Voks i nåde og erkendelse af vor Herre og frelser, Jesus Kristus (2 Pet 3,18).
Mange kristne stiller sig selv det spørgsmål: Hvordan ”vokser” jeg som kristen? Skal jeg opleve vækst og fremgang i mit kristne liv? Og hvori består denne kristne vækst?
Apostlen Peter giver svaret i sit andet brev: ”Voks i nåde og erkendelse af vor Herre og frelser, Jesus Kristus” (2 Pet 3,18).
Det, som Peter formaner os til i slutningen af brevet, er, at vi som kristne skal vokse i nåde og erkendelse. Den kristne vækst er en vækst i nåde – ved nådesordet.
Apostlen Paulus kalder evangeliet for ordet om korset (1 Kor 1,18). Det er det glædelige budskab om den nåde, som Jesus udviste i barmhjertighed, da han bar al verdens synd med op på korset for dig og mig. Det er i denne nåde, vi skal vokse og den bliver efterfulgt af stadig større erkendelse af ham.
Da du blev kristen, skete det ved Guds indgriben – intet i dig selv. Denne sandhedserkendelse af ham er ikke et engangstilfælde, men denne omvendelse må ske dagligt – det har vi brug for! Det handler nemlig ikke om hvordan du starter som kristen, men hvordan du slutter. Med andre ord skal vi vokse som nådekristne, da det kun er derved, vi kan fuldføre løbet og vinde den evige sejrskrans. Alt dette får vi i Ordet om nåden.
O, tænk hvor stort, at jeg har smagt Guds nåde,
må tro, at han min synd har helt forladt.
Jeg skuer ind i korsets store gåde,
og dagen afløst har den mørke nat.
(SOS 510)
Korsets gåde er Jesu nåde! Det er så forunderligt, at min gamle natur ikke begriber det. Den stritter imod – og det vil den altid. Men hvis du lever i nåden, så har du ikke længere en anklager, men en stedfortræder ved Guds højre side. Da vil du høre de forløsende ord fra Zakarias’ Bog: ”Tag de snavsede klæder af ham (…) ”Se, jeg fjerner din skyld fra dig og giver dig festklæder på” (Zak 3,4).
De snavsede klæder (den gamle natur) skal aflægges og erstattes af lysende, rene klæder (Åb 19,7-8). Dét er grund til evig glæde og taksigelse!
Den norske teologiprofessor Ole Hallesby har sagt: ”Åndens fylde opleves som syndens fylde.”
Hvordan skal det passe sammen med det, vi lige har hørt om de lysende, rene klæder?
Her må vi tænke på Åndens virkning: at overbevise om synd (Joh 16,8). Ånden viser dig synden, og at du i dig selv er skyldig for Gud – du erkender behovet for Jesu nåde. Jo mere vi vokser i nåde og erkendelse, erfarer vi, hvad der bor i os: vores kødelige natur.
I det jordiske liv bærer vi fortsat på vores onde kød, gamle Adam, med alle dets fristelser, lyster, begær og egoisme. Og så kan du spørge dig selv: Hvordan står det så til med min kristendom? Er den noget i sig selv? Er den værd at vise frem?
Åh, hvor bliver det afgørende for os, at kun den retfærdighed, som Gud tilregner os for Kristi skyld, er fuldkommen. Den skal ikke findes ved noget i mig selv!
Det var der på Jesu tid mange af farisæerne og de skriftkloge, som forsøgte. De havde fromme gerninger at fremvise og troede ligefrem, at det skulle frelse dem.
I Jesu bjergprædiken advarer han om det falske frelsesgrundlag: ”Herre, Herre! Har vi ikke profeteret … uddrevet dæmoner … gjort mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!” (Matt 7,22-23).
Jesus forkynder det fuldstændig klart: Du kan aldrig ud fra dine gerninger analysere dig frem til, om du er frelst eller fortabt. De selvretfærdige er og forbliver altid fremmede for de ord, som tolderen udtalte, mens han slog sig for sit bryst i templet: ”Gud, vær mig synder nådig” (Luk 18,13).
Dette er frelsesbønnen, som proklamerer, at det er Guds nåde alene, som vi skal takke for og prise os salige ved. Det er ved Ham alene.
Hvad er det, Jesus minder de 72 tilbagevendte disciple om? ”Glæd jer ikke over, at ånderne adlyder jer; men glæd jer over, at jeres navne er indskrevet i himlene” (Luk 10,20). Jesus siger ganske klart, at de ikke skal glæde sig over de store og mægtige gerninger, men alene over, at deres navne er indskrevet i himlene. Jeg tror, at Jesus hentyder til livets bog, hvor alle retfærdige er indskrevet.
Disciplene skal altså ikke have deres glæde og håb ved gerningerne. Der ligger en stor fare i dette! Og jeg tror, at det er lige så aktuelt i dag som på Jesu tid. Mange anser underfulde helbredelser og uddrivelser som værende ensbetydende med et tæt samfund med Jesus. Men nej, det er ikke noget, vi som kristne skal forkynde. Det kan fjerne de kristnes fokus fra nåden, som derved fører til trældom under loven. Hvis du bygger dit frelseshåb på undere og oplevelser, så skal du høre ordene fra salmisten: ”Slet dem af livets bog, de skal ikke stå optegnet sammen med retfærdige!” (Sl 69,29).
(vidnesbyrdet fortsættes i næste uge)
Udgivet af
Stefan Brix Rasmussen
Stefan Brix Rasmussen, Vejle, efterskolelærer.