Det har været en hård vinter.
Det er der nok mange, der vil være enige i. Bidende kulde, langvarige influenzaer, forkølelser med mere.
Men for nogle familier har vinteren været særlig hård.
I sidste uge var der begravelser af to personer med tilknytning til Nyt Liv, som mange brugere af nytliv.dk og deltagere på vores lejre vil kende til: Thorkil Ambrosen (f. 1947) og Bente Christensen (f. 1971). Det er to personer, der på hver deres måde har været et stærkt vidnesbyrd for mig – og mange andre – og derfor skal denne uges vidnesbyrd være til minde om dem.
Bente blev kun 54 år, og hendes død kom pludseligt og uventet efter sygdom. Hun har været en stor del af Nyt Livs arbejde, både lokalt i Dronninglund-kredsen og Dronninglund-koret, men også på vores lejre, hvor hun har været kontaktpersonen, som vi har snakket eller mailet med, når vi skulle tilmelde os lejrene. Hun har taget imod os, når vi ankom til Fjellerup og har med struktur og hjertelighed svaret på spørgsmål, ledet og fordelt det hele. Bente havde en unik gave til at huske mennesker og være oprigtigt interesseret og omsorgsfuld mod dem, hun mødte. Det træk blev særligt fremhævet i talerne ved mindesamværet. De af os, der har besøgt familien i det nordjyske, kan også enstemmigt berette om en utrolig gæstfrihed og en vilje til at sætte alt til side, for at man skulle føle sig hjemme og godt tilpas.
Bente var noget af det tætteste, man kommer på legemliggørelsen af Paulus’ formaning i Romerbrevet 12: ”Vær hinanden hengivne i broderkærlighed, kappes om at vise hinanden agtelse. Vær ikke tøvende i jeres iver, vær brændende i ånden, tjen Herren. Vær glade i håbet, udholdende i trængslen, vedholdende i bønnen. Vær med til at hjælpe de hellige, når de har behov for hjælp. Læg vægt på at være gæstfrie.”
Men først og fremmest udsprang al den omsorg, kærlighed og iver i tjenesten, vi mødte hos Bente, af, at hun var grebet af Kristus – og havde sin fred og sit liv placeret trygt og urokkeligt på den evige klippe; på Guds ord og på frelsen i Jesus for alle syndere. Man skulle ikke være længe i selskab med Bente, før det boblede frem fra hendes hjerte: hvor stort det er at høre Jesus til, og hvor højt hun ønskede, at flere måtte lære frelsen at kende i deres synders forladelse.
Den seneste mail, jeg fik fra Bente, var d. 24. januar. Her skrev hun en kort besked med en sætning, der nu står tilbage – som utroligt typisk for Bente: ”Ja vi vil gerne have så mange med, som det er muligt.”
Så mange med på vinterlejr som muligt, underforstået. Bente var altid samvittighedsfuldt optaget af at gøre det så godt så muligt for så mange som muligt. Hun skrev flere gange til mig, hvis der var blevet et værelse ledigt eller lignende. Så mange som muligt vil vi have med!
Men det gjaldt ikke kun lejrene. Det gjaldt hjemlandet – Himlen. Det var det, der lå på Bentes hjerte. Og mindesamværet i lørdags blev holdt i hendes ånd med vidnesbyrd og kald til omvendelse for dem, der ikke hørte Jesus til.
Thorkil Ambrosen døde også efter sygdom, 78 år gammel.
Thorkil deltog på vores lejre – og som brugere af hjemmesiden vil vide, har han skrevet flittigt både ”ugens vidnesbyrd” og blogindlæg. I de ca. 60 indlæg siden januar 2021 har Thorkil været trofast og utrættelig i tjenesten med at pege på centrum af Guds ord og advare mod at komme væk fra den sunde lære og den vej, der fører til vores himmelske hjemland. Han skrev af nød over frafaldet i vores tid, og han skrev i frimodig glæde over at få lov til at leve i den frelse, Jesus har beredt til os.
Flere gange delte han særligt personlige ting med os. For eksempel sangene For bedst som vi har sat os mål (en sang skrevet i coronatiden), Gud tilgiver, Fristeren og Jesus og julesangen Jesus, et menneskebarn. Han fortalte også i vidnesbyrdet Når sorgen flytter ind om tiden efter tabet af den hustru, han havde levet med i 45 år.
Når jeg kigger på min mailindbakke, kan jeg se, at det er hundredvis af mails, jeg har udvekslet med Bente og Thorkil.
Den sidste mail fra Bente har jeg været inde på. Det sidste vidnesbyrd, Thorkil sendte, havde overskriften Hvem stoler du på?
Her skrev han blandt andet:
Vi lever i en tid med mange påvirkninger, som ikke altid er til at stole på, fordi det ikke er sandheden. Der er rigtig mange vildfarelser med falske budskaber, fremført af dygtige, smarte og overbevisende falske profeter. Og når det gælder afsenderen, såvel som modtageren, så har begge et bedragerisk hjerte, der er uhelbredeligt (Jeremias 17,9).
Når det gælder vores liv som kristne, har vi derfor brug for at holde os til noget, som det ikke er andre mennesker, der har fundet på, eller som vi har selv har fundet på. Det menneskelige uden forankring i Guds ord, det kan vi ganske enkelt ikke stole på. Vi må have fat i Guds ord, for det er sandheden og kan ikke lyve. I 4 Mos 23,19 lyder det: ”Gud er ikke et menneske, så han lyver, et menneskebarn, så han angrer. Når han har sagt noget, lader han det ske.” Det er Gud, vi kan og bør stole på!
Gennem Ordet åbenbarer Gud sig for os. Gud ønsker, at alle skal lære sandheden at kende, og han vil, at alle skal frelses. Det kan kun ske ved at tage imod og tro på Jesu forsoningsdød på korset, som er sket for alle mennesker. Og den, der ved Helligånden har fået en tro på det, er frelst. Det kan vi stole på.
Nu kan vi stole på, at både Bente og Thorkil er blevet hentet hjem. De efterlader sig en familie, som jeg vil opfordre til, at vi husker i forbøn de kommende måneder. Det er svært for dem. Men Bente og Thorkil har det godt. For at bryde op og være sammen med Jesus er langt det bedste, som Paulus siger.
Bente, som har modtaget så mange med åbne arme på vores lejre, er nu blevet modtaget af Jesus.
Thorkil, som holdt sig i tro til Guds ord, har nu fået at se, at Ordet holdt, og at det var ”troværdigt og al modtagelse værd”.
”Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen” (2 Tim 4,7).
Det er de bedste, lykkeligste og mest triumferende ord, der kan siges.
Æret være Bentes minde.
Æret være Thorkils minde.
