Nok lever vi som andre mennesker, men vi kæmper ikke som verdslige mennesker. Vore kampvåben er ikke verdslige, men mægtige for Gud til at bryde fæstningsværker ned. Vi nedbryder tankebygninger og alt, som trodsigt rejser sig mod kundskaben om Gud, vi gør enhver tanke til en lydig fange hos Kristus, og vi er rede til at straffe enhver ulydighed, når lydigheden hos jer først har sejret (2 Kor 10,3-6).
Det har ikke været nemt at holde humøret oppe, og trætte, mørke tanker på afstand. Hverdagen er sat i tomgang.
De unge lever i en boble mens de tæller uger af deres tid flyve forbi. De ældre sygner stille hen, har efterhånden ingen kontakt til børnebørn og oldebørn. Det er på mange måder utroligt svært at bevare modet med denne virus i omløb.
Men der er noget, som har større indvirkning på vores hverdag.
Vores land omgives af lovgivning, som promoverer og fremelsker synd. Taler du imod denne lov, bliver du stemplet som ekstremist, kriminel hadtaler. Så hvis du prædiker sandheden, bliver du anset som en trussel. Det bliver du, fordi løgnen er blevet sandhed.
Samtidig er situationen den, at størstedelen af kirken ikke forstår og ikke taler et levende, frelsende evangelium om fuldbragt frelse til dig og mig, ja til hele verden.
Så når vi nu lever i den tid, som vi gør, hvor vi er forhindret og udelukket fra samfundsfællesskab, forsamlinger, bibeltimer – ja, selv kringlen er et savn – da er det så meget vigtigere, at vi beder for hinanden og for dem, som står forrest i kamprækkerne. Dem, som lader Guds ord tale det, det vil; som med spidset blyant og ydmyghed trækker i arbejdstøjet og leder menigheden til anger, erkendelse af syndens virkelighed og ind i frelserens favn.
Vi er Guds menighed midt i en verden som vi ikke er af, men som vi er sat i, af en bestemt grund: at række frelsen til din næste.
Vi må gøre enhver tanke til en lydig fange hos Kristus.
Vores kampvåben er ikke verdslige, men mægtige for Gud til at bryde fæstningsværker ned.
Udgivet af
Torben Bitsch
Torben Bitsch, pedel, Videbæk. 51 år, gift med Bente og har 3 børn.