Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig (Sl 23,4).
Vi er midt i en corona-tid, når dette indlæg skrives. Hvor længe den ”tid” kommer til at vare, er der intet menneske, der ved noget om.
Vores højteknologiske verden syntes ellers lige at være på vej til at have fået styr på det meste. Vi var godt i gang med at gøre forsøg på at styre klimaet og dermed forsøge at forhindre en katastrofe af ukendte dimensioner. Oversvømmelser, hvis indlandsisen smeltede, global opvarmning med sult og tørke til følge osv.
Men så pludselig i løbet af ultrakort tid blev vi løbet totalt over ende af en usynlig mikroskopisk ”fjende”. En ondartet virus, kaldet Corona, som i løbet af ekstremt kort tid gjorde sit indtog over hele verden. Fra nord til syd. Fra øst til vest.
Frygt og rådvildhed har fulgt i kølvandet. Hvor mange vil blive ramt af sygdommen, hvad vil fremtiden bringe menneskeligt og samfundsøkonomisk mv. Det synes fuldkommen uoverskueligt.
En kollega mødte mig en morgen først i marts med ordene. ”Nu havde jeg ellers lige troet, jeg havde sikret min alderdom.” Hun havde tegnet nogle aktier, som skulle give hende nogle gode afkast, nu hvor hun skulle gå på pension til sommer.
Hvor er det bare blevet tydeligt, at vi mennesker har meget lidt kontrol og er langt mere små og hjælpeløse, end vi går og forestiller os!
Hvor er det fantastisk, at vi får lov til at bygge vores liv på Kristus! Den sande, uforanderlige klippe, der ikke rokkes, selv under livets forskellige storme.
Bygger vi vores livs hus på ”sandet grund”, på alt vort eget, kan det jo i løbet af ingen tid falde sammen som et korthus. Han må være vort hjertes klippe.
”Om end min krop og mit hjerte forgår, så er Gud for evigt mit hjertes klippe og min lod (…) at være Gud nær er min lykke” (Sl 73,26.28).
Så har vi da ham, ikke blot i livet, men også i døden.
“Er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves (…) Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker. Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen” (1 Kor 15,17.19-20).
Hvad fremtiden vil bringe, er der ingen af os, der ved noget som helst om. Og dog: Hører vi Jesus til, ved vi, at han har lovet at gå med os hele vejen! Det er vores sikre ankergrund. Alt der måtte møde os her på pilgrimsvandringen mod vort himmelske hjem, må møde ham først.
Og så en dag står vores fødder i Det ny Jerusalem, og vi får lov til at sige: “Du har gjort alle ting vel.”
Når blot han er hos os, frygter vi intet ondt!
Udgivet af
Henriette Juul Larsen
Henriette Juul Larsen, Helsinge, lærer.