Vort tema kan angribes fra mange synsvinkler.
– Man kunne gå historisk til værks og skrive om forskellige vækkelsesretninger i kirke- og missionshistorien.
– Man kunne gå mere kirkepolitisk til værks og skrive om betydningen af frivillige, selvstændige vækkelsesbevægelser inden for den officielle kirke.
– Man kunne også sætte vækkelseslinjen i forhold til det, man traditionelt har kaldt ”underholdningslinjen” i det kristelige arbejde.
Jeg har valgt en angrebsvinkel, hvor forkyndelsen står i fokus. Vækkelseslinjen har jo først og fremmest med forkyndelsen at gøre. Vi vil derfor samle stoffet omkring 6 teser:
Tese 1: Vækkelseslinjen forudsætter en personlig overbevisning om, at Bibelen er Guds ord.
Sund vækkelseskristendom må have sin forankring i Bibelen. Kun Guds levende ord ejer kraft til at trænge igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertets tanker og meninger (Hebr 4,12). Kun Guds Ord kan gives følgende omtale: ”Han vil tale de ord til dig, ved hvilke du og hele din husstand skal blive frelst” (ApG 11,14). Hvor finder vi dette ord? Svar: I Bibelen.
Guds menighed skal bygges ”på apostlenes og profeternes grundvold” (Ef 2,20). En myndighed i forkyndelsen, som ikke kan føres tilbage til Skriften, ejer sværmeriet i sig. At rose sig af Ånden uden det ydre ord er vækkelsesbevægelse på afveje.
Når dette er sagt, må det også siges, at vækkelseslinjen ikke kan lade sig nøje med højtlæsning fra Bibelen – hvor vigtigt det end er. Bibelens budskab skal bæres frem via forkyndelse, med den myndighed som en personlig overbevisning ejer. ”Jeg tror, derfor taler jeg,” siger Paulus (2 Kor 4,13). Det, som kommer fra et hjerte, der er overbevist om Ordets sandhed og aktualitet, det har også Guds overbevisende kraft i sig.
Her er noget af forkyndelsens krise i dag. Djævelen har brugt både bibelkritik og andre ting til at så tvivl om grundlæggende sandheder – i forkynderes hjerter. Hvor denne tvivl får lov til at regere, fordrejes budskabets indhold, og der udebliver den åndelige myndighed. Tvivlen på Ordet stjæler forkynderens frimodighed til at trænge sig ind på samvittighederne med børnelærdommens grundsandheder.
Jeg lyttede for nylig til en ældre mand, som ved et vidnesamvær læste de kendte ord: ”Den, som kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort” (Joh 6,37). Med enkle og slet ikke velformulerede sætninger fik han sagt noget, som brændte sig fast. En glæde – fordi han var overbevist! Han vidste om personer i forsamlingen, som særligt skulle høre dette budskab. Vi sad der og forstod: Han har noget på hjerte! Han tror på det, han taler om.
Jeg synes, jeg fik dokumenteret det, som én har sagt: ”Overbevisninger er ikke i vor magt, sådan som kundskaben, men vi er i overbevisningens magt.”
En anden vidnede om Satans listige angreb og om alle kristnes store fare for at blive opslugt af denne verden. Det dirrede i den sprukne stemme. For ham var Efeserbrevet 6 realiteter! Derfra hentede han sin overbevisende myndighed. Apostlens ord var noget andet og mere end forestillinger fra urkristendommens tid.
Kierkegaard sammenlignede engang Platon med apostlene: ”Platon havde nok et skønnere sprog end Paulus, men stakkels Platon, han manglede myndighed.”
Sand vækkelseskristendom anvender Bibelens ord ind i vor tid og siger: ”Så siger Herren.” Sådanne profetrøster fostres kun der, hvor der er en levende overbevisning om, at Bibelens ord er Guds ord.
Tese 2: Vækkelseslinjen forudsætter, at de grundlæggende evighedsspørgsmål er øverst på dagsordenen.
Kristen forkyndelse må have Bibelens egen referenceramme. Et eksempel blandt mange fra Apostlenes Gerninger kan klargøre, hvad jeg mener her. Apostlen Peter siger: ”Og han befalede os at prædike for folket og vidne om, at det er ham, Gud har bestemt til at være dommer over levende og døde. Om ham vidner alle profeterne, at enhver, som tror på ham, skal få syndsforladelse ved hans navn” (ApG 10,42-43).
De brændende evighedsspørgsmål udgør referencerammen for forkyndelsen. Folk skal blive frelst, opbygget, bevaret med sigte på evigheden. Denne alvor møder vi overalt i Bibelen. Vor opgave er at være redningsmandskab – i kraft af det budskab, vi selv er blevet frelst ved. En alvorlig, men herlig tjeneste, se 2 Kor 3,7-9. Vækkelseslinjen og evighedsalvoren hører sammen.
Jeg har ofte citeret professor Carl Fr. Wisløff, som i en tekstgennemgang sagde omtrent sådan:
”Den forkyndelse, som har kontakt med evigheden, er aktuel for enhver tid. Den prædiken, som har kontakt med tiden, men ikke med evigheden, den forkyndelse er fra evighedens synsvinkel aldrig virkelig aktuel.”
Med dette som udgangspunkt er det næppe for meget sagt, at vi overøses af uaktuel forkyndelse i dagens kirkeliv. Den har nok sin aktualitet for tiden her, men ikke for evigheden. Vækkelsestonen mangler.
En kristen er en pilgrim på vej mod et mål. Ud fra dette perspektiv får alt her på jorden sin værdi. Meget er nyttigt og nødvendigt for tiden her. Og kristne skal bestemt ikke unddrage sig ansvaret for at bygge en kultur og engagere sig i samfundsspørgsmål osv. Men over al denne virksomhed hviler det evighedsperspektiv, som sætter dens værdi i den rette sammenhæng. Den gælder kun i tiden på jorden. Kulturens bygningsværk, hvor gigantisk det end måtte være, står på sandgrund. Der er altid noget midlertidigt over det. ”For denne verden, som den er, går til grunde,” siger Guds Ord (1 Kor 7,31).
Eller som en materialist fik at høre af Guds egen mund: ”Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet?” (Luk 12,20).
Kære medforkyndere! Hvornår dirrede vore stemmer sidst – med tanke på fortabelsens grufulde virkelighed? Hvornår lød sådanne udsagn sidst fra vore læber: ”For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv?” (Matt 16,26). Hvornår var vor forkyndelse sidst præget af den tone, som vækkelsessangene har været bærere af:
”Hvad har du igen, om Himlen tabes i en mørk og tidløs evighed?”
”Indenfor eller udenfor, hvor skal du stå engang?”
Den prædikant, som selv har været rystet i sit inderste af denne alvor, kan forkynde det, uden at det virker koldt og dømmende.
Biskop Pontoppidan var besjælet af evighedsperspektivet i sin vejledning til præsterne (skrevet ca. 1750): ”Hvis man her fylder prædiketimen med tale om ting, som – skønt sande i sig selv – dog er menighedens omvendelse og sjælefrelse væsentligt uvedkommende, ja hvis man her driver et håndværksmæssigt arbejde og sætter sit højeste mål i en times klang, sang og ceremonier, ville det dog være dobbelt uforsvarligt under hensyntagen til ovennævnte forhold.”
De ”ovennævnte forhold” var: vankundighed, død kristendom og umoral. Dermed kommer vi naturligt over til:
Tese 3: Vækkelseslinjen forudsætter en forkyndelse, som stiller folk over for et enten/eller.
Vi hører ofte tale om mennesker, som lever anonymt med deres skjulte tro. De tror på deres egen måde uden at være med i noget helligt fællesskab eller uden at stå frem med deres tro i nærmiljøet.
Omtalen af disse bliver som regel tilføjet en kritik af etablerede kristne miljøer for snæversyn, dømmesyge og for at opsætte kulturelle barrierer.
Selvkritik er sundt, det er sandt nok. Men ind i denne velmente tale om ”den skjulte menighed” skal Jesu ord bane sig vej: ”Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene” (Matt 10,32-33).
”Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!” (Matt 7,14).
Kaldet til afgørelse findes igen og igen i Bibelen. Og valget kommer ingen udenom, selvom vi fastholder, at frelsestilegnelsen er Ordets og Åndens værk alene! I dette paradoks må en forkynder leve – og forkynde. Indbydelsen og kaldet hører forkyndelsen til. Og man skal understrege, at det er muligt at blive frelst i dag.
”I dag begynd, og vent ej dermed til i morgen! Hvad næste morgengry kan bringe, er forborgen” (skjult), skriver Brorson. Og et andet sted: ”I dag er nådens tid, i dag er Gud at finde,” jf. 2 Kor 6,1.
”Om I dog i dag ville lytte til ham! Gør ikke jeres hjerter hårde” (Hebr 3,7-8).
Der må et opbrud til – selv om dette opbrud i praksis kan modnes over tid.
Personligt har jeg været til møder, hvor omvendelsesappellen har været kraftig, uden at der var et åndeligt ”klima” til det. Andre gange har jeg mærket et stærkt gennemslag for budskabet, uden at appellen blev båret direkte frem.
En ældre medarbejder skrev efter et landsmøde for unge: ”I kastede et godt garn ud, og jeg tror, fisken svømmede ind i det. Men I trak det ikke i land!”
Hans anliggende var, at der ellers var lagt til rette for en mere aktiv indbydelse.
Vækkelseslinjen har øje for den enkelte. En svensk kristen karakteriserede en forkyndelse, han hørte, på denne måde: ”Man siger ’vi’ og ’os’!”
Han mente, at forkyndelsen var for inkluderende og ikke satte skel mellem frelst og ufrelst. Her er noget at tænke på, også i vore sammenhænge.
Tese 4: Vækkelseslinjen forudsætter en forkyndelse, som sigter på samvittigheden, til dom og frigørelse.
Det er vækkelseslinjens styrke – sådan som den gennem tiden har udartet sig på luthersk grund – at den ikke bare har orienteret om lov og evangelium, men har anvendt lov og evangelium på hjerterne.
Man har villet være på linje med vækkelsesforkyndelsen ved Jordan. Johannes Døber forkyndte loven i tilsagnets form, sådan at samvittighederne oplevede dens virkning. Og vi må tro, at de også oplevede glæden ved at høre hans ord om Guds lam (Matt 3; Joh 1,29). Sådan var det også den første pinsedag. Ånden gav Peter at forkynde til samvittighederne, og folk spurgte: ”Hvad skal vi gøre?” Ind i dette åndsklima lød evangeliet. Samvittigheder under lovens anklage blev frie og glade – og født på ny.
Vækkelseslinjens vigtigste ordpar er og bliver synd og nåde. Og så længe en kristen er ”samtidig synder og retfærdig”, så længe bliver dette livets vigtigste ordpar.
Der har været skrevet en del om forholdet mellem religiøsitet og kristendom. Lad det nu straks være sagt: Vækkelseskristendommen har til tider set stort på den kristne oplæring og påvirkning gennem kirke og skole. Kendt er billedet med at kristendomsoplæring og konfirmandundervisning ”har samlet brænde, som vækkelsesbevægelserne har antændt”. Samtidig har man været klar over, at religiøsiteten har støttet sig til den kristne tradition, men alligevel er blevet en stenhård mur af egenretfærdighed. Religiøsitetens kendetegn er jo til alle tider, at den søger at bygge sin egen retfærdighed.
Paulus omtalte med respekt jødernes store fortrin på grund af pagten, loven, fædrene osv. (Rom 9,4-5). Men når alt dette bliver misbrugt, bliver resultatet en frygtelig tragedie. For det vidnesbyrd må jeg give dem, at de har nidkærhed for Gud, men uden forstand. De kender jo ikke Guds retfærdighed, men søger at hævde deres egen, og derfor har de ikke underordnet sig under Guds retfærdighed (Rom 10,2-3).
Luthersk orienteret vækkelseskristendom har her et vigtigt anliggende, som vi må bære med os i mødet med evangelikale bevægelser ude i verden – og i vort eget land: Forkyndelsen er kaldet til at afdække egenretfærdigheden! Rosenius talte ofte om trællene, som endnu ikke var blevet sønner. Med det mente han alle dem, som prøver at lappe på deres egen retfærdighed og tror, at de ved Guds hjælp skal kunne bestå for Gud i den. De må opleve et under i deres liv.
Vor store Gud gør store under
med glæde vi dem skue må.
Han bryder ned, hvad mange grunder
de falske håb om frelse på
og river sønder Satans garn
til frelse for sit tabte barn.
Vækkelseslinjen skal føre mennesker derhen, hvor de finder redning i Jesus alene. Da bliver deres vidnesbyrd: ”Jeg er løst fra alt mit eget! Jeg er tilregnet det, som Gud kræver af mig!” Da er der glæde og frelsesvished på et ægte grundlag! Da har religiøsiteten fået sit knæk.
Selv om vi har levet med Gud i mange år, trænger vi igen og igen til at blive frataget alt vort eget. Sådan at vi med fornyet og glad hjerte kan sige: ”Hvad Kristus mig har givet, det gør for Gud mig kær.”
Dette må være det vigtigste pulsslag i vækkelseslinjen. Egentlig er dette ikke noget andet end at ”skelne ret mellem lov og evangelium”.
Tese 5: Vækkelseslinjen forudsætter tro på forkyndelsen som nådemiddel.
Vækkelseslinjen har aldrig kunnet forsone sig med en sakramenteforståelse, der reserverer genfødelsen til dåbens nådemiddel. Hvorfor ikke? Fordi man ved Guds Ord og gennem erfaring har set, at forkyndelsen gør meget mere end at tilbyde det, der gives i sakramenterne. Forkyndelsen kan selv skabe troen og genføde hjerterne. Denne tro på forkyndelsen som nådemiddel finder vi stærkt udtrykt både hos Luther, Pontoppidan, Poul Gerhard og mange, mange andre i den lutherske kirke op gennem tiderne.
Tormod Engelsviken har i bogen ”Ånden i Ordet” givet et bibelteologisk bidrag, som på en saglig måde understøtter denne forståelse af forholdet: forkyndelsen/dåben.
Enkelte repræsentanter for vækkelseslinjen inden for kirken har vist ligegyldighed eller skepsis, når det gælder dåben som nådemiddel. Det kan ikke bibelsk forsvares. Men ærindet her er at korrigere vor selvforståelse som forkyndere. Hør blot, hvilke store ting, Gud vil udrette gennem dig som forkynder:
”Gud besluttede at frelse dem, som tror, ved den dårskab, der prædikes om” (1 Kor 1,21).
”Før tidernes begyndelse havde Gud bestemt den (evangelieforkyndelsen) til at føre os til herlighed” (1 Kor 2,7).
”Ordet om korset – for os som frelses, er det en Guds kraft” ( 1 Kor 1,18)
Evangeliet giver nemlig Jesus selv, med alt hvad han er og har gjort, til synderen.
Forklaringen til 3. trosartikel understreger også selve evangeliets virkning: ”Jeg tror, at jeg ikke ved egen fornuft eller kraft kan tro på Jesus Kristus, min Herre, eller komme til ham, men Den Hellige Ånd har kaldet mig ved evangeliet.”
Den, som forvalter evangeliet, bruger det kraftigste middel, nogen kan bruge. Lad os ikke glemme det i vækkelsesfattige tider. ”Det ord om Jesu død og blod, det har så stærk en tone”.
Det behøver ikke at være uden værdi at forsøge at holde folks opmærksomhed, at skabe interesse og engagement. Men lad os huske, at dette aldrig kan frelse et menneske fra Guds vrede. Det kan kun selve evangeliet. Derfor må det lyde fra vor mund. Og her må du ikke nøjes med at være taler! Bed om, at du må være forkynder! En taler orienterer. En forkynder tilsiger og giver.
Troen på forkyndelsen som nådemiddel skal også give os frimodighed til at give forkyndelsen tilsagnskarakter. I forkyndelsen rækker du Guds gave frem og giver den til syndere. Med overbevisning kan du sige: ”Grib kun til, han gerne vil være din med alt, hvad han ejer, med sin død og sejr!”
Tese 6: Vækkelseslinjen forudsætter vidner med udrustning af kraft og nådegaver ved Helligånden.
I mødet med den karismatiske bevægelse måtte repræsentanter for den mere lutherske vækkelseslinje til stadighed afgrænse sig fra en del af karismatikkens forkyndelse om kraft og udrustning. Dette kunne let give indtryk af et svagt syn for Åndens kraft og lille erfaring af Åndens virkning gennem nådegaver. Men historisk set er dette en fejlagtig slutning. En af dem, der har stået i flere vækkelser, Tore Tungland, kan udtrykke sig sådan (i forbindelse med ApG 1,8):
”Denne kolossale kraft udrustede Mesteren sine disciple med, da han gav dem missionsbefalingen om at gå ud til alle folkeslag med evangeliet. Den samme kraft gennemstrømmede Paulus, Martin Luther, Hans Nielsen Hauge og flere ned gennem tiderne. Denne kraft var det, som fyldte vore fædre. Den skabte vækkelsestider hjemme og på vore missionsmarker. Nu må vi få lov at tro, at denne kraft står til rådighed for os. Kraft til at slå igennem med vor forkyndelse. Kraft til offer. Hvis denne kraft skal kunne gennemstrømme os, så må vi leve i sandheden. Sandheden fra Guds Ord må tugte og straffe os. Og sandheden må frigøre os.”
Guds rige bygges ved de nådegaver, Gud giver, og de tjenester, han giver mennesker kraft til at stå i.
Det skal ej ske ved kraft og magt
men ved din Ånd, som du har sagt.
Det skal ej ske ved mandehånd,
men, Herre, ved din egen Ånd.
Apostlenes Gerninger kapitel 2 begynder med at fortælle om ildtungerne fra himlen. Denne ild er ikke synlig i dag, men den er ikke uddød. En åndsdåbslære a la pinsevennernes har vækkelseslinjen inden for kirken ikke fundet grundlag for. Men bønnen om Åndens fylde og kraft skulle gerne leve blandt os.
”Han lader hellig ild i hjertet falde, og tænde lys i mørke han formår.”
Ånd fra himlen, kom med nåde,
kom med liv og lys herned.
Lad din magt i sjælen råde,
gør os vis til salighed.
Nej, uden pinseildens brand bliver der ingen vækkelse i hjerterne. Her er vi ved det, vi mennesker ikke har kontrol over. Vækkelseslinjen kan aldrig garanteres ved ”kampråb”. Ånden blæser, hvorhen den vil. Vi er tiggere og absolut afhængige af Åndens oplysning og Åndens kraft for at nå frem med evangeliet til vor tids mennesker. ”Ild er jeg kommet for at kaste på jorden,” sagde Jesus, ”og hvor ville jeg ønske, at den allerede havde fænget” (Luk 12,49). Apostlene ”blev alle fyldt af Helligånden og talte Guds Ord med frimodighed” (ApG 4,31). Den erfaring kan også vi gøre.
Denne forventning om Åndens kraft har især vækkelsesprædikanterne været fyldt af. Tungland fortalte engang om den generation af forkyndere, han var med i som ung:
På vej til møderne skete det, at det ”tog” dem så stærkt, at de måtte om bag nogle sten og kæmpe i bøn. De var fattige i sig selv, helt afhængige af himmelkræfter. Deres forberedelse og form var måske mangelfuld, men branden i hjertet fulgte dem. Øivind Andersen skriver et sted, at: ”Den største hindring for denne afhængighed af Herren er rutinen. Rutine er i det hele taget en forkynders største fare. Med rutine mener vi: selvhjulpethed på grund af erfaring.”
Al erfaring er nyttig. Men hvis erfaringen gør en forkynder selvhjulpet, da bliver der noget koldt og mekanisk over forkyndelsen. Den når ikke hjerterne.
Mange af os har vel oplevet, at travlheden har været en hindring for vor egen åndelige fornyelse. Man kan selvsagt fungere som forkynder alligevel, men noget af kraften vil blive borte.
Vækkelsesprædikanten Spurgeon sagde:
”Den ubeskriveligt rige velsignelse, som bønnen i enrum skænker, er en erfaring, som bedre kan fornemmes end skildres. Den er den forfriskende dug, som Herren lader falde over vore hjerter.
Det er dette, der gør, at man prædiker med kraft. Prædikanten er fuldt ud medvidende om denne kraft, og tilhørerne vil mærke det, hvis den mangler.”
Problemet for mange af os er vel, at den indre fornyelse ikke svarer til arbejdets krav. Vækkelseslinjen forudsætter, at vi prioriterer sådan, at vi selv personligt gennemlever budskabet. ”En ret Guds Ords forkynder har et erfaringsområde i sit eget hjerte, hvor han selv gennemlever det, Gud vil, han skal hjælpe andre med” (C.O. Rosenius). Her ligger nok meget af vækkelseslinjens hemmelighed.
I gamle dage spurgte lægfolket, når de var på udkig efter nye forkyndernådegaver: ”Ejer han gnisten?” Er der nød for de ufrelste, er der noget, som driver indefra? Er der noget ved vidnesbyrdet, som gør, at folk lytter?
Måske er det naturligt af slutte her med disse ransagende spørgsmål. Mit ønske er, at vi som forkyndere – uanset nådegaver – må være bærere af et vækkelsessyn. For – ret forstået – er bibelsk kristendom vækkelseskristendom. Den nød for sjælene, der findes i Guds hjerte, skulle gerne besjæle os.
I et gammelt ordsprog hedder det: ”Sjælen i kærligheden er kærligheden til sjælene.” Lad os bede om at eje den.
Artiklen er fra bladet Fast Grunn nr. 5/1987. Oversat af Immanuel Fuglsang. Let bearbejdet af red.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2023. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Egil Sjaastad
Egil Sjaastad, Oslo, underviser på Fjellhaug internasjonale Høgskole