Og en af de ældste tog til orde og spurgte mig: ”De, som står klædt i hvide klæder, hvem er de, og hvor kommer de fra?” Jeg sagde til ham: ”Min herre, du ved det.” Og han sagde til mig: ”Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod” (Åb 7,13-14).
I Åbenbaringsbogen får vi denne fantastiske skildring af den store hvide flok af mennesker, der har nået målet. De er kommet hjem! Og nu er der én ting, der fylder dem. De råber med høj røst: ”Frelsen kommer fra vor Gud, som sidder på tronen, og fra Lammet” (Åb 7,9).
Midt i denne lovprisning trækkes Johannes til side og får spørgsmålet: ”De, som står klædt i hvide klæder, hvem er de, og hvor kommer de fra?”
Jeg er så taknemmelig for, at det spørgsmål bliver stillet! For det er jo det, jeg sidder med. Hvordan skal jeg nå frem til målet? Hvordan skal jeg en dag blive en af dem fra den store hvide flok, der går ind til min Herres glæde og synger lovsange til Gud og til Lammet?
Svaret lyder: Det er dem, som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod.
Jeg har hørt det svar mange gange. Men en dag, da jeg hørte det, kom jeg pludselig til at studse over, hvad der egentlig stod: De har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod!
Egentlig er det jo højst besynderligt, hvad der står her.
Hvis jeg selv skulle komme med et gæt på, hvordan jeg skulle blive en af dem fra den store skare med helt hvide klæder, så ville jeg tænke: Det gælder om at holde mig fra snavset her i verden. Det gælder om, at jeg holder mig uplettet af verden. At jeg ikke ryger ud i noget skidt.
I hvert fald skal jeg passe på med at besudle mit tøj med sådan nogle pletter, der virkelig ses. Den type pletter, som man bare ikke kan få af igen, selvom man bruger nok så meget knofedt og pletfjerner og andre vaskemidler.
Det værst tænkelige, man kan få på sit tøj, hvis det skal fremstå hvidt og fint, det er vel blod. Hvis der kommer en stor blodplet på min fine hvide skjorte, så bliver den aldrig fin og hvid igen.
Men her står der, at den frelste skare, det er dem, der har vasket deres klæder i Lammets blod. De har ikke bare fået blodpletter på – de har simpelthen vasket deres klæder i blod. Og derfor står de nu helt hvide og rene i Himlen og synger til Lammets pris.
Det lyder jo fuldstændig forkert. Og lige præcis det blev egentlig ret stærkt for mig. For når jeg bliver anfægtet, så er det lige præcis den tanke, der så let får magten over mig: Det virker så forkert, at jeg skulle kunne blive frelst – at jeg skulle kunne få hvide klæder ved Lammets blod.
Min naturlige tankegang insisterer på, at det skal være anderledes.
Jeg kan ikke lade være med at kigge på mig selv og min synd og mine forbedringer eller mangel på samme. Jeg kan ikke lade være med at kigge ned på mit tøj og se på pletterne og tænke: Åh nej, nu kom der en ny plet! Samme sted. Samme type, som så mange gange før. Det bliver værre og værre med mig. Kan jeg komme ind i Himlen, sådan som jeg ser ud? Med alle mine pletter.
Sådan tænker jeg af natur, og jeg kommer meget let til at sidde fast i de tanker – i det, som med et gammelt, men meget sigende ord hedder anfægtelse.
Hvis jeg så i den situation skal prøve at få lidt frimodighed, kan jeg jo prøve at kigge mig omkring og se på andre mennesker, der kalder sig kristne. Og så kan jeg se, at: Der er da – trods alt – nogen, der har mere synlige pletter, end jeg har!
Men: Der er nu også en del, der har væsentligt hvidere tøj på, end jeg har.
Og sådan kigger jeg rundt på andre mennesker for at finde ud af: Er det sandsynligt, at jeg skal være en af dem, der kommer til at stå i den hvide flok?
Når jeg sidder med de tanker, kommer Gud til mig og siger: Du skal vaske dine klæder hvide i Lammets blod.
Og så falder det hele jo sammen! Alle mine forsøg på at undgå i det mindste de værste pletter. Jeg har da i hvert fald ikke fået blodpletter på – jeg har ikke slået nogen ihjel. Men nu skal jeg vaske mit tøj i blod. Så er det hele jo fuldstændig lige meget! Så bliver mit tøj da fuldstændig ødelagt som den værste morders tøj – som om jeg var en Adolf Hitler.
Og det er lige præcis det, der er sagen: Gud vil ødelægge mit tøj. Alt hvad jeg af natur sætter min lid til – det får ingen betydning på dommens dag.
Men omvendt: Alle de pletter, der kan berøve mig min frimodighed, de får heller ingen betydning på dommens dag! For der ser Gud på Lammets blod. Og har jeg vasket mine klæder i det blod, så står jeg ren og hvid for Gud.
Så må jeg træde ind i Guds tronsal med frimodighed – og hvad er det, der så fylder mig? Jo, jeg vil råbe med høj røst: ”Frelsen kommer fra vor Gud, som sidder på tronen, og fra Lammet!”
Tak, Jesus, for blodet, som renser for al synd!
