Da Herren Jesus havde talt til dem (de elleve disciple) blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet med de tegn, som fulgte med (Mark 16, 19-20).
For en tid siden fik vi lov til at fejre påske efterfulgt af Kristi Himmelfart og senere pinse. Inden da har vi fejret jul. Alle begivenheder og fejringer handler om, at Gud sendte sin søn Jesus Kristus til jorden, fordi han skulle frelse os fra den evige død på grund af vore synder. Gud besluttede at frelse os ved at lade sin egen søn gå ind i vores, den enkeltes, sted, og tage straffen for vores ulydighed, som vi bærer med os fra Adam, og som vi er gennemsyrede af i alt, hvad vi gør.
Det var altså Guds søn, der kom til os på jorden, og derfor var han også i stand til at stå op fra døden efter hans død på korset. I Bibelen har vi udførlige beskrivelser af, hvordan Jesus kom til os på jorden, hvordan han, som et syndfrit menneske, vandrede rundt og udlagde Guds ord og gjorde undere og helbredte. Vi kender også til, hvordan det gik til i påsken op til det tidspunkt, hvor Jesus bliver pågrebet og dømt til døden på et kors. Ikke mindst bliver vi mindet om, hvordan Jesus overvandt døden og igen viste sig for sine elleve disciple.
Den apostolske trosbekendelse giver i sin korte og præcise form udtryk for, hvem Jesus var og er. Denne koncentrerede tekst om, hvad vi tror på, skal vi være taknemmelige for, og gerne fremsige for os selv og i menighedens fællesskab, men måske også for vores nabo eller andre, som spørger ind til, hvad det nu er, vi tror på. Mange gange tror jeg, at denne bekendelse rækker og dækker betydeligt længere end tykke og indviklede bøger, som vil forklare, hvordan vi skal evangelisere.
Men når vi fremsiger denne bekendelse, så lad os bede om, at vi må få alle led med. Det er nemlig alle led i denne bekendelse, der er væsentlige for troen at holde fast i, der er ikke noget overflødigt og ikke noget, som er ligegyldigt eller underordnet for troen. Alle led i trosbekendelsen skal vi dvæle ved – også det led, der handler om Kristi himmelfart.
Jesus kom som Guds søn til jorden, og Jesus, Guds søn, forlod jorden for at tage tilbage til sin himmelske far, hvor han sidder ved hans højre hånd. Her går han i forbøn for os. Men en dag kommer han igen for at holde dom. Han kommer for at dømme levende og døde.
Dengang Jesus vendte tilbage til sin himmelske far, er det det endegyldige bevis på, at Jesus har sejret over synd, død og Djævelens magt. I Salme 110 profeterer David om dette: ”Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender som en skammel for dine fødder.” Din synd er under Jesu fødder, loven, som fordømmer dig, er under Jesu fødder.
Jesu plads ved Guds højre hånd viser altså os, at han altid er med os og går i forbøn for os. Og fra denne plads vil han igen komme til jorden for at dømme ”levende og døde”. (2 Tim 4,1). Når Jesus kommer igen for at dømme levende og døde, så er det også for at hente dem, der tror på ham, for at de skal leve evigt med ham foran Guds trone i retfærdighed og renhed.
Gud, giv os lys, vejledning og tro, så vi ser din gerning i sin helhed med alle dens dele, sådan som vi bekender det i trosbekendelsen. Og mens vi venter på Jesu genkomst, så lad os tage ordene fra Matt 28,20 til os: ”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” Jesus steg ikke til himmels for at være væk fra os, han steg op til himlen for at være med os, og herfra kan han være alle geografiske steder på samme tid, i modsætning til hvad han kunne på jorden.
Jesus, som har vundet sejr over synd, død og Djævel, kan fra sin plads ved Guds højre hånd være med os alle dage, og herfra går han også i forbøn for os. Ja, vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.
Udgivet af
Thorkil Ambrosen
Thorkil Ambrosen, Hillerød, cand. agro.