I skal ikke være bange! Stil jer op og se, hvordan Herren frelser jer i dag (2 Mos 14,13).
Israel står ved Det Røde Hav og har den mægtige egypterhær i ryggen. Kun det, at Herren i skystøtten havde stillet sig imellem begge hære, havde gjort, at egypterne ikke havde angrebet. Men når morgenen kom, ventede israelitterne angrebet, og de så ingen udvej til frelse, da havet lukkede af for at komme videre fremad.
I denne situation er det, at Moses opmuntrer dem med, at de skal stille sig op og se, hvordan Herren frelser dem i dag.
Menneskeligt set var alt håb ude her. Israel kunne intet gøre for at afværge ødelæggelsen. Kun Herren kunne gøre noget her, og Israel havde kun dette ene at gøre: at se den frelse, Herren beredte.
Den situation, vi her træffer mennesket i, er ikke enestående, det er tværtimod den situation, vi alle står i. De magter, der efterstræber os og søger vores evige fordærvelse, har vi ikke noget at stille op over for. Foran os står den ubestikkelige retfærdighed, som kræver, at den, der synder, skal dø, og bagved os står vores anklagere, der åbenbarer, hvad vi har gjort i det liv, vi har levet.
For den, der ser, at han er i denne situation, virker det til, at alt håb er udelukket. Men Gud ske lov! Også her lyder opmuntringen: Du skal ikke være bange! Stil dig op og se, hvordan Herren frelser dig i dag!
Hvad mennesket ikke kunne, det gjorde Gud. Han sendte sin Søn i syndigt køds skikkelse og lod ham bære vores synd og lide vores straf og gjorde dermed vores anklagere magtesløse. Dette Guds værk er fuldbragt, og vi har nu kun tilbage at stille os op og se Herrens frelse – og dette vil tage al frygt bort fra hjertet.
Det er altså Guds råd til den, der for sin synds skyld frygter for den evige fortabelse: Vær ikke bange! Se Guds frelse!
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2022. Hele bladet kan læses her.
Lyd
Åbn lyd i nyt vindueUdgivet af
Martinius Svaabeck
Martinius Svaabeck (1864-1936) var forkynder i Luthersk Mission.