Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det? (Sl 8,4-5).
I denne skønne sommertid bliver vi igen og igen mindet om, hvor stor og mægtig en Gud vi tilhører.
Allerede i det solrige forår kunne vi glæde os over at se de ganske små grønne spirer titte frem. Høre de første toner af solsortens fine morgen- og aftensang på toppen af tagene og nyde synet af de hvide “bølger” af frugtblomster på træer og buske. Og nu da det er blevet midsommer er det hele kulmineret i farveeksplosionen i vores have.
Gak ud, min sjæl, betragt med flid
i denne skønne sommertid
Guds underfulde gaver!
Se, hvor hvert lille blomsterpar
sig yndefuldt nu smykket har
på marker og i haver!
Jeg læste om den lille uanseelige fugl pungmejsen. Det er hannen, der bygger den imponerende rede, som hænger i en svajende gren i et birketræ. Han fremviser kunstværket til en hun, og godkender hun reden, bygger han det lange rør færdigt, forer reden og overlader rugningen og ungepasningen til hende.
Ja, Guds skaberværk er bare helt forunderligt. Og så må jeg sige, som jeg hørte én stolt og glad sige: ”Se, det her har min Far skabt! Gud, min far.”
“Herre, vor Herre! Hvor herligt er dit navn over hele jorden” (Sl 8,10).
For et par år siden så jeg, at man i Japan ved indmarchen til OL lod nogle kæmpestore robotedderkopper marchere med ind blandt sportsudøverne i optoget på det olympiske stadion. Folk var meget begejstrede og klappede vildt ad de store “kunstige” edderkopper, der stavrede ind på stadion med deres lange kluntede ben. Selv kom jeg til at tænke på, hvor langt mere fantastiske Guds skabninger er.
Gik alle konger frem på rad
i deres magt og vælde,
De mægted ej det mindste blad
at sætte på en nælde.
Jeg har ladet mig fortælle, at Søren Kierkegaard engang skulle have sagt noget i retning af, at jo mere vi undersøger og betragter det menneskeskabte, såsom et brilleglas, jo mere finder vi fejl og mangler. En rids i glasset osv. Men jo mere vi derimod betragter Guds skaberværk, fx et menneskes øje, jo mere forundres vi over, hvor fantastisk det er.
“Min sjæl, pris Herren, alt i mig skal prise hans hellige navn” (Sl 103,1).
Ak, tænker jeg, er der så stor
en skønhed på den faldne jord
for syndere at finde,
hvor skal vi da vel frydes ved
al glansen af Guds herlighed,
som er i Himlen inde!
Hvor må det være sødt især
at vandre i Guds-haven dér
i evighedens sommer
og høre dér den dag så lang
de tusinde serafers sang,
hvor natten aldrig kommer.
Forleden da jeg gik tur en af disse skønne, solrige sommerdage med fuglesang og naturens farvepragt, sagde min medvandrer pludselig: Er dette her mon ikke en lille forsmag på evigheden i Guds paradis? Og ja, det stemmer i hvert fald hjertet til lovsang til vores store Gud og skaber og en længsel efter hans rige, Guds-haven, og den evige sommer sammen med vores Herre og Frelser.
En evighed er ej for lang til at lovprise ham med sang…
Men skønnest er det dog at se
Guds underfulde Lam
med mærkerne fra korsets træ
og sejrens glans om ham.
Og denne glans er mer end sol,
den er Guds gyldne nådestol,
Ja, naturen her i al dens pragt er blot en lille forsmag på det, som vi har i vente på den nye jord. Men der i Guds paradis vil det være Jesus, Guds Lam, vores frelser og forsoner, der vil have vores fulde opmærksomhed.
“Lammet, det slagtede, er værdigt til at få magt og rigdom og visdom og styrke og ære og lov og pris. Og hver skabning i himlen og på jorden og under jorden og på havet, med alt, hvad de rummer, hørte jeg sige: Ham, der sidder på tronen, og Lammet, være pris og ære og lov og magt i evighedernes evigheder” (Åb 5,12-13).
Udgivet af
Henriette Juul Larsen
Henriette Juul Larsen, Helsinge, lærer.