Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

I Guds hænder i en pandemitid

Ugens vidnesbyrd, uge 4 2021. Sl 46,2.

Gud er vor tilflugt og styrke, altid at finde som hjælp i trængsler (Sl 46,2).

Da coronavaccinen var blevet godkendt og der kunne påbegyndes en vaccination, blev der fra flere sider, og vel også fra os selv, udtrykt et håb om, at der var ved at komme et lys i den mørke pandemitid. Vi følger nok alle mere eller mindre med i de jævnlige politiske udmeldinger med begrænsninger og de daglige tal om testede, smittede, indlagte og døde med corona.

Men i det store billede har man ikke hørt så meget om Guds finger i pandemien. Nok har man hørt udtryk som ”hvor er Gud henne i alt dette?” Underforstået: Nu må han da snart vågne op og gøre noget, hvorfor skal jeg pines og plages på denne måde med frygt, med nedlukninger og konkurser.

Sjældnere har man hørt, at i alt dette er vi i Guds hænder. Denne pandemi er rigtig nok ikke hverdagskost, hverken i omfang eller effekt, men gennem menneskehedens historie har der jævnligt været plager, sygdomme, katastrofer og død. Hvorfor?

Faktum er, at Gud skabte verden perfekt og fuldkommen, men mennesket ødelagde det ved at gå Gud imod, ved syndefaldet i Edens Have. En synd som vi mennesker bærer med os. Derfor skal vi ikke undre os over pandemier, sygdomme, ulykker og død.

Men uanset det er sådan, så gælder også ordene fra Salme 46: Gud er også i alt dette vor tilflugt, vor hjælp og vor styrke. Gud har omsorg for os, i hvilken situation vi end er i. Han vil nemlig redde os ud af den suppedas, vi selv har bragt os i. Derfor viser han godhed og udholdenhed mod samfund, menigheder og den enkelte kristne. Det gør han, fordi det reelt er et kald til os om at stoppe op og tænke over vores situation og besinde os på, at den Hellige Gud er vores Skaber. Han ønsker inderligt, at vi skal vende os mod ham og tage imod hans nåde og frelse: hans søn, Jesu Kristi død for os på korset.

Bedst som vi synes det virkelig går godt for os, så kan det være, Gud møder os med store eller små ubehageligheder som tragedier, sygdomme, pandemier og død. Vi har ikke evnen til at læse Guds handlinger med os, men vi ved, at når Gud tillader sådanne ting, så er det, fordi han vil fortælle os noget. Men Guds egne tanker kender vi ikke, og hans rådgivere er vi ikke (Rom 11,34). Derfor kan vi heller ikke svare specifikt på, hvorfor Gud har sendt os coronapandimien, men vi kan svare generelt på det. Når Gud handler sådan, så er det et kald til omvendelse, til besindelse, til at gribe hans frelsende arm. Gud vil med dette altså styrke vores tro og tillid til ham, men også minde os om, at vi skal søge til ham, for der er hjælp i vore trængsler.

Indtil Jesus kommer igen, står vi alle over for døden. Det gælder, hvad enten det er gennem en pandemi, andre sygdomme og ulykker eller på anden måde. Men glæd dig, evigt liv er lovet til alle, som tror på Jesus. Hos Jesus skal ingen sulte, ingen tørste, og hverken sol eller hede skal plage (Åb 7,16). Nej, der skal være festmåltid uden antalsbegrænsninger (Es 25,6), og folk skal ikke løfte sværd mod hinanden (Es 2,4). Synden, sygdomme og død vil ikke være der, og Gud vil tørre tårerne af hvert ansigt (Es 25,8).

Sang: “For bedst som vi har sat os mål …”

Mel.: Du kom med alt det, der var dig

1. Når livet smiler smukt til dig,
og lyset stråler på din vej
og giver gode dage.
Så er du glad og tror dig fri,
ja, kom og se, det kan du li’
for du jo mestrer livet.

2. Men det er Gud der leder her,
han rækker armen ud til hver,
med alle sine gaver.
Kun godhed er hans rette navn,
han plejer os og ta’r i favn,
han sådan er og bliver.

3. Så lad os glædes år for år,
og takke for alt hvad vi får,
vi kan dog ej det regne.
For bedst som vi har sat os mål,
så kan der være i vor skål,
helt andre ting og sager.

4. Se, vore tanker følger spor,
som synes passe på vor jord,
det er for os jo givet.
Så gav Gud virus på vor vej,
det synes ikke passe, nej,
det os forstyrrer meget.

5. Og vores spørgsmål vælder op,
nu må du, Skaber, sige stop,
vi kan ej andet tænke.
Men lær os, at al magt du har,
du intet fra os her jo ta’r,
kun omsorg du os giver.

6. Ja, vores styrke er kun det,
at klamre os til dig og se,
at vores kunst ej rækker.
Men der i din udstrakte arm,
der har vi fred for al den larm,
som COVID-19 giver.

7. Og engang på den nye jord,
der skal vi se, du holder ord,
og døden er ej mere.
Se, glæden den vil vare ved,
fra nu og i al evighed,
tag med dig den i livet.

Thorkil Ambrosen 2021

Udgivet af

Thorkil Ambrosen

Thorkil Ambrosen, Hillerød, cand. agro.

Thorkil Ambrosen

Thorkil Ambrosen, Hillerød, cand. agro.