Sådant er mit ord, som udgår af min mund; det vender ikke virkningsløst tilbage til mig, men det gør min vilje og udfører mit ærinde (Es 55,11).
Vi har så let ved at glemme, at Guds ord er mægtigt, og at det har en iboende kraft, som gør, at det ikke vender tilbage uden aftryk; det virker, og det udfører Guds vilje og hensigt. Men sådan er det, og Gud beder om trofaste tjenere, som vil lægge røst til dette budskab, så ordet kan nå ud.
I 2 Tim 4,2 siger Paulus, Jesu Kristi apostel, f.eks.: ”Prædik ordet, stå frem i tide og utide, overbevis, irettesæt, forman, tålmodigt og med stadig undervisning.”
Del Guds ord ud i tide og utide! En direkte og klar formaning. Vi skal derfor ikke hengive os til en længere overvejelse om, hvor og hvornår vi skal lade Guds ord lyde. Nej, Guds ord skal lyde, både når det er belejligt, og når det er ubelejligt, altså både i tide og utide. Men det betyder faktisk også, at der ikke er noget tidspunkt eller sted, hvor det ikke skal lyde.
Skal så alle til alle tider og alle steder bære Guds ord frem? Nej, det tror jeg ikke. Vi skal også huske på, at det er Gud, der kalder, Gud, der udruster, og Gud, der tilrettelægger (Ef 2,10).
Men har Gud talt til dig om det, og hvis han på en særlig måde lægger opgaven på dig, da må du bede om at få klarhed over, hvad Gud vil, du skal. Og bliv ikke overrasket over, at det, Gud vil have dig til at gøre, nogle gange kan synes umuligt eller ubetydeligt. Men i den situation skal du vide, at det er Gud, der vil have dig i tale, og da må du bede ham om at vise dig vejen frem.
I TV-serien ”Matador” var der en tante Anna, som, i en karikeret form, tog denne opgave på sig ved en konfirmation i familien. Tante Anna oplevede noget, som nok kan genkendes i større eller mindre form i flere familier, nemlig at dele af familien er blevet verdsliggjort i større eller mindre grad (selvom vi her skal passe på, og ikke antage at al forandring fra en pietistisk tilgang er af det onde, ligesom vi kan spørge hinanden om, om tante Anna irettesatte og formanede med den undervisende tålmodighed, som Paulus taler om).
I min egen barndom og opvækst kan jeg især huske to personer, som på hver deres måde ved familiesammenkomster, fødselsdage, konfirmationer og måske julesamlinger osv. altid havde frimodighed til at fremføre nogle Guds ord og ord om livet som kristen for dem selv og mellem andre. Altså et par mennesker, som lagde røst til Guds ord, det ord, som ikke vender tilbage, uden det har udført den gerning og det ærinde, som Gud gav det.
I nogle familiesammenhænge vil en sådan opgave måske være belejlig, i andre familier kan det sikket opleves som noget meget ubelejligt, men i begge situationer ønsker Gud, at hans ord skal lyde gennem nogen, som villigt har taget imod kaldet til at være vidne i netop den situation.
Familiesammenkomster er særlige sammenkomster, her kender de fleste hinanden, og der er nogle særlige bånd. I familier, hvor Guds ord har haft en klar betydning, og troen på, at vi er evighedsskabninger, der er på vej mod livets to mulige afslutninger – enten evig frelse, som rækkes gennem Jesu gerning for os på korset, eller evig fortabelse – rører der sig altid noget, som kan være meget følsomt, men også meget vigtigt. Det er det, fordi det næsten altid er sådan, at der er familiemedlemmer, der bærer på en medbragt familiegave om syndernes forladelse, nåde og frelse i Jesu navn, men måske en gave, som man helst vil lade ligge uåbnet, da der kan være så mange andre gaver, som synes mere interessante at pakke ud.
Bed Gud om, at han må vise dig, om du har en særlig opgave her.
Skal engang vi alle mødes hist bag Jordanflodens brus,
med de frelste finde bolig evigt i vor Faders hus?
Mødes vi, mødes vi på den anden side floden,
der, hvor jordens nød og storme er til evig tid forbi?
Skal vi ses i himmelhavnen efter stridens hårde dyst?
Skal vi mødes, kaste anker ved den skønne himmelkyst?
Skal vi mødes hist i staden, som ved livets klare elv
er med jaspis, guld og perler bygget af vor Fader selv?
Skal vi møde vore kære, som blev rykket af vor favn,
se dem med forklaret ansigt, kaldes af dem mildt ved navn?
Skal vi møde Herren Jesus, når han henter hjem sin brud,
skal vi sluttes i hans arme og for evigt love Gud?
H. L. Hastings 1858
Udgivet af
Thorkil Ambrosen
Thorkil Ambrosen, Hillerød, cand. agro.