Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, frigøre os for enhver byrde og for synden, som så let omklamrer os, og holde ud i det løb, der ligger foran os, idet vi ser hen til Jesus, troens banebryder og fuldender, som for den glædes skyld, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse dets skam og nu sidder på højre side af Guds trone. Hold jer ham for øje, som fandt sig i en sådan modstand fra syndere, for at I ikke skal blive trætte og miste modet (Hebr 12,1-3).
Hen over efteråret gennemgår Torben Skov Jensen udvalgte tekster fra Hebræerbrevet. Denne andagt er den sidste af seks andagter.
Livet her på jorden som kristen sammenlignes her med et løb. Atletikudøvere, der løber, hvad enten det er 10 km eller maratonløb, har ofte løbet før. Nogle af dem er forbilleder for dem, der løber nu. Sådan er det også med os kristne. Vi har mange forbilleder, som har løbet på livsbanen. Ja, de bliver her nævnt som en stor sky af vidner, og det er egentlig et vældigt udtryk. Du har sikkert hørt udtrykket: Der var en sky af mennesker. Sådan har vi også som kristne en sky af vidner, som er gået forud for os. Det er alle trosvidnerne fra kapitel 11, som troede uden at se løfterne opfyldt. Ud over dem er der også mange kvinder og mænd, både kendte og ukendte, fra kirkehistorien.
Den sky af mennesker, som er omkring os, er vidner. Deres prøvede tro og liv er nedskrevet i historien, og derved taler de stadig til os. Alle som én vidner de om troens kamp. Troens vej er stridens vej.
I denne skare af vidner står Kristus selv som det største vidne. Han er troens banebryder og fuldender, og han lærte også lidelsens vej at kende: modsigelser, skam og korsets vanære. Til herligheden i Himlen går der ingen vej uden om det.
Paulus betegner adskillige gange den kristne menigheds liv som et løb, bl.a. i 1. Korintherbrev 9, vers 24-26: ”Ved I ikke, at de, der er med i et løb på stadion, alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb sådan, at I vinder den! Men enhver idrætsmand er afholdende i alt. De andre for at få en sejrskrans, der visner, men vi for at få en, der ikke visner.”
Du skal frigøre dig fra enhver byrde, som du går med. Skal du deltage i løbet og nå i mål, så kan det ikke nytte, at du slæber rundt på en masse byrder. Læg dem fra dig. Byrderne kan være mange. Bekymringer nævnes tit i Skriften, og det er der nok en grund til, for det at være menneske er jo ikke noget fremmed for Skriften. Nej, den kender os bedre, end vi kender os selv.
Vi formanes altså til at frigøre os fra de forskellige byrder, vi kan gå med – bekymringerne, af den ene eller anden slags.
Dernæst formanes vi til at frigøre os for synden. Den nævnes som noget, der kan omklamre os. Det er ikke nemt at løbe, når der er noget, der omklamrer en, og det kan synden gøre. Hvad har synden ikke ødelagt i dit liv, i mit liv? Synden har ødelagt uhyggeligt meget mellem mennesker. I de enkelte hjem, i ægteskaber, ja langt ind i den kristne menighed er der dybe spor efter syndens omklamrende væsen.
Ja, vi bærer alle mærker efter syndefaldet her i tiden. Satan vil altid angribe en kristen for at få ham til at leve i synd. Den, som gør synd, er syndens træl, og trællen bliver ikke i huset for evigt. Du kan som kristen ikke vælge synden og sige: ”Men jeg vil til Himlen.” Den går aldrig. For vælger jeg synden og vælger at leve i synden, så vælger jeg døden – den åndelige død.
Synd er egentlig at blive lokket bort fra troen på Jesus. Al synd har det formål, ligegyldigt hvilken skikkelse den har, at lokke dig og mig bort fra troen på Jesus.
Der har vi en fjende, som lokker og anklager os konstant, og han har i vores gamle, selviske natur en ven, som ikke vil det, som ånden vil, men netop står ånden imod.
Jesus er troens banebryder og fuldender. Hele Jesu liv på jorden, lige fra undfangelsen til sin død og opstandelse, var et langt stedfortrædende liv for dig og mig, og det er der kun én grund til: nemlig at Guds vrede og dom over synden skulle fjernes – forsones.
Derfor måtte Jesus udholde korset og skammen. Ja, han ænsede ikke skammen, men han gik hele vejen for dig.
Også det at tro har han gjort for dig. Det var en lang trosvandring, Jesus gik.
Der var noget, som gjorde, at Jesus holdt ud: nemlig for den glædes skyld, der ventede ham. Hvad er det for en glæde? Ja, prøv at tænk på lignelsen om de hundrede får, hvor der blev et væk, men det blev fundet igen. Da var der glæde.
Jesu glæde er syndere, som bliver omvendt til troen på ham alene.
Der står et lille ”nu” her i teksten, som har evighedsværdi. Hvad er det, Jesus gør, når han er vor talsmand? Han stiller sig for Guds trone og siger:
Se ikke på den eller den, på hvad han eller hun har gjort, se på mine sår. Med disse sår har jeg betalt for, hvad der her er gjort. Med disse sår har jeg bødet for, hvad han har brudt, og hvad han er faldet i.
Så står Sønnen der for Faderen og viser sine sår frem.
For hvem?
For mig, for dig.
Der står: ”Nu sidder han på højre side af Guds trone.” Jesus, vor frelser, sidder hos Gud nu. Det har utroligt stor betydning for dig og mig. Det er denne frelser, vi må holde os for øje.
En evigheds-klippe, jeg hviler nu på,
et værk, som han selv har fuldbragt.
I troen på Jesus jeg salig kan gå,
han værner mig selv med sin magt.
Udgivet af
Torben Skov Jensen
Torben Skov Jensen, industritekniker, Tarm