Hvornår kom du til afklaret og personlig tro på Jesus? Det spørgsmål vil kristne besvare forskelligt. Men det er min erfaring, at mange, som er vokset op i et kristent hjem, kom til afklaret og personlig tro på Jesus i deres unge år.
Fra barndommen og hjemmet havde de en barnetro med. Men i de unge år blev det alvorligt for dem, om de var sande kristne eller ej. De blev bevidste om, at man ikke er kristen, bare fordi man bekender sig som kristen. De blev også mere bevidste om deres personlige synd, om Guds vrede over synden og om den rystende alvor ved den evige fortabelse. Derved blev det afgørende for dem at få klarhed over, hvor de stod i forhold til Gud, at få vished om at være frelst.
Hjælpen fik de ved Guds ord i lov og evangelium. Loven viste dem, at de i sig selv var syndere under Guds vrede og fortjent på vej mod fortabelse. Evangeliet viste dem, at Gud i sin kærlighed havde sendt Jesus til verden for at fuldføre frelse for netop dem. Ved sit liv, sin død og opstandelse havde Jesus fuldbragt frelse for dem og givet dem fred med Gud. Han tog ansvaret og hele straffen for deres synd på korset, så de kunne gå fri. Frelsen var ikke i mindste grad afhængig af, hvad de var og gjorde. Den hvilede helt og holdent på Jesus. Det var dette, evangeliet forkyndte for dem, og ved det ord fik de tro på Jesus og vished om frelse.
Utallige er kommet til personlig tro på Jesus i deres unge år på netop denne måde: ved Guds ord i lov og evangelium. Og ingen er i virkeligheden kommet til tro på anden måde. For syndens alvor i forhold til Gud bliver vi kun bevidste om gennem lovens ord (Rom 3,19-20; 5,20; 7,7-13; Gal 3,19-24). Og frelsen i Jesus får vi kun åbenbaret til tro ved evangeliets ord (Rom 1,16; 10,17; 1 Kor 1,18; Ef 1,13; Jak 1,18; 1 Pet 1,23).
Lov og evangelium
Målet med Guds ords forkyndelse i lov og evangelium er ikke, at vi skal nå frem til en ret forståelse af den kristne lære. Målet er heller ikke, at vi gennemgå en bestemt følelsesmæssig og psykologisk proces. Målet er, at vi skal se, hvordan vi står i forhold til Gud uden Jesus og med Jesus. Endemålet er en frimodig tro på og vished om, at vi er frelst ved Jesus alene.
Denne tro og vished kan vi ikke nå frem til ved kun at høre evangeliet. For evangeliet forkynder, at Jesus har frelst os fra en nød, som vi kun kan se ved lovens ord og åbenbaring. Vi må høre om alvoren af vores synd og om Guds vrede og straf, for at det kan blive til trøst og tro, at Jesus har frelst os fra netop dette. Derfor er der i den kristnes liv og i kirkens historie en dyb indre sammenhæng mellem alvor og glæde, anfægtelse og trøst, syndenød og frelsesjubel.
I vores augsburgske bekendelse lyder det sådan her om evangeliet: ”Skønt denne lære foragtes af de ukyndige, erfarer dog fromme og ængstede samvittigheder, at den bringer den største trøst, fordi samvittighederne ikke kan beroliges ved nogen gerning, men kun ved troen, når de er fuldt overbeviste om, at de for Kristi skyld har en forsonet Gud (…) Hele denne lære må henføres til denne kamp i den forfærdede samvittighed og kan ikke forstås uden hin kamp” (CA XX,15).
Ingen kommer til tro ved evangeliet, uden at de ved lovens ord har set, hvordan de står over for Gud i sig selv. Men når jeg har set, at jeg af natur er en synder, der dagen lang og i alle forhold trodser Gud og bryder hans lov; når jeg har set, at min synd helt retfærdigt nedkalder Guds vrede og dom over mig; når jeg har set, at jeg – overladt til mig selv – er på vej mod en evigt uophørlig straflidelse i helvede for min synd, så bliver det et budskab af ubeskrivelig herlighed, trøst og rigdom, at Jesus virkelig har frikøbt mig fra alt dette, at han gjorde det ved at gå i mit sted, at han gjorde det af kærlighed til mig, og at jeg ved Jesu frelsergerning alene har fred med Gud, er tilgivet for al min synd, står helt retfærdig for Gud og er på vej mod evig herlighed i paradis.
Det er på denne baggrund, vi må forstå, hvorfor en lang række af de rigeste og mest evangelisk befriende kristne sange sætter ord på, både hvad jeg er og har fortjent i mig selv, og hvad jeg er og har fået givet i Jesus. De to ting hører sammen, og det er kun, når vi fastholder og forkynder begge dele, at evangeliet stråler og giver sand trøst til virkelige syndere. Jeg vil nøjes med at citere fra en enkelt sang, som har fulgt mig siden min ungdom som en stadig kilde til trøst og frimodighed i troen. Jeg vil opfordre dig til som læser ikke at hoppe versene over. Læs dem og tag ordene til dig. De forkynder det rigeste og mest befriende evangelium:
Nu lov og pris! Jeg ved ej mer,
som står tilbage – alt er færdigt.
Hvad end hos mig jeg føler, ser,
er Lammet dog den ære værdigt,
at det for mig har sonet alt
og tusindfold for mig betalt
alt, ja alt.
Vist er jeg ej tilfreds med mig;
thi i mit kød bor synder alle.
Mit hjerte har endnu i sig
det gamle æbles bitre galde.
Hvi synger jeg dog glad og fro
Om evig glæde, fred og ro,
glad og fro?
Det kommer, Jesus, blot fra dig;
kun du er værdig frydesangen,
du gav dit dyre blod for mig
og er for mig til Gud indgangen.
I al min største usselhed
har jeg dog fuld retfærdighed
blot derved.
Når jeg er skrøbelig og svag,
adspredt af alt, jeg har for øje,
da har jeg en, som nat og dag
min talsmand er hist i det høje,
som for Guds åsyn står for mig,
og som i alt fremstiller sig
helt for mig.
Når jeg er kold, så er han varm,
er jeg adspredt, er han andægtig;
når jeg er syndig, svag og arm,
da er han hellig, rig almægtig.
Kun usselhed har jeg i mig!
Min hellighed har han i sig,
ja i sig.
Det bedste menneske i sig
er døden værd, har syn utallig;
selv ringest kristen er i dig,
o, Jesus, helt retfærdig, salig.
Lov, ære, pris evindelig!
Al salighed er blot i dig,
blot i dig.
Ved det ord i lov og evangelium, som jeg mødte i min barndom og ungdom, fik jeg min glæde og fred i den frelse i Jesus alene, som forkyndes i denne sang. Jeg er ubeskriveligt taknemlig for de mennesker, som rakte mig det ord, hvorigennem Gud gav mig troen på Jesus.
Møder vore unge det samme ord i dag? Forkyndes loven og evangeliet for dem?
Jeg tror ikke, der kan gives noget generelt svar. Hvis vi taler om unge fra bibeltro, lutherske familier, så kommer de i forskellige menigheder og forskellige kristne ungdomsgrupperinger. Vi må regne med, at forkyndelsens indhold varierer fra sted til sted. Men ind i mellem samles en betydelig del af vore unge til nogle store, nationale arrangementer, hvor de har mulighed for at høre bibeltro, luthersk forkyndelse.
De to største samlinger er henholdsvis Å-festival i pinsen, som samler omkring 3000 unge, og Event i november måned, som samler knapt 1000 unge i teenagealderen. Ingen andre steder i Danmark er så mange unge fra bibeltro, luthersk baggrund samlet med mulighed for at høre Guds ord forkyndt i lov og evangelium.
Men sker det så? Lyder Guds ord i lov og evangelium ved disse arrangementer?
Et hjertesuk
For fem år siden talte jeg med en teenager, der havde været til Event. Han var dybt nedslået over det, han havde mødt der. Det handlede både om sangen og musikken og om forkyndelsen. Efterfølgende satte jeg mig ned og gennemhørte de fire forkyndende samlinger. De tre samlinger var med prædikener. Den fjerde bestod i besvarelse af spørgsmål, som anonymt var blevet stillet af deltagerne. Efterfølgende var det mig, som var dybt nedslået – rystet og ulykkelig over, at man havde så rig og dyrebar en anledning til at hjælpe unge mennesker til tro på Jesus, og at anledningen i så radikal grad blev forspildt.
Jeg valgte at henvende mig med et hjertesuk til to centralt placerede kristne ledere, som jeg tænkte, kunne have forståelse for mit anliggende, og som i kraft af deres formelle lederroller havde mulighed for at præge og tage initiativ i en god retning. Den ene henvendte jeg mig til telefonisk og den anden skriftligt. Indholdet i det, jeg kom med, var det samme. Nedenfor er det gengivet fra min skriftlige henvendelse:
Min største sorg i forhold til Event er uden sammenligning det, som siges og navnlig ikke siges, når der bliver ro, og der bliver en gylden, umistelig anledning til at sige noget evighedsafgørende til de kære unge ud fra Guds Ord. Hvad har de behov for? De har vel mere end noget andet behov for at få afklaret, hvor de står i forhold til Gud: om de er under Guds dom eller under Guds nåde, fortabte eller frelste, ikke-kristne eller kristne.
Det kan der tales om og gives sund og sand vejledning i på mange måder. Men til sund og sand vejledning hører ifølge min bedste overbevisning, at vi taler klart om skellet mellem frelste og fortabte, om alvoren af vores synd og af Guds vrede over synden, om Guds kærlighed til os og frelsesvilje over for os, om Jesu stedfortrædende frelsergerning på korset, om omvendelse fra al erkendt synd og modtagelse af evig frelse ved tro på Jesus. Nej, vi får ikke det hele med i hverken en eller tre prædikenener. Men hvor meget eller hvor lidt vi end når, så må og vil vi vise de unge, at de har brug for Jesus som deres frelser, og vi må og vil give dem svar på det helt centrale spørgsmål: Hvad skal jeg med Jesus?
Da Wilhelm Buschs bog ”Hvad skal jeg med Jesus?” blev udgivet første gang på dansk, havde den titlen: “Gud ja, men Jesus?” Dengang tænkte jeg, at det var en rammende titel i forhold til den kristendom, som var udbredt i den danske folkekirke – uden for missionsforeningerne. Mange havde en tanke om, at Gud var der for dem, de kunne bede til ham og bruge ham i deres liv. Gud ja, men Jesus, som korsfæstet? Når jeg hører prædikenerne fra Event, så spørger jeg mig selv, om det er der, vi selv er endt. Ja, der kan tales tåget, uklart og ubestemt om, at Gud gjorde noget godt ved Jesus på korset og viste sin kærlighed til os der. Men det er præcis sådan, det store flertal af folkekirkepræster også kunne og fortsat kan tale om Jesus i påsken. Gud gjorde noget godt på korset. Jesus døde, fordi han elsker os. På korset ser vi Guds kærlighed. Men vi hører intet om, hvad det var, der skete med Jesus på korset. Vi hører intet om, at han blev ramt af Faderens vrede, dom og straf. Vi hører intet om, at det var nødvendigt, fordi Gud er en retfærdig dommer, og fordi al synd af ham MÅ dømmes og straffes. Vi hører intet om, hvem der rettelig havde fortjent at blive dømt og straffet. Vi hører intet om, hvor vi står i forhold til den hellige Gud, hvis vi forkaster den frelse, som er købt til os med Jesu dyre blod. Og vi hører intet om det blod, som renser os for al synd.
Og fordi vi intet hører om dette, så mister ordet om korset sin kraft til frelse, og ingen bliver frelst! Tilhørerne efterlades med en gud, som vi umiddelbart alle har det godt med, som vil os det godt, som altid er til rådighed for os, når vi måtte ønske at gøre brug af ham, og som synes, at vi er fantastiske. Den gud er god at have med på rejsen. “Gud ja, men Jesus?”
Når jeg hører mig igennem de tre prædikener og sessionen med spørgsmålsbesvarelse, så sidder jeg tilbage med spørgsmålet, om de unge, som er med ved en Event-samling som denne her, får nogen som helst hjælp til at vågne, hvis de lever i synd og trods mod Gud, om de får hjælp til at vågne, hvis de lever i selvretfærdig tro på deres egen gode kristendom, om de får hjælp til fred, hvis de ved egen bibellæsning eller ved noget, de har hørt et andet sted, skulle være blevet urolige for, om de er på vej mod Guds dom og den evige fortabelse, og om de får nogen hjælp til at høre og komme til tro på, hvad Jesus har gjort for dem ved sin stedfortrædende forsoning – det, som ordet om korset handler om? Eller er bundlinjen efter tre prædikener og en spørgsmålsbesvarelse, at vi alle har det godt med Gud, at vi alle sammen er i hans gode hånd, at Gud synes, vi er vildt dejlige, og at han altid vil være der for os, og at vi bare skal lære at tro det?
Men har det ingen værdi at tale med teenagere om, at de er gode nok, som de er på det vandrette og menneskelige plan? Jo, bestemt. Det er formentlig et af de højeste mål for god pædagogik og god psykologi i mødet, omgangen og samtalen med teenagere. Og Bibelen har bestemt også noget at sige om det. Men det er ikke Bibelens centrale budskab og evangelium.
Lige så galt det var i de socialt udadskuende 1960’ere og 1970’ere at lade forkyndelsen samle sig om, hvordan vi skulle ud og gøre verden til et mere retfærdigt sted, lige så galt er det i de psykologisk indadskuende 10’ere og 20’ere at lade forkyndelsen samle sig om, at vi skal acceptere og elske os selv og tro, at vi er superfantastiske, som vi er. Vi skal vise de unge både i ord og i vores omgang med dem, at de er skønne og elskede, alle som én. Men når vi står i forkyndelsens situation, så er det vores kald frem for noget andet at tale om deres forhold til Gud på det lodrette plan og at lede dem til Jesus ved lov og evangelium, ved en klar tale om himmel og helvede, synd og soning og frelse ved Jesus alene. Sådan er det i hver ny generation, og i hver generation er vi på vej til at miste dette Guds ord, der leder til tro og frelse. Som jeg hører de tre prædikener og den ene spørgsmålsbesvarelse på Event, så hører jeg det som et vidnesbyrd om, at vi langt på vej har mistet Guds Ord i lov og evangelium, og de, som betaler prisen, er vore unge.
De to talere og de tre spørgsmålsbesvarere er gode til at tale om sig selv og fortælle om sig selv og henlede opmærksomheden på sig selv. Men er det ikke netop enhver prædikants mareridt – at tilhørerne hører om og ser og møder mig og ikke den levende Gud? Den levende Gud møder vi i og gennem hans ord. Men ikke én af prædikenerne gennemgår en bibeltekst, og ikke én af de tre, som besvarer spørgsmål, har taget en Bibel med på podiet.
Det mest grundlæggende og evigt alvorlige spørgsmål – ”Er min tro god nok?” – besvares i spørgsmålssessionen i sidste ende med et – ja, den er god nok. Det er hjerteskærende, når unge i sjælenød får spørgsmålet om deres evige frelse besvaret på den måde. Hvordan kan det dog gå til? Er det, fordi man ikke gør sig klart, at en stor del af de unge, som kommer til Event, kan være uden en personlig og levende tro på Jesus? De kan komme som fortabte, og med et sådant svar sendes hjem igen lige så fortabte, som de kom, men nu med en forsikring om, at de ikke skal bekymre sig om noget, for alt er vel. Hvor er synet og forståelsen for, at de unge må hjælpes og ledes til personlig omvendelse og tro på Jesus?
Jeg skrev også om sangen og musikken, blandt andet dette: Trods mit arbejde på en ungdomsskole har jeg ikke været med til noget, der ligner efterårets Event i henseende til tekstoverdøvende eller helt tekstløs, pulserende, elektronisk rave-stil-musik blandet op med et gruppepres i retning af, at alle skal hoppe op og ned for at vise, at de elsker Jesus.
Det sidstnævnte var det, som den teenager, jeg talte med, havde reageret mest imod. Han vidste, at der var både åndeligt uafklarede og ikke-kristne unge med til Event. Nogle af dem var hans venner. Som han oplevede det, blev de sat under pres for at hoppe op og ned til musikken og derved vise, at de også elskede Jesus.
Jeg gengav i min skrivelse nogle hovedpunkter fra den musikvejledning, som Luthersk Mission udsendte i 1995. På den baggrund skrev jeg: Når jeg hører mig igennem det, som er lagt ud forskellige steder på nettet fra Event, kan jeg ikke se det anderledes end, at musikkulturen her går på tværs af alt det, som jeg har gengivet fra vejledningen ovenfor. Hvis det var åndeligt nedbrydende at tilsidesætte vejledningen i 1995, så er det også nedbrydende i dag, uanset hvor lidt vi tænker over det, og hvor tabu det er at sige det.
Jeg oplevede, at min henvendelse til de to kristne ledere blev vel modtaget. Hvad de konkret har gjort i forlængelse heraf, ved jeg ikke. Men jeg ved, at ingen mennesker i egen kraft har mulighed for at vende en åndelig strømning og reformere et kristent arbejde. De kan have de bedste intentioner, og de kan gøre det bedst tænkelige. Men det er kun Guds Ånd, der ved sin gerning i hjerterne kan forny et kristent arbejde og føre det ind i et sundt åndeligt spor.
Hvordan står det til i dag? Hvordan forkyndes der på Å-festival og Event i dag? Hvordan skal vi forholde os til det? De spørgsmål er der en række personer, som har stillet mig i løbet af det forgangne år.
Foranlediget af de spørgsmål har jeg hørt mig igennem de forkyndende samlinger ved Å-festival og Event i 2024. Hvad jeg hørte og ikke hørte, vil jeg gå nærmere ind på længere fremme i artiklen. Jeg vil understrege, at det er de forkyndende samlinger, jeg har lyttet til. Det betyder, at jeg ikke har lyttet og forholdt mig til koncerterne, musikken og sangen. Det kunne jeg have gjort, og det kunne have sin egen gode begrundelse ikke mindst i relation til Å-festival, som er en musikfestival. Der sker ikke kun forkyndelse og åndelig prægning ved prædikener, men i høj grad også ved sang og musik. Det ville dog blive for omfattende, hvis jeg her skulle gå i dybden også med den del. Jeg har begrænset mig til at gengive og forholde mig til det, som siges ved de forkyndende samlinger.
Inden jeg forholder mig til spørgsmålene vedrørende forkyndelsen på Å-festival og Event, vil jeg bruge lidt tid og plads på et spørgsmål, som er vigtigere: Hvad er det, vi rettelig bør forkynde for vore børn og unge, hvis vi vil være tro mod Guds ord og redskaber for Guds Ånd – til tro på Jesus?
VORES BUDSKAB: LOV OG EVANGELIUM
I dette hovedafsnit er der to pointer, som jeg gerne vil understrege og underbygge.
For det første: Det syn på forkyndelsen af lov og evangelium, som jeg fremlagde i begyndelsen af denne artikel, er ikke mit eget. Det er heller ikke et syn, der historisk har været begrænset til en særlig gruppe inden for den bibeltro, lutherske familie i Danmark. Det er det syn, vi tidligere har stået sammen om i de lutherske missionsforeninger og blandt de grupperinger, som vi samlet kalder for ”højrefløjen”.
For det andet: Når og hvis vi fjerner os fra dette syn i forkyndelsen til vore unge, er der tale om et skred, hvis åndelige og evige konsekvenser ikke kan overvurderes i alvor.
Det er disse to pointer, jeg vil understrege og underbygge i det følgende. Jeg vil gøre det ved først at pege på en bog, som illustrerer begge pointer. Derefter vil jeg referere to teologer og åndelige ledere, hvis vejledning vi som bibeltro lutherske tidligere har lyttet til.
Forkyndelse til frelse
I 1977 udgav forlaget for Evangelisk Luthersk Missionsforening (ELM) Carl Fredrik Wisløffs bog Forkynd for børn – om lov og evangelium. I 2017 blev bogen genudgivet af LogosMedia gennem Forlagsgruppen Lohse. I forlængelse heraf er den blevet udbredt i både LM og IM.
Wisløff indleder sin bog med disse ord: ”Al forkyndelse for børn og voksne skal give svar på det vigtige spørgsmål: ’Hvordan bliver jeg et Guds barn?’”i Forkyndelsens helt centrale mål og opgave i forhold til alle tilhørere, børn og voksne, er at hjælpe dem til at blive frelst ved troen på Jesus. Det mål kan ifølge Wisløff kun nås ved en sand forkyndelse af Guds ord i lov og evangelium.
Flere gange i bogen tydeliggør Wisløff, at det grundlæggende budskab i forkyndelsen må være det samme til alle aldersgrupper. Derfor handler bogen ikke kun om forkyndelse til børn, men om forkyndelse til alle, herunder ikke mindst de unge. De må høre både Guds lov og Guds evangelium.
Loven er Guds krav til os. De krav er absolutte. Gud kræver ikke bare, at vi skal gøre det, så godt vi kan. Nej, vi skal være lydige i alle ting og fuldkomment: ”Gud mener netop: at gøre det så fuldkomment, at gerningen ikke har nogen fejl og tankerne og motiverne ikke skygge af bagtanke og skjult dagsorden.”ii Vi skal ikke bare gøre godt mod dem, vi kan lide, men mod dem, vi ikke kan lide. Vi skal elske dem: ”Du skal ikke bare bære over med dine fjender, du skal elske dem (Matt 5). Ifølge disse ord lader Gud sig heller ikke nøje med et mindre udvalg af gode gerninger, som du kan overkomme. Nej, det er alt eller intet.”iii
Wisløff understreger, at det, som Gud siger i loven, er alvorligt ment: ”Han mener det, han siger, for han er hellig. Han siger det sådan, at vi ikke behøver at være i tvivl om, hvordan det vil gå os, hvis det skal afgøres efter lovens målestok. Ifølge loven findes der ikke noget menneske på jorden, som er retfærdigt for Gud.”iv
Børnene må høre loven forkyndt, så de forstår og erfarer, at vi står lige over for Gud som syndere. Kristne adskiller sig ikke fra andre ved at være gode, og vi bliver ikke kristne ved at være gode. ”Derfor siger Bibelen ikke, at de, der opfører sig ordentligt, må være Guds børn (…) Hvad er det, man har gjort ved at tale om, at man skal opføre sig ordentligt for at være kristen? Man har blandet lov og evangelium sammen. Det er den mest skæbnesvangre fejl, der kan gøres i forkyndelsen for både børn og voksne; og måske den mest almindelige. At blande lov og evangelium sammen: Det vil sige at blande gerningernes og nådens vej til frelse sammen (…) Guds lov og formaningerne er centrale og hører naturligt med i forkyndelse og opdragelse, men gør det helt klart for børnene, at der ingen betingelser er for frelsen. Frelsen har Jesus givet os, og den må vi tage imod helt uden gerninger.”v
Loven gør mit forhold til Gud afhængigt af mig selv: ”Loven peger på mine gerninger. Loven peger hele tiden på mig og siger: ’Du skal, du må ikke’. Loven viser mig, at jeg ikke gør det rigtige, ja, at jeg ikke engang vil det rigtige, derfor siger den: ’Du er skyldig! (…) Det er netop dens virkning: For alt det, som loven siger, taler den, for at hver mund skal lukkes og hele verden stå strafskyldig over for Gud.”vi
Evangeliet er helt anderledes. Evangeliet handler slet ikke om mig. Det handler om, hvad Gud har gjort til min frelse, da han sendte Jesus til jorden: ”Derfor peger evangeliet slet ikke på mig, hverken det, jeg er, eller det, jeg gør. Det viser derimod hen til Jesus og siger: Han levede for dig og døde for dig. Han er din frelse. Han er din fred (Ef 2,14).”vii
Wisløff advarer mod at øve åndeligt pres på børn.viii Vi må tale enkelt og hensynsfuldt til børnene. Men vi må samtidig fastholde, at lovens mål er at virke anger over synden, og evangeliets mål er at virke tro på Jesus. Det er det også hos børnene. Ved anger og tro føres vi til Jesus: ”Derfor trænger disse børn til at komme til Jesus i anger og tro lige så vel som den voksne (…) Det gælder alle Guds børn, både små og store, at ’mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig’ (Gal 2,20). Gud ønsker ikke, at noget menneske skal gå fortabt. Det var derfor, han sendte Jesus for at frelse os. Kernen i evangeliet er ikke, at Gud er god og tager sig af og passer på alle mennesker. Evangeliet er langt mere. Evangeliet er frelse og nåde! (…) Evangeliet er en gave, som vi på ingen måde har fortjent ved at opføre os ordentligt. Det er Jesus, der har fortjent frelsen til os, og han giver os den uden nogen som helst betingelser.”ix
Wisløff understreger, at børn også må høre formaningen til at leve et nyt liv som kristne med Jesus som forbillede. Formaningen må forkyndes på baggrund af evangeliet, og det må ske med bevidsthed om, at formaningen er lov. Det betyder, at formaningen vil afsløre synden og uddybe syndserkendelsen hos børnene. Det betyder også, at der er en stadig fare for, at børnene hører formaningen som en betingelse for frelsen. Derfor må formaningen ledsages af en klar forkyndelse af evangeliet om, at vi er frelst ved Jesus alene: ”Jeg bliver ikke Guds barn ved loven!”x
Som det fremgår, er Wisløffs lidenskab for, at Guds ord skal forkyndes i lov og evangelium til børn, dybest set en lidenskab for børnenes frelse og evangeliske frihed. Ved en ret forkyndelse af lov og evangelium løses børnene fra deres naturlige loviskhed og finder frelse og frihed i, at de er frelst alene ved det, som Jesus har gjort for dem. Frelsen hviler på ingen måde på dem selv. Den hviler på Jesus alene.
Wisløffs anliggende er ikke, at vi skal undervise børnene om lov og evangelium.xi Men hele Guds ord er lov og evangelium. ”Her fortælles det, hvordan Gud er i sin hellighed – og hvordan hans kærlighed er. For hans hellighed er uendelig, ophøjet over al forstand og al diskussion fra vores side. Og hans kærlighed er ikke at se gennem fingre med synden, bare mennesket gør sit bedste, Nej, den er Guds tilgivelse af synderen for Jesu skyld.”xii
Som nævnt ovenfor er det ifølge Wisløff det samme budskab i lov og evangelium, som børn og voksne må høre. Derfor gælder det, som her er gengivet fra Wisløff, også for unge.
En velsignet tid
Når jeg læser Wisløffs bog, genkender jeg den kristne forkyndelse, som jeg mødte som barn og ung. Den førte mig til en frimodig tro på Jesus og til vished om frelse ved ham alene.
Jeg var barn i 1960’erne og blev ung i 1970’erne. Det var en rig åndelig tid i LM, hvor min familie hørte hjemme, og i Kristeligt Forbund for Studerende (KFS), hvor jeg kom med som ung. Forkyndelsen var i høj grad formet af den forståelse af lov og evangelium, som er gengivet fra Wisløff ovenfor. Det hang i væsentlig grad sammen med en påvirkning fra Norge.
I efterkrigstiden var der en række norske forkyndere og teologer, der havde en meget klar og evangelisk befriende forkyndelse. De vidste og havde erfaret, at den rette skelnen mellem lov og evangelium er kilden til frimodig tro og vished om frelse ved Jesus alene. Det var folk som Carl Fredrik Wisløff, Øivind Andersen og Olav Valen-Sendstad. Deres artikler og bøger blev udbredt og læst i Danmark. Carl Fredrik Wisløff og Øivind Andersen blev også brugt meget som forkyndere i Danmark. Disse folk kom især til at præge teologien og forkyndelsen i LM, ELM og KFS.
KFS blev etableret i 1956. For de første danske ledere var den rette forkyndelse af Guds ord i lov og evangelium en hjertesag. De var selv blevet sat åndeligt fri ved denne forkyndelse, og de så det som deres centrale kald at udbrede denne forkyndelse til frelse og åndelig frigørelse for andre. Flere af de første ledere havde fået afgørende hjælp til evangelisk afklaring gennem læsning af C.O. Rosenius’ skrifter.xiii I deres samtid så de hen til og gjorde brug af Wisløff som en ledende repræsentant for den åndelige linje, som de havde tillid til.xiv Wisløff var i 1960’erne og 1970’erne den mest brugte norske, lutherske prædikant i Danmark. Flemming Kofod-Svendsen skriver om den forkyndelse, som Wisløff prægede med: ”Både skriftligt og mundtligt formidlede Wisløff lov og evangelium, så mennesker blev sat i frihed og lovpriste Gud”.xv
Den klare og frigørende forkyndelse af lov og evangelium blev det centrale særpræg ved KFS’ arbejde i 1960’erne og 1970’erne. Jens Ole Christensen, der senere blev rektor for Dansk Bibel-Institut og generalsekretær i LM, kom med i KFS i 1970’erne. Her mødte han en forkyndelse i lov og evangelium, som blev til rig åndelig velsignelse for mange unge. Han talte ikke kun på egne vegne, når han senere gengav, hvad der var forkyndelsens kendetegn og frugt i det tidlige KFS-arbejde: ”For mange af os – rigtig mange af os – fandt vi den store frihed i, at Gud har talt sit ord til dom og frelse. Det første måtte vi smerteligt bøje os under – og det fik konkret adresse i vores liv, det andet gav en frihed og lettelse, som man skal erfare for at kunne forbinde noget med. Vores hjerter kunne ånde frit, fordi en anden var gået ind i fortabelsens gru i vores sted.”xvi
KFS samlede unge fra alle de tre lutherske missionsforeninger. Den åndelige prægning, som de unge fik i KFS, tog de med sig tilbage i deres missionsforeninger. En del af dem fik efterfølgende ledende poster i deres missionsforeninger. Det bidrog til, at glæden over og lidenskaben for en sand forkyndelse af lov og evangelium i 1970’erne kom til at præge alle de tre lutherske missionsforeninger og hele den kirkelige gruppering, som fik navnet ”højrefløjen”.xvii
Alt var selvsagt ikke godt blandt bibeltro, lutherske kristne i denne tid. Men det mest karakteristiske for tiden var velsignet godt: ønsket om og villigheden til at lægge røst til Guds ord i lov og evangelium for at føre mennesker til frelsende og frimodig tro på Jesus.
At vi var samlede om dette i 1970’erne, var imidlertid ikke ensbetydende med, at det fortsatte sådan. Det forhold belyses i de næste to afsnit, som hver har et personnavn som overskrift. Det er to personer, som har tjent som åndelige vejledere for de bibeltro lutherske kristne i Danmark, men som begge i begyndelsen af 1990’erne pegede på udviklingstendenser i retning af en tilpasning til tidsånden – væk fra en klar forkyndelse af lov og evangelium.
Hans Erik Nissen
I de første 50 år efter etableringen af KFS blev ingen prædikant brugt så flittigt i KFS som den mangeårige forstander for Luthersk Missions Højskole i Hillerød, Hans Erik Nissen. Flemming Kofod-Svendsen skriver om ham i 2008: ”For Nissen gælder det, at han i en uafbrudt periode på knap 50 år har haft en enestående gennemslagskraft blandt den studerende ungdom.”xviii I samme tidsrum blev Hans Erik Nissen flittigt brugt som forkynder i missionsforeningerne, primært i LM, men også i ELM og IM. Så sent som i 2006 var han hovedtaler ved IM’s lederkonference, hvor han blandt andet talte over emnet: ”Lede til Jesus.” Hans Erik Nissen var en forkynder og åndelig leder, som i mange årtier havde bred tillid blandt bibeltro, lutherske kristne i Danmark.
Nedenfor gengives nogle uddrag fra en artikel fra 1992 med titlen ”Lov og evangelium”. I artiklen er det Hans Erik Nissens udgangspunkt, at den klare forkyndelse af lov og evangelium er i opløsning iblandt bibeltro lutherske kristne i Danmark.
”De fleste lutheranere i den unge generation står langt fra den kristendomsopfattelse, som prægede Luther, og som har været en livsstrøm og livslinje i de lutherske kirker gennem århundrederne (…)
Udviklingen hænger sammen med et ændret gudsbillede. Den lutherske lære om lov og evangelium kan kun forstås indefra og fastholdes ud fra et bestemt billede af Gud. Hvis man ikke tager det bibelske gudsbillede alvorligt i dets fylde, bliver talen om lov og evangelium meningsløs.
Guds hellighed, Guds vrede, Guds had til synden. Guds dom, Gud som den, der kan fordærve sjæl og legeme i Helvede, er der meget lidt forståelse for i dag. Jeg mener ikke, at vi altid skal tale om hellighed, vrede, dom og Helvede, men jeg mener, at vi skal tale om det. Bibelen taler om det. Vores lutherske bekendelse gør det. Der er ikke det rette forhold mellem lov og evangelium i vores forkyndelse. Talrige lutheranere har ikke villet vide af loven. De har kun villet vide af evangeliet. Men evangeliet kan ikke fastholdes uden forkyndelsen af loven.
Der hvor der ikke er nogen synd, er der heller ikke brug for nogen nåde. Er der ikke nogen hellighed, er der ej heller brug for nogen renselse. Er der ingen vrede, er soningen overflødig. Er der ingen dom, hvad skal vi da med frikendelsen? (…)
Der er ingen tvivl om, at hovedgrunden til vores ulykke skal søges i, at en fuldtonende lov-evangelium-forkyndelse ikke lyder blandt os med den kraft, som den skulle. Mange lutherske forkyndere har mistet troen på det, som de selv står for.
For en umiddelbar betragtning ligger en menneskecentreret forkyndelse på en helt anden måde i forlængelse af det, tiden er optaget af. Men det er en satanisk fristelse at give efter for det, som er båret frem af tidsånden. Hvad det fører til, ser vi, når vi giver agt på, hvordan det er gået os.
Vi har alt for mange forkyndere, som har mistet troen på Guds ords iboende virkekraft. De tænker menneskeligt. Det bliver målgruppen, som bestemmer budskabets indhold på sandhedens bekostning. I virkeligheden bliver det det religiøse menneskes behov, der tilfredsstilles (…)
Vejen ud af den nød, vi befinder os i, går derfor tilbage til udgangspunktet. Vi må tilbage til det grundlæggende: forkyndelsen af lov og evangelium (…)
Det begynder i oplæringen af børnene. Gud fremstilles som den altid kærlige, imødekommende, givende, der skaber varme, tryghed og glæde. Kan man undre sig over, at flere med rod i vore sammenhænge fornægter Bibelens forkyndelse om de evige helvedesstraffe? Sagen er jo, at Bibelens tale om dom, fortabelse og evig død i ild- og svovlsøen opleves som uforeneligt med det billede af Gud, som er det eneste, de har mødt gennem deres opvækst, og som de møder søndag efter søndag i vore lutherske kirker.
Vejen frem er vejen tilbage. Vore børn og unge må for alvor få med den levende, hellige Gud at gøre. Det møde er ikke rart, befriende og vidunderligt. Nej, det er frygteligt (…)
Vi har et af Gud givet kald til at forkynde lovens Gud. Vi kan ikke føre mennesket ind i syndenød, men Gud kan. Vi kan ikke gøre et menneske strafskyldigt for den levende Gud, men loven kan. Vi kan ikke lade et menneske smage den død, som er en forudsætning for liv, men Ånden kan – den Ånd, som skal overbevise verden om synd, om dom og om retfærdighed (…)
Skal vi skære gennem den mur af falsk religiøsitet, som kendetegner store dele af kristenheden i dag, må vi bede Herren oprejse forkyndere, som vil være villige til at låne røst til loven. Jeg tænker ikke på dem, som siger, at ”vi kan ikke opfylde loven, og det skal vi heller ikke, for det har Jesus gjort”. Den slags forkyndelse har vi haft alt for meget af. Den giver resultatet, men lærer aldrig eleven at regne stykket. Nej, hvad vi behøver er forkyndere og lærere, som lader Ordets lys skinne ind i hjerter og samvittigheder, så det afsløres, hvad der bor derinde.
Hvordan går det til, at du og jeg bliver bærere af lovens profetiske budskab? Det vigtigste er, at vi selv er inde under det ord, vi forkynder (…)
Vi trænger bestandigt til at føres tilbage til udgangspunktet, hvor vi står ribbede for alt vort eget som hjælpeløse og fortabte syndere. Da kan vi virkelig blive andre til hjælp. Da kan vi lede andre ind og frem på den nådevej, som vi selv går på hver eneste dag. Og da kan vi også tale om Guds nåde som andet og mere end teori (…)
Ved evangeliet og Guds Ånd kan det umulige ske: En synder kan tro på det fuldbragte nådeværk (…) Det er evangeliet, der har denne iboende virkekraft i sig. Derfor er det vigtigt, at Guds nåde og den uforskyldte nåde ikke bliver et slutpunkt i vores prædiken og undervisning, som vi kun ofrer meget kort tid på (…) Åndens virke er uløseligt knyttet til Guds ord. Derfor er det afgørende, at tilgivelsens og nådens ord virkelig lyder. Der er forskel på, at et budskab nævnes, og at det i sandhed får røst (…)
Vi skal fastholde, at vi ikke skal synde. Vi skal med lige så stor kraft understrege, at når vi synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus den retfærdige, og han er soning for vore synder. Han er ikke vores talsmand, når vi beder, som vi skal, når vi læser hans Ord, som vi skal, når vi vidner, som vi skal. Jesus er en talsmand for os hos Faderen, når vi synder. Det står han inde for ved at være et sonoffer for os (…)
Hvilken befrielse er det ikke at blive løst fra sig selv! Hvilken gave er det ikke at kunne lægge alt sit eget bag sig! Ja at være løst fra det. I ham har vi forløsning, syndernes forladelse. Hvor hæmmet og bundet, jeg end føler mig, så er jeg alligevel løst og fri i Jesus.
Vores store og afgørende kald er at gøre de mange unge lov-kristne til nåde-kristne (…)
Der er noget smittende og dragende over kristne, som ikke lovsynger, fordi det nu er det, man skal. Nej, de gør det, fordi deres synd er udslettet. Det anklagende skyldbrev med dets lovbestemmelser er naglet til korset. Der er ikke mere noget, der skiller mellem dem og Gud. Nåden dækker det hele.”xix
Agne Nordlander
Året før Hans Erik Nissens ovenfor citerede artikel blev udgivet, i 1991, holdt den svenske teolog Agne Nordlander en række forelæsninger på Dansk Bibel-Institut (DBI). Emnet var forkyndelsens udfordringer i samtiden. Agne Nordlander pegede på faren for, at forkyndelsen formes af og tilpasser sig tidsånden med en opløsning af lov og evangelium til følge.xx
Blandt bibeltro lutherske kristne i Danmark blev Agne Nordlander i 1980’erne og 1990’erne kendt og værdsat som åndelig vejleder gennem fire bøger, der blev oversat til dansk: Kristen i velfærdssamfundet,xxi Korsets mysterium,xxii Hellighedxxiii og Bibelens syn på mennesket.xxiv
I sine forelæsninger på DBI nærmer Agne Nordlander sig spørgsmålet om den rette forkyndelse af lov og evangelium ved at tegne et rids over den åndelige udvikling i de sidste par hundrede år. I den førmoderne tid var det en given ting for mennesker i de tidligere kristne lande, at Bibelens Gud er skaber og herre. Dermed vidste mennesket sig ansvarligt og forpligtet både over for Gud og over for medmennesket. Så længe troen på Gud som skaber og herre er levende, er der et naturligt og klart udgangspunkt for at forkynde loven, og loven vil afsløre tilhørerens synd både over for Gud og medmennesket.
Med den fremadskridende sekularisering er bevidstheden om Gud som skaber og herre imidlertid blevet radikalt svækket. Det mærkes ikke kun uden for kirken, men også i kirken. Når Gud forsvinder som den, jeg er forpligtet og står til ansvar over for, så forsvinder også bevidstheden om at være forpligtet over for medmennesket. ”Tilbage står jeg som centrum i universet (…) Tilværelsen, verden er til bare for mig.”
Denne tankegang og følelse er ifølge Agne Nordlander karakteristisk for det narcissistiske menneske og den narcissistiske kultur.xxv
Det narcissistiske menneskes indre normkompas er ødelagt. Derfor bliver samvittigheden ikke anfægtet. Anfægtelsen kræver, at man står til ansvar over for en autoritet, som man ved, at man må adlyde. ”På det urgamle spørgsmål ’Hvor er din broder Abel?’, svarer det narcissistiske menneske: ’Det ved jeg ikke, og det bekymrer jeg mig virkelig ikke om. Jeg bekymrer mig bare om mig selv.’”
Det narcissistiske menneske bærer på et indre tomrum og har et stadigt ønske om, at andre mennesker skal fylde dette tomrum med beundring og bekræftelse. ”Det narcissistiske menneske er helt afhængig af andres værdsættelse (…) Der udgår et råb: ’Kom og sig, at jeg er værdifuld! Kom og hold af mig! Kom og ros mig! Kom og bekræft mig!’” Samtidig er det narcissistiske menneske allergisk over for enhver form for anklage og kritik.
Hvis det narcissistiske menneske gør sig tanker om Gud, er det en selvfølge for dette menneske, at det har en umiddelbar adgang til Gud. Der er intet behov for en mellemmand eller en forsoner. Det er lige så selvfølgeligt for det narcissistiske menneske, at det kommer i Himlen.
Det narcissistiske menneske mener, at Gud er til for ham/hende, og derfor er det naturligt at forvente og kræve, at Gud skal se, anerkende og bekræfte det narcissistiske menneske.
Agne Nordlander fremhæver i denne sammenhæng en sang, som han kalder ”Den store narcissist-sang”. Det er Ingemar Olssons ”Du vet väl om, att du är värdefull” fra 1978. Nordlander fortæller, at den er blevet ”utroligt populær” i kristne kredse i Sverige, og han fortæller, at han blev ”rystet”, da han ved to andagter i træk hørte den blive foreslået. Nedenfor har jeg oversat sangen til dansk uden at tage hensyn til, om oversættelsen er sangbar:
Omkvæd:
Du ved vel, at du er værdifuld,
at du er vigtig her og nu,
at du er elsket for din egen skyld,
for ingen anden er som du.
Der er alt for mange, som vil tale om,
at du bør være sådan og sådan.
Gud Fader selv han accepterer dig uanset,
og det kan du regne med.
Du ved vel, at du er værdifuld …
Du passer ind i selve skabelsen,
der er en opgave for netop dig,
men du er fri til at gøre med den, hvad du vil,
sige ja eller nej.
Du ved vel, at du er værdifuld …
Sangen udtrykker ifølge Agne Nordlander netop det, som det narcissistiske menneske ønsker at høre – også i den kristne i forkyndelse: et budskab om, at jeg er værdifuld, og at alt er godt i forhold til Gud, uanset hvad jeg gør. Han fastslår, ”at den kristne forkyndelse på en ubevidst måde har tilpasset sig disse forventninger fra mennesker i en narcissistisk kultur”. Som forkynder mærker man, om ens ord får en positiv modtagelse eller afvises. Hvis man fungerer, som de fleste forkyndere gør, så tager man bestik af reaktionen og former i større eller mindre grad budskabet efter modtagernes ønsker.
Men hvordan bør vi rettelig forkynde ind i en narcissistisk tid og kultur? Nordlander understreger, at det er en central og uundværlig del af det kristne budskab, at ethvert menneske som skabt af Gud i hans billede virkelig er elsket, umisteligt, værdifuldt. Det har alle mennesker brug for og gavn af at høre. Men vi må ifølge Nordlander ikke blive ved det. Når vi eksempelvis har med unge mennesker at gøre, som kommer i en kristen sammenhæng og bekender troen på Gud, så er vi forpligtede til at forkynde Guds ord for dem i lov og evangelium. Her vil der være meget, som er anstødeligt for det narcissistiske menneske, men som det må høre for at komme til en frelsende tro på Jesus. Det anstødelige er ikke mindst lovens afsløring af og dom over menneskets synd.
Tre år efter Agne Nordlanders forelæsninger på DBI udgav Kristent Pædagogisk Forlag hans bog Bibelens syn på mennesket. Her går han i dybden med, hvad det er, loven siger om menneskets synd. Han understreger, at den lutherske lære om menneskets dybe og alvorlige synd altid har vakt anstød. Men denne lære er ifølge Nordlander en central og uopgivelig bibelsk sandhed.
På baggrund af en række bibelcitater fastslår han:
”Mennesket er kød, mørke, syndens slave, lovløst, rebelsk, fuldt af uretfærdighed, fjendtligt mod Gud, under Guds forbandelse, afskåret fra Gud, straffet af legemlig og åndelig død.”xxvi
”Synd er ikke kun en overtrædelse af Guds lov (…) Nej, synd er sammenstød, konflikt med Gud. Synd er ikke bare ulydighed, en afvigelse fra en norm, men synd er bevidst fjendskab mod Gud som person. Synd er menneskets modstand mod, kamp med, had mod, ja, krig mod Gud (…) Det er ikke først og fremmest, hvad mennesket gør og ikke gør, der er synd, men derimod, hvad mennesket er, og ikke er. Hovedproblemet er ikke handlingen, men den tilstand i menneskets personlighedscentrum, i hjertet, som foreligger. Det er menneskets personlighedscentrum, der er faldet, og dermed personligheden som totalitet.”xxvii
Agne Nordlander understreger, at det er vigtigt at skelne mellem mennesket på det horisontale plan i forhold til andre mennesker, hvor det virkelig kan gøre meget godt, og mennesket på det lodrette plan i forhold til Gud, hvor det er syndigt helt igennem. Når et menneske igennem lovens ord møder den hellige Gud, sådan som han er, så afsløres synden i dens dybde og alvor, og da må mennesket bekende med Esajas: ”Ve mig, det er ude med mig!” (Es 6,5).xxviii
Det er et centralt anliggende for Agne Nordlander at understrege, at en sand bibelsk forkyndelse om synden ikke fratager mennesket dets værdighed og værdi. Det er lige modsat. Syndens dybe alvor og Guds vrede over synden er netop et udtryk for menneskets ansvar, betydning og værdi: ”At mennesket fremstilles som en synder, indebærer altså, at det tages alvorligt af Gud. Dets højhed, dets gudbilledlighed, dets unikke ansvar fremhæves i syndsforkyndelsen. Mennesket nedvurderes ikke; tværtimod, det opvurderes. Mennesket bliver ikke undertrykt; tværtimod. Her begynder vejen til frihed.”xxix
Agne Nordlander erkender imidlertid, at den sande bibelske syndsforkyndelse er mærkbart svækket hos samtidens forkyndere. Han peger på to mulige årsager hertil: en tilpasning til tidsånden og en svækket forankring i Guds ord:
”Man hører sjældnere og sjældnere om dette i forkyndelsen, og det ser ud til, at stadigt færre forkyndere har haft et møde med den Hellige, hvor sandheden om mennesket som totalt faldent er gået over fra at være en læresætning med bibelsk begrundelse til at være en dyrekøbt erfaring.”xxx
I stedet for at forkynde bibelsk om skabelse, synd og nåde, glider samtidens forkyndere i retning af kun at tale om mennesket som herligt skabt og værdifuldt: ”På denne måde sluger den første trosartikel den anden.”xxxi
Men det er stadig den kærlige og gode Guds vilje, at han vil frelse mennesker. Derfor kalder han forkynderne til at forkynde sandt bibelsk i lov og evangelium og på den måde medvirke til ”det, der er Guds opus proprium, hans virkelige hjerteanliggende, at redde os fra vreden og fortabelsen til barnekår.”xxxii Intet er mere kærligt og godt at gøre i forhold til mennesker end det: ”Er der nogen, som i dag står på menneskets side, så er det forkynderen af lov og evangelium!”xxxiii
Som nævnt blev Nordlanders bog om Bibelens syn på mennesket udgivet af Kristent Pædagogisk Forlag. Det er et forlag, som i særlig grad udgiver bøger med relevans for kristen undervisning og forkyndelse til børn og unge.
Å-festival og Event 2024
Der er gået mere end 30 år, siden Hans Erik Nissen og Agne Nordlander skrev det, som er gengivet ovenfor. Allerede dengang så de tegn på en opløsning af lov og evangelium i forkyndelsen og en tiltagende tilpasning til tidsånden, herunder den narcissistiske kultur. Hvor står vi dag? Hvad forkynder vi til vore unge i dag?
Til Å-festival og Event kommer der fortrinsvis unge fra de tre lutherske missionsforeninger. Event er således en fast del af programmet for en række efterskoler fra både ELM, LM og IM. Det var netop unge som disse, man havde i tanke med den ovenfor gengivne vejledning for sand og sund, bibeltro og luthersk forkyndelse. Hvad giver vi dem ved Å-festival og Event?
Jeg har valgt i det følgende ikke at nævne navne på de enkelte forkyndere. Det handler ikke om personer, men om sagen. Endvidere må det tages i betragtning, at de enkelte prædikanter taler ud fra tildelte emner. Det påvirker naturligt nok, hvad de betoner. Derfor mener jeg, at fokus særligt skal rettes mod de store linjer og gennemgående træk på tværs af prædikenerne. Der blev holdt 6 prædikener på Å-festival og 4 på Event. Jeg henviser til dem som Å1-Å6 og E1-E4.
BRUDSTYKKER AF LOVEN
I de ti prædikener på Å-festival og Event lyder der ikke et ord om alvoren ved at have Gud imod sig og at være under hans vrede og dom. Der kan tales om, at der er forskel på at være ikke-kristen og være kristen. Men det, som vægtlægges, er den større glæde og mening i livet som kristen, og – hos de midaldrende prædikanter – at livet som kristen er evigt. På intet tidspunkt advares der om den dybe og evige alvor ved at trodse Gud, få ham imod sig og komme under hans vrede, dom og straf.
Når dette ikke forkyndes, hænger det sammen med, at Gud ensidigt beskrives som en Gud, der er vild med os, vil os det godt og er der for os. Det hænger også sammen med, at synden stort set ikke omtales, og når det alligevel sker, er det uden alvor. Der lyder ikke et ord, som afslører det syndige menneske som strafskyldigt over for Gud – det, som er lovens mål (Rom 3,19). Der lyder ikke et ord om, at det var nødvendigt for Jesus at tage straffen for vore synder, og at straffen ellers havde ramt os. Der lyder ikke et ord, som kalder synderen til at bekende synden for Gud og modtage renselse i Jesu blod. Der lyder kort sagt ikke et ord til vækkelse og omvendelse.
Hvad der lyder, er brudstykker af loven. Det er brudstykker, som til tider efterlader et indtryk af, at prædikanten for sin egen del kan have en bibelsk lovforståelse. Men det udmønter sig aldrig i en klar og vækkende forkyndelse af loven. Det er særligt hos tre midaldrende prædikanter, man møder gode brudstykker af loven. Hvad der følger nedenfor er de bedste eksempler på lovforkyndelse under Å-festival og Event 2024.
Å4
Å4 er en gudstjenesteprædiken, hvor der tales om det kristne liv som en vandring, som vi er skabt til. Der tales om det, som om alle tilhørerne er kristne: ”Du er skabt til at leve og bevæge dig videre. Og der må du vide, at du ikke går alene. Gud går med, Jesus går med, Helligånden er i dit hjerte og går med. Det er det, vi hørte i dagens tekst. Han har sendt sin Helligånd til dig, og han går ved din side.”
Undervejs på vandringen har den kristne brug for vand. Vandet er et ”billede på Jesus og frelsen, som han kommer med.” Det vand kan vi møde og få i Bibelen, i bønnen, i det kristne fællesskab. Det er livsvigtigt. ”Har du ikke fast adgang til det her vand, som Jesus vil give dig, så vil dit livs landskab en dag få ende – den dag, du dør. Og så går du fortabt. Og Gud ønsker på ingen måde, at du går den vej, som går væk fra ham. For vandet er dit.”
Det er den eneste gang under Å-festival, hvor det forkyndes, at man kan ende i en ulykkelig situation efter døden. Jeg mener oprigtigt, at det er prisværdigt, at præsten tager ordet ”fortabt” i sin mund. Men det synes forudsat, at ingen af tilhørerne er fortabte her og nu. De kan ende som fortabte, hvis de fjerner sig fra og holder op med at modtage vandet.
Å6
Å6 er også en gudstjenesteprædiken, og her kommer der i bønnen efter prædikenen et vigtigt ord, som kun lyder denne ene gang i de ti prædikener under Å-festival og Event. Præsten beder: ”Ære være Gud, vores far, der har skabt os i sit billede. Ære være Guds søn, der tog vores straf, så vi kan leve vores liv i frihed. Ære være Helligånden, ham, der gør Guds kærlighed levende og nærværende for os.” Det er den eneste gang i de ti prædikener, at en forkynder nærmer sig at tale om Jesu stedfortrædende straflidelse, det, som er selve centrum i evangeliet.
Når præsten takker Jesus for, at han tog vores straf, tager jeg det som et udtryk for, at han selv glæder sig over og tror dette. Men han forkynder det ikke til glæde og tro for andre. Det gør ingen af de ti prædikanter. Med ordene ”vores straf” sendes der et indirekte signal om, at hvis Jesus ikke var blevet straffet, så måtte vi straffes – af Gud. Men det siges og forkyndes ikke. Det forkyndes ikke i nogen af de ti prædikener.
E1
Den første prædiken på Event holdes af den ældste af prædikanterne. Han er midt i 50’erne. Han tager sit udgangspunkt i skabelsen og syndefaldet. Syndefaldet omtales på denne måde: ”Det, der sker, det er jo, at mennesket fik nogle skøre idéer og blev sparket ud af paradisets have, og Gud sagde, at jeg har brug for at få kontakt til det, jeg har skabt, så det kan komme tilbage til det, som er meningen, nemlig at leve sammen med mig for evigt i det her paradis.”
Det er værd at hæfte sig ved det positive:
For det første: Det evige liv nævnes. Det sker kun hos de midaldrende prædikanter – i tre af de ti prædikener. I de prædikener, der holdes af prædikanter under 40 år, nævnes det evige liv aldrig. Her er perspektivet begrænset til menneskelivet her på jorden.
For det andet: I citatet knyttes livets mening sammen med det at genforenes med Gud og nå paradis. Det er glædeligt. Hos to yngre prædikanter defineres livets mening henholdsvis som det at bidrage til verdens videreudvikling (Å2) og at skabe fede ting og en god verden sammen med Gud: ”Gud ønsker, at vi og han skal blive ved med at skabe noget, som er vildere og sejere og federe og flottere. Og det er faktisk det, jeg tænker, er meningen med det kristne liv, med livet som menneske på den her jord: at skabe smukke ting sammen med Gud. Det tror jeg, vi er kaldet til. Det tror jeg, vi er blevet bedt om af Gud. Jeg tror, du er designet til at gøre en forskel i den her verden for nogen” (Å5). Når perspektivet er begrænset til menneskelivet her på jorden, må meningen med livet også være det. I den sammenhæng må man glæde sig over en prædikant, som definerer livets mening som det at genforenes med Gud og nå paradis.
For det tredje: Syndefaldet omtales som baggrunden for, at vi er blevet skilt fra Gud. Men syndefaldet og dets konsekvenser omtales på en måde, som er blottet for alvor: ”Mennesket fik nogle skøre idéer og blev sparket ud af paradisets have.” Hvis Bibelens ord om syndefaldet skal tjene til, at vi forstår alvoren af vores synd, erkender og angrer synden og kommer i nød for at blive frelst, så er der ingen hjælp at hente her.
Det er imidlertid på denne baggrund, man møder noget af det bedste i de ti prædikener, ved at Johannesevangeliet 3,16-17 citeres: ”Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.”
Før citatet siger prædikanten, at de her vers ”betyder meget for mig”. Efter citatet kommer disse ord: ”Det gjorde Jesus for mig. Det gjorde han, fordi han elsker mig. Fordi han magtede det, som jeg ikke magtede. Og den kærlighed, som Jesus viste os der, den er jo bare helt fantastisk (…) Der er en, der har elsket dig så højt, at han faktisk er død.”
Det er glædeligt, at en prædikant vil citere disse helt centrale vers, og at han ledsager dem med et personligt vidnesbyrd om, at de er vigtige for ham. Når jeg hører denne prædiken, glæder jeg mig over, at det er disse vers, han nævner, og at han har modet til at citere dem. Men de gode vers bliver ulykkeligvis ikke udgangspunkt for nogen egentlig forkyndelse af hverken lov eller evangelium. Hvad vil det sige, at Gud ”gav sin enbårne søn”, hvorfor var det nødvendigt, hvordan hænger det sammen med fortabelsen, hvad er fortabelsen, og hvorfor er der overhovedet en fortabelse? Når loven ikke forkyndes klart, er det umuligt at forkynde evangeliet klart. Når alvoren er taget ud af syndefaldet og af synden, så er alvoren og kraften også taget ud af evangeliet.
Senere i denne prædiken taler prædikanten om Guds udholdenhed og overbærenhed med Israel under ørkenvandringen: ”Gud elskede dem og løftede dem. Selvom de igen og igen kvajede sig, så var han der.” Igen tages alvoren ud af synden, og Guds rystende domshandlinger over for de trodsige israelitter forties helt. Straks efter kommer prædikanten ind på profeten Jonas: ”Der var en by, der hed Nineve, hvor der boede en hel flok glatnakker, som ikke lavede andet end at stjæle og skælde ud og røve og alt muligt lort. Og Gud var så træt af dem. Han havde brug for nogen, som ville komme og fortælle dem om, at det her det duer ikke. I er nødt til at rydde op i jeres liv. I er nødt til at få styr på det. Og Gud sagde til Jonas: ’Gå til Nineve. Du skal ud og fortælle dem, at dommen er nær. At jeg vil straffe jer. Jeg vil jævne byen med jorden. Jeg kan ikke holde ud at se på den måde, I lever på.”
Det, vi møder her, er den klareste forkyndelse i de ti prædikener af Gud som en dømmende og straffende Gud. Men det sker igen på en måde, hvor al alvor er taget ud af synden. Følgen bliver, at Guds dom og straf fremstår som en guddommelig overreaktion, som det er svært at tage alvorlig. Der er trods alt kun tale om noget, som Nineves indbyggere må ”rydde op i” og ”få styr på”. Dermed er det også indirekte angivet, hvad der er vejen frem for indbyggerne: De må holde op med at synde. En opløsning af loven medfører en opløsning af evangeliet.
Å3
At løsningen på syndens problem er at holde op, synes at være budskabet i den tredje prædiken på Å-festival. Prædikenen handler om at finde hvile og fred, men hvilen og freden kan hindres af dårlige ting i vores liv: ”Jesus vil give dig en fred, som overgår al forstand. Måske er der nogle ting, som gør, at du ikke kan finde den fred. Det skal vi gøre noget ved. For det er vidunderligt – Jesus siger også: ’Kom til mig alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.’ ’Kom til mig’. Måske har du svært ved at gøre det. Fordi du ved, at når du kommer til Jesus, så vil han pege på især én ting og sige: ’Skal vi ikke få gjort noget ved det der.’ Det er du ikke klar til at opgive endnu. Du ved, der er noget, som ikke er, som det burde være. Det ved vi jo godt. Måske er der noget, som du godt ved, at du skal gøre op med og lave om på. Og så kan det jo være svært at komme til ham. For så sætter han fingeren på det ømme sted. Jeg vil bare sige: Tag det med hen til Jesus! Vend dig fra det! Du tror, du ikke kan undvære det. Men Jesus vil aldrig tage noget fra dig, som er godt for dig.”
Det er prisværdigt, at en prædikant taler om uopgjort synd. Man skal ikke have meget erfaring som sjælesørger blandt unge for at vide, at rigtig mange kæmper med og er anfægtede over synd i deres liv. Og så er der måske endnu flere, som ikke kæmper, men som uanfægtet lever i synd. Det, som er citeret ovenfor, er det tætteste nogen prædikant kommer på at hjælpe disse unge. Men hjælpen udebliver. Der sættes ikke ord på nogen synd, syndens alvor i forhold til Gud nævnes ikke med et ord, og loven forkyndes ikke til vækkelse for den uanfægtede. Der tales til dem, som oplever med sig selv, at de ikke kan finde hvile og fred, ”fordi der er noget, som ikke er, som det burde være”. Løsningen er at tage det med hen til Jesus og så få gjort noget ved det, gøre op med det, lave om på det, vende sig fra det. Kort sagt: holde op. Det er hjerteskærende at lytte til, når man ved, hvor dødsensalvorlig situationen er for de unge, der lever i synd, hvor anfægtede enkelte unge kan være over deres synd, hvor fast de kan sidde i synden, og hvor vidunderligt et evangelium vi har at give dem:
”Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed” (1 Joh 1,9).
”Jesu, hans søns, blod renser for al synd” (v.7).
”I ham har vi forløsning ved hans blod, tilgivelse for vore synder ved Guds rige nåde” (Ef 1,7).
Men ikke én prædikant på Å-festival eller Event forkynder dette evangelium. Ikke én kalder de unge til at bekende deres synd for Gud og modtage nåde, tilgivelse og renselse i Jesu blod. Ikke én af dem rækker de unge evangeliet om syndernes forladelse i Jesus. I ti prædikener forkyndes syndernes forladelse aldrig til hjælp, trøst og frelse for syndere. Det tætteste, nogen kommer på det, er formaningen til – at holde op.
Den samme prædiken, Å3, er den eneste, der omtaler Guds bud. Den understreger, at buddene er givet, fordi Gud har omsorg for os og vil os noget godt: ”Sådan er det faktisk med alle Guds bud. Det er, fordi han vil os noget godt. Det er, fordi han elsker os.” Han tager et enkelt bud som eksempel og fastslår: ”Det er da et godt bud at prøve at leve efter.” Isoleret set er det en sand og vigtig pointe, at Guds bud er givet i kærlighed, og at de fremmer det gode i livet. Men Guds bud er andet og mere end anbefalinger og forslag til et godt liv. Det er Guds urokkelige befalinger, som vi skal holde, uanset om vi kan se det gode i dem eller ej. Vi skal ikke bare prøve at holde Guds bud. Vi skal holde dem helt, hver dag, i tanke, ord, handling og følelser, af hjertet, med glæde, fuldkomment. Og svigter vi i det mindste, så står vi forbandede og strafskyldige over for den hellige Gud: ”For der står skrevet: ’Forbandet være enhver, som ikke bliver ved alt det, som står skrevet i lovbogen, og følger det” (Gal 3,10). Denne virkelighed og denne alvor møder de unge ikke så meget som en gnist af i de ti prædikener. Den lov, der gør synden ubærlig og uovervindelig, anklagende og fordømmende, og som ikke efterlader synderen med noget andet håb end nåden i Jesus, den lov forkyndes ikke.
Synd
Det er ikke tilfældigt, at ordet ”synd” ikke indgår i nogen af de ovenfor anførte citater. Ordet anvendes kun af to prædikanter, som hver bruger det én gang. I begge tilfælde omtales ”synd” som noget, der er kommet ind i verden, og som ødelægger noget for mennesket. Synden omtales ikke som personlig synd, der gør mennesket skyldigt over for Gud, men snarere som en ulykke, der er kommet over mennesket:
”Det har så mange konsekvenser det her synd, som vi taler om (…) Det har ødelagt, det har gjort, at vi ikke tror, vi har værdi” (Å2).
”Du er ikke kun skabt til at eksistere, men du er skabt til at leve – for altid. Og Gud har faktisk gjort det vildeste, for at det her kan ske. For efter at synd og død er kommet ind i vores verden, som er så smuk, der har Gud fra starten af besluttet, at det skulle han tage hånd om” (Å4).
En ret forkyndelse om synden afhænger ikke af, at vi bruger ordet ”synd”. Det afgørende er, at vi taler sandt om synden. I de ti prædikener hører vi aldrig, at vores selviskhed, onde begær og ulydighed mod Gud, vækker hans vrede og gør os strafskyldige over for ham. Der kan tales om, at vi fejler (E2), at vi bailer, dvs. svigter (E2), at vi har meget dårligt i os (E3), at vi kan være egoister (Å2), at der er noget i vores liv, som er galt (Å5, E3), og at designet er gået i stykker (Å5). Men på intet tidspunkt hører vi, at den hellige Gud reagerer med vrede på vores synd. Vi hører faktisk det præcis modsatte – at han ikke gør det. Det skal vi se nærmere på i afsnittet: Nye glade budskaber. Her bliver det selve evangeliet, at Gud ikke tager synden alvorligt.
De mest alvorlige ord om synden kommer i prædikenen ved den afsluttende gudstjeneste på Å-festival, Å6. Det er den næstældste prædikant, som taler. Præsten tager udgangspunkt i Ef 2,1-10. I tilknytning hertil lyder det: ”Vi er mennesker, skabt til noget større (…) Det er også det, Paulus siger, når han siger, at vores kødelige og egoistiske begær kan styre os som en åndelig kraft, der fører til ulydighed eller til oprør mod det at være skabt til noget større. Nogle gange kan vi endda bare følge med og gøre som de fleste andre og samtidig forråde den evige side af vores væsen. Som kristne har vi fået Guds Ånd blæst ind i os, og han vil give os mod til at gå mod strømmen og til at gå foran og til at kaste os ud i livet, fordi vi tror på, at vi bliver reddet. Af nåde er I frelst! Vi bliver grebet, når vi kaster os ud i livet med en tro på at være skabt til noget større.”
Her bruges stærke ord: ”vores kødelige og egoistiske begær”, ”ulydighed”, ”oprør”. Men der er ikke tale om ulydighed og oprør mod den hellige Gud. Der er tale om ulydighed og oprør mod vores egen identitet – at vi er skabt til noget større. Vi er skabt til at være evige væsener, der kan kaste os ud i livet i tro på, at vi bliver reddet og grebet. Som det fremstilles, er det dette, der er indholdet i og meningen med at være frelst af nåde.
En opløsning af loven fører til en opløsning af evangeliet.
BRUDSTYKKER AF EVANGELIET
I afsnittet ovenfor har jeg allerede skrevet en del om evangelieforkyndelsen på Å-festival og Event. Lov og evangelium hænger sammen. En omformning af loven fører til en omformning af evangeliet. Derfor er det umuligt at gengive og vurdere forkyndelsen af det første uden at inddrage det andet. Men der må siges mere om evangelieforkyndelsen på Å-festival og Event end det, som er sagt ovenfor. Som jeg ovenfor bestræbte mig på at nævne alle de bedste elementer af lovforkyndelsen, vil jeg nedenfor bestræbe mig på at nævne alle de bedste elementer af evangelieforkyndelsen.
I nogle af de ti prædikener forekommer formuleringer, som for mig at se peger i retning af, at prædikanten har evangeliet i tanke, selvom det ikke udmønter sig i en klar forkyndelse af evangeliet.
I den tredje prædiken på Å-festival, Å3, forkyndes det, at Gud vil give os hvile og fred. Der siges meget om, at vi må finde hvile i, hvad vi er, og ikke i, hvad vi gør. Og når det drejer sig om, hvad vi gør, så vil Gud – lyder det – at vi som kristne skal se og finde hvile i, at det er godt nok. Vores gerning sammenlignes derefter med Guds gerning ved skabelsen, og så lyder det: ”På grund af Jesus kan jeg sige om min egen indsats, som Gud sagde om sin. Hvad var det Gud sagde? Han sagde, det er godt! Det er uovertruffent! (…) Sådan kan jeg sige om mit eget liv. Det er godt. Det er godt på grund af Jesus. Den eneste, jeg skal bevise mig over for, han har allerede sagt: Det der er mit barn, som jeg har velbehag i. Jeg behøver ikke at bevise mig selv.”
”På grund af Jesus.” To gange kommer disse fire ord. Jeg har svært ved at forstå dem som andet end en henvisning til Jesu stedfortrædende retfærdighed, som vi får tilregnet ved tro, så Gud ser os som retfærdige i Jesus. Når jeg forstår det sådan, er det, fordi jeg kender dette evangelium og har fundet min trøst og fred i det. Det er en henvisning, som troende kan forstå. Men når det bliver ved en henvisning, og når det ikke forkyndes, så er det svært at tro, at det kan blive til hjælp for vantro, åndeligt uafklarede og anfægtede. Troen skabes og lever ved de klare ord.
Henvisningen bliver ikke mere klar af den sætning, som følger efter som konklusion på denne del af prædikenen: ”At være kristen er ikke at bevise sig, men at finde hvile i det fællesskab, som vi er skabt til at være i. At finde ind i det er at finde ind i den ægte hvile.” Konklusionen synes at pege i retning af første trosartikel om skabelsen som det sted, hvor vi skal finde vores hvile. Andre dele af prædikenen peger i samme retning – at vi mangler hvile, fordi vi ikke hviler i det, vi er skabt til at være: ”Vi kan ikke finde hvile, dybest set fordi vi ikke hviler ordentligt i, hvem vi er. At vi bare er værdifulde.”
To prædikanter giver mere end glimt og påtager sig at tegne nogle hovedlinjer i frelseshistorien. Mest grundigt sker det hos den ældste af de ti prædikanter i den første prædiken på Event.
E1
I E1 hører vi som nævnt ovenfor, at de første mennesker fik nogle skøre idéer og blev sparket ud af paradis. Men Gud ville gerne genoprette forbindelsen til menneskene, så de kunne leve sammen med ham for evigt i paradis: ”Den plan løste han med Jesus. Han lod Jesus komme på jorden. Han lod ham leve et helt liv som sandt menneske, og det, der er så fascinerende ved det, er, at Jesus faktisk klarede at leve et helt liv uden at gøre noget forkert.”
Prædikanten fortæller så om, hvordan han ikke selv klarer det her. Han kan blive irriteret over at få den forkerte mad serveret på sin arbejdsplads, og så kører han for hurtigt i sin bil, og han har tilmed fået installeret en alarm i bilen, så han bliver advaret mod fotofælder: ”Men det er jo forkert. Jeg burde jo holde landets love (…) Det er jo forkert. Det er jo ikke det, jeg skal. Derfor så magter jeg ikke at opfylde det, der skal til for at kunne stå ved siden af Gud, for han er hellig og ren. Han tåler ikke det synd. Jeg har brug for en, som magter det for mig.”
Dette er den eneste prædiken, hvor det nævnes, at Gud er hellig, og dette er det tætteste, vi kommer på at høre om Guds helligheds reaktion på synden: ”Han tåler ikke det synd.” Hvad der ligger i den formulering, får vi imidlertid ikke at vide. Det uddybes ikke. Men inden prædikanten når til denne formulering, har han selv i betydelig grad taget alvoren ud af synden. Han omtaler syndefaldet som menneskenes skøre idéer, og så bringer han eksempler på synd fra sit eget liv, som serveres med henblik på at vække latter, og som han tydeligt nok ikke selv tager alvorligt. På den baggrund kan man ikke fortænke tilhørerne i at antage, at Guds reaktion på synden næppe er særlig alvorlig.
Det er så på denne baggrund, at prædikanten – som nævnt ovenfor – citerer Joh 3,16-17, og når frem til at sige: ”Der er en, der har elsket dig så højt, at han faktisk er død.” Jeg har ikke grund til at tro andet end, at prædikanten selv tror på og glæder sig over, at Jesus døde for at sone vores synder, at han modtog vore synders straf under den hellige Guds dom. Men han siger ikke et ord om dette. Og i konteksten er det forståeligt, at han ikke gør det, for han har ikke sagt noget som helst om, at vore synder vækker Guds vrede og fortjener os Guds straf. Ingen af de ti prædikanter siger et ord om dette. Når dette ikke er med i billedet, bliver det et meningsløst udsagn, at der er en, der har elsket os så højt, at han er død. Hvem af os kunne ønske, at en anden gør en ende på sit liv for at vise os sin kærlighed? Når syndens alvor og straf ikke forkyndes, så bliver budskabet om Jesu død af kærlighed til os både meningsløst og kraftesløst.
Den meningsløse død
Tidligere i denne artikel har jeg omtalt Carl Fredrik Wisløff. Han brugte engang denne illustration: Forestil dig to gode venner, som går langs stranden. De taler om, hvor glade de er for deres venskab og for hinanden. Pludselig siger den ene: ”Se, hvor højt jeg elsker dig,” hvorefter han løber han ud i vandet og drukner sig.
Så meningsløst er budskabet om, at Jesus døde for at vise os sin kærlighed. Meningsfuldt bliver det kun, hvis det forenes med og får lys fra lovens ord om, at vi i os selv er strafskyldige over for Gud. Så kan det forkyndes, at Jesus viser sin kærlighed til os, ved at han bar vor synd og tog den straf, som vi havde fortjent. Dét er evangeliet.
Tre af de yngre prædikanter nævner Jesu komme til verden og hans død på korset som et tegn på hans kærlighed til os:
”Jesus siger: ’Ingen elsker mere end den, der sætter livet til for sine venner, og I er mine venner’. Altså, Jesus han er bare en hammergod ven” (E2).
”Fordi du var det værd, fordi du var det værd, så lagde han alt fra sig, han tog sin almægtighed og lagde den ned, sin evighed og lagde den fra sig, sin storhed og lagde den fra sig, og så blev han barn, blev født ind i en støvet verden for til sidst at skulle ende her (prædikanten strækker sine arme ud i korsform) – for at elske dig for evigt” (E3).
”Det er simpelthen det vildeste billede på, at hvis Gud han var ligeglad med dig, så havde han ikke gjort det her, det lover jeg dig. Så, for sådan lige at få det fortalt: Han er ikke ligeglad med dig. For han ofrede sin eneste søn for dig” (E4).
Hvis Jesu død kun er et tegn på, at han elsker os, så har hans død ikke ændret noget i vores forhold til Gud. Så er Jesu liv og død reduceret til et billede eller en illustrativ historie på linje med en lignelse. De to sidst citerede prædikanter omtaler netop Jesu liv og død som en historie på linje med en lignelse, henholdsvis lignelsen om den fortabte søn og lignelsen om det bortkomne får:
”For historien går jo sådan, at fordi du var det værd, fordi du var det værd, så lagde han alt fra sig (…) Men historien går også sådan, at den her unge mand han vælger at rende tilbage til sin far” (E3).
”Så kan man læse den her historie om, at han ofrer sin søn, eller den med fårene” (E4).
Hvis Jesu liv og død bare er en illustration af hans kærlighed, så er det ikke underligt, at man kan ende med at omtale det hele som en historie på linje med lignelserne. Men i modsætning til lignelserne er det en meningsløs historie. Jesu død er meningsløs, hvis vi fortier den mørke baggrund for Jesu død: syndens alvor og Guds vrede. Fortier vi syndens alvor, kan vi ikke forkynde evangeliets trøst. Dermed fratager vi Jesus æren for hans sonoffer, og vi fratager synderen det eneste ord, der kan føre ham til tro på Jesus. Mere alvorligt bliver det ikke.
Å4
Den anden prædikant, som tegner nogle hovedlinjer i frelseshistorien, hører også til de midaldrende. I Å4 er temaet og budskabet, at vi er skabt til at leve: ”Du er skabt til at leve – for altid.” Prædikanten nævner, at synd og død er kommet ind i verden, uden at han går nærmere ind på, hvordan det skete, og hvad menneskets rolle var i det. Men det gode budskab er, at Gud allerede har taget hånd om problemet: ”Den sejr den har han allerede vundet, da han blev menneske i Jesus, døde på korset for os og opstod på den tredje dag. Døden har han faktisk allerede besejret, og det har vi fejret her i påsken. Vi skal egentlig bare gå ham i møde. Se hen på Jesus, der hvor Helligånden i dit liv peger.”
Det er godt, at en prædikant gerne vil forkynde om Jesu død for os. Men godt for tilhørerne bliver det kun, hvis han forkynder det bibelske evangelium om Jesu død for os. Når der ikke siges et ord om, at Jesus bar vores synd og tog den straf, som vi havde fortjent, så mangler det centrale i evangeliet. Tilbage står et tåget budskab om, at Jesus på en eller anden måde ved sin død for os overvandt døden. Men hvis det ikke har noget at gøre med vores synd, så kan det heller ikke trøste en anfægtet synder og give en sådan synder vished om fred med den hellige Gud. Det kan kun evangeliet om, at Jesus bar vores synder, blev givet hen for vore synder, sonede vores synder og opstod til retfærdighed for os (Joh 1,29; Rom 4,25; 1 Joh 1,7).
Det evangelium lyder på intet tidspunkt under Å-festival og Event.
NYE GLÆDELIGE BUDSKABER
På intet tidspunkt forkyndes det på Å-festival og Event, at vores synd vækker Guds vrede og nedkalder Guds straf over os. På intet tidspunkt forkyndes det, at Jesus har båret og sonet vores synder og derved givet os fred med Gud. Når hverken loven eller evangeliet lyder klart, så har Helligånden ikke noget at arbejde med, når han vil virke anger over synden og tro på Jesus. Og når der ikke skabes tro og glæde i hjerterne over det sande evangelium, så vil det religiøse menneske søge efter andre budskaber, som kan give glæde.
Det mest ulykkelige ved forkyndelsen på Å-festival og Event er ifølge min vurdering, at der netop lyder andre glædelige budskaber, som træder i stedet for og derved fører væk fra det sande og frelsende evangelium.
Jeg har umiddelbart ovenfor gengivet nogle hovedpunkter i to prædikener, hvor to midaldrende prædikanter søgte at tegne nogle hovedlinjer i frelseshistorien. Efter den sidstnævnte prædiken tog en yngre prædikant over – i den efterfølgende prædiken. Når man hører de to prædikener efter hinanden, er det nærliggende at tænke, at den yngre prædikant replicerer på og til en vis grad lægger afstand til den ældres forkyndelse. Det sker ved, at han ironiserer over en traditionel forkyndelse af evangeliet og giver sit eget bud på, hvad evangeliet egentlig går ud på. Nedenfor har jeg valgt at gengive et længere uddrag af den pågældende prædiken, Å5.
Gud vil gerne hænge ud med dig
”Jeg tror, at jeg tit har siddet til et møde, som ligner det her på en eller anden måde, og så har talen handlet om følgende: Der er noget, der er gået i stykker. Dit liv er syltet i gustenhed. Der er ting, som er mørke i dit liv. Der er ting, som ikke fungerer, som det skal. Og min respons på det, eller talerens respons på det – det er jo mig i dag, kan man sige – vil jo så typisk være: Men nu skal I høre, hvem der faktisk har fikset det. Det har Jesus nemlig. Fordi det… For nogle år siden, 2000 for efterhånden at være rimelig præcis, så valgte han at leve et helt liv på den her jord. Han var nemlig Gud selv. Og så levede han her på jorden, så døde han, og så opstod han igen. Og fordi han har gjort det, så er du tilgivet, og du kan få evigt liv, og alt er godt – happy kumbaya – eller sådan noget i den stil, ik? Og det er jo bare virkelig rigtigt det her, jeg lige har sagt, og samtidig er det også noget, jeg har strugglet en lille smule med, fordi jeg har haft sådan en følelse af: Mangler der ikke et eller andet her? Og jo, det tror jeg, der gør. Det tror jeg, der gør.
Noget af det vigtigste, jeg skal sige i aften, det er, at Jesus han kommer for at tilgive dig, men ikke for at tilgive dig kun. Han kommer for at genoprette fællesskab med dig og med mig. Det er det, det handler om. Jesus er ikke en, der bare ønsker at sætte dig fri. Han ønsker at hænge ud med dig. Jesus er ikke en, der bare vil give dig frelse. Jesus er en, som gerne vil spise toast i din campingvogn med fødderne i en kold balje vand. Og det er præcis det, evangeliet er. Evangeliet er ikke – er ikke kun – at du skal tilgives. Men evangeliet er, at du skal have lov at komme tilbage til haven, tilbage til fællesskabet med Gud. Og så skal du have lov at gå en tur med ham og snakke med ham og nyde at være sammen med ham, og jeg forestiller mig, at han er bombegrineren. Det er evangeliet, og det er det, der er vigtigt!”
På dette tidspunkt afbrydes prædikenen af højlydt klappen og piften.
Hvad skal Gud og jeg foretage os, når vi har fællesskab med hinanden? Det bruger prædikanten en del tid på at reflektere over.
”Jamen Gud, skal vi spille Partners?”
Herefter følger nogle afsnit, hvis ordlyd jeg udelader. Først gør prædikanten sig morsom over antallet af personer i Gud i forhold til antallet af spillere i spillet – med højlydt klappen og piften som respons. Så følger nye forslag til spil: Spike og Gris. Derefter overvejer prædikanten i jokende form, om Gud mere er til at snakke, og hvad man så kan snakke med Gud om. Han afslutter med spørgsmålet: ”Hvad gør man med en Gud, som er til stede?”
Han giver selv svaret i det, som følger, hvor han når frem til og understreger, at Gud har skabt os til at ”skabe fede ting, til at gøre fede ting ind i den her verden” – sammen med Gud.
Dette fællesskab er en glæde for Gud: ”Gud elsker at gå hver eneste dag sammen med dig. Han elsker at være sammen med dig. Han elsker dig ikke bare. Han kan faktisk også godt li’ dig. Han er pjattet med dig. Han er tosset med dig. Det er så fedt for Gud at hænge ud med dig, fordi han elsker dig.”
Hvad skal vi så bruge dette glade budskab til? Det spørgsmål rejser og besvarer prædikanten selv: ”Hvad gør man så, når man finder ud af, at Gud godt kan li’ at hænge ud med én? Og man finder ud af, at jeg har fællesskab med ham, og alt er fedt og sådan noget? Jo, ved du, hvad du kan gøre? Du går ud, og så begynder du at danne fællesskab med andre mennesker. Hvis Jesus gider hænge ud med alle, så hæng også ud med alle. Det værste, vi kan gøre, eller noget af det mest ukristne, vi kan gøre, er at tappe ind i den cancel culture, som vi oplever lige i øjeblikket i verden. Jesus er det modsatte af cancel culture, og det skal vi også være.”
I lyset af alt det, jeg har skrevet ovenfor om lov og evangelium, synes jeg, at det citerede langt på vej taler for sig selv. Evangeliet fornægtes ikke, men der ironiseres over det. Der tales om tilgivelse. Det er den eneste gang, der tales om tilgivelse i de ti prædikener. Men ulykkeligvis tales der ikke om tilgivelse for at forkynde trøst til syndere. Der tales om tilgivelse for at problematisere, at det skulle være selve kernen i evangeliet. Derfor har jeg heller ikke ovenfor nævnt denne passage som et eksempel på evangelieforkyndelse. Vægten lægges på et andet glædeligt budskab, som er helt løsrevet fra det bibelske billede af Gud og vores forhold til ham. Det er imidlertid et glædeligt budskab, der modtages med jubel og begejstring af de unge tilhørere. Ingen anden prædiken fra Å-festival 2024 har så mange aflytninger på nettet som denne.
Det glædelige budskab om, at Gud og Jesus gerne vil hænge ud med os, møder vi også på Event, E2: ”Jesus er et rigtigt wonderkid (…) Jeg tror, han er sådan lidt, han er jo Gud, og det gør, at han er perfekt, og det kan godt nogle gange være lidt anstrengende at være sammen med nogen, som er nogle wonderkids. Men jeg tror faktisk, at Jesus har været totalt fed at hænge ud med (…) Jesus er ikke perfekt på den anstrengende måde. Han er perfekt på den måde, hvor man bare føler sig: ’Ahhh… Jeg kan bare få lov at dele ud af det, der er allersværest, det allerinderste i mit liv.”
Det sidste er sandt og godt. Men det allersværeste og allerinderste i vores liv er synden. Hvad siger Jesus til den? Det glædelige budskab er – ifølge denne prædiken – at Jesus siger: Jeg vil dig stadig!
Jesus vil dig stadig
Den anden prædiken på Event, E2, handler om apostlen Peter. Overskriften er ”POV: Du har bailet.” Den angiver, at fokus er på Peters svigt og fornægtelse skærtorsdag aften. Igennem prædikenen tales der meget om, hvordan vi kan svigte som mennesker og som kristne. Prædikanten er meget ærlig:
”Jeg har været kristen i mange år, og alligevel synes jeg, det kan være svært at være sådan on fire og gå all in (…) Jeg har haft mange gode intentioner i at ville mange gode ting i mit liv, gode intentioner i at ville tro på Gud, og Gud han måtte bare fylde det hele. Jeg løftede mine arme til lovsang, sådan: Yes, Gud, jeg vil det her! Jeg virkelig vil det her. Og når det så kommer til stykket, så har jeg faktisk nogle gange virkelig haft svært ved at lade Gud fylde i mit liv (…) Jeg spørger mig selv, når jeg ser på mine svigt både over for andre venner og andre mennesker i mit liv, men også over for Gud, kan jeg så faktisk tillade mig at kalde mig kristen? (…) Jeg har bailet gange 100 det, Peter han gør. Kan jeg kalde mig selv for en kristen, ægte? Nej, jeg tror faktisk ikke, jeg kan levere det.”
Prædikanten går så over til at se på, hvad Peter gjorde efter sit svigt, og når frem til Jesu møde med Peter ved bredden af Genesaret Sø. Her betoner prædikanten, at Jesus ikke på nogen måde går i rette med Peter, anklager ham eller dømmer ham. I stedet heler Jesus hans brudte historie. Jesus rækker hånden ud til ham ”lige dér midt i hans allerdybeste svigt, lige dér midt i hans skam, lige midt i hans ensomhed (…) Jesus kendte Peters fejl og svigt, og han kender også vores. Jesus ser ærligt og kærligt på Peter. Men han lader ikke de fejl definere ham. Jeg må indrømme, at jeg kan godt kigge på mig selv og så lade mine egne fejl og utilstrækkeligheder definere, hvem jeg er (…) Måske er jeg faktisk ikke en særlig god ven over for mine venner. Måske er jeg ikke en særlig god ven over for Jesus. Jesus viser her på søbredden, at det ikke er det, det kommer an på. At det ikke kommer an på, hvad vi kan levere i vores venskab med Jesus. Vi kan baile nok så meget, vores liv kan være fuldstændig ude og skide. Det kan bare sejle det hele. Og Jesus han ønsker stadig gang på gang at møde os lige der midt i det kaos. Og han ser os med hele pakken. Han ser det hele, også det, vi helst ikke vil vise frem. Og han kigger på det med åbne øjne, og så siger han: Jeg vil dig stadig!”
Det er det glædelige budskab. At Jesus vil os med alle vore svigt. At han ser på synden, men han lader den ikke definere os. Han dømmer os ikke for synden. Han accepterer os og vil os, som vi er. I en prædiken, der fra ende til anden handler om at svigte, fejle, falde – synde – lyder der ikke ét ord om tilgivelse, nåde, syndernes forladelse, renselse i Jesu blod. Men det er heller ikke nødvendigt, hvis Jesus ikke lader vore svigt og fald definere os; hvis vores synd ikke betyder noget for ham; hvis hans reaktion på vore fald og fejl er dette ene: Jeg vil dig stadig!
Jesus vil os, og på den baggrund lyder hans spørgsmål til os: Vil du mig? Det er sådan, prædikanten udlægger Jesu spørgsmål til Peter ved søbredden. Elsker du mig? Vil du mig? Det er en invitation til Peter om at træde ind i et liv med Jesus og en opgave for ham, præcis som Peter er. Jesus er en hammergod ven for Peter. Det har han vist ved at dø for ham. Nu inviterer Jesus ham ind i et nyt liv med en ny opgave. Jesus vil Peter med alt, hvad han rummer og med alle svigt og fald. Det er det glædelige budskab til alle, der ikke kan finde ud af at være kristne.
Prædikanten fortæller så om, hvordan hun i efterskolealderen kæmpede med ikke at kunne finde ud af at være kristen og gik i samtalerum på Event:
”Jeg gik på en efterskole, en kristen efterskole, hvor der var andagter og bøn, og folk talte også om tro, og det fyldte på en eller anden måde meget på efterskolen. Og jeg kan huske, at jeg gik ind i samtalerummet, og så sagde jeg: ’Hey, jeg tror lige, jeg har brug for bare at være ærlig over for nogen. Jeg synes, jeg siger alle de rigtige ting. Jeg synes, jeg gør alle de ting, man burde gøre. Jeg folder mine hænder, når vi beder en bøn, og synger med på bordvers. Jeg kan bare ikke finde ud af det indeni. Jeg kan ikke finde ud af at være en kristen. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal gøre det. Jeg kan se, at alle de andre har fanget det, men jeg fatter det stadig simpelthen ikke. Jeg vil egentlig gerne. Jeg fatter bare ikke, hvordan jeg skal finde ud af at være en kristen, hvordan jeg skal være en ven med Jesus.”
Da jeg havde hørt mig frem til dette punkt i prædikenen, var jeg forberedt på, at nu kommer det! Nu kommer evangeliet. For hvor har sådan en teenager bare brug for at høre det. Det er jo det eneste, der kan hjælpe og give sand trøst og fred. Men i prædikenen følger nu disse ord:
”Gud han starter et helt andet sted, når han ser på os.” Og så bruger prædikanten Jesu møde med Peter ved søbredden som udgangspunkt for at sige, at Gud slet ikke er interesseret i at tale med os om vore fejl og fald og heller ikke om vores følelser af tro, vores bibellæsning eller bøn. ”Det er ikke det, Jesus han spørger om. Jesus han spørger: Elsker du mig? Vil du mig? Og selvom Peter ikke er nogen perfekt kristen, så giver Jesus ham en enormt særlig opgave.”
Det glædelige budskab er dette: Jesus vil os, og han vil bruge os, præcis som vi er: ”Noget af det, der gør, at jeg synes, det er fantastisk at være kristen, det er, at jeg faktisk ikke kan finde ud af det. Men Jesus siger: Jeg kan godt bruge dig alligevel.”
Det er hjerteskærende at lytte til – på så mange planer.
Fra det glædelige budskab om, at Jesus vil os, som vi er, er der kort vej til det, som er det gennemgående og dominerende glædelige budskab i de ti prædikener: Du har værdi!
Du har værdi
Intet budskab understreges så stærkt, så hyppigt og af så mange prædikanter på Å-festival og Event som dette: Du har værdi!
Det er tankevækkende i lyset af det, som jeg gengav ovenfor fra Agne Nordlander om det narcissistiske menneske, der ønsker og forventer at høre netop dette evangelium: ”Du er værdifuld, og alt er godt i forhold til Gud, uanset hvad du gør.” Netop det budskab er det mest gennemgående og klarest forkyndte på Å-festival og Event.
Det er en vigtig bibelsk sandhed, at vi som mennesker skabt i Guds billede er værdifulde. Vi har ikke forkyndt Guds ord sandt og helt, hvis vi ikke har forkyndt det. Bibelens første to kapitler om skabelsen tydeliggør det, Guds reaktion på syndefaldet i det tredje kapitel bekræfter det, og hele den efterfølgende frelseshistorie i Bibelen er ét langt vidnesbyrd om, hvad Gud har gjort, og hvad han ofrede i Jesus for at vinde de mennesker tilbage, som ikke havde fortjent det, men som var højt elskede og dyrebare for Gud.
Det fatale åndelige skred sker, når vores værdi som mennesker bliver selve det glædelige budskab. Da er der ingen, der ledes som fortabte syndere til nåden i Jesus. Da kan mennesker opmuntres og glædes ved, at de er højt elskede og har værdi for Gud, og tro, at de dermed også står i et ret forhold til Gud. Men det er et bedrag. Uden troen på Jesus som frelser og forsoner er et menneske på samme tid værdifuld og fortabt.
Det narcissistiske menneske vil ikke høre Guds dømmende lov. Derfor får det ikke brug for Guds frigørende evangelium om nåden i Jesus. Det narcissistiske menneske ønsker et ensidigt opmuntrende, bekræftende og positivt budskab om, at det er dyrebart, unikt, højt elsket og har værdi, og at alt er vel i forhold til Gud. Når dette bliver selve det glædelige budskab i den kristne menighed, breder det åndelige selvbedrag sig. Mennesker forføres til at tro, at Gud ser på dem med glæde og tilfredshed – uden en mellemmand, en forsoner, Jesus. Og så er virkeligheden den modsatte: at deres synd skiller mellem dem og Gud, og at Gud ser på dem med vrede og dom (Es 1,10-17; 59,2; Am 5,10-,6,14; Joh 3,36; Rom 1,18; Ef 5,6 m.fl.).
At vi har værdi, er et glædeligt budskab i de fleste af de ti prædikener. I to af prædikenerne er det selve det centrale, glædelige budskab.
Den anden prædiken på Å-festival, Å2, udlægger skabelsens betydning for os i dag: ”Jeg tror virkelig, at det her med, at vi har værdi som mennesker, det ligger i, at vi er skabt. Det ligger ikke i vores præstationer. Det ligger ikke i, hvad vi gør. Udfordringen er bare, at vi som mennesker så nemt kan komme til at tvivle på, at vi har værdi. Men lige meget, hvem du er, og hvad du gør, så har du værdi (…) Det handler ikke om, hvad du præsterer, hvad du formår. Du har værdi, blot fordi du er et menneske. Det at være menneske er ensbetydende med, at man har værdi. Der skal ikke tilføjes noget for ens værdi. Men vi kan komme til at tvivle på det her: Åhr, har jeg værdi? Men det er Guds budskab til os i dag: Du har værdi, fordi du er et menneske. Punktum! (…) Gud har skabt dig unik, og han glæder sig over, at du er lige den, du er. Lige den, du er, elsker Gud, og han glæder sig over dig.”
Efter syndefaldet (som ikke omtales med det ord) er vi mennesker imidlertid kommet til at sammenligne os med hinanden, og vi vurderer os selv og hinanden. ”Vi vurderer helt vildt meget. Adam og Eva de fik evnen til at vurdere, og de vurderede, at deres krop var forkert, at der var noget, som skulle gemmes væk. Men Gud, han elsker en nøgen krop, ellers havde han givet os tøj på. Men Gud han elsker vores nøgne kroppe, og han tænker: Wow, hold da op!” Vi har grund til at være stolte af vores kroppe, og når vi er det, så ærer vi Gud. På den måde siger vi til Gud: ”Hey Gud, du er cool!”
Gud elsker mangfoldighed, og han elsker os derfor, præcis som vi er: ”Men vi mennesker er blevet ramt af en sygdom i forhold til det med skam, så vi mener, at vi er forkerte.” Derfor må vi bede Gud om, at han vil fortælle os, ”hvordan han ser os, så vi ser os selv og andre gennem Guds øjne.”
Gud har givet os mennesker til opgave at forvalte, forandre og videreudvikle den verden, som Gud har skabt. Men vi gør det ikke altid lige godt: ”Udfordringen er, at vi mennesker også er egoister, og måske bunder det også i, at vi ikke tror, vi har så meget værdi. Vi er egoister, så vi bliver fokuserede på det materialistiske. Vi har brug for nyt og nyt og nyt. Men jeg tror faktisk, det bunder i, at vi ikke ved, at vi har værdi, sådan som vi er. For hvis jeg ved, at jeg har værdi, så har jeg ikke brug for en ny telefon og nyt tøj for at vise mig frem.”
Syndefaldet har ødelagt så meget: ”Det har ødelagt, det har gjort, at vi ikke tror, at vi har værdi. Det har gjort, at vi begynder at vurdere os selv og vurderer andre og sammenligner os, så vi ikke ser, hvor fantastiske vi er (…) Men du er skabt i kærlighed, og derfor har du værdi, og den sandhed må du tage på dig selv (…) Du har frihed til at udfolde dig, lige præcis sådan som du er. Du skal ikke sammenligne dig med alle mulige andre, fordi Gud elsker mangfoldighed. Den version, som du er, den er han vild med.”
Videre forkyndes det, at vores erkendelse af vores egen værdi er nøglen til, at vi kan gøre det, Gud har sat os til i denne verden:
”Prøv lige at overveje, hvis alle mennesker ikke havde brug for at præstere en masse, men vidste: Jeg har værdi. Jeg skal ikke være som andre, men jeg må være mig. Prøv lige at overveje, hvordan verden ville være (…) Jeg tror, at det ville sætte os fri og jeg håber, at I vil være med til at være en generation, som vil tage den her sandhed på jer fra Gud og leve det ud igen. Men igen: Vi har brug for Guds hjælp, og derfor vil jeg afslutte med en bøn (…) Gud, jeg beder for denne skønne flok unge, der er her, at du vil møde dem den her weekend, at du vil sætte dem fri til at være dem, de er, fordi du har skabt os.”
Bibelens budskab i lov og evangelium er væk. I stedet hører vi, at syndefaldet medførte, at vi sammenligner os med andre og bliver utilfredse med os selv. Løsningen er, at vi tager imod det glædelige budskab, at vi har værdi, præcis som vi er, og at vi derved bliver sat fri til at være dem, vi er.
I den tredje prædiken på Event, E3, er temaet ”Du er dig”, og det glædelige budskab er også i denne prædiken: Du har værdi!
Prædikanten indleder med at nævne nogle af de ting, som kan få os til at tvivle på vores værdi: nedbrydende ord, vores udseende, vores karakterer, vennerne eller mørket inde i os. Når vi ser ud i universet, bliver det klart, at Gud er ubegribeligt stor, og vi er tilsvarende små, og det kan rejse spørgsmålet: Hvor meget er du værd? Men her kommer det glædelige budskab om vores værdi:
”Gud er simpelthen fuldstændig enorm. Derfor er det helt ude af den her verden, at han tænker på dig (…) Han har øje for dig (…) I hans øjne er du dyrebar. Du er fantastisk skabt. Han ser dig, du bliver formet i din mors liv, og han flettede med, fordi han havde tænkt tanker om dig, inden nogen havde set dig eller tænkt tanker om dig. Vævet i jordens dyb. Han kalder dig for underfuldt skabt. Han ved, hvilke planer han har lagt for dig, og de planer er ikke om ulykke, men om lykke, om at give dig en fremtid og et håb. Han, som har sat alting på sin plads, han har øje for dig (…) Ved du, har du hørt, hvad han tænker om dig? Har du hørt, hvordan han ser på dig? Ved du den værdi, som han tilskriver dig? Underfuldt skabt. Elsket. Udvalgt. Han kalder dig sit barn og arving til alt det, som han har, fra evighed til evighed (…) Gud kan give dig værdi, fordi han mener, at du har det.”
Prædikanten nævner så, at Gud blev menneske, fordi vi var det værd, og at han som menneske viste os, at han elsker os.
”Vi har så nemt ved at glemme det, eller aldrig få blikket op for, hvor meget vi er værd. Jesus fortalte engang en historie om en mand, der glemte, hvor meget han egentlig var værd, og han mistede helt blikket for, hvem han egentlig var.”
Så gengiver prædikanten lignelsen om den fortabte søn. Da den fortabte søn når bunden, udlægges det på denne måde:
”Så fandt han sig selv et sted, hvor han levede som mindre, end han var værd. For det er det, der er problemet, når vi glemmer vores værdi. Og det er det, der er problemet, når vi glemmer, hvem vi er. Så begynder vi at leve som mindre, end vi er. Og det gjorde han. Han fandt sig selv i en svinesti. Han havde glemt, hvem han var. Han havde glemt, hvor meget han var værd, og hvad hans far havde sagt om ham. Og der var kun skyld og dårlig samvittighed, som fyldte det hele.”
Men så kommer den fortabte søn hjem og bliver modtaget af faderen, som ”omfavner ham og genindsætter ham som sin søn, fjerner hans skyld og hans skam og hans dårlige samvittighed og minder ham om, hvem han er, og hvad han er værd, sætter en ring på fingeren som tegn på, hvem han er, og hvor meget han er værd.”
På denne baggrund lyder spørgsmålet igen: ”Hvor meget er du værd? Eller har du glemt det? Eller har du aldrig fået øjnene op for det? Vi har brug for at lade vores far fortælle os, hvad vi er værd.”
Så opregnes en lang række ting, som unge kan genkende sig i, ikke mindst svære og nedslående ting. Derefter lyder det:
”Himlens og jordens skaber har set dig. Han ser dig. Han kender alle dine succeser og fiaskoer, utilstrækkelighed herinde, og det mørke, der også er herinde. Men han kigger ikke væk! I stedet så kigger han med kærlige øjne på dig og elsker dig for evigt. Når nu han, som er så stor, og har skabt så meget og har alting i sine hænder, når han peger på dig og kalder dig ved navn og tilskriver dig en værdi, som er ude af den her verden, så er der ingen og intet, som kan tage det fra dig. Ved du det om dig selv? At Gud tilskriver dig en ufattelig værdi, som er ude af den her verden? Og han elsker dig (…) Det handler også om dig, som kan sige så mange dårlige ting om dig selv (…) Er du her i aften klar til at lade hans ord sive ned i hjertet, så du forstår, at det her handler ikke om os, men det handler om dig. Så du får lov til at se på dig selv, som Gud ser på dig. Så du får lov at tænke på dig selv, som Gud tænker om dig.”
Prædikanten taler så om det mørke han selv har i sig:
”Men hvis vi alle sammen har det sådan, tror du så ikke også, Gud kan elske dig? For det gør han. Du er omgivet af kærlighed. Han ønsker at have fællesskab med dig. Og han ønsker mere end noget andet at få lov at vise dig, hvordan han ser dig. Og derfor så vil vi slutte med en bøn (…) Jeg vil bede om, at Gud må åbne dine øjne, så du får lov at se, hvordan han ser dig.”
Så følger en opfordring til at søge samtale og forbøn: ”Gå ned og bliv bedt for, for Gud han ønsker mere end noget andet fællesskab med dig, og mere end noget andet, at du må få lov at se på dig selv, som han ser på dig med alt, hvad du er.”
Så beder prædikanten – med blandt andre disse ord:
”Vi beder om, at vi må få lov til at få øjnene op for, hvordan du ser på os (…) Jeg beder om, at du må kigge direkte ned på os med dit helende blik, og jeg beder om, at du må fylde os med din kærlighed, en kærlighed, som skyller det mørke, som er i os, væk, fjerner skylden og skammen og den dårlige samvittighed, giver os ring på fingeren og indsætter os som dem, vi hele tiden har været, elskede af dig, underfuldt skabt. Vi takker dig for, at du ikke blev i din himmel, men du kom nær for at møde hver eneste af os, for at elske hver eneste af os (…) Tak for den kærlighed, som du har elsket os med, og tak, at den er stor, som du er stor, og jeg beder om, at den må skylle ind over os (…) Hør os også nu, hvor vi vil synge til dig, til hinanden og til os selv sandheden om, hvem du er, og hvem vi er. I dit navn, amen.”
Hvad er det glædelige budskab? Det sammenfattes i de afsluttende ord i bønnen: ”hvem du er, og hvem vi er”. Bibelen lærer det stik modsatte. Afsløringen af, hvem Gud er, og hvem vi er – uden Jesus – det er alt andet end et glædeligt budskab. Det er tværtimod lovens ultimative, rystende og vækkende budskab: Gud er hellig, og vi er oprørske syndere. Derfor ser Gud på os, som vi er i os selv, med vrede og dom. Hvis vi ser os selv, som Gud ser os, så er det det mest forfærdelige syn, som et menneske kan se. Og netop det vil profeter, apostle og Jesus selv med lovens ord hjælpe os til at se, så vi kan se os selv som de fortabte, der har brug for en frelser.
Men i denne prædiken er det vendt fuldstændig rundt. Det bedste, der kan ske for os, det er, at vi ser, hvem Gud er, og hvem vi er. Vi må se os selv med Guds øjne. For Gud ser på os, præcis som vi er, med udelt kærlighed og glæde. Det gælder for os alle uden forskel. Gud ser ens på os alle. Når det samme sker for os, som skete med den fortabte søn, så indsættes vi ”som dem, vi hele tiden har været”.
Derfor har vi brug for at se, hvad vi er. Når vi ser det, så vil dette syn skylle alt mørket og al skyld, skam og dårlig samvittighed væk fra vore hjerter. Alt er godt mellem os og Gud. Vi skal bare høre det og se det: denne sandhed om Gud og os.
Det er sandt, at vi som kristne er herlige og hellige for Gud i Jesus. Men i denne prædiken skelnes der på intet tidspunkt mellem at være ikke-kristen og kristen, mellem det, vi er i os selv, og det, vi er i Jesus. Der tales forskelsløst om, hvilken værdi vi alle har for Gud i kraft af vores skabelse og i kraft af Guds kærlighed til os. Og det bliver selve det glædelige budskab.
Hvilken tro og teologi prædikanten end måtte have i sit hjerte, så bliver det, som forkyndes, til en praktisk fornægtelse af lov og evangelium og til en forførelse væk fra frelsen i Jesus.
VEJEN FREM
I Bibelens lys er det på en paradoksal måde netop børnenes og de unges store værdi, som gør situationen så alvorlig. Hver enkelt af dem har en uendeligt stor værdi for Gud, de er dyrebare og umistelige for ham – hver eneste en. Netop derfor er det så forfærdeligt at svigte dem ved ikke at række dem det ord, som leder dem som syndere til Jesus og ved Jesus til herligheden. Det er det eneste, der kan hjælpe dem i forhold til Gud, døden og evigheden.
Det er få gange, vi i Bibelen hører, at Jesus bliver vred. Men det sker, da Jesu disciple vil hindre, at nogle små børn bliver bragt til ham. For Jesus vil, at børnene skal få lov at tage imod og gå ind i Guds rige (Mark 10,13-16). Jesus udtaler nogle af sine stærkeste domsord over dem, som fører et eneste barn til fald og fortabelse. De ”var bedre tjent med at have en møllesten hængt om halsen og være kastet i havet” (Mark 9,42).
Hvor mange af os, som har haft anledning – måske gennem mange år – til at vidne og forkynde for børn og unge, må ikke føle os ramt af disse ord? Hvem af os har ikke svigtet? Hvem af os har ikke i forhold til vores tjeneste brug for Jesu blod, som renser for al synd? Hvem af os må ikke bede om nåde over os selv og nåde over det, vi har forsømt og fejlet med?
Gud vil intet hellere end at række os sin nåde, og på opgørets og nådens grundlag kan vi så opleve det samme, som Jonas oplevede efter sin omvendelse – at få et nyt kald fra Gud. ”Derefter kom Herrens ord for anden gang til Jonas” (Jon 3,1). På nådens grund gik Jonas til Nineve. Han udråbte Guds dom over byens synder, og Gud brugte lovens ord til at virke sorg over synden og bøn om nåde.
De falske profeter
Vi, som står som kristne undervisere og forkyndere for den opvoksende generation, har det samme kald i dag, som Jonas havde i sin tid. Vi må prædike det ord, som afslører synden og åbenbarer, hvordan vi står i forhold til Gud uden Jesus.
Det var på dette ene punkt, de falske profeter svigtede igen og igen i den gamle pagt: ”De afslørede ikke din skyld, så de kunne vende din skæbne” (Klages 2,14).
Det er på det samme punkt, de falske profeter har svigtet til enhver tid siden. I sin gennemgang af Bjergprædikenen skriver Martyn Lloyd-Jones om de falske profeter:
”Den falske profet kommer i ’fåreklæder’ (Matt 7,15). Han har sådan et smukt, behageligt og trøstende budskab. Han er alle til behag, og alle taler godt om ham. Han forfølges aldrig for sin forkyndelse, og han kritiseres aldrig alvorligt (…) Når du lytter til ham, får du altid indtryk af, at alt grundlæggende er godt (…) Han siger aldrig noget, som gør dig virkelig urolig eller bange, og derfor fortsætter du med at leve uden bekymring for, om du er frelst (…)
Den falske profet fortæller dig meget sjældent noget om Guds hellighed, retfærdighed og vrede. Han taler altid om Guds kærlighed. Han får aldrig nogen til at bæve ved tanken om den ophøjede og frygtindgydende Gud, vi har med at gøre. Det er ikke, fordi han benægter Guds hellighed og vrede. Det er ikke det, der er problemet. Nej, problemet er, at han aldrig forkynder disse ting (…)
En anden ting, som den falske profet aldrig betoner, er dommens dag og de fortabtes evige fortabelse (…) Han betoner heller ikke menneskets dybe syndefordærv og vor manglende evne til at gøre noget som helst til vor egen frelse (…) Den falske profet vil heller ikke betone omvendelsens nødvendighed. Han fremstiller det, som om at porten til himlen er vid, og at vejen dertil er bred. Alle, som vil til himlen, kan komme det uden anger og uden omkostninger.”
Når det er sådan, der forkyndes, er der ingen, som vækkes i forhold til syndens alvor, og der er ingen, som får behov for at høre om Jesu stedfortrædende soning af vores synder. Derfor kendetegnes den falske profet ved, at han heller ikke forkynder dette budskab:
”Den falske profet taler gerne om Jesus, og han kan også tale om Jesu kors og død. Men det afgørende spørgsmål er dette: Lærer han, at det var absolut nødvendigt, at Jesus døde på korset, hvis vores synd skulle sones og fjernes? At Guds vredesdom måtte ramme ham, hvis ikke den skulle ramme os? At Jesus døde i vores sted, for vore synder, og at det er grundlaget for vor frelse?”xxxiv
Netop det, som Lloyd-Jones her fremhæver som kendetegn på den falske profets forkyndelse, netop det har kendetegnet de prædikener, jeg har hørt på Å-festival og Event 2024. Jeg tvivler ikke på, at en række af de forkyndere, som jeg har lyttet til, på andre tidspunkter og andre steder har holdt prædikener, som klarere har forkyndt Guds lov og evangelium. Jeg har heller ikke grund til at tro, at nogen af dem principielt vil afvise, at vi bør forkynde lov og evangelium efter Bibelens ord. Men det, som de kom med på Å-festival og Event i 2024, var generelt kendetegnet ved, at det hverken forkyndte Guds sande lov eller Guds sande evangelium.
Ezekiel bruger et rystende billede om de falske profeter: De kalker en faldefærdig og ubrugelig væg over, så den ser god og fin ud. Det gør de ved at forkynde, ”at der er fred, skønt der ikke er fred” (Ez 13,10). Men der er en dag på vej, hvor en orkan vil bryde løs, siger Ezekiel, og da vil sandheden om den faldefærdige væg blive åbenbar: ”Når orkanen bryder løs, så vælter væggen. Vil man så ikke sige til jer: ’Hvor er den kalk, I pudsede med?’” (v.11-12).
Budskabet om, at vi alle er dyrebare og værdifulde for Gud, er sandt og bibelsk. Men det er ikke evangeliet. Det kan ikke frelse os. Hvis det forkyndes som selve det glædelige budskab, så gør vi netop det, som Ezekiel taler om: Vi kalker en faldefærdig væg. Når orkanen bryder løs på dommens dag, så vil muren falde. Vi er værdifulde for Gud. Men uden tro på Jesus er vi på samme tid værdifulde og fortabte. Det er netop det, som forkyndelsen må åbenbare. Derved og kun derved kan den lede os som fortabte syndere til nåden i Jesus.
Jeg kunne ønske, at det, jeg har hørt fra Å-festival og Event i 2024, ikke er repræsentativt for forkyndelsen generelt på Å-festival og Event. Men jeg er oprigtigt bange for, at det er det. Jeg gengav tidligt i denne artikel et brev, som jeg skrev for fem år siden om forkyndelsen på Event dengang. Det, som jeg mødte i forkyndelsen dengang, svarer i alt væsentligt til det, jeg mødte i 2024. I begge tilfælde var den klare og hele forkyndelse af lov og evangelium fraværende.
Når jeg i denne artikel flere gange har betonet forskellen på forkyndelsen hos de midaldrende prædikanter på Å-festival og Event i forhold til forkyndelsen hos de yngre prædikanter, så er det, fordi forskellen er udtalt og foruroligende. De bedste brudstykker af lov og evangelium findes hos de ældre. Hos den yngre gruppe er opløsningen af lov og evangelium næsten total. Det lover ikke godt for det, som måtte vente fremover.
Hvor går så vejen frem?
Vejen frem er vejen tilbage
I citatet fra Hans Erik Nissens artikel kom denne formulering to gange: ”Vejen frem er vejen tilbage.” I den generation, jeg tilhører, vil den formulering vække stærk følelsesmæssig modvilje hos mange. Vi er vant til at tænke, at tiden og udviklingen fører os frem mod større lys og indsigt, og at vi også i kristne sammenhænge i dag forstår tingene langt bedre end de tidligere generationer.
Jeg tror, vi forstår nogle ting bedre i dag. Jeg tror, der var blinde vinkler i de tidligere generationer. I enhver generation er der blinde vinkler. Det er der også hos os i dag. Ser vi, hvad der sker med vores forkyndelse? Ser vi, at vi er ved at miste forkyndelsen af Guds ord i lov og evangelium? Ser vi, at særligt vore børn og unge går glip af det ene ord, som de kan frelses ved?
Her går der kun én vej frem, og det er tilbage til den klare og hele forkyndelse af lov og evangelium. Det er den forkyndelse, vi møder i Bibelen – fra ende til anden. Det var den forkyndelse, som bragte velsignelse og vækkelse i Danmark for et halvt århundrede siden. Det er den forkyndelse, som har været den åndelige livslinje op gennem hele kirkehistorien. Det er ved den forkyndelse, troen på Jesus kan blive til i enhver generation, også i dag.
Hvordan kan vi få den forkyndelse tilbage? I de to artikler, som er citeret ovenfor af Hans Erik Nissen og Agne Nordlander, peger begge forfattere på forkynderens eget forhold til Guds ord som det afgørende:
Hans Erik Nissen: ”Hvordan går det til, at du og jeg bliver bærere af lovens profetiske budskab? Det vigtigste er, at vi selv er inde under det ord, vi forkynder (…) Vi trænger bestandigt til at føres tilbage til udgangspunktet, hvor vi står ribbede for alt vort eget som hjælpeløse og fortabte syndere. Da kan vi virkelig blive andre til hjælp. Da kan vi lede andre ind og frem på den nådevej, som vi selv går på hver eneste dag. Og da kan vi også tale om Guds nåde som andet og mere end teori.”
Agne Nordlander: ”Det ser ud til, at stadigt færre forkyndere har haft et møde med den Hellige, hvor sandheden om mennesket som totalt faldent er gået over fra at være en læresætning med bibelsk begrundelse til at være en dyrekøbt erfaring.”
Det er ord til ransagelse for os, som er forkyndere. Men det er også ord til trøst. Så kort og så enkel er vejen: Søg til Guds ord i Bibelen, og tag det til hjerte, som det står. Bed Gud tale til dig, og hør, hvad han siger. Så møder du Gud, som han er; du ser dig selv, som du er; og så er der én ting, der bliver uendeligt rigt, stort og trøstende for dig; det er evangeliet om Jesus, som han er – synderes ven og frelser. Derved får du et ord at gå med om den herlige frelser, du ejer – ham, som alle, alle må se.
Kun Gud kan nå hjerterne. Vi må bede Gud om visdom til at række hans ord til vore børn – kærligt, omsorgsfuldt, enkelt og klart. Og så må vi bede Gud om og takke for, at han i sin nåde og ved sin Ånd vil bruge vore mangelfulde ord til at nå hjerterne.
Det begynder i hjemmet og familien, den første og grundlæggende menighed.
Så står der en åndelig kamp om de lokale samlinger for børn og unge i børne- og ungdomskredse. Hvad der sker her, er vitalt for den åndelige prægning og oplæring af den opvoksende generation. De lokale ledere og forkyndere har brug for vores forbøn og for opmuntring og støtte til at præge med Guds sande ord til tro på Jesus.
Og så er der forkyndelsen ved de store, landsdækkende arrangementer – som Å-festival og Event. Hvis den forsætter med at være, som jeg har gengivet den i denne artikel, kan vi ikke forsvare at sende vore børn og unge afsted til disse arrangementer. De får et falsk billede af Gud, af sig selv og af deres forhold til Gud. De føres vild fra evangeliet om Jesus som deres frelser og fred med Gud.
Å-festival og Event er ikke de eneste nationale samlinger, hvor unge fra bibeltro, luthersk baggrund kan komme sammen og høre kristen forkyndelse. Der findes andre, mindre samlinger. I hvor høj grad disse andre samlinger er præget af de samme teologiske tendenser som Å-festival og Event, vil uden tvivl variere. Men jeg ved, at det fortsat er muligt ved nogle af disse mindre samlinger at møde en klar og frigørende forkyndelse af Guds ord i lov og evangelium. Det er der grund til at glæde sig over, og det må være vores fælles bøn, at det fortsætter.
I pinsen er der ingen alternativer til Å-festival. Måske vil det være godt med et nyt initiativ på dette tidspunkt. Jeg tror ikke, at vi, som har ansvar i Nyt Liv, har ressourcer til at stå bag et sådant initiativ. Men det er heller ikke vigtigt, hvorfra initiativet udgår. Det er vigtigt, hvad det sigter på, og hvad det ved Guds nåde og bønhørelse kan føre til: en åndeligt livgivende forkyndelse af Guds ord til den næste generation. Lad det endelig begynde i det små. Hvis det er Guds vilje, at det skal forblive småt, kan det ikke desto mindre få evig værdi for den enkelte.
Jeg mødes jævnligt med en kvinde, som er tæt ved en generation ældre end mig. Hun har flere gange fortalt mig om en lejr, som hun var med på i 1964. KFS var dengang et helt nyt arbejde. Der blev indbudt til en landsdækkende lejr for gymnasieelever. Det endte med 7 tilmeldte. Der var engageret 5-6 forkyndere og ledere. Men lejren blev gennemført – i omsorg for de 7. Den lejr blev til rig velsignelse ved det ord i lov og evangelium, som blev forkyndt. Lejren efterlod et uudsletteligt indtryk på den kvinde, som har fortalt mig om den. ”Sådan var det i KFS dengang”, fortæller hun, ”antallet betød ingenting”. Men målet, menneskers frelse, og midlet, Guds ord i lov og evangelium, det betød alt.
Vejen frem er vejen tilbage, og perspektiverne er uendeligt rige. For der bliver glæde i himlen over én synder, som omvender sig.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2025. Hele bladet kan læses her.
i Wisløff, Carl Fredrik 2017 (1939), Forkynd for børn – om lov og evangelium, LogosMedia, Forlagsgruppen Lohse, Fredericia, 9
ii Ibid. 9
iii Ibid. 9
iv Ibid. 10
v Ibid. 21 f.
vi Ibid. 13
vii Ibid. 13.
viii Ibid. 19
ix Ibid. 26 f.
x Ibid. 26
xi Ibid. 22
xii Ibid.22
xiii Kofod-Svendsen, Flemming 2008, Tro til tiden. Det kristne studenterarbejdes historie i Danmark, Credo, Forlagsgruppen Lohse, Fredericia, 235 f., 245, 250
xiv Sjaastad, Egil 2016, Carl Fr. Wisløff. Presten som ble misjonsfolkets professor, Portal, 261
xv Sjaastad, Egil 2016, 262
xvi Larsen, Kurt 1986, Indre Mission i ny tid, Lohses Forlag, 222 f.; Larsen, Kurt (red.) 1993, Teologi for kirken, Forlaget Kolon, Århus, 24 f.; Kofod-Svendsen 2008, 268
xvii Kofod-Svendsen, Flemming 2014, Teologi og konsekvens, Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet, 75 ff.; Sjaastad 2016, 261 f.
xviii Kofod-Svendsen 2008, 334
xix Nissen, Hans Erik 1992, ”Lov og evangelium”, artikel i bogen Det er troværdig tale, udgivet af Luthersk Missionsforenings Bibelskoles Elevforening i kommission hos Dansk Luthersk Forlag, Hillerød, 31-48. Artiklen er i let forkortet og opdateret udgave bragt i Nyt Liv 3-2023.
xx Jeg har gengivet indhold fra to af Agne Nordlanders forelæsninger på DBI i 1991: ”En hellig kirke i 1990´erne” (2), http://lyd.lysetoglivet.dk/filer/audio/DBI/0745DBI64.mp3; ”At prædike korset i dag”, http://lyd.lysetoglivet.dk/filer/audio/DBI/0746DBI64.mp3
xxi Credo Forlag 1980.
xxii Credo Forlag og Dansk Luthersk Forlag 1985.
xxiii Credo Forlag i samarbejde med Dansk Luthersk Forlag og Lohses Forlag 1993.
xxiv Kristent Pædagogisk Forlag 1994.
xxv Hovedlinjerne i det, som Agne Nordlander fremlagde på DBI om forkyndelsen til det narcissistiske menneske i en narcissistisk kultur, genfindes i hans artikel Jesus Kristus och honom korsfäst, i festskriftet ”Med smak av nåd”, Nygren, Tomas m.fl. (red.) 2000, Bokförlaget Libris, Örebro, 229-240. I september måned 2022 udkom det svenske kristne magasin ”Till liv”, udgivet af Evangelisk Luthersk Mission, med en artikel af Olof Edsinger. Titlen var ”Hur ska Gud finna nåd inför mig?”. Her tager han udgangspunkt i Agne Nordlanders artikel fra 2000 og lader den tegne billedet af den narcissistiske kultur, som ifølge Edsinger er højst aktuel og nutidig. Edsinger er teolog, forfatter til en række kristne bøger og generalsekretær for Svenska Evangeliska Alliansen. Han har ved flere anledninger undervist i Danmark, herunder på Luthersk Missions Højskole, Hillerød.
xxvi Nordlander, Agne 1994, Bibelens syn på mennesket, Kristent Pædagogisk Forlag, 28
xxvii Ibid. 29
xxviii Ibid. 29-32
xxix Ibid. 32
xxx Ibid. 33
xxxi Ibid. 33
xxxii Ibid. 36
xxxiii Ibid. 27
xxxiv Lloyd-Jones, Martyn 1960, Studies in the Sermon on the Mount volume two, Inter-Varsity Fellowship, London, 245 ff.
Udgivet af
Mikkel Vigilius
Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.