“Jeg er så taknemlig,” sagde den ældre enke, der sad krumbøjet på den forreste række af kirkebænkene efter nadverfejringen.
“Hvorfor?” spurgte jeg nysgerrigt.
“Jo” sagde hun, “jeg er så taknemmelig for … syndernes forladelse!”
Jeg må indrømme, at hendes svar overraskede mig. Det var ikke det, jeg havde forventet. Jeg tænkte nok, at hun var mere tilbøjelig til at sige, at hun var taknemmelig for sine børn, børnebørn og oldebørn. Eller at hun takkede for et godt helbred, som havde fulgt hende i alderdommen. Eller at hun havde en god pension og ikke skulle bekymre sig for morgendagen. Men nej, hun havde ikke sin taknemmelighed rettet mod jordiske forhold. Hun havde selve frelsen for øje som det første – og det måtte hun bare ud med! Hun havde sin glæde ved syndernes forladelse.
Dette møde med den ældre enke blev trøsterigt og opmuntrende for mig. Jeg blev mindet om syndernes forladelse. Jeg overvejede, om jeg nogensinde selv har indledt en samtale med at dele glæden over syndernes forladelse! Jeg tænkte: Hvornår har jeg sidst for alvor glædet mig over det, at Jesus er synderes ven? Der findes ikke et lykkeligere menneske end det, som har fået sine synder forladt ved Jesu død på korset. Eller som salmisten skriver i Salme 32: “Lykkelig den, hvis overtrædelser er tilgivet, og hvis synder er blevet skjult; lykkeligt det menneske, som Herren ikke tilregner skyld.”
Det gjorde stort indtryk på mig, for set i det ydre med det blotte øje, udstrålede den krumbøjede enke på kirkebænken jo svaghed og sårbarhed. Hun var tilmed afhængig af, at præst og kordegn opsøgte hende under nadverfejringen, da hun var for svag til at komme til alters. Trapperne op til Herrens bord ved det prægtige og udsmykkede alter var blevet for stor en fysisk udfordring for hende i alderdommen.
“Jeg vil altså helst være stolt af min magtesløshed, for at Kristi magt kan være over mig,” skriver apostlen til menigheden i Korinth. Kristi magt kommer for alvor til udtryk i svaghed og magtesløshed. Det blev enken på kirkebænken for mig et levende vidnesbyrd om.
For nylig læste jeg i mit slidte eksemplar af Fredrik Wisløffs opbyggelige bog Himmelen fra 1939, hvor han skriver: “I syndernes forladelse ligger hele den kristnes sejr – også sejren over døden (…) Er mine synder ikke tilgivet, har jeg intet. Er min synd forladt, ejer jeg alt (…) Så kan et menneskes håb være famlende, svagt og usikkert – eller det kan være levende, higende og stærkt. Den, som har syndernes forladelse, har et levende håb.”
Dette kristne håb er et levende håb, fordi Kristus Jesus lever og dermed har sejret over synd og død!
Tak for syndernes forladelse!
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2025. Hele bladet kan læses her.
Lyd
Åbn lyd i nyt vindueUdgivet af
Stefan Brix Rasmussen
Stefan Brix Rasmussen, Vejle, efterskolelærer.