Det er godt at vente i tavshed på Herrens frelse (Klages 3,26).
Her i vinteren 2021, har vi igen mærket vinterkulden sådan, som nogle af os husker den, efter flere år med milde vintre. Da vi nåede februar, kom de kendte ord til mig: ”Dagene længes, vinteren strenges” og samtidig kom jeg også til at huske på, at det faktisk er Brorson, der skriver sådan. Om det er Brorson, der har opfundet udtrykket, eller om det kommer et andet sted fra, ved jeg ikke, men det er også i denne her sammenhæng ligegyldigt. Når dagene “længes” – altså når dagene bliver længere – bliver vinteren strengere. Udtrykket møder vi i Brorsons salme “Her vil ties, her vil bies”, som vi lidt frit kan oversætte med: “Vær stille og vent.”
Man plejer at beskylde børnene for at være de mest utålmodige og dem, der har det sværest med at vente. Men ærlig talt, så tror jeg vi voksne og gamle i mange situationer er fuldt ud lige så utålmodige. Børnene har i lang periode med tålmodighed ventet på, at de igen kunne komme i skole og være sammen med andre børn, herunder at få lejlighed til at lege med dem i den dejlige sne. Vi voksne er nok mere der, hvor vi med tålmodighed venter på at se vintergækker og erantis og mere sol, som kan smelte sne og frost væk.
Det gamle ord bie, som Brorson bruger i salmen, oversættes i dag med at vente, og han minder os derfor om at blive stille for Guds Ord og de løfter, Ordet bærer, men også at vente på, at Gud vil lade det gro og blomstre i os og hos os.
Når vi venter utålmodigt på noget, kan vi reagere forskelligt. Ofte er det passivitet, andre gange er det bekymring, og det kan også være rastløshed. Vi kan sidde der på stolen i venteværelset til lægen, hvor vi kan være slået af passivitet, men vi kan måske også være fuldstændigt fulde af bekymring for, hvad der nu venter, når jeg kommer ind til lægen, eller vi kan skubbe alt væk og febrilsk prøve at sidde og lede og læse på vores telefon.
Når Bibelen taler om at håbe og vente, er der oftest tale om en anden måde at håbe og vente på end den måde, vi normalt gør det på. Salmernes Bog giver os mange gode beskrivelser af hvad det vil sige at håbe og vente. Sl 27,14 er et centralt ord i denne sammenhæng: ”Sæt dit håb til Herren, vær stærk, fat mod, sæt dit håb til Herren!”
Når Bibelen taler om at håbe og vente, er det noget andet end den utålmodige måde, vi normalt opfatter ventetid på. Bibelen kommer nemlig også med et par andre ord; det er, at vi skal være stille, og at vi skal vente i tillid til det, Gud har sagt og siger til os. For hvis vi ikke bliver stille for Gud, så følger næsten også altid, at tilliden til Gud daler, og vi begynder at mene, at vi hellere selv må sætte gang i noget, for det går for langsomt, eller det går i en retning, vi ikke bryder os om. Når vi har det sådan, så læs hvad der står i Sl 62,6: ”Kun hos Gud finder min sjæl ro, for mit håb kommer fra ham.” I forhold til Gud skal vi ikke være så utålmodige. Nej, bliv stille og fat tillid til Gud, for så kan du bedre høre, hvad han siger til dig. Bed om, at du må få lov til at sige, som der står i Sl 130,5-6: ”Jeg håber på Herren, min sjæl håber; jeg venter på hans ord, min sjæl venter på Herren.”
Vores utålmodighed over for vore påtvungne nedlukninger og utålmodigheden over for vinter og kulde kan være naturlige nok, når vi ser på dem umiddelbart, selv om vi også her bør huske på, hvem der er Skaberen og opretholderen. Det er ikke altid sådan, som vi tror. Guds veje er ikke nødvendigvis vore veje og Gud sætter os på prøve. Tænk bare på Abraham, som fik beskeden: ”Se på himlen, og tæl stjernerne, hvis du kan. Og han sagde: så mange skal dine efterkommere blive” (1 Mos 15, 5-6). Abraham ventede på Herren i rigtig mange år, og til sidst slap hans tålmodighed op, og han handlede på egen hånd. Det var hans bekymringer der tog overhånd og hans tro blev sat på en alvorlig prøve. Han havde for længe siden erklæret og bekendt, at han troede på Gud og regnede med hans retfærdighed. Vore erklæringer og vore bekendelser kan være nok så gode, men når det kommer til stykket, så havde Abraham ikke egen kraft til at holde det. Og sådan er det også med os. Men hvad skete der med Abraham? Forkastede Gud ham? Nej, han tog ham til nåde. Sådan gør Gud også med os: Han kalder os tilbage.
Når tingene ikke går som vi ønsker, de skal gå, og når vi bliver utålmodige, ja, måske bekymrede efter vi har været stille og har ventet, så på det ene og så på det andet, fra blomster og sol til afklaringer på tunge ting, som vi har kæmpet med og bedt om måtte blive anderledes, ja så kan tvivl og usikkerhed brede sig i vore sind og hjerter. Det sker. I sådanne situationer må vi håbe, at der nogen, der vil sige os et ord fra Gud, og nogen, der vil bede for os, at vi ikke må fortvivle og vende os værk fra den eneste, der kan hjælpe os, nemlig vor Gud og frelser. At arbejde på egen hånd i de situationer fører væk fra Gud, men har du det sådan, så læs ordene i Matt 6,25-27:
”Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig?”
Der kan være rigtig mange ting vi kan blive bekymrede og utålmodige over. Det kan være helt almindelige dagligdagsforhold og det kan være ting i vores eget og andres liv, som kristne. Men i alt og i selve livet her på jorden, der er vi fuldstændig afhængige af Skaberen og ham, der opretholder vore liv. Det er ham, vi skal blive stille overfor, og det er ham, vi skal vente på i forhold til alt i vore liv. I stilheden og i tålmodigheden vil du få lov til at høre hans ord til dig: Jeg vil tage imod dig, som du er, men renset i min søn, Jesu Kristi blod, som har åbnet Himlens port for dig.
Her vil ties, her vil bies,
her vil bies, o svage sind!
Vist skal du hente, kun ved at vente,
kun ved at vente, vor sommer ind.
Her vil ties, her vil bies,
her vil bies, o svage sind!
Trange tider langsomt skrider,
langsomt skrider. Det har den art.
Dagene længes, vinteren strenges,
vinteren strenges. Og det er svart.
Trange tider langsomt skrider,
langsomt skrider. Det har den art.
Den Danske Salmebog 557, vers 1-2.
Udgivet af
Thorkil Ambrosen
Thorkil Ambrosen, Hillerød, cand. agro.