Vi ved nemlig, at hvis det telt, som er vort hus på jorden, brydes ned, så har vi en bygning fra Gud, et hus, der ikke er bygget med hænder, men er evigt, i himlene. For mens vi er her, sukker vi af længsel efter at iklædes den bolig, vi har fra himlen – så sandt vi da ikke skal stå nøgne, når vi er klædt af. For mens vi bor i teltet, sukker vi besværede, fordi vi ikke vil klædes af, men klædes på, så det dødelige bliver opslugt af livet. Og den, som har sat os i stand til det, er Gud, der gav os Ånden som pant.
Så er vi da altid ved godt mod, og vi er det, selv om vi ved, at vi ikke kan være hjemme hos Herren, så længe vi har hjemme i legemet – for vi lever i tro, ikke i det, som kan ses. Men vi er ved godt mod og vil hellere bryde op fra legemet og have hjemme hos Herren. Derfor sætter vi en ære i at være ham til behag, hvad enten vi er hjemme hos ham eller ej. For vi skal alle fremstilles for Kristi domstol, for at enhver kan få igen for det, han har gjort her i livet, hvad enten det er godt eller ondt (2 Kor 5,1-10).
Tiden, vi lever her på jord, opleves kort, når man ser tilbage. Selv de ældste iblandt os vil sige, at livet er gået hurtigt. Vi oplever det, som Paulus skriver det her, at vort jordiske legeme/telt brydes ned. For de flestes vedkommende er det en langsom proces. Vi mærker det ikke så meget fra den ene dag til den anden, hvis ikke sygdom sætter ind. Vi skubber tanken om døden fra os, selvom vi ved, at vi skal dø engang. Men det er rigtigt og vigtigt at tænke på og berede os på, at vi engang skal herfra, så døden og dommen ikke kommer uforberedt.
I teksten her får vi lov til at se ind i Paulus’ hjerte og får at vide, hvad han føler, når tanken om døden melder sig. Han har noget langt bedre i vente hjemme hos Herren. Når vort hus/legeme her på jorden brydes ned, ”så har vi en bygning fra Gud, et hus, der ikke er bygget med hænder, men er evigt, i himlene”.
Derfor var Paulus ikke bange for at dø. Alligevel nærer han ingen romantiske følelser om døden. Han længes efter at være hos Kristus, men han længes i og for sig ikke efter døden. Døden er noget ondt og fremmed, ja, den er en fjende.
Derfor ser han frem til den dag, da Jesus skal komme igen. De troende, som da er i live, skal ikke dø. De skal hentes hjem af Herren. Da skal de uden at dø kunne iføres den himmelske herlighed, som venter Guds børn.
Paulus bruger et billede: ”For mens vi er her, sukker vi af længsel efter at iklædes den bolig, vi har i himlen.”
Sådan må en kristen have lov at tænke. Gud bestemmer tiden for min bortgang fra denne verden. Og jeg ved, at hvis jeg dør, da skal jeg gå hjem til Herren. Noget langt herligere venter mig der.
1. Hjemme i himlen skal gråden ophøre
Herren skal selv tørre tårerne bort.
Hjemme i himlen skal sorgen forsvinde.
Døden er borte, dens tid er kun kort.
Kor: Tænk hvilken jubel, ja, tænk hvilken jubel
når alle frelste er bjerget i havn.
Tænk hvilken jubel, ja, tænk hvilken jubel.
Lovsangens emne er Frelserens navn!
2. Hjemme i himlen er smerterne borte.
Ingen skal lide og pines som her.
Hjemme i himlen skal klagen forvandles,
fuldkommen glæde skal fylde enhver.
3. Hjemme i himlen skal lovsangen tone
mægtig som havet, når bølgerne slår.
Hjemme i himlen er alle ting nye.
Rene som Jesus om tronen vi står.
4. Lammet er værdigt, ja, lammet er værdigt,
han, som blev slagtet og købte os fri.
Æren og takken skal hylde vor Frelser,
tusinde tunger skal der stemme i.
– Leonard Gundersen
Udgivet af
Bent Hansen
Bent Hansen, Herning, pensionist.