Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, barmhjertighedens fader og al trøsts Gud, som trøster os i al vor trængsel, så vi kan trøste alle dem, der er i trængsel, med den trøst, vi selv trøstes med af Gud” (2 Kor 1,3-4).
For omkring to år siden blev mit liv berørt af stærke personlige forhold, som endte med, at jeg mistede min kone efter 45 års ægteskab, mine børn deres mor og mine børnebørn deres mormor. De sidste 5 måneder var svære. De var fyldt med bøn og håb om, at der måtte ske et mirakel. En mærkelig intens tid med håb om, at hun måtte blive hos os, men også med et håb om, at hendes tro på frelsen i Jesus Kristus måtte bære hele vejen. Meget af tiden, men særlig i den seneste tid af perioden, hvor hun næsten kom fri af respiratoren, var hun et vidne for personalet på sygehuset, men også for os i den nære familie og for dem, der kom og besøgte hende. Også til den læge der måtte fortælle, at de ikke kunne gøre mere i forsøget på at helbrede hende, svarede hun klart og roligt, at hun var ikke bange for at dø, hun havde sin tro på Gud og det, han havde gjort for hende, så hun var tryg.
Livets og dødens alvor bliver en meget konkret sag i en situation, som beskrevet foranstående. Og samtidig med sygdomsforløbet melder der sig mange praktiske opgaver, men disse tager til ved dødsfaldet og alt det, der skulle ske i denne sammenhæng.
Meget af det havde jeg talt med min kone om og allerede planlagt inden dødsfaldet. Det var noget, som var hjælpende og også trosstyrkende i situationen, men også efter dødsfaldet. Håbløsheden og fortvivlelsen havde ikke slået rod, men evighedshåbet, som havde været temaet i vores samtaler i den sidste tid, var utroligt styrkende og opløftende, selvom sorgen på det tidspunkt fyldte ganske meget.
Salmernes Bog var også i den tid en stor trøst og hjælp, hvor alt var anderledes. Et vers, som jeg stoppede ved, var fra Sl 31,10: ”Vær mig nådig, Herre, for jeg er i nød. Mit øje er sløret af sorg – min sjæl og mit indre.”
Her er det David, som er i sorg, over hvad kan jeg ikke umiddelbart læse, men han var åbenbart også fysisk berørt af det. Sådan kan man også godt få det, særlig tror jeg, hvis man begynder at dyrke selvmedlidenhed og måske bebrejdelser mod sig selv og andre eller måske bebrejdelser mod Gud. Men hvad gjorde David, jo, han vendte sig i bøn til sin Gud.
Når sorgen er flyttet ind, er det bedste, vi kan gøre, at gøre som David gjorde, nemlig at tage sorgen og gå direkte til Gud med den. Gud vil, at hans børn skal komme til ham i bøn, også når det er bekymringer og sorg og savn. Gud vil, at du skal bede, og Gud hører din bøn.
Thomas Kingos salme ”Sorrig og glæde de vandrer til hobe, lykke, ulykke de gange på rad” (DDS 46) siger, at en kristen på samme tid både kan være fyldt af sorg og glæde. Denne dobbelthed hos en kristen kan man også læse i Ordsp 15,13: ”Glad hjerte giver venligt ansigt, med lidelser i hjertet følger modløshed.” Når jeg sammenligner den danske Bibel med andre oversættelser og særligt den norske, lyder ordene på denne her måde: ”Glæde i hjertet gør ansigtet venligt, sorg i hjertet gør modløs.” Det, der omtales som lidelser i den danske bibel, oversættes altså også som sorg i hjertet.
Hvis hjertet kun er fyldt af sorg, så tager modløsheden over, men et hjerte kan være glad. Det sker når det er fyldt af glæde over det, som Gud siger til mig og giver mig: syndernes forladelse og håb om evigt liv sammen med Jesus.
Men hvis den, der sørger, kun har sorgen, bekymringerne, bitterheden, håbløsheden osv. som følgesvende, vil der ikke være meget glæde, som kan ses i ansigtet, og modløsheden vil vokse sig større og større. At man ofte kan læse en hel del af ansigtsudtrykket er en virkelighed. Men desværre kan et venligt ansigt desværre også fra tid til anden dække over noget, som i sig selv normalt ikke vil gøre ansigtet glad og venligt.
”Selv under latter kan et hjerte lide, og glæden kan ende med bekymring” (Ordsp 14,13). Ansigtet kan altså bedrage og sende et signal, som slet ikke passer med det, der reelt er i hjertet, nemlig mismod, modløshed og hjertesorg.
I den situation jeg blev bragt i, nemlig at jeg mistede den, der havde stået mig allernærmest i mere end 45 år, er jeg jævnligt blevet mødt med omsorg og kærlighed af mange mennesker, og stor tak for det. De har båret mig med opmærksomhed og bøn og har stillet spørgsmålet: ”Hvordan har du det?”
I starten, hvor alt var meget anderledes, kunne et sådant spørgsmål, uanset hvor velment det var, være lidt kompliceret at svare på. Jeg var på den ene side berørt af tabet, men også glædeligt opfyldt af den sidste tid vi havde haft sammen. Bekymringerne og det menneskelige håb, der var om, hvordan mit liv skulle fortsætte her på jorden fyldte, men blev også sat op overfor det vidnesbyrd, der kom fra min kone i hendes sidste tid, hvor hun var klar over, at det, der var i vente, var langt at foretrække frem for noget andet, nemlig en evighed sammen med Jesus i den himmelske herlighed. Det føltes næsten som blasfemi at svare, at jeg havde det godt, og det var heller ikke let, men det var sandt.
Som tiden er gået, er det dog blevet lettere at svare, at sorgen har jeg, som jeg siger, sat ”på bagsædet”, men den er der, den er flyttet ind, og den er der nu og skal altid være der, men glæden over, hvad der er i vente for dem, der tror på, at Gud elskede verden på en sådan måde, at han gav sin enbårne Søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv, den er der også. Sorrig og glæde de vandrer til hobe.
Til dette personlige vidnesbyrd kan jeg også nævne, at jeg godt 3 måneder efter min kones død, sammen med mine søskende m.fl., over et par døgn fik lov til at sige farvel til min mor. Til trods for hendes 98, ja næsten 99 år, kendte hun os alle og kunne i nogen grad kommunikere med os. Det blev også en afsked, der var fyldt med sorg, men også med glæde.
Vi der fortsat er her på jorden, og som tror på det evige frelseshåb, vi bærer vores sorg med os, sammen med glæden over det evige frelseshåb, og vi trøstes af Gud. Men vi har også alle fået forskellige opgaver, som er lagt hen til os. En af disse opgaver står i bibelverset, som dette vidnesbyrd begynder med. Altså os, der på denne måde trøstes af Gud i vore trængsler, vi skal også være med til at trøste dem, der er i trængsel og sorg.
Sorrig og glæde de vandrer til hobe,
lykke, ulykke de gange på rad,
medgang og modgang hinanden tilråbe,
solskin og skyer de følges ad.
Jorderigs guld
er prægtig muld,
Himlen er ene af salighed fuld.
Udgivet af
Thorkil Ambrosen
Thorkil Ambrosen, Hillerød, cand. agro.