Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Vores skjulte herlighed

Ugens vidnesbyrd, uge 46 2021. 2 Kor 4,7.

Men denne skat har vi i et lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores (2 Kor 4,7).

Jeg ser ind i mig selv, og jeg finder ingen herlighed. Det hænger sammen med, at denne herlighed ligger skjult i et lerkar, og sådan har Gud villet det, for at vi ikke finder nogen trøst i os selv, men alene finder trøst i Skriftens ord, evangeliets spejl, som viser os vores herlighed og hellighed i troen på Jesus.

Man kan bruge et billede:
Inde i dig, som Guds barn, er der et firkantet rum, når du tror på Jesus. Det er det allerhelligste, og inde i det rum er der mørkt, for der er ingen vinduer, men Jesus er derinde i mørket. Når Gud ser på dig, ser hans blik lige nøjagtig ind mod det centrum, som dit hjerte omspænder. Lige ind i det mørke, hvor Jesus er. Og derinde ser Gud Jesus. Der i det allerhelligste hos dig. Det er helligt, fordi Jesus er der. Derinde skal du ikke have loven ind, for der er det herlige ved Jesus, at han tager hele pladsen. Der er ikke plads til nogen love, bud, krav og forventninger, for Jesus fylder alt. Derinde i dit inderste, der er bare Jesus. Jesus det eneste. Han er der som det eneste. Han fylder alt!

I Efeserbrevet 1, vers 3 står der, at vi er velsignet med al himmelens åndelige velsignelse i Kristus.
Dette ord skal du have til at leve i dit hjerte, sammen med Jesus. Jesus og Ordet lever godt sammen, for de er ét. Så ind til Jesus med dette ord. Og så ved du én ting. Det gælder dig, som ikke kan selv, og dig, som ikke magter kristenlivet. Jesus og Ordet lever i dit hjerte. Hvor er det fantastisk med dig, for du bærer hele den himmelske verdens åndelige velsignelse inde i det mørke rum. Når du kigger derind, kan du ikke se det, for der er mørkt derinde. Men det er der, for det står i Skriften. Derinde er bare Jesus og al himmelens åndelige velsignelse. Tænk at bære den rigdom inde i dit hjerte, du velsignede!

Du lever i Kristus, og Kristus lever i dig. Som en flaske kan være i vandet, samtidig med at der er vand i flasken. Sådan lever du i Jesus, samtidig med at han lever i dig.

I Nordjylland er der et område, der hedder Glæde. Menneskene, der bor i glæde, de lever deres liv i glæde. De står op i glæde og går i seng i glæde – de arbejder i glæde, sover i glæde, spiser i glæde. Selvom de er ramt af sygdom og smerte, så lever de i glæde. Selvom de er kede af det og triste til mode, så lever de i glæde, også selvom de ikke er glade.

Sådan er det også med dig, der lever i Jesus. Gud har placeret dig i sin elskede Søns rige – og så er det der, du er – så er det der, du lever – midt i en smertefuld verden.

Udgivet af

Jacob Knudsen

Jacob Knudsen, Haderslev, medejer af Gammelbro Camping.

Jacob Knudsen

Jacob Knudsen, Haderslev, medejer af Gammelbro Camping.