Vækkelse (Del 3)
I det Gamle Testamente bruges der et bemærkelsesværdigt ord om budskabet hos de profeter, der skulle kalde folket til omvendelse. På hebraisk bruges ordet ”massa”. Den grundlæggende betydning af dette ord er ”byrde”. I denne sammenhæng betyder det på én og samme tid ”byrde” og ”budskab”. På den måde bliver det klart, at profetens byrde er profetens budskab.
I den autoriserede danske oversættelse er ordet gengivet med lidt forskellige ord, for eksempel i Hab 1,1: ”Det udsagn, Habakkuk modtog i et syn” (Hab 1,1); og i Mal 1,1: ”Et profetudsagn. Herrens ord til Israel ved Malakias” (Mal 1,1).
I begge tilfælde er det ordet ”massa”, der står i grundteksten. Når de første modtagere hørte dette ord, forstod de, at det budskab, de nu skulle høre fra profeten, var en byrde at lægge røst til.
De falske profeter havde det anderledes. Deres budskab var ingen “massa“. Det var let at bære på og let at holde frem. Men for de sande profeter var forkyndelsen en tung opgave.
Da Elias indsætter Elisa som sin efterfølger som profet, siger han spontant: ”Hvad er det ikke, jeg har gjort ved dig!” (1 Kong 19,20).
”Massa” bruges ikke om alle dele af det profetiske budskab i det Gamle Testamente. Det bruges specifikt om kaldet til omvendelse. Dette kald var tungt at gå med. Det var det dengang, og det er det i dag.
Hvad er det, som må siges i omvendelsesforkyndelsen, og som gør denne forkyndelse så byrdefuld? Jeg vil nævne tre ting.
1) Kaldet til opgør med synd
Det ligger i vor natur af forsvare vores synd. Der går ikke mange sekunder, fra vi falder i synd, til vi i vores tanke og sind begynder at forsvare og undskylde os selv. Det kommer indefra, og vi møder det hos de første mennesker straks efter syndefaldet (1 Mos 3,8-13).
I vore hjerter har Gud nedlagt sin lov, og derfor ved vi grundlæggende, hvad der er ret og galt, ondt og godt (Rom 2,14-15).
Derfor får vi også spontant dårlig samvittighed, når vi handler galt. Men vores kødelige og syndige natur tilskynder og driver os indefra til at modsige samvittigheden, forsvare os selv og undskylde synden. På den måde leder kødet os mod døden (Rom 8,6).
Overlades vi til os selv, vil vi gradvist finde os mere og mere til rette med de synder, som vi i udgangspunktet havde dårlig samvittighed ved. Til sidst kan vi leve helt ubekymret i dem. Vi kan tilmed forene et liv i synd med tilbedelse af Gud, og vi kan have en følelse af, at det går fint i spænd sammen. Vi kan takke for, at vi hører Gud til – og samtidig være under hans evige dom.
Bogen
På kong Josias’ tid var der en velfungerende tempeltjeneste ved Herrens tempel i Jerusalem, og flere gange om året drog folket op til Jerusalem for at fejre højtid. Det var festligt og højtideligt. Man mødtes med venner og familie, og med ærbødighed trådte man ind i templet. Kvinderne måtte ikke gå længere end til kvindernes forgård, men fædrene og de store sønner kunne gå ind i den næste forgård, hvor slagtningen fandt sted. Her bragte de ofre til Herren, Israels Gud, far og søn sammen.
Og så ofrede de samtidig til Baal ved hans alter og til Astarte ved den store Astartepæl. Efter ofringen gik faderen ind til en kvindelig skøge og sønnen ind til en mandlig skøge. Da de var færdige der, samledes de igen med resten af familien i kvindernes forgård. Her stod de så, hele familien, neden for den store trappe, og så på, mens det mægtige kor af levittiske sangere tog opstilling.
Og så var der lovsang. Der var fantastisk, intens og opløftende lovsang. De mærkede virkelig, at de blev revet med af lovsangen, og de havde en stærk oplevelse af at være Gud nær. De sang med i takkesangen for, at de var Guds eget folk og var under hans nåde og velsignelse. Den store lovsangssamling var højdepunktet.
Dagen efter drog de hjemad med en oplevelse af at være åndeligt fornyede. De havde virkelig været Gud nær. De glædede sig allerede til den næste store højtid i Jerusalem.
Så en dag er der en mand, der finder en gammel bog i templet. Den er støvet og har ikke været læst i lang tid. Bogen bliver bragt til kong Josias, og han får den læst op. I det øjeblik, Josias hører ordene fra Mosebøgerne, sættes der skel i Josias’ liv og i Israels liv. Bogens ord afslører en rystende virkelighed: Folket er inde under Guds vrede og dom, og de har ingen anelse om det! De er fuldstændig ubekymrede. De er overbeviste om, at de har det godt med Gud. De hører jo til Guds folk, de har ikke forkastet Gud, de vil gerne takke og prise ham. Hvad mere kan Gud ønske?
Ordet åbenbarer virkeligheden. Det vækker Josias, så han vågner af sine drømmeforestillinger og ser, hvordan han og folket i virkeligheden har det med Gud.
Josias sender bud til en kvinde, der lever med Gud, og spørger, om det virkelig forholder sig så forfærdeligt, som Bogen siger. Hun bekræfter det: Folket er under Guds vrede og dom, og dommen vil komme (2 Kong 22-23).
Forsvaret synd
Borte fra Guds ords lys er der ingen grænser for, hvilke synder vi kan forsvare og leve roligt i. Forkynderens byrde er at afsløre synden som synd og at kalde mennesker til omvendelse og frelse, mens tid er.
Hvilke synder er vi i særlig grad fristede til at forsvare i dag?
Når jeg stiller dette spørgsmål til eleverne på vores bibelskole, nævner de ofte samliv før ægteskabet. Som en af dem sagde: ”I vores ungdomskreds ønsker vi jo folk tillykke, når de flytter sammen.”
Hvad siger Guds ord om denne levemåde? Guds ord er rystende klart: at leve seksuelt sammen med en, man ikke er gift med, det er utugt, og utugtige kan ikke blive frelst (1 Kor 6,9-10; 7,2).
Det er ikke et spørgsmål om mere eller mindre frisindede kristne. Det er spørgsmål om frelse og fortabelse. Det siger Bogen.
Måske er det bagtalelse og bitterhed i forhold til vores næste, eller forkastelse af de dele af Guds ord, som vi har det svært med. Uanset så vidner Bibelen om, at disse synder er uforenelige med troens liv og den evige frelse. Bogen er forfærdende klar i sin tale om disse ting (Jer 6,27-30; Hebr 12,15; Es 5,24).
Dette blad modtages af mange, som hører til den mest konservative del af Guds folk. Vi er naturligt tilbøjelige til at tænke, at vi generelt set er ude over de synder, som andre slås med. Men hvorfor skulle vi være det? Bagtalelse, bitterhed, og sortering i Guds ord. Det ligger i vores natur lige så meget som hos andre mennesker. Ve os, om vi tror noget andet. Det er selvbedrag. I os selv, i vores gamle natur, er vi helt igennem som andre mennesker. ”Derfor skal den, som tror, at han står, se til, at han ikke falder” (1 Kor 10,12).
I tillæg til de fristelser, som andre oplever, fristes vi så i særlig grad til selvretfærdighed, partisind, uforsonlighed og ubarmhjertig domfældelse over andre. Beder du Gud om at afsløre disse synder hos dig selv, og beder du om tilgivelse for dem? Beder du Gud om et sandt syn på dig selv som en tomhændet og æreløs synder på den nederste plads – med Jesus som din eneste ære? Eller er denne plads blevet fremmed for dig?
Du ser med bekymring og skuffelse på andre kristne, som du oplever fjerner sig fra Guds klare ord. Men beder du for dem? Beder du Gud om at forny dig i kærlighed til dem, i omsorg for dem og i nød for deres frelse? Eller lukker du dit hjerte for dem? Gud elsker dem lige så højt, som han elsker dig. Han brænder for deres frelse, og hans kærlighed er udgydt i dit hjerte ved Helligånden (Rom 5,5). Kvæl den ikke! Bekend din synd, og bed Gud om nåde til at være redskab for hans kærlighed.
Dette er forkynderens byrde. At tale om den synd, som vi ikke vil høre om. At kalde os til omvendelse fra den synd, som vi ønsker at forsvare.
2) Afsløring af syndefordærvet
Synden går dybere end den konkrete synd. Arvesynden er et fordærv, en råddenskab i hjertet. Når noget er råddent, så ødelægger det alt, hvad det kommer i berøring med. Sådan er det med hjertets synd. Den berører alt, hvad vi gør, og den medfører, at vi ikke kan gøre noget som helst, som er helt igennem rent og godt: ”Alle er fordærvede, ingen gør godt, ikke en eneste” (Rom 3,12).
Ifølge Bibelen udgår livet fra hjertet, som frugten udgår fra træet. Når træet er dårligt, bliver frugten dårlig. Når hjertet er ondt, bliver livet ondt. Det er sådan, Jesus taler om os: ”Tag et træ: Enten er det godt, og så er dets frugt god, eller det er dårligt, og så er dets frugt dårlig. For et træ kendes på frugten. Øgleyngel, hvordan skulle I, som er onde, kunne sige noget godt? For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med” (Matt 12,33-24).
Jesus er ikke blind for, at vi kan gøre meget godt på det menneskelige plan til gavn og glæde for andre: ”I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver” (Matt 7,11). Men det ændrer ikke ved, at vi er onde i hjertet, og når Gud ser på os og vurderer os, så ser han på hjertet: ”Mennesker ser på det, de har for deres øjne. Men Herren ser på hjertet” (1 Sam 16,7).
Forkynderens kald er med sine ord at afsløre hjertets dybe fordærv og gøre det klart, at det blander sig i alt i vort liv. Ingen bøn er bedt uden syndige bagtanker. Intet vidnesbyrd er blevet aflagt uden berøring af hjertets synd: ”Her i denne verden er synden med i alt.”
Hvorfor skal vi høre det? Det skal vi for at se sandheden om os selv. Målet er ikke, at vi skal opleve nogle bestemte følelser af skuffelse, sorg og smerte over os selv. Det kan følge med, men det er ikke målet. Målet er, at vi skal se og forstå sandheden om os selv. For intet andet end sandheden kan gøre os frie (Joh 8,32).
Det loviske sind
Det ligger i vores natur at tænke lovisk. Af os selv tænker vi, at målet med vores kristendom må være, at vi skal lykkes. Vi skal klare at blive helhjertede, brændende og tjenende disciple. Indefra er det dette, vi stræber efter, og vores forventning er, at forkyndelsen skal hjælpe os med det.
Det skorter ikke på forkyndelse, som gerne vil hjælpe os med dette projekt. Der er få temaer, som fylder så meget i forkyndelsen navnlig til unge i dag som ”discipelskab”. Og meget af det, som siges, handler netop om, hvordan kan vi nå frem til at opleve os selv som radikale og helhjertede disciple på højeste niveau: varme, kærlige, selvhengivende og selvopofrende.
Umiddelbart er det svært ikke at have sympati for disse ønsker og idealer. De kan ved første øjekast se ud til at repræsentere en positiv modpol til den selvcentrerede kultur, som præger vores tid. Der er heller ikke tvivl om, at der udrettes meget godt på det menneskelige plan i bestræbelsen på at blive gode og radikale disciple. Men bag det hele og under det hele der en dybt selvcentreret drivkraft: det loviske og selvcentrerede sind, som vil finde min trøst, ære og herlighed som kristen i mig selv.
Det loviske sind holder os bundne under loven, hvor vi ser på os selv og vurderer alt ud fra os selv, og værst af alt: Det loviske sind får os til at basere vores tro, frelse og evige liv på os selv. Lader vi os lede af det loviske sind, så ender vi under Guds dom.
Jesus fortæller en lignelse om to mænd, som går op i templet. Den ene er en farisæer og den anden en tolder. Jesus gengiver farisæerens bøn: ”Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen og giver tiende af hele min indtægt” (Luk 18,12).
Hvad er det mest bemærkelsesværdige ved denne bøn? Jeg synes, det er tankevækkende, at det slet ikke er nogen bøn. Farisæeren har intet at bede om, for alt er nu med ham, som det skal være. Han har nået målet: Han er blevet helt, som han skal være. Han har fulgt sit loviske sind, og han er nået til endemålet.
Men han er under Guds dom!
Når et nyt elevhold begynder på vores bibelskole, tager jeg ofte lignelsen om farisæeren og tolderen frem. For den sætter klare ord på det, som er målet for mange elever. De kommer til bibelskolen i håb om, at det nu endelig skal lykkes for dem at få kristenlivet til at hænge sammen – med bøn, trosglæde, varme, bibellæsning og vidnesbyrd. Kan man ønske sig noget bedre efter fem eller ti måneder på en bibelskole end at kunne stå frem og takke Gud for, at alt nu endelig er, som det skal være – som farisæeren gjorde det?
Ifølge det loviske sind er dette målet med kristenlivet. Men Gud har et andet mål for øje, et velsignet mål. Han vil føre os til Jesus og gøre ham stor for os som vores frelser. Gud vil give os al vores trøst, rigdom og fred i Jesus alene. Det er frihed!
Lovens afsløring
Når Gud vil føre os til frihed i troen på Jesus, så tager han fat med lovens ord. Gud lader loven lyse ind i vore tanker, hjerter og sind. Gud viser os, at der bag de varmeste bønner, de mest brændende vidnesbyrd og den bedste handling altid er synd. Han viser os, at vor ydre kristendom ligesom farisæernes fromhed kun er en skal over en indre grav af urenhed, begær, ugudelighed, kulde og sel-viskhed (Matt 23,27-28).
Det er sandheden om mig, som skriver dette, og det er sandheden om dig, som læser det. Det er sandheden om alle mennesker:
”Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud” (Rom 3,22-23).
I Guds øjne er vi alle ens, for det er vi i vore hjerter. Det ser Gud, og han ser det altid! Også når det er skjult for os eller glemt af os. Gud ser altid, at synden er med i alt i mit liv.
”Enhver god gerning er synd.” Sådan kunne Luther formulere det. Men han gjorde det på bibelsk grund. For netop sådan talte Paulus om sin egen fromhed og sine gode gerninger.
Da Paulus kom til Ordets lys, blev det klart for ham, at det, som han tidligere havde regnet med som fortrin, der talte på hans plusregnskab, det var i virkeligheden synder, der talte på hans minusregnskab.
Ja, alt i hans liv talte minus, og der stod reelt kun én ting tilbage, som kunne tælle og gælde for ham i forhold til Gud: Jesus alene!
Da dette blev klart for Paulus, smed han al sin egen godhed og fromhed fra sig og greb om Jesus som sin eneste trøst, rigdom og herlighed. Da havde Gud nået sit mål med Paulus. Da havde Paulus ikke mere at sige om sig selv, men da havde han et vidunderligt vidnesbyrd om Jesus, hans herlighed og retfærdighed, hans én gang for alle fuldbragte frelse:
”Hvad jeg havde af fortjeneste, det regner jeg nu på grund af Kristus for tab. Ja, jeg regner så vist alt for tab på grund af det langt større at kende Kristus Jesus, min Herre. På grund af ham har jeg tabt det alt sammen, og jeg regner det for skarn, for at jeg kan vinde Kristus og findes i ham, ikke med min egen retfærdighed, den fra loven, men ved den, der fås ved troen på Kristus, retfærdigheden fra Gud grundet på troen” (Fil 3,7-9).
Troens hånd
”Troen har kun én hånd.” Sådan lyder en gammel sjælesørgerisk vejledning. Vi kan ikke holde fast ved vor egen kristendom og Kristus på samme tid. Når det gælder vort forhold til Gud og frelsen, må vi vælge. Guds endemål med loven er at få os til at kaste vor egen kristendom fra os, så vi kan gribe Jesus og regne med ham alene.
Jesus alene – det er den eneste frelsegrund, som holder i liv, død og evighed. Det er evangeliets velsignede trøst, og det er kilden til tro, liv, frihed og fred i kristenlivet. I mit forhold til Gud og frelsen gælder det: Jeg tæller 0%, og Jesus tæller 100%: ”Selv er jeg intet, Jesus mit alt!” Og det er virkeligheden fra A til Å i mit kristenliv. Aldrig kommer den dag, hvor Gud kommer til mig og kræver et tillæg til Jesus. Jeg frelses fra først til sidst med tomme hænder ved Jesus alene.
Det er denne frihed, Gud vil lede mig til, når han med lovens ord afslører hjertets fordærv. Og det underlige er, at når denne evangeliets frihed får plads i mit hjerte, så driver den mig indefra til at ville tjene Gud og min næste med hele mit liv. Ikke for at opnå en radikal og helhjertet kristendom i mig selv. Men fordi jeg altid, her og nu og altid, har en fuldkommen kristendom i Kristus.
Sand omvendelse
Målet for Gud er at føre os til sand omvendelse. Men den sande omvendelse er i bund og grund, at jeg vender mig fra at tro på mig selv til at tro på Jesus alene. Alle mennesker tror, men ud fra vores natur tror vi på os selv. Vi regner med, at det, som skal hjælpe og gavne os over for Gud på dommens dag, det skal komme fra os selv. Det fortæller vores loviske sind os, og det bliver vores eget sind ved med at fortælle os livet ud. Det er kun Guds Ånd, som ved lovens dom og evangeliets trøst kan få os til at opgive troen på os selv og få os til at tro på Jesus alene.
En sand omvendelsesforkyndelse må have dette for øje og må tjene til dette: at vi mister troen på os selv og på alt vort eget og vendes til at tro på Jesus og hans fuldbragte frelse alene.
Martin Luther blev frelst, da Guds eget ord i lov og evangelium gjorde netop denne gerning i ham. På den baggrund blev det en hjertesag for ham, at Guds ord blev forkyndt ret i lov og evangelium. Kun derved kunne mennesker blive ført til frelse og frihed ved tro på Jesus alene.
Om lovens gerning og den sande omvendelse skriver Luther:
”Lovens egentlige gerning er at åbenbare arvesynden med dens frugter og vise mennesket, hvor dybt falden og bundløs og fuldstændig fordærvet hans natur er. Sådan begynder den sande omvendelse, at mennesket må høre den dom: Der er slet intet godt hos jer, hvad enten I er åbenbare syndere, eller I anser jer selv for hellige. Hertil føjer det Nye Testamente straks nådens trøsterige forjættelse ved evangeliet, som skal tros: ’Omvend jer og tro evangeliet’ (Mark 1,15).”
”Den sande omvendelse er ikke stykkevis, ej heller er den usikker. For den diskuterer ikke, hvad der er synd, og hvad der ikke er synd, men sammenfatter det hele i en hob og siger: Det er alt sammen ikke andet end synd hos os. Hvorfor skulle vi så søge at skelne og gøre forskel? Derfor bliver angeren heller ikke usikker. For der bliver intet tilbage, hvormed vi kan betale for vor synd. Vi må afgjort og fuldstændig opgive at håbe på alt det, vi selv er, tænker, taler og gør. Så kan det da heller ikke være usikkert, hvad vi skal gøre fyldest med i forhold til den skade, vi har gjort. For det kan jo ikke ske ved noget af det, vi selv gør – det er usikkert og syndsbesmittet. Det må ske alene ved det uskyldige Guds lams lidelse og blod. Han bar verdens synder.”
”Kun ved trøstigt at opgive håbet om dig selv vil du finde fred, nemlig i Jesu sår1.”
Den bibeltro, lutherske præst Oscar Hjort sammenfatter i bogen Jesus alene, hvad der er omvendelsens indhold: ”Omvendelse sker hos et menneske, når Guds ords lys får ham til at fortvivle på sig selv og søge hen til Kristus i tro. Hvor dette bliver virkelighed, er et menneske omvendt til Kristus2.”
Hermed er det også sagt, hvad der er forkynderens byrde: at forkynde det ord, som får mennesket til at fortvivle over sig selv og viser dem, at alt hos dem selv er synd. Dette ord vil det loviske sind altid reagere mod. Men det er alene ved dette ord, at vi kan føres til frelse og åndelig frihed ved troen på Jesus alene.
3) Guds vrede og dom
Hvilket skrift i Bibelen forkynder evangeliet klarest, stærkest og mest befriende? Mon ikke de fleste bibellæsere vil være enige om at svare: Romerbrevet. I dette brev skinner evangeliets sol klart, varmt og stærkt fra ende til anden.
Romerbrevet forkynder så velsignet enkelt og trøstende, at vi er frelst uforskyldt og ufortjent ved forløsningen i Kristus Jesus. Han har én gang for alle sonet al vor synd. Han har én gang for alle opfyldt alle lovens bud for os.
Derfor er frelsen virkelig fuldbragt for os, præcis som vi er og har det, og vi kan få lov til blot at takke for det og hvile i Jesu gerning for os.
Hele den første halvdel af Romerbrevet handler om frelsen i Jesus, og målet er at prædike denne frelse for os til tro, fred og frimodighed.
Romerbrevet kapitel 1
På denne baggrund er det tankevækkende at se, hvordan Paulus begynder sit brev. Efter indledningsordene i kap. 1,1-17 tager Paulus fat på sit hovedanliggende, og da begynder han med disse ord: ”Guds vrede åbenbares fra himlen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker, der undertrykker sandheden med uretfærdighed” (1,18).
Guds vrede! Hvorfor begynder Paulus med at tale om den? Går det ikke stik imod hans hensigt? Hvis han gerne vil give os fred og frimodighed i troen, giver det så mening at tale med os om Guds vrede?
Ja, det gør det. Det gør Paulus klart for os allerede i det første kapitel. Her åbenbarer han to ting vedrørende Guds vrede.
For det første, at Guds vrede er inde over alle mennesker på denne jord, som lever i modstrid med Guds vilje og bud (1,18-31). Guds vrede er ikke en tanke eller en teori. Det er heller ikke en trussel – noget man eventuelt risikerer at blive udsat for. Guds vrede er en konkret og reel virkelighed for alle syndere på jord, som ikke ejer frelsen i Jesus. De lever under Guds vrede, og dør de i deres nuværende tilstand, så går de mod en evighed under Guds straffende vrede.
For det andet åbenbarer Paulus, at alle mennesker på denne jord ved om Guds vrede. I deres sind og tanke har Gud nedlagt en viden om, at vi går mod en regnskabsdag, og at Gud på denne dag vil ramme dem med vrede og straf for deres synder: ”De ved, at Gud har bestemt, at lever man sådan, fortjener man at dø” (1,32; jf. 2,14-16). Guds vrede er med andre ord ikke en fremmed virkelighed for mennesker. Alle ved om den. Netop derfor er de så bange for døden!
Hvordan skulle nogen kunne give mennesker i denne tilstand en sand fred og frimodighed – uden at tale om Guds vrede? Guds vrede er vores livs altoverskyggende problem, og vi ved det.
Derfor har vi ét eneste, afgørende behov: at nogen vil komme til os og i omsorg for os vil tale med os om Guds vrede og fortælle os, hvordan vi kan blive frelst fra den!
Derfor taler Paulus om Guds vrede.
Det samme gør Jesus. Ingen i Bibelen taler så meget og så stærkt om Guds vrede, fortabelsen og Helvede som Jesus. Han gør det af dyb og inderlig kærlighed til os, fordi han vil minde os om, hvad der er vores egentlige nød, og fordi han vil frelse os fra den!
Romerbrevet kapitel 2-3
I kapitel 2-3 i Romerbrevet uddyber Paulus, hvorfor Guds vrede er inde over os. Han tydeliggør, at vi alle uden forskel har forbrudt os mod Guds lov i tanke, ord og handling, og at vi i Guds øjne står som tyve, løgnere, gudsbespottere, ægteskabsbrydere og mordere (2,21f.; 3,10ff.).
Det er virkeligheden. Sådan står du og jeg og alle mennesker over for Gud i os selv. For Gud ser ikke på det ydre; han ser til hjertet. Denne virkelighed vil Paulus afdække for os for at vise os, at der er ét ord, som er dækkende for vores situation, når vi står alene over for Gud som vores dommer: Vi er strafskyldige (3,19).
Kan man forestille sig et ord, der ligger længere væk fra vor tids almindelige opfattelse af, hvordan vi har det med Gud: strafskyldige?
Hvor ofte hører vi det forkyndt? Hvor mange, der kalder sig kristne, vil overhovedet anerkende, at det er vores situation? At vi er så onde og har handlet så ondt, at vi har fortjent dette ene: at blive straffet af Gud med evig dom og evig pine i Helvede?
For Paulus er det afgørende, at vi erkender det.
For Jesus er det også afgørende. Når han taler til sin samtids fromme, er han utroligt barsk i sin afsløring af synden. Jesus gør præcis det samme som Paulus. I sin store domstale over de fromme jøder viser han, hvordan de i Guds øjne har brudt alle lovens bud og står som tyve, gudsbespottere, voldsmænd, mordere, lovløse, hyklere og forførere (Matt 23,13-36). Gud ser bag facaden og ser, at de er fulde af råddenskab, fordærv, hykleri, ondskab og lovløshed. Derfor er de under Guds vrede og dom. Det vil Jesus vise dem, og han vil vise dem det, for at gøre det klart for dem, hvad de har i vente, når de skal møde Gud som dommer: ”Hvordan skal I kunne undgå at blive dømt til Helvede?” (23,33)
Strafskyldige! Skyldige til Helvede!
Både Paulus og Jesus vil føre os derhen, hvor vi ser, at vi har fortjent og ikke har nogen som helst mulighed for selv at redde os fra Guds straf i Helvede.
Hvorfor vil de have os derhen? Det vil de af én bestemt grund: fordi det kun er her, vi kan forstå og modtage evangeliet!
Evangeliet
Hvad er evangeliet? Evangeliet er det fuldstændigt ubegribeligt befriende budskab om, at al vor synd blev tilregnet en anden, Jesus, og at han én gang for alle på korset mødte Gud med synden og modtog den fulde og evige straf for den – i vort sted:
”På sit legeme bar han selv vor synder op på korset” (1 Pet 2,21).
”Som retfærdig led han for uretfærdiges skyld for at føre jer til Gud” (1 Pet 3,18)
”Han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred” (Es 53,5).
”Herren lod al vor skyld ramme ham” (Es 53,6).
”Han bar de manges synd og trådte i stedet for syndere” (Es 53,12).
”Mens vi endnu var svage, døde Kristus for ugudelige” (Rom 5,6).
”Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere” (Rom 5,8)
”Mens vi endnu var Hans fjender, blev vi forligt med Gud, ved at hans søn døde” (Rom 5,10).
”Han er et sonoffer for vores synder, og ikke blot for vore synder, men for hele verdens synder” (1 Joh 2,2).
”Deri består kærligheden, ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder ” (1 Joh 4,10).
Dette er evangeliet: at én er døde for alle, og at alle ved denne ene, Jesus Kristus, er blevet forsonet med Gud. Han blev ramt af Guds vrede i vort sted, for at vi for hans skyld skulle møde Guds nåde. Han blev forladt af Gud, for at vi skulle modtages af Gud. Han blev stødt ud i fortabelsens mørke, for at døren skulle åbnes for os til Himlen. Han blev dømt, for at vi skulle gå fri. Vor synd blev hans, og hans retfærdighed blev vor.
Lige så sandt det er, at Gud på korset så Jesus som en synder og behandlede ham derefter, lige så sandt er det, at Gud nu for Jesu skyld vil se os som retfærdige og behandle os derefter: ”Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham” (2 Kor 5,21).
Det er evangeliet!
Hvem glæder sig?
Hvem glæder sig over dette evangelium? For hvem er dette et ”godt budskab”?
Det er det kun for dem, som har set, at vi i os selv og på grund af vores afgrundsdybe dybe og forfærdelige synd virkelig er strafskyldige, skyldige til Helvede.
Kun for dem bliver ordet om korset et vidunderligt evangelium, som de af hjertet takker og priser Jesus for:
Tak, at du tog mine byrder
et højfjeld af skyld og af skam.
Du bar det på dine skuldre,
du skyldfrie sonofferlam.
Tak at du bar mine synder,
betalte den skyhøje gæld
med blod fra dit elskende hjerte
og ikke med sølv eller guld.
Så vil ved korset jeg blive.
Med undren jeg ser: Jeg er fri!
Jeg skal ikke dø, jeg skal leve
med Jesus og være ham lig!
Når Paulus og Jesus lægger røst til lovens afsløring af synden og af Guds vrede og dom over synderen, så gør de det for at bane vej for evangeliets ord til tro og liv. Hvem vil gå i deres spor i dag? Hvem vil prædike, så synden afsløres i sin rystende alvor, og så mennesker stilles ansigt til ansigt med den levende Guds vrede og dom?
Det er vores byrde som forkyndere at prædike netop dette budskab. Modstanden mod budskabet er stor, og den når helt ind i den kristne menighed. Men skal mennesker frelses, så må dette budskab prædikes.
Gud give os forkyndere, som vil løfte byrden og prædike budskabet i vor tid og generation!
Gå videre med artikel 4: Vækkelsesforkyndelsens frugt og modstand
1 Citeret fra Mikkelsen, Peder 1995, Jesus alene, ELM-Forlag, Rønne, 14-15.
2 Mikkelsen 1995, 2
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2015. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Mikkel Vigilius
Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.