Juleevangeliet begynder med en rejse, fordi verdens mægtigste mand, den romerske kejser Augustus, vil øge sine skatteindtægter og manifestere sin magt. Og ikke længe efter at Jesus er født, begynder en ny rejse: Herodes stræber Jesus-barnet efter livet og skyr ingen midler for at beholde sin egen kongelige status. Der er ikke ligefrem julehygge, når den er bedst, i begyndelsen af Jesu liv på jorden …
De fleste at os foretager mange rejser i løbet af et liv, ja, ofte sammenligner vi hele vores liv med en rejse. Til tider, som det var det for Jesus, er det omstændighederne som gør, at vi rejser. Måske er det et ønske om at forbedre vores levevilkår. Måske er det et ønske om gode oplevelser eller om at mødes med hinanden og holde jul, som driver os til at rejse.
Alle rejser, vi foretager, har det til fælles, at de følger en vej fra udgangspunkt til slutmål. Og følger man den forkerte vej, ender man ikke der, hvor man skulle hen. Men hvor går vejen? Vejen til lykke, vejen til det, vi håber på, vejen ud af en knugende situation, vejen hjem …
Jesus er vejen! Det siger han selv i Johannesevangeliet kapitel 14, vers 6. Mærkeligt! Kan et menneske være en vej? Kan et menneske, som levede for 2000 år siden, være min vej? Jeg undrer mig og kan ikke rigtig forstå det. Men alligevel har jeg en fornemmelse af, at Jesus her siger noget, som ikke bare kan være til hjælp, men som har en altafgørende betydning for mig.
– For jeg ønsker at nå det ultimative slutmål: et evigt liv i glæde og fred, uden lidelse og uden ondskab. Et liv, hvor kærligheden bestemmer i alle fællesskaber og aldrig kan høre op. Et liv hjemme hos Jesus. Vil du også nå det mål, må du følge den rigtige vej. I modsætning til kejser Augustus vil kongen Jesus byde dig ud på en rejse – for at frelse dig. Ingen vej, vi selv kan udtænke, vil nogensinde bringe os derhen. Kongen Jesus bruger ikke sin magt på et liv i luksus for sig selv. Han bruger den til mennesker i nød og på flugt. Han bruger den i kærlighed.
Det kan være, at vejen bliver lang og barsk. Jesus er ikke en GPS, vi kan indstille til at føre os den korteste eller hurtigste eller smukkeste eller mest komfortable vej. Men du kan være sikker på, at han altid fører dig den bedste vej – at han altid er den bedste vej.
I, som tunge stier træde,
stands og hør:
Her er dør
til den sande glæde;
Kære ven, som går på en vej, du i dit hjerte ved, ikke er god: Jesus kom ikke til jord for at skamme dig ud eller fordømme dig. Jesus kom for selv at gå smertens vej – i stedet for dig! Bærende på sit kors gik han vejen op til Golgata og døde der for at frelse os af nøden.
Et menneske kan lide megen nød på sin livsvej. I den nød ønsker Jesus at være hos os. Men det er en langt større nød, Jesus vil frelse os fra. Alle lidelser på denne jord er, trods deres alvor og størrelse, kun midlertidige. Men livet efter døden, er ikke midlertidigt. Menneskets største nød er en evighed under Guds hårde, men – fordi vi er syndere – retfærdige dom. Det er den nød, Gud vil frelse os fra; derfor gav han os Jesus. Tag imod hans julegave i dag! Lad Jesus blive din frelser og udvej af nøden.
Gud, vor Fader, gav i nåde
julenat
os en skat,
herlig overmåde;
for at frelse os af nøden
steg herned
kærlighed,
stærkere end døden.
(”Hjerte, løft din glædes vinger”, Paul Gerhardt 1653, Den Danske Salmebog nr. 114)
Fra hæftet Glædelig jul, Nyt Livs Forlag 2021.
Hæftet kan stadig bestilles ved henvendelse til nytlivsforlag@nytliv.dk – eller man kan bestille det nye julehæfte GAVEN frem til jul.
Lyd
Åbn lyd i nyt vindueUdgivet af
Marianne og Anders Larsen
Marianne og Anders Larsen, lærer og it-pedel på Nordsjælland

