Til forsvar for troen (Del 2)
I skal hellige Herren Kristus i jeres hjerte og altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har (1 Pet 3,15).
Den kristne menighed har fået en missionsbefaling. En befaling til at gå ud i verden og forkynde om Jesus, døbe og oplære i den kristne tro.
Men vi har faktisk også fået en ”apologetikbefaling”. En befaling til at ”være rede til forsvar over for enhver, der kræver os til regnskab for det håb, vi har”.
I lys af kirkehistoriens mange påmindelser om, hvor farligt det kan være at bevæge sig ind på apologetikkens vej, kunne det ellers være fristende helt at holde fødderne borte fra den vej.
Men nu har vi en befaling i Guds ord om at være rede til forsvar.
Og som det altid er: Hvis vi sætter en klar befaling i Bibelen til side af frygt for, hvad der kan gå galt, hvis vi indlader os på at følge den, så vil det have alvorlige konsekvenser på en anden måde. Vi kan aldrig ignorere dele af Guds ord, uden at det fører ulykke med sig.
Derfor skal vi nu se nærmere på, hvordan Bibelen selv formaner os til at forsvare den kristne tro over for verden og over for tvivlere i menigheden.
Mennesker vi møder
Peter forudsætter, at vi som kristne bliver krævet til regnskab for ”det håb, vi har”.
Det er i sig selv tankevækkende. Hvornår er du senest blevet krævet til regnskab for det håb, du har?
Det bliver vi som kristne, når vi ikke skjuler, hvad vi tror på. Når vi åbent og ærligt bekender, at vi tror på himmel og helvede, og når denne tro får konsekvenser for vores omgang med de mennesker, vi er sat iblandt, der efter alt at dømme går på vejen mod fortabelsen.
Så vil du før eller siden møde spørgsmålet: Mener du det? Tror du virkelig på, at mennesker, der ikke lige har den samme tro som dig, ryger i Helvede?
Og følgespørgsmålene står i kø:
Hvis Gud er så god og så almægtig, som du siger – hvordan kan han så tillade så megen ondskab?
Hvis det er rigtigt, alt det der med Adam og Eva, hvorfor giver naturvidenskaben så et helt andet billede af, hvordan verden blev til? Mener du virkelig, at naturvidenskaben tager fejl?
Kan du svare mig på, hvorfor det lige skulle være kristendommen, der er ”den sande religion”? Der er da så mange andre muligheder, og de kan vel være lige så gode? Tror du ikke bare på Bibelen, fordi du lige tilfældigvis er født ind i en kristen familie?
Eller som spørgsmålet især har lydt siden Dan Browns konspirationsteorier i romanen Da Vinci-mysteriet: Ved du ikke, at det bare var nogle biskopper i 300-tallet, der valgte, hvilke skrifter, der skulle med i Det Nye Testamente?
Hvad mener du i øvrigt om alkohol? Abort? Homoseksuelle? Kvindelige præster?
Og mange andre lignende spørgsmål kan vi møde.
Det kan føles som et forhør. Og når Peter bruger ordet ”forsvar”, er det faktisk også det græske ord ”apologia”, som leder tanken hen på en retslig sammenhæng, hvor man sidder på anklagebænken og skal prøve at forsvare sig.
Men Peter siger altså, at det forsvar skal vi være klar til! Vi skal ikke ignorere spørgsmålene fra de mennesker, vi møder. Vi skal svare dem!
Spørgsmålet er så, hvordan vi skal svare.
Det fortæller sammenhængen os, så lad os se nærmere på den.
Apologetikbefalingen i sammenhæng
”Hvem kan skade jer, når I er ivrige efter at gøre det gode? Men skulle I også komme til at lide for retfærdigheden, er I salige. Frygt ikke, hvad de frygter, nær ingen rædsel; men I skal hellige Herren Kristus i jeres hjerte og altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har, men I skal gøre det med sagtmodighed og gudsfrygt og med en god samvittighed, for at de, der håner jeres gode livsførelse i Kristus, må blive gjort til skamme, når de bagtaler jer.
For det er bedre, om det er Guds vilje, at lide, når man gør det gode, end når man gør det onde. For også Kristus led én gang for menneskers synder, som retfærdig led han for uretfærdiges skyld for at føre jer til Gud” (1 Pet 3,13-18).
Trosforsvarets treklang
På hvilken måde skal vi forsvare vores tro mod anklagerne fra verden?
Jo, vi skal gøre det ”med sagtmodighed og gudsfrygt og med en god samvittighed”. Det er den underliggende treklang, der må give alle vores svar deres klangfarve.
Selvom trosforsvaret sker ind i en sammenhæng, hvor vi må sige, at det er den vantro verden, der sætter dagsordenen ved at kræve os til regnskab for det og det, så er det vigtigt for Peter at fremhæve, at vores forsvar ikke skal gives i menneskefrygt, men i gudsfrygt.
Den tilbagevendende fristelse for enhver, der konfronteres med et angreb på troen, er ellers at forsøge at bøje lidt på budskabet for at gøre det knapt så anstødeligt. Og Satan hvisker med sin alt for store ekspertise i missionsstrategi, at det også netop er sådan, vi må gøre – ikke bare for at undgå selv at blive til grin, men også for at de mennesker, vi møder, kan få brudt nogle af deres fordomme og få et mere positivt billede af kristendommen, så de måske en dag vil overveje at komme til tro.
Men vi må ikke give efter for den fristelse, siger Peter. Vi skal bevare en god samvittighed. Og en kristen samvittighed forholder sig først og fremmest til Gud og Guds ord. En kristen samvittighed, sådan som den formes af Helligånden, er bundet til sandheden og kan ikke drive nogen form for handel med Guds ord, men taler renfærdigt på Guds vegne, for Guds ansigt i Kristus (2 Kor 2,17).
Det er netop med tanke på gudsfrygten og den gode samvittighed over for Guds ord, at Peter indleder sin formaning til at være rede til forsvar med ordene: ”I skal hellige Herren Kristus i jeres hjerte”. En bedre oversættelse vil være: ”I skal hellige Kristus som Herre i jeres hjerte” (jf. den norske bibel 88/07).
Det betyder i sammenhængen: Når mennesker kræver jer til regnskab, så må I ikke lade deres forventninger eller deres formodede reaktioner være styrende for jeres svar. Det er Kristus alene, der skal råde over hjertet! For selvom verden kommer og anklager jer, så er det Kristus alene, I står til ansvar for, som jeres Herre og Frelser.
Forsvaret for den kristne tro på de præmisser vil ikke give os øget sympati fra verden. Tværtimod vil svarene på verdens spørgsmål komme til at afdække og tydeliggøre det anstød, som verden fornemmer i den kristne tro. Derfor står befalingen til apologetik også i sammenhæng med ordene om, at vi som kristne må forvente at komme til at ”lide for retfærdigheden” (v. 13).
Når Kristus er herre i hjertet, så må vi forvente, at verden vil behandle os på samme måde, som den har behandlet ham før os.
Netop derfor nævner Peter som det første led i treklangen, at vi må forsvare troen med sagtmodighed. Vi må være sagtmodige – som Jesus var det, da han red ind i Jerusalem på et æsel, og da han senere hen i tavshed led forhånelse og pine på vej mod Golgata.
Det betyder, at vi må bære ydmygelsen og spotten fra verden uden at undsige os det, som vi hånes for. Men vi må bære lidelsen, ”idet vi ser hen til Jesus, troens banebryder og fuldender, som for den glædes skyld, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse dets skam” (Hebr 12,2).
For også for os venter glæden. Når blot vi holder os til Guds ord, er der ingen, der kan skade os!
Det betyder ikke, at vi ikke kommer til at lide. Men det betyder, at midt i lidelsen for retfærdigheden, må vi vide os salige i Jesus! (v. 13-14). Vi har en skat, som verden ikke kan tage fra os. Og derfor skal vi ikke frygte, hvad alle andre mennesker frygter, men må klynge os til håbet om den glæde, der venter os.
Trosforsvarets mål
Det er vigtigt at være opmærksom på trosforsvarets mål.
Målet er ikke at vinde verdens sympati for kristendommen.
Men målet er heller ikke at støde de mennesker væk, som kommer til os.
Nej, målet er det samme, som Peter skriver om Jesu mål: ”For også Kristus led én gang for menneskers synder, som retfærdig led han for uretfærdiges skyld for at føre jer til Gud.”
Vores mål er ikke at føre mennesker ind i menighedens forsamling og få dem til at føle sig hjemme der. Vores mål er heller ikke at få mennesker til at tage afstand til os og den kristne tro. Vores mål er at føre mennesker til Gud.
Derfor er trosforsvarets opgave altid den samme: Vi skal bane vejen for, at mennesker kommer til at høre Guds ord – så klart og tydeligt og anstødeligt og livgivende, som det står!
Et fæstningsværk mod Gud
Et andet hovedord i denne sammenhæng er 2 Kor 10,4-5: ”Vore kampvåben er ikke verdslige, men mægtige for Gud til at bryde fæstningsværker ned. Vi nedbryder tankebygninger og alt, som trodsigt rejser sig mod kundskaben om Gud, vi gør enhver tanke til en lydig fange hos Kristus.”
Her får vi et malende billede på, hvilke kræfter, der gør sig gældende, når den bibeltro kristendom hånes og spottes. Den modreligion til kristendommen, som tidsånden udgør, med evolutionsteorien som en basal komponent, er i virkeligheden bygget som et fæstningsværk, der skal sikre verden mod Gud. Den er en tankebygning, der har rejst sig i trods mod kundskaben om Gud – og med trodsen mod Gud som sin inderste bevæggrund.
Angrebene mod bibelsk kristendom præsenterer sig som sund fornuft med videnskabeligt belæg. Men der er intet objektivt og neutralt over det. Som Poul Hoffmann har formuleret det: ”I udviklingslæren har gamle Adam fået sit hedeste ønske opfyldt: En religiøs legitimering af sin trang til at være dyr, med dyrets ansvarsfrihed og uhæmmede tilfredsstillelse af sine behov og lyster. Og den lader han sig ikke fravriste igen af blotte kendsgerninger1.”
Når vi ser på de fnysende selvsikre kræfter, vi som bibeltroende er oppe imod, kan det være let at tabe modet. Vi kan selv rystes i troen. Og vi kan have meget svært ved at forestille os, hvordan vi skal overbevise nogen om, at Bibelen taler sandt.
Men her kommer nu en herlig opmuntring: ”Vore kampvåben er ikke verdslige, men mægtige for Gud til at bryde fæstningsværker ned.”
Hvor er det godt at vide: at trosforsvarets kraft ikke afhænger af vores egen menneskelige visdom og overtalelsesevner. Vores kald som kristne er ganske enkelt at ”gøre enhver tanke til en lydig fange hos Kristus”.
Gør vi det, vil mennesker igennem os møde et klart og tydeligt vidnesbyrd. Et vidnesbyrd, som kan volde anstød og føre til hån og spot. Men et vidnesbyrd, som også er ”mægtigt for Gud til at bryde fæstningsværker ned”, fordi det er Guds ord, der giver vidnesbyrdet ånd og liv.
Historisk sandt
At vi skal gøre vores tanker til lydige fanger hos Kristus, betyder ikke, at vi skal holde op med at tænke og forholde os til de rationelle anklager, som vores ikke-kristne omgangskreds rejser mod kristendommen.
Det er ikke noget bibelsk ideal, at vidnesbyrdet om Jesus skal gå hånd i hånd med en ligegyldighed over for, hvordan Bibelens beretninger kan hænge sammen med den virkelighed, vi ser for vores øjne. For Bibelen selv er det en vigtig sag at slå fast, at det er sandt, det, der står skrevet her. Det er sandt – og ikke bare sandt på en eller anden flyvsk-åndelig måde. Det er historiske sandheder. Det er verdenshistoriske realiteter, vi møder i de bibelske skrifter.
Tænk på indledningen til Lukasevangeliet/Apostlenes Gerninger: ”Eftersom mange andre har søgt at give en fremstilling af de begivenheder, som har fundet sted iblandt os, sådan som det er blevet overleveret os af dem, der fra begyndelsen var øjenvidner og ordets tjenere, har også jeg besluttet nøje at gennemgå alt forfra og nedskrive det for dig i rækkefølge, højtærede Theofilus, for at du kan vide, hvor pålideligt det er, som du er blevet undervist i” (Luk 1,1-4).
Eller tænk på Paulus’ ord: ”Er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom” (1 Kor 15,14).
Eller tænk på formuleringen i 2. Petersbrev: ”For det var ikke udspekulerede fabler, vi byggede på, da vi forkyndte jer vor Herre Jesu Kristi magt og hans komme, men vi havde med egne øjne set Jesu majestæt” (2 Pet 1,16).
Og der kunne fremhæves mange andre eksempler.
Når det er så afgørende for Bibelen selv at fastslå, at den ikke består af ”udspekulerede fabler”, men af troværdige øjenvidneberetninger, så går vi imod det anliggende, hvis vi ignorerer spørgsmålstegnene ved beretningernes faktiske sandhed, som om de skulle være irrelevante for os.
Til fange hos Kristus
Det er en ærlig sag ikke at vide, hvad man skal svare på de undertiden underfundige spørgsmål, vi kan møde om Bibelen. Det er også en ærlig sag, når en kristen forklarer, at han ikke har følt behov for at søge svar på sådan nogle spørgsmål, fordi hans overbevisning ligger på et dybere plan: i det møde med Jesus, der overbeviste samvittigheden. Det er jo sandt, og det er godt at få aflagt sit vidnesbyrd, for det er det vidnesbyrd om Jesus, der kan føde troen.
Men bibelsk set bør der ikke være nogen modsætning mellem det at leve sundt og godt med Jesus og det at være optaget af at undersøge de bibelske sandheders sammenhæng med den verden, vi oplever i det daglige, og den viden, vi har – eller mener at have – i dag.
Når vi for eksempel møder et menneske, der afviser at forholde sig til Bibelen, fordi han har hørt Dan Browns historisk fuldstændigt grundløse teorier om Det Nye Testamentes tilblivelse, så har den kristne menighed et kald til at imødegå anklagerne ved selv at beskæftige sig med kirkens historie og på den måde få klarhed over, hvordan det faktisk gik til med udvælgelsen og samlingen af Det Nye Testamentes 27 skrifter.
Når vi møder et menneske, der har et afvisende forhold til Bibelen, fordi han mener, at naturvidenskaben har bevist, at den bibelske skabelsesberetning ikke kan stemme med virkeligheden, så må vi som bibeltro tage til genmæle og forklare, at vi har stor tiltro til videnskaben, men ikke, når den bliver religiøs og bevæger sig uden for sine egne rammer.
Og ikke når den forbryder sig mod sine egne principper ved for eksempel at kalde idéen om makroevolution for bevist, selvom den er en skrivebordskonstruktion, der ikke hænger sammen med den virkelige verden.
Og når vi møder et menneske, der har set i en eller anden fjernsynsudsendelse, at grundige arkæologiske udgravninger har vist, at Israels folk aldrig har været slaver i Egypten, og at hele den gammeltestamentlige fortælling om Israel derfor er et stort opspind, så er det guld værd at kunne henvise til kristne forskere med historisk indsigt og forstand på arkæologiens principper, der kan give troværdige forklaringer på, hvad de arkæologiske udgravninger viser.
Det afgørende for, at alle disse undersøgelser og argumenter skal kunne gavne Guds riges sag er blot, at de foretages med den ydmyghed, at vi holder tankerne som lydige fanger hos Kristus.
For virkeligheden er, at når vi debatterer kanondannelsen, skabelsesberetningen og arkæologien, så er den naturlige menneskelige fornuft ikke nogen upartisk domstol, som vi kan have tillid til, vil fælde den rette dom.
Når det gælder forholdet til Gud og til Guds ord, er menneskets forstand ved syndefaldet kommet ind i en total formørkelse, som giver sig udslag i, at vi af natur støder Gud væk. Det betyder, at det ganske enkelt ikke kan lade sig gøre at være neutral, når man forholder sig til Bibelen: Enten arbejder forstanden på vantroens præmisser for at så tvivl om Guds ord, så man med sindsro kan tage afstand fra det, eller også arbejder forstanden på troens præmisser for at ære Guds ord som et historisk sandt, helligt og ufejlbarligt ord.
Poul Hoffmann
Et stærkt eksempel på, hvordan man kan bruge forstanden på troens præmisser, var forfatteren Poul Hoffmann, som nu er død, men hvis herlige trosfrimodighed vi aldrig må glemme. Ved en lejlighed så Poul Hoffmann tilbage på sit liv med følgende ord, som siger alt om fornuftens sunde plads i en kristens liv:
”Siden [jeg blev omvendt] har der så været halvtreds år, hvor Bibelen har været mit livselement, det meste af tiden også mit daglige arbejde. Det har været halvtreds års ubrudte bekræftelser af dens sandhed på alle planer.
Ikke sådan forstået, at jeg har behøvet bekræftelserne. Det er mere den anden vej rundt: Ved man først, at det, der står i Bibelen, er sandt, har man dermed den ægte objektive basis for at erkende virkeligheden og se dens sammenhænge, også i historie og naturhistorie. Sand objektivitet findes, men det er en illusion at søge den i det faldne menneske; den beror alene i Guds ord2.”
Ud fra denne stærke trosoverbevisning levede Poul Hoffmann og skrev frimodigt imod mange af de stærkeste indvendinger mod den kristne tro fra den historisk-kritiske teologi, darwinismen, humanismen, feminismen og andre strømninger i tiden.
Også detaljespørgsmålene tog han op. Modsiger evangelisterne for eksempel ikke hinanden i julens og påskens beretninger? ”Nej”, svarer Poul Hoffmann og giver en række eksempler på, hvad det er for nogle misforståelser, der ligger til grund for de almindelige indvendinger. Og slutteligt demonstrerer han, hvor forunderligt godt evangelisternes beretninger passer sammen, ved ganske enkelt at sammenskrive dem, så de danner en tydelig helhed3.
I Poul Hoffmanns værker ser vi, at det kan forenes med en levende tro på Jesus at bruge tid og kræfter på at svare på de spørgsmål, vi møder. Det må blot ikke ses som en modsætning til eller ske på bekostning af det vidnesbyrd om Jesus, som er det, der alene kan give troen, og dette vidnesbyrd finder vi også i Poul Hoffmanns bøger.
Paulus
I sin forsvarstale til Kong Agrippa forsvarer Paulus sig mod beskyldningen om, at det er vanvittigt at hævde opstandelsen fra de døde. Han hævder, at det, han fortæller om Jesu død og opstandelse, ikke kan være undgået kongens opmærksomhed. ”Det er jo ikke sket i en afkrog,” siger Paulus og henviser dermed til, at Jesus jo var i Jerusalem.
Muligvis henviser Paulus også til det, han skriver til korinthermenigheden: at Jesus efter sin opstandelse ikke bare har vist sig for en lille inderkreds, men blev ”set af over fem hundrede brødre på én gang, de fleste af dem er endnu i live” (1 Kor 15,6).
Ja, I kan jo bare gå ud og spørge!
Det er denne type frimodige trosforsvar, som i dag leveres af kristne historikere og arkæologer, der finder talrige vidnesbyrd om, at de bibelske begivenheder har fundet sted nøjagtigt som beskrevet i den hellige Skrift.
Men vi skal lægge mærke til, at Paulus hverken i sin forsvarstale for Kong Agrippa eller i sine ord til korinthermenigheden lader disse ord stå alene. Paulus aflægger i samme åndedrag sit personlige vidnesbyrd. Ud over at Jesu død og opstandelse er bevidnet af talrige kilder, er han nemlig også blevet set af Paulus, som kalder sig selv et ”misfoster”. ”For jeg er den ringeste af apostlene, ikke værdig til at kaldes apostel, fordi jeg har forfulgt Guds kirke. Men af Guds nåde er jeg, hvad jeg er” (1 Kor 15,8-10).
Det er, fordi Jesus har vist Paulus så overvældende stor en nåde ved at stoppe ham op og vise sig for ham, mens han endnu var en hårdnakket forfølger af de kristne, at Paulus nu ikke kan lade være med at vidne om den nåde og forkynde om Jesus ”for store og små”, så mennesker må omvende sig og få del i frelsen og det evige livs håb (ApG 26,9-23).
Paulus er fyldt af glæde over livet i nådens forunderlige virkelighed. Og det er dette personlige vidnesbyrd om, hvad vi har i Jesus, der altid må være kernen, når vi forsvarer den kristne tro.
Kaldet til trosforsvar
Det er altså ikke nødvendigvis overflødigt eller ødelæggende for troens liv at gå ind i spørgsmålet om Bibelens sammenhæng med virkeligheden som reaktion på de angreb, vi møder. Vi har faktisk som menighed et direkte kald fra Guds ord til at gå ind i dette arbejde: ”Vær rede til forsvar!”
Det betyder ikke, at vi alle skal være naturvidenskabsmænd, arkæologer og historikere. Vi må tjene Gud som de forskellige mennesker, vi er, med de nådegaver, vi har, og med den viden, vi har. Først og fremmest må vi leve et liv, hvor vi bekender troen på Jesus, og så må vi afvente, hvilke spørgsmål vi møder som en konsekvens af denne bekendelse.
Når vi har et kald til at svare på disse spørgsmål, er det først og fremmest, fordi det er af så afgørende betydning for Bibelen selv at forklare, at den er historisk sand, og at den beskriver en konkret virkelighed, som intet menneske kan komme uden om. Hvis vi som menighed signalerer, at det ikke er af afgørende betydning for os, om Bibelen er historisk og virkelig sand eller ej, så underminerer vi den afgørende trøst, det er for den anfægtede, at vores tro ikke er en idé, men hviler på kendsgerninger, der er åbenbaret og fuldbragt historisk i den virkelige verden.
Men når vi arbejder med indvendingerne mod den kristne tro, er det af helt afgørende betydning, at vi holder os for øje – det, som vi i vores iver for at forsvare troen alt for let kan glemme – at der er tale om en åndskamp.
Det kristne trosforsvars opgave er først og fremmest at afsløre, at alle de tilsyneladende rationelle og uigennemskydelige indvendinger mod den kristne tro ikke er af en natur, som kan kaldes objektive og neutrale, men i virkeligheden kommer fra hjerter, der gennemsyrede af syndens slangegift hvisler og hvæser imod Gud i selvrådighed og ondskab.
At det forholder sig sådan, kan rationelle undersøgelser i sig selv aldrig åbenbare for et menneske. Og i den apologetiske samtale kan det være fortvivlende at se, hvordan et menneske, der i udgangspunktet afviste Bibelens Gud af én grund, nu har fundet sig et andet fæstningsværk at gemme sig for Gud i.
Men det skal ikke gøre os fortvivlede. Det skal drive os til i bøn at lægge ham eller hende i Guds hænder. Og når vi beder denne bøn, må vi finde hvile hos Gud. For i en åndskamp er det ikke mig og mine argumenter, der kan føre et menneske til tro. Det er alene Guds Ånd, der overbeviser et menneske, og det gør han alene gennem Guds ord.
Det sande trosforsvar kendes på, at det ikke leder uden om anstødet, men fører mennesker hen til det anstød, det altid vil være at møde Bibelens Gud i forkyndelsen af Guds radikale lov og lige så radikale evangelium.
Derfor: Når vi kaldes til at være rede til forsvar og til at gøre vores tanker til lydige fanger hos Kristus, så er vores første og største kald det ene: at lade Kristi ord bo i rigt mål hos os, og selv at leve med Gud og komme til ham med alle ting. Så vil vidnesbyrdet fødes i os, så vi som Paulus fyldes af taknemmelighed over Guds ufortjente nåde og ikke kan lade være med at vidne om den. Og så vil vores ord i al deres mangelfuldhed og svaghed være mægtige for Gud til at bryde fæstningsværker ned og føre mennesker til tro.
For i vidnesbyrdet om Guds frelse for den ugudelige er der ånd og liv. Det er det ord, der kan skabe troen. Og det er ved det ord alene, Guds menighed skal bestå.
Gå videre med artikel 3: Hjælp for tvivleren
1 http://skriften.net/darwinisme-eller-kristendom/
2 http://skriften.net/af-en-fundamentalists-erindringer.
3 Poul Hoffmann 2007: Juleevangeliet – digt eller åbenbaring?, Lohse, og Poul Hoffmann 1991: Opstandelsen og livet, Lohse.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2016. Hele bladet kan læses her.
