Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Vejen frem

Ugens vidnesbyrd, uge 46 2016. 2 Pet 1,19.

Så meget mere fast står profeternes tale for os, og den gør I ret i at være opmærksomme på som på en lampe, der skinner på et mørkt sted, indtil dagen bryder frem, og morgenstjernen stiger op i jeres hjerter (2 Pet 1,19).

Dette er noget forunderligt stort: at Guds ord lukker op for fremtiden. Guds ord er din og min ledestjerne. Det må lede os igennem denne verden.

Så er spørgsmålet for den enkelte af os: Lader vi os lede af Guds ord? Er det virkelig sådan, at Guds ord er din og min ledestjerne? Hvis det er sandt for os, så er vi lykkelige Guds børn.

Midt i den verden, vi lever i – midt i al elendighed og gudløshed – står Guds ord som din og min ledestjerne. Det er alt, hvad vi har – det er alt, hvad vi kan klynge os til og stole på. Der kan vi hente fornyelse og ny styrke.

Det står i Bibelen, at ”alt andet skal forgå, men mine ord skal ingenlunde forgå!” Det kan godt skabe jubel og lovsangstoner i hjertet. Hvad gør det så, om alt andet vakler – Guds ord består! Lad os samle os skatte i Himlen, hvor hverken møl eller rust fortærer. Hvad gavner det os, om vi vinder hele verden, men må bøde med vores sjæl?

Jesus fortalte om en rig bonde, der havde fået en god høst. Han havde bygget sine lader større for at få plads til sit korn. Han sagde til sig selv: ”Sjæl, spis, drik og vær glad, du har penge nok til mange år!” Men Gud sagde til ham: ”Du er en dåre. For i nat kræves din sjæl af dig.”

Hvad gavnede hele hans rigdom. Alt hans jordiske gods? Når han alligevel skulle dø.

Det vigtigste for dig og mig er ikke at blive rige her i denne verden, men at vi lever i troen på Jesus. At han er din Frelser, er det vigtigste.

I Matthæusevangeliet 24,37 står der: ”Som det var i Noas dage, sådan skal det også være ved Menneskesønnens komme.” Man spiste og drak, tog til ægte og gav til ægte, man ænsede ikke Gud.

Er det ikke det samme vi møder i dag? Mange vil ikke bøje sig for Jesus – ønsker ikke at have noget med ham at gøre.

Men når Jesus kommer skal alle se ham, står der i Johannes’ Åbenbaring 1,7.

Jo, tidens tegn viser sig for os. Vi nærmer os Jesu genkomst med hastige skridt. Men advarselsrøsten fra Himlen vil de fleste mennesker ikke høre. Det store spørgsmål for dig og mig er: ”Vil vi høre efter Guds røst igennem Bibelens ord? Er Jesus din og min Frelser?

Jesus siger: ”Den der tror på mig, er frelst.” Det betyder, at tror du og jeg på Jesus, så venter der os en evig herlighed sammen med Jesus.

Kom Herre Jesus, kom snart!”

Udgivet af

Egon Jensen

Egon Jensen, Haderslev, tidligere ansat i Luthersk Mission som landsjuniorsekretær og leder af Juniorforlaget, derefter skolesekretær på Rinkenæs Ungdomsskole, nu pensionist og fritidsprædikant i Luthersk Mission.

Egon Jensen

Egon Jensen, Haderslev, tidligere ansat i Luthersk Mission som landsjuniorsekretær og leder af Juniorforlaget, derefter skolesekretær på Rinkenæs Ungdomsskole, nu pensionist og fritidsprædikant i Luthersk Mission.