Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige:
”Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet.”
Og han, der sidder på tronen, sagde: ”Se, jeg gør alting nyt!” Og han sagde: ”Skriv! For disse ord er troværdige og sande.” Og han sagde til mig: ”Det er sket. Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden. Den, der tørster, vil jeg give af kilden med livets vand for intet. Den, der sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min søn. Men de feje og troløse og afskyelige og morderne og de utugtige og troldmændene og afgudsdyrkerne og alle løgnerne skal få deres lod i søen, der brænder med ild og svovl; det er den anden død” (Åb 21,1-8).
Bibelen har ét sigte, og det er fra først til sidst at forkynde et kald til omvendelse ved evangeliet om Jesus Kristus.
Da Gud i 1 Mos 3 møder Adam og Eva efter syndefaldet er det med et kald. Et kald til Adam: ”Hvor er du?” Mennesket havde fået én befaling, at træet til kundskab om godt og ondt måtte han ikke spise af (1 Mos 2, 17). Denne befaling havde Adam og Eva nu brudt.
Gud opsøger dem i haven – Adam og Eva gemmer sig. Måske også du kender til det, at Gud vil have dig i tale? Men du gemmer på noget, som du ikke ønsker at dele med Gud, og derfor skjuler du dig for ham.
Befalingen til Adam var ikke til at misforstå: ”Hvis du spiser af træet til kundskab om godt og ondt, skal du dø” (1 Mos 2,17), men alligevel var det lykkedes dem at bryde denne ene befaling. Eva var blevet fristet af slangen, og med ét var alle Guds bud brudt. Men så dér, hvor alt er tabt, bliver der givet et løfte. Et løfte til slangen, at fordi den forledte Eva, skal hendes afkom en dag knuse dens hoved (1 Mos 3,15).
Og nu får vi her i adventstiden lov at fejre, at dette løfte bliver opfyldt, da Jesus – verdens frelser – bliver født som et menneske for at bære straffen i vores sted. Nu er vejen banet til vores egentlige hjem – der hvor vi skal være sammen med Jesus. I teksten fra Johannes’ Åbenbaring læser vi, at Gud vil være hos os. Og dér, på den nye jord, skal døden ikke være mere. Alt, som var før, er forsvundet. Gud selv har gjort alting nyt! Det er dette, der er vores egentlige hjem. Tænk, hvilken jubel, når alle frelste er bjærget i havn! Gud selv vil tørre hver tåre af vores øjne. Hjemme hos Jesus skal vi ikke kende til denne verdens bekymringer og sorger. Ondskaben er ikke mere. Djævelen er ikke mere! Nej, dér bliver lovsangens emne Frelserens navn.
Her på jorden er synden med i alt. Vi har så travlt med at leve på denne jord, at dét, at vi er himmel-borgere så ofte fortoner sig for os. Vi samler os skatte og rigdomme på jorden, som om vi aldrig skal herfra. Tænk, om vi en dag skulle stå tilbage med alle vores forsikringer, pensionsopsparinger og friværdi – men skatten i Himlen, den ejede vi ikke. Vi ville gerne, men vi nåede det ikke – for der var lige så meget andet.
En har sagt, at menneskets største hindring på vejen til Himlen, er Guds velsignelser. Jeg tror, der er en stor sandhed i dette. Vores liv i velstand og tryghed må vi sige Gud tak for! Vi må dagligt takke Gud for, at han velsigner os og sørger for os! Men hvad betyder det, om vi ejer alt i denne verden, men ikke Jesus? Hvad betyder al denne verdens glæde og rigdom, hvis vi ikke har noget håb for evigheden? Ser vi, hvor tomt det alt sammen er uden Jesus? Ser vi, at uden Jesus, der hersker kun synd og død?
Hører vi Satans besnærende stemme: ”Mon nu også Gud har ment det sådan?” Det var Satan, der forledte Eva, så de blev udelukket fra Edens have. Og han ønsker intet andet, end at det også må mislykkes for os. Dagligt minder han os om, at det er muligt at leve uden Jesus. At det med Jesus får vi tid til senere. Dagliglivets gøremål kan så let tage den tid fra os, hvor vi skulle sidde ved Jesu fødder og høre, hvordan han knuste slangens hoved og sejrede i vores sted. Vi har brug for mangt og meget, men der er til stadighed kun ét, som er nødvendigt; det at høre og leve ved ordet om Jesus, som besejrede vores dødsfjende. Høre om Jesus på korset langfredag og Jesu opstandelse påskemorgen! Det er afgørende. Dét giver himmellængsel! Men det er en daglig kamp – og får det ikke lov at være det, så bliver evigheden så let fjern.
Gud kalder i dag på dig. ”Den der tørster, vil jeg give af kilden med livets vand for intet” (Åb 21, 6b). I den gamle oversættelse står der ”… Livets Vands Kilde uforskyldt”. Ordet uforskyldt betyder ufortjent. For mig bliver løftet endnu rigere ved dette ord. Jeg gives uden at have fortjent! Og det er jo netop dét, som er hele sandheden. Intet har jeg at give min frelser, men der spørges heller ikke om noget – ”Kristus alene gør mig retfærdig på trods af mine onde gerninger og uden mine gode gerninger”(Luther).
På trods af alt det onde der bor i mig og uden alt det gode som burde bo i mig. Det er sådan, det er! Hvilken frelser vi ejer! Nåde over nåde!
Løft dit hoved og se, din frelser kommer, og han kalder på dig!
Ven, se kun frem mod Himlen.
En skat vi ejer der.
Lad ej dit sind forstyrres
af jordelivet her.
Det smerter kun og giver
os mange stød og sår.
Nej, se kun op mod Himlen
og lønnen, som vi får.
Lad dig kun ikke binde
af jordens gods og guld.
Når livet er til ende,
det smuldrer bort som muld.
Ej nogen ting i verden
kan måle sig med ham.
Ven, se kun frem mod Himlen,
se Jesus, det Guds Lam.
Lær os se frem mod målet,
o kære frelsermand,
til evig fryd derhjemme
i Himlens skønne land.
Tænk, når engang vi samles
i Himlens store hær!
Ven, se kun frem mod Himlen.
Kun glæde venter der.
Tænk, når med fryd vi samles
med ven og kære der.
Vi skal hinanden kende,
og tænk, vi Jesus ser!
Med ham skal vi forenes
og svar på alting få.
Ven, se kun frem mod Himlen,
at målet du må nå.
(Den nye Lovsangstoner nr. 94)
Udgivet af
Jan Pedersen
Jan Pedersen, Høgild, sælger.