Giv mig hverken armod eller rigdom, men giv mig det at spise, der tilkommer mig, for at jeg ikke skal blive så mæt, at jeg fornægter dig og siger: ”Hvem er Herren?” og for at jeg ikke skal forarmes og blive en tyv og krænke min Guds navn (Ordsp 30,8-9).
Er der en bøn, som jeg i den seneste tid er blevet stoppet for, så er det disse linjer fra Ordsprogenes Bog. To ting bedes der om – så indtrængende, at der indledes med: ”Nægt mig dem ikke, så længe jeg lever.” Og så må jeg spørge mig selv, om dette nu også er min bøn? Ja, det er nok let at bede om at blive bevaret fra fattigdom, men rigdommen – det er straks langt sværere at bede om at blive bevaret fra.
For rigdommen forbinder jeg jo med Guds velsignelser, og det er i høj grad også Guds nåde og velsignelse, at vi må leve et liv, hvor vi intet mangler. Vi har meget at sige tak for også her!
Men det er ikke uden grund, at der netop advares så kraftigt om denne rigdom i Bibelen – og det er vel også en af de velsignelser, som for mange er blevet den største hindring på vejen til Himlen.
Men hvad er det, som er så farligt ved rigdommen? Det er ikke rigdommen og velstanden i sig selv, men den frugt, den så ofte bærer med.
”Du undlod at tjene Herren din Gud (…) fordi du havde rigeligt af alt” (5 Mos 28,47).
Fordi jeg kan slå mig til ro og sige, at nu har jeg nok, nu behøver jeg ikke mere, så sker det ulykkelige, at jeg ikke længere er afhængig af Jesus. Før var det selvfølgeligt, at jeg sagde tak for maden og tøjet, men så gik det pludselig sådan, at jeg ikke længere havde brug for Jesus – for jeg havde fået en rigdom og velstand, som gjorde Jesus overflødig. Hjertet blev fyldt af denne verdens forgængelige glæder – og det med Jesus blev så fjernt. Men det er sådan med Jesus, at han ikke vil eje bare et lille hjørne af mit hjerte. Nej, Jesus vil eje mig helt!
Og det er et evangelium i sig selv. Tænk at han, som er fuldkommen hellig og ren, vil have med mit syndige og ødelagte hjerte at gøre – men sådan er det! Jesus har købt mig så dyrt med sit blod, for at jeg skal være hans ejendom.
Derfor må det også være min indtrængende bøn, så længe jeg lever, at jeg bevares fra både fattigdom og rigdom – for mister jeg blikket på min frelser, som på Golgata bar al min synd og betalte hele min gæld, så mister jeg selve livet. Og så kan jeg eje nok så meget og være nok så velsignet i menneskelig forstand – men hvad er alt i denne verden værd, hvis jeg ikke ejer noget håb for evigheden? Om jeg fik det stillet an, så jeg kunne leve uden Jesus nu, hvad er det da værd, hvis jeg ikke ejer fred med Gud og må gå evigt fortabt?
”Om jeg ejer Jesus, ja, kun Jesus og i hele verden intet mer, o, så ejer jeg dog alt i Jesus, han mit liv og al min glæde er” (LT 310,4).
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2025. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Jan Pedersen
Jan Pedersen, Høgild, sælger.