Vintræet og grenene

Prædiken over Joh 15,1-11.

Vi skal se på et udtryk, som Skriften bruger om det at følge Jesus. Nemlig at leve i Kristus. At følge Jesus er at have sit liv i ham. Og sådan er det fra det første skridt, man tager på troens vej. Når mennesker står op og søger Jesus, så er det altid for deres livs skyld – for at søge liv hos ham.

Men for en kristen bliver det under vandringen med Jesus mere og mere klart, at det, som til sidst bliver det store resultat af at have fulgt ham, det er, at ”jeg engang skal prise og ophøje ham, for hvad han har været og gjort imod mig.” Og det er ikke – som man kunne forestille sig ved afslutningen på et liv i følge med ham – at han til sidst skal prise og ophøje mig, for hvad jeg har været og gjort imod ham.

Nej, mere og mere bliver det at følge Jesus og leve i ham, ligesom når en gren lever på vintræet og henter alt sit liv ud af vintræets stamme. Og det er det billede, vi skal se på nu.

Podet ind på Kristus

Af natur, siger Paulus i Romerbrevet 11, hører vi et uædelt oliventræ til – og da det ikke betyder så meget, om vi kalder det et oliventræ eller et vintræ, og fordi Jesus her bruger billedet af et vintræ, så vil vi for klarhedens skyld kalde det et vintræ. For det vigtige er, at det er et uædelt vintræ, vi stammer fra.

Men fra dette uædle vintræ er vi i dåben blevet taget og indpodet i Kristus, det sande vintræ, det ædle vintræ. Og så længe vi bliver i denne forbindelse med Jesus, har vi del i Guds evige herlighed. Den grundsandhed i Guds rige skal understreges: at det alene er forbindelsen – pagten – med Jesus, som giver os del i Guds herlighed. Sådan at vi hverken hos os selv eller hos andre skønner ud fra, hvordan grenen ser ud. For sagen er, at denne uædle gren stadigvæk bærer præg af, at den kommer fra et uædelt vintræ. Det er et præg, grenen aldrig kan kaste af sig.

Og derfor lod Gud denne pagt med Jesus oprette i dåben, så vi havde et synligt tegn på, hvornår Gud gav os liv i Jesus. Da blev den uædle gren indpodet i det sande vintræ. Og derfor vil enhver kristen, som holder sig til det ord, der er knyttet til dåben, altid fryde sig over dåben. Vi kan ikke andet.

Men en podning kan mislykkes. En gren kan indpodes i et træ, men aldrig få indre forbindelse med livssaften i træet. Og så visner grenen. Dør og bliver uden frugt og ender sine dage i ilden, som Jesus siger det her. Det er denne indre forbindelse, Gud kalder troen. Den tro, som følger Jesus, fordi han er blevet indpodet i vore hjerter – ofte fordi der var en mor og far, som levede sammen med ham, eller også fordi troen vågnede i os engang, Kristus blev prædiket for os.

Og det må jeg sige: den skønne og forjættende tro. For den tro bevarer den uædle gren i det sande vintræ og dermed i al Guds kærlighed, selv om grenen stadig er mærket af sin uædle oprindelse. Men grenen voksede og fik sit liv i Jesus. Den sad som en gren på det ædle vintræ og tilegnede sig vintræets saft og kraft og levede deraf.

Og hvad er det så for en saft og kraft, som denne uædle gren suger ud af det sande vintræ? Hvad er det for en saft, som er i Kristus og giver liv til vintræets grene? Det svarer Paulus på, når han skriver til Timotheus: ”Men du, mit barn, hent kraft fra nåden, som er i Kristus Jesus.”

Og når et menneske lever af den nåde, som er i Jesus, så er det Helligånden, der er virksom i grenen. Så foregår der noget stort og guddommeligt i et menneske, selv om det ikke ses i det ydre. Så lidt som det ses i det ydre, hvordan alle skovens grene suger kraft ud af træet. Det eneste, som virkelig viser, at grenen suger kraft ud af træet, det er, at grenen bliver på træet. At den ikke visner og vantrives på træet, så blæsten en dag tager en tør gren og blæser den langt bort fra træet.

Nåde for en anskudt fugl

Sådan ser man det underlige i verden, at uædle grene et helt liv søger næring hos Jesus. De holder sig til hans nåde, sådan som en gammel skomager sagde det engang i radioen: at det, som ligesom var hans kraft i livet, var, at der var ”nåde for en anskudt fugl”. Nåde for en fugl, som var vingeskudt og ikke kunne løfte sig højt op mod himlen, men som nåden i Kristus bøjede sig ned til og dækkede med sin herlighed dernede, hvor den vingeskudte fugl lå.

Uædle, vingeskudte, udmattede, døende var de, og dog med en skjult kraft, som bevarede dem hos Jesus og hans nåde gennem et langt liv. Så ingen storm kunne rive disse svage og uædle grene ud af det sande vintræ.

Dét er Helligåndens mysterium og guddommelige under i verden. Sådan leves det evige liv i verden. Som uædle grene, der øser af nåden, som er i Jesus, og ved denne sang trøstes, styrkes, glædes, finder hvile, kort sagt: lever.

Frugt og gerninger

Nu siger Jesus så om disse grene, at ”den, som bliver i mig og jeg i ham, han bærer megen frugt. For skilt fra mig kan I slet intet gøre.” Han siger ikke, at disse grene skal bære frugt. Han siger, de bærer megen frugt. Og så tilføjer han, at dette ikke kan ske, hvis de bliver skilt fra ham.

Han taler altså her om noget, som vi ikke selv kan frembringe. Men som på den anden side helt sikkert kommer af sig selv, når vi er i ham som grene på vintræet. Så lad det være sagt med det samme: Han taler altså ikke om gerninger, som vi kan beslutte os til, enten af tvang eller af fri vilje. For det gælder enhver gerning på denne jord, at den kan alle gøre, bare de vil. Der findes ikke en gerning på denne jord, du ikke kan gøre, hvis du bare vil. Så det kan ikke være det, han taler om.

Nej, det er gerninger – eller det er frugter – som fødes af at være en gren, der øser af nåden i Kristus.

Vi har et meget dybt og alvorligt eksempel på det i et af menighedsbrevene i Johannes’ Åbenbaring, nemlig brevet til menigheden i Efesos (Åb 2,1-7). Om den siger Jesus, at han kender dens gerninger. Og så nævner han hvilke gerninger, han tænker på: At den i sin tro har udholdt møje og vist stor udholdenhed, den har været vågen overfor falsk lære, og den har vist, at den ikke kan døje det onde og er imod nikolaitternes umoralske gerninger, som også Jesus hader.

Alt sammen noget som, både de og vi nok vil sige, var en frugt af troen – men som alt sammen viser sig at være gerninger, der er gjort uden tro. For trods alt det, Jesus her nævner, så siger han til dem : ”Omvend dig og gør de gerninger, du først gjorde. Ellers kommer jeg over dig og sletter dig af menighedernes tal.”

Hvad kan det være for gerninger, de mangler? Har de ikke gjort alle de gerninger, troen kunne tænkes at gøre? Og kunne de gøre alle de gerninger, han her nævner, så skulle det da være en smal sag at gøre de gerninger, der måtte mangle.

De er jo villige til at lide og døje ondt og ofre alt for at leve som en kristen menighed. De har vist det. Hvilke gerninger kan det så være, de mangler?

Ja, det ser vi netop af brevet. Det er ikke nogle bestemte gerninger, han efterlyser. Det er noget helt, helt andet end gerninger. Men det er til gengæld noget, som ville fylde alle gerninger, hvis det var der. Det ville fylde hele livet, hvis det var der.

Men det, han efterlyser, kan ikke komme, så længe de er skilt fra ham. Det, han efterlyser, er nemlig den første kærlighed. Den grundlæggende kærlighed. De har ikke længere den første kærlighed til at øse af nåden, som er i Jesus. Den kærlighed, som de havde i den første tid. Og med den forsvandt den Hellige Ånd, som også prægede den første tid.

De havde alle gerningerne tilbage, og de havde det måske oven i købet som i Thyatira, at de havde flere gerninger end i den første tid. Men de var ikke som før. De havde gerninger, men ikke frugter. Det, som skaber frugterne, var ophørt.

Og det er det, Jesus vil tale om her. Ikke gerninger – og egentlig heller ikke frugter. Men han vil tale om, hvad der frembringer dem. Nemlig at vedblive med at være en gren, hvis hele liv er den nåde, som bøjer sig over en anskudt fugl, en uædel gren. Og som hyller den i Guds nådes kærlighed.

At være en sådan gren på ham bærer en frugt, som gennemsyrer hele livet. Nemlig de skjulte ting, som er Åndens frugter. Og det er ikke først og fremmest nogle gerninger. Men det er kærlighed, mildhed, godhed, glæde, fred, siger Paulus. Og de ting er ikke noget, man øver. For du kan ikke øve dem. Disse ting må fødes i os. Og det sker ikke på nogen anden måde end ved at være en gren, der lever af nåden, som er i Jesus.

Kendetegnet på en sand tro

Ja, men bærer dét frugt? Sådan spørger mange, der har hele deres liv i at øse af den nåde, som er i Jesus. For de kender så lidt til disse frugter. Og de kan så ofte frygte, at de er blevet visne grene, som han vil bryde af til sidst og brænde i ilden. Og så kan en kristen enten fortvivle, eller også kan han give sig i kast med det ørkesløse slid at skabe frugterne selv.

Det er så svært for vores fordærvede natur at forstå Guds rige og Guds ånds forunderlige verden. Den er så fremmed for os. Underligt nok. Nu har vi haft kristen kirke i snart 2000 år, men Helligåndens liv er stadig mystisk for os. Det er nemlig sådan i Guds rige og i Åndens verden, at det er den uædle og syge gren, som bærer frugt. Og ikke den ædle og raske, som gør gerninger i lighed med dem i menigheden i Efesos. Det er den uædle og syge; for det er ham, der trænger mest til nåden, som er i Kristus. Og det er om ham, Jesus siger, at den, som bliver i mig, han bærer megen frugt.

”Ja, men jeg kan ikke se det,” siger du. ”Jeg mærker ikke den frugt. Tværtimod kender jeg mig vissen og tør. Jeg kender mig ukærlig og utålmodig. Jeg har så let til vrede. Jeg kan ikke se de frugter.”

Nej, du kender dig uædel. Men er det da ikke netop derfor, at du – i stedet for at høre om gerninger og frugter – hellere vil høre om Jesus og nåden, som du har i ham? Er det ikke netop, fordi du stadig kender dette hos dig selv og frygter dette hos dig selv, at du vedbliver med at være en gren, som tørster efter den saft, der er i Jesus Kristus?

At du er en sådan gren, kender du nemlig ikke på frugten. Det kender du på noget helt andet – og det nævner Jesus her – nemlig at hans ord bliver i dig. Han siger det sådan: ”Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer.”

Se, det kendes den tro på, som bliver i ham: at hans ord bliver i dem. At det er hans ord, de gemmer i deres sind. For som Jesus siger det her: Det er jo det ord, som gør dem rene. Det er ved det ord, de renses fra alt det uædle og visne og hylles i frelsens fred, frelsens glæde, frelsens håb og herlighed. Det er ved hans ord.

Det er ved ordet om ham, de trøstes med vished. Det er ved ordet om ham, at troen oprejses, når den bliver brudt ned. Det er ved ordet om ham, at hjertet igen finder hvile, når det bliver anfægtet. Da er det om ham, jeg skal høre. Det er hans ord, jeg skal gemme i mit hjerte. Du må aldrig tvivle på, at du er en levende gren på ham, når det er hans ord, som bliver i dig.

Men skulle andre ord end ordet om ham komme til at få plads derinde, så begynder du at ligne de fem af menighederne i Johannes’ Åbenbaring, som alle var faldet fra troen. For nu var det nye ord, deres hjerte tænkte over og hang ved.

Den svage menighed – med den evige frugt

Men er det nu hans ord, som er livets ord for din sjæl, så vil vi pege på endnu en menighed. Og det er menigheden i Filadelfia (se Åb 3,7-13). Det er den ene af de to menigheder, som ikke trænger til omvendelse. For de var nemlig grene, som var på det sande vintræ.

Og over for dem peger Jesus netop på det, som er tegnet på, at de er det endnu.

Han siger det sådan: ”I har holdt fast ved mit ord og ikke fornægtet mit navn.” Altså nøjagtigt det, vi har talt om. Og læg så mærke til, hvad han mere siger. For nu siger han noget, som er fuld af himmelsk hemmelighed. Han siger: ”Se, jeg vil give dig nogen af Satans synagoge (…) de skal komme til dig. For de skal forstå, at jeg har fattet kærlighed til dig.”

Hvad denne menighed aldrig ville tro muligt, fordi de følte, at alle døre til verden var lukkede for dem på grund af deres liden kraft, det ville Gud lade ske. Hvordan sådan noget sker, er der ingen, der kan forklare. For det værk er Herrens eget værk, sådan som han siger det: Jeg vil give dig, at de kommer til dig.

Det var nok Herrens værk. Men det blev denne menighed, som fik lov til at bære frugten, den evige frugt. Fordi den levede i den kærlighed og nåde, som er i Kristus Jesus. Og det var det, de andre fik øje på. ”Her er den nåde, jeg trænger til. Her er den kærlighed, jeg trænger til.” Og da de fik brug for det, så vidste de, hvor de skulle gå hen.

Bliv i mig

Det, vi taler om her, er stort og uoverskueligt for vore øjne. Der er kun ét, som vi kan overskue. Og det er da også det, som Jesus vil, vi skal overskue: at al evig frugt og al Himlens frelsesfrugt her i verden bæres alene af uædle grene, der henter liv og kraft fra nåden, som er i Kristus Jesus. Hvordan vi bærer frugt, ad hvilke veje vi bærer frugt, skal vi ikke overskue. Her skal vi vandre i tro uden at se.

Men når høsttiden kommer, kan du være vis på, at du med undren skal se frugter af dit liv, som sammen med dig vil prise det Guds lam, der har løskøbt os fra alt det uædle, visne og døde i vores liv og givet os at bære frugt. Samtidig skal alle de, som var af gerninger, se, hvordan hele deres slid og møje, som de troede, var evige frugter, brænder op som halm og strå i Guds dom.

Forbandet være alle gerninger! Velsignet være troens frugter, for de er evige.

Bliv i mig, siger Jesus til den anskudte fugl, som han bøjede sig over, hyllede i sin nådes kappe og lægte med frelsens ord. Bliv i mig. Amen.

Prædikenen er indskrevet og bearbejdet til artikelform af Jens Kristian Kristensen, Kjellerup.

Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2019. Hele bladet kan læses her.

Takket være et samarbejde med Lumi Radio Aalborg kan denne og andre artikler også høres i lydudgave, indtalt af Inge Lise Schmidt.
Evt. fejl i lydfilen kan meldes til lumi@lumiradio.dk eller tlf. 5192 4628 (husk at angive minuttal for fejlen).

Lyd

Udgivet af

Frank Jacobsen

Frank Jacobsen (1931-2013), var præst, bl.a. i Mariehøj.