Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Ved godt mod?

Ugens vidnesbyrd, uge 37 2018. 2 Kor 5,7-8.

Vi lever i tro, ikke i det, som kan ses. Men vi er ved godt mod (2 Kor 5,7-8a).

Jeg har altid fornemmet, at der lå rigtig meget i de her ord af Paulus, og de har altid betydet meget for mig. Og så alligevel er det som om, at der bliver ved med at åbne sig noget for mig gennem de ord. De er blevet endnu en påmindelse for mig om, at vi aldrig må tro, at vi bliver færdige med Guds ord. Det bliver vi nemlig ikke, førend at Guds ord er blevet færdig med os. Og Gud give, at dét aldrig må ske, før vi er nået fuldendelsen og for evigt er kommet hjem.

Jeg vil nævne tre ting, som jeg er blevet standset for ved de ovennævnte 16 ord.

Det første, jeg vil nævne, er, hvad der faktisk står her, hvis vi springer lidt over og nøjes med at kigge på halvdelen af ordene: Vi lever ikke i det, som kan ses.

Her må jeg stoppe op og spørge mig selv: Kan det her siges om mig? Kan det her siges ind i mit liv: Jeg lever ikke i det, der kan ses!?

Det er blevet tankevækkende for mig.

For min egen del må jeg indrømme og bekende, at man vanskeligt vil kunne finde et udsagn, der passer dårligere ind i mit liv end det. For hvor er jeg dog helt vildt påvirket i mit liv af, hvad jeg ser. Og det er så nærliggende for mig at bygge hele mit liv op omkring det, jeg ser. Det, jeg iagttager, og det, jeg mærker.

Når mit liv bliver styret af det, jeg ser, så betyder det flere ting – men det betyder blandt andet, at jeg får svært ved at tro på, at jeg er kristen. Hvorfor det? Jo, for jeg ser utrolig meget synd i mit liv, ikke mindst i forhold til mine nærmeste hver eneste dag.

En anden konsekvens af at jeg lever i det, jeg ser, er, at tanken om, at Jesus snart kommer igen, kommer på afstand. Jeg bliver optaget af alt det, der hører denne jord til. Jeg løfter ikke mit hoved i forventning, som Bibelen opmuntrer os til; jeg ser lige ud! Og så kigger jeg på: Hvordan kommer jeg igennem i dag, og hvordan kommer jeg igennem i morgen? Hverdagens glæder og bekymringer kommer til at fylde det hele.

Paulus siger: Vi lever i tro, ikke i det, der kan ses.

Og det er den anden ting, jeg vil nævne: Paulus lever i tro!

Her har vi åbenbart modsætningen til at leve i det synlige.

Paulus fortæller i Filipperbrevet om, hvordan der er en indre kamp i ham. Det trækker i ham fra begge sider, siger han, for han længes sådan efter at bryde op og være sammen med Jesus, for det er langt det bedste! Men han ved også, at det mest nødvendige lige nu er, at han skal blive i live, af hensyn til menigheden.

Der er en himmellængsel i Paulus’ liv! Han lever virkelig sit liv med opløftet hoved i forventning om det, der kommer! Og lige netop dét viser Paulus, at der er én ting, det gælder om, mens han er i live, og det er at vinde mennesker for Jesus og at prædike til bevarelse hos Jesus. Han kalder menigheden i Filippi for sin sejrskrans, som han venter på at modtage i Himlen.

Når Paulus kan have den frimodige længsel efter, at Jesus kommer igen – så er det jo, fordi han ved noget. Han ved, at han går mod Himlen og ikke mod fortabelsen. Den vished har han, fordi han kender Guds nåde mod den største af alle syndere. Det er dét, der er Paulus’ styrke, det er dét, der er Paulus’ håb, så hans blik bliver vendt opad.

Og så var der den tredje ting, som jeg blev stoppet op for, og som jeg aldrig havde tænkt på før – og det var det lille “men“, der står efter “vi lever i tro, ikke i det, som kan ses”.

Men vi er ved godt mod.

Jeg er blevet så glad for det der lille “men“!

Paulus kunne jo godt have skrevet “derfor“. “Derfor er vi ved godt mod“, for vi lever i tro, ikke i det, der kan ses. Det ville give rigtig fin mening, hvis han skrev sådan. Men han skriver “men“. “Men“ vi er ved godt mod.

Dét lille “men“ er jeg blevet glad for, fordi det viser mig, at Paulus – selvom han er så stort et forbillede med sit liv – kender til min kamp. Paulus kender til, at det synlige kommer til at fylde, og det kan gøre ham nedtrykt.

Men – men! Vi er ved godt mod!

trods af, at vi ikke kan leve i det synlige, sådan som vi så gerne vil, og sådan som vi glæder os til, at vi skal en dag – på trods af det har vi en glæde, som vi må holde fast i, også når alt det synlige tynger os ned til jorden og gør os bedrøvede og tager frimodigheden fra os.

Nu blev verset til, ikke bare en stor udfordring, men også en stor opmuntring for mig, og derfor ville jeg gerne dele det.

Må vi denne dag og denne uge forsøge – i en trodsig kamp mod vores ukuelige trang til at leve i det synlige – at have den usynlige virkelighed for øje og se med troens blik på det, som vi går frem imod – som er lige på trapperne. Må Guds ord få lov at fylde os med godt mod – på trods af alt, hvad vi oplever og erfarer hos os. For vi tilhører en Herre, som har ordnet Frelsens sag for os, og han kommer snart igen for at hente sin brud til en evig bryllupsfest derhjemme i Himlen!

Tænk hvilken jubel, ja, tænk hvilken jubel,
når alle frelste er bjærget i havn!
Tænk hvilken jubel, ja, tænk hvilken jubel!
Lovsangens emne er Frelserens navn.