraham og Moses og en hel masse profeter længe før Jesus – så giver det ikke mening, hvis han først finder på kristendommen så lang tid senere.
Og Jesus – det er jo kristendommens hovedperson, vi snakker om her! – hvis han selv var jøde, hvorfor er vi så kristne?
Jeg forstår din undren!
Jeg tror, at den vigtigste ting at sige til dit spørgsmål, er, at i virkeligheden har kristendommen faktisk været der siden begyndelsen. Der står i begyndelsen af Efeserbrevet: ”For før verden blev grundlagt, har Gud i ham udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed.”
”I ham” – det er i Jesus.
Det vil sige: Allerede før Gud skabte verden (det må siges at være rimelig meget fra start!), havde han tænkt hele sin frelsesplan igennem – og den frelsesplan indebar, at Jesus skulle dø på et kors for at betale for dine og mine synder.
Men hvis kristendommen hele tiden har været sand – hvorfor fortalte Gud os så først om kristendommen så mange år senere? Skulle man ikke tro, at hele Det Gamle Testamente var fuld af evangeliet om Jesus?
Jo. Det skulle man tro. Og den gode nyhed er, at det er det faktisk også!
Allerede fra de første sider af Bibelen – lige efter syndefaldet – har vi det, man plejer at kalde ”protoevangeliet” (dvs. første gang man hører om evangeliet). Her siger Gud til slangen (Djævelen/Satan), at Evas ”afkom” skal knuse slangens hoved. Der er altså allerede i forbindelse med syndefaldet en forudsigelse af, at der kommer en af Evas slægt og gør en ende på slangens magt.
Bladrer vi nogle kapitler længere hen til Første Mosebog kapitel 12, siger Gud til Abraham: ”I dig skal alle jordens slægter velsignes.”
Også her kan vi se, at Gud ikke bare tænker på Israel, men på ”alle jordens slægter”. Og der skal altså komme en fra Abrahams slægt, der skal bringe velsignelse til hele jorden.
En anden stor skikkelse i Det Gamle Testamente er Kong David. Og til Kong David lover Gud, at en af hans efterkommere vil være Guds egen søn, hvis kongedømme er grundfæstet til evig tid (2 Sam 7,11-16).
Og vi kunne blive ved. I hele Det Gamle Testamente er der den her forventning om, at der skal komme et menneske af Evas slægt, af Abrahams slægt, af Davids slægt osv., som skal gøre en ende på alt det onde og bringe velsignelse til hele jorden.
Og det er lige præcis derfor, det giver mening, at Matthæusevangeliet begynder med stamtavlerne. Mange i dag synes nok, at stamtavler er noget af det kedeligste, der findes. Men det giver supergod mening her, når Jesus bliver født, for at vise: at nu kommer ham, som hele Det Gamle Testamente har forudsagt og ventet på! Ham, der skal føre os tilbage til Paradis og fællesskabet med Gud. Ham, der skal knuse slangens hoved og være konge til evig tid. Derfor står der som det første vers i Det Nye Testamente: ”Slægtsbog for Jesus Kristus, Davids søn, Abrahams søn.”
Jesus siger selv, at Det Gamle Testamente vidner om ham (Joh 5,39). Det er faktisk Jesus, der er hovedpersonen i Det Gamle Testamente!
Det er ikke altid så let at se, når man læser Det Gamle Testamente. Og det var heller ikke altid, profeterne i Det Gamle Testamente selv forstod, hvad de profeterede om. Der står i Første Petersbrev: ”Det var denne frelse, profeterne granskede efter og grundede over, når de profeterede om den nåde, som I skulle få; de grundede nemlig over, hvornår og hvordan den tid ville komme, som Kristi ånd i dem pegede på, når den forud vidnede om Kristi lidelser og den herlighed, der skulle følge” (1 Pet 1,10-11).
Det Gamle Testamente vidner altså ifølge Peter om Kristi lidelser på korset og om herligheden (opstandelsen fra de døde). Profeterne havde ”Kristi ånd”, og de spejdede efter, hvornår han ville komme – ham, som de profeterede om og ventede og håbede på, skulle komme.
Når vi bliver undervist i religion, så lærer vi, at der er nogle hovedreligioner i verden – og to af dem er jødedom og kristendom.
Det sidder meget fast i os, at sådan er det, for det er det, der står på Wikipedia og i skolebøgerne. Det er også rigtigt.
Men der er bare én ting, vi skal tænke på, når vi læser det, og det er, at set fra et kristent standpunkt, så er jødedommen egentlig bare misforstået kristendom! Eller måske er det mere rigtigt at sige det sådan: Kristendommen er den sande jødedom!
Jøder, der ikke har set Jesus, har slet ikke forstået, hvad deres eget hellige skrift fortæller om. For de har ikke set ham, hele Det Gamle Testamente har som hovedperson. Og så går man galt i byen, når man læser det.
Nu nærmer vi os snart jul, så jeg tillader mig at citere fra en kendt julesang (Det kimer nu til julefest): … og barnet tyder nu i vang, hvad David dunkelt så og sang.
Barnet – Jesus – kaster lys over det, som Kong David i Det Gamle Testamente sang om i sine salmer. David så det – han profeterede om det, der skulle komme; men det var stadig dunkelt for ham, for Jesus var endnu ikke kommet.
Derfor kan det også være dunkelt for os, hvis vi bare læser i Det Gamle Testamente – men hvis vi læser Det Gamle Testamente i lys af Det Nye Testamente – og hvis vi kigger efter Jesus og kigger efter evangeliet, når vi læser i Det Gamle Testamente, så vil vi også finde evangeliet og finde Jesus i Bibelens ”del 1”.
Jeg vil slutte med et eksempel på det. I Zakarias’ Bog siger Gud: ”Jeg lader min tjener Semak komme (…) Jeg fjerner dette lands skyld på én dag” (Zak 3,8-9).
”Semak” betyder rodskud. Og vi hører en lignende profeti i Esajas’ Bog: ”Men der skyder en kvist fra Isajs stub, et skud gror frem fra hans rod …” (Es 11,1).
Hvad er nu det for noget rod?
Jo, lad os se nærmere på det. Isaj var Davids far, så det er altså en af Davids slægt, der skal komme. En, som også bliver kaldt Herrens tjener.
Og hvad skal Herrens tjener, når han kommer? Det kan vi læse i Esajas’ Bog kapitel 53:
”Han skød op foran Herren som en spire, som et rodskud af den tørre jord. Hans skikkelse havde ingen skønhed, vi så ham, men vi brød os ikke om synet. Foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom, én man skjuler ansigtet for, foragtet, vi regnede ham ikke for noget. Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar; og vi regnede ham for en, der var ramt, slået og plaget af Gud. Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt …”
Og senere: ”Man gav ham grav blandt forbrydere og gravplads blandt de rige, skønt han ikke havde øvet uret, der fandtes ikke svig i hans mund. Det var Herrens vilje at knuse ham med sygdom. Når hans liv er bragt som skyldoffer, ser han afkom og får et langt liv, og Herrens vilje lykkes ved ham. Efter sin lidelse ser han lys, han mættes ved sin indsigt. Min tjener bringer retfærdighed til de mange, og han bærer på deres synder.”
Dunkelt – og alligevel tindrende klart! Det handler om Jesus, der bærer vores synd op på korset – forbandelsens træ. Han blev regnet for ramt, slået og plaget af Gud. Han blev gennemboret af et spyd i siden for vores overtrædelser. Al denne lidelse gik han igennem for vores skyld, for at vi kunne få fred; fordi han ville bære vores synder og vores lidelser og give os fred med Gud og føre os til Paradis.
Herrens tjener dør – Jesus får gravplads blandt de rige, som vi kan læse om i evangelierne. MEN: Når hans liv er bragt som skyldoffer for vores synder, så får han liv igen: Han opstår fra de døde og bringer retfærdighed til de mange.
Det er dette ”rodskud”, denne ”spire”, der peges frem imod gennem hele Det Gamle Testamente. Og denne spire bringer paradiset med sig – sådan som vi skal opleve det, når Jesus kommer igen anden gang. Der står i direkte forlængelse af profetien om Isajs rodskud i Esajas’ Bog kapitel 11:
”Ulven skal bo sammen med lammet, panteren ligge sammen med kiddet; kalv og ungløve græsser sammen, en lille dreng vogter dem. Koen og bjørnen bliver venner, deres unger ligger sammen, og løven æder strå som oksen. Spædbarnet leger ved slangens hule, det lille barn stikker sin hånd ind i hugormens hul. Ingen volder ondt eller ødelæggelse på hele mit hellige bjerg; for landet er fyldt med kundskab om Herren, som vandet dækker havets bund.”
Sikke en vidunderlig profeti om Paradis – knyttet til Herrens tjener, Jesus!
Jesus er hovedpersonen i hele Det Gamle Testamente. Det er ikke nogen ny religion, Jesus kommer med. Men han opfylder profetierne og kaster lys over alt det, der står skrevet i den hellige Skrift.
Boganbefaling: “Skriften vidner om Kristus” af Jan Bygstad. Den er udsolgt i den danske udgave, men kan fås på vores lejre i Fjellerup eller i nogle genbrugsbutikker, fx sandsynligvis hos Lumi Genbrug i Skjern. Den kan også findes brugt via Google – eller kan købes i den nye, reviderede norske udgave her.
