Vækkelserne på Fur

Introduktion v/Henrik Gren Hansen

Hovedtemaet for de to første numre af Nyt Livs blad i 2015 har været ”vækkelse”.

I det første blad blev det blandt andet betonet, at forkyndelsen af evighedens alvor og muligheden for at gå fortabt er nødvendig for at lede mennesker til frelsen.

I det andet blad blev der peget på, at forkyndelsen i en frafaldstid er kendetegnet ved at tilpasse evangeliet til kulturens ønsker. Forkyndelsens kendetegn i vækkelsestider er derimod, at den er tro mod Guds ord i lov og evangelium, og at den i al menneskelig svaghed lader Guds ord komme klart til udtryk som vejen til frelse.

Som afslutning på dette vækkelsestema bringer vi nu en personlig beretning om de vækkelser, der kom på øen Fur for omkring 100 år siden.

Det var en tid, hvor der var vækkelse i store dele af Danmark.

Formand for Indre Mission Vilhelm Beck sagde i sin årsberetning fra 1897: ”Aldrig har der vist sig en sådan vækkelse før i vort land som i det sidste år. Fra Skagen til Danmarks grænse meldes der om den ene store vækkelse efter den anden på mangfoldige egne.”

Beck understregede, at hjerterne måtte rette deres ”tak til Herren for hans Ånds kraft”.

At vækkelsens ånd gennem disse år bredte sig med stor kraft, kan man bl.a. få indtryk af, når man ser, at antallet af IM-missionshuse i perioden 1890-1918 gik fra 87 til 507! (jf. Kurt Larsen: En bevægelse i bevægelse, s. 136, Lohse 2011).

Frugten af disse store vækkelser er stadig tydelig i dag, hvor mange kan spore familiens omvendelse til denne tid. Det gør sig bl.a. gældende for Nina Jørgensen, som har sendt os beretningen om vækkelserne på Fur.

Det var hendes far, Andreas Andersen, som i årene 1957-1960 nedfældede på papir, hvad han havde hørt og set. Han skrev det, for at Guds undere ikke skulle gå i glemme – og for at vi i dag også må møde det kald til omvendelse, som lød med så stor klarhed dengang.

Beretningen er nedfældet i stor taknemmelighed for de ”troens stridsmænd”, som bragte kaldet til omvendelse til de verdsligt sindede furboere. Men ikke mindst er den nedfældet, som Vilhelm Beck udtrykker det, ”med tak til Herren for hans Ånds kraft”.

Skal vi rigtigt forstå, hvad der var på spil i vækkelsestiden, skal vi vide, at der virkelig lå indhold i disse ord. Det var ikke menneskelig planlægning og menneskelig dygtighed, det kom an på. Det var Åndens kraft gennem Guds ord, der gjorde underne, og lod mennesker komme til omvendelse og tro på Jesus.

Og det skete på mangfoldige – og overraskende! – måder.

Beretningen om vækkelserne på Fur gør det mere end noget andet klart for os, at det er Guds Ånd, og Guds Ånd alene, der suverænt virker vækkelse, når og hvor han vil.

Det må være til opmuntring for os, der hvor vi ikke ser vejen frem. Guds ord er levende, og Guds Ånd har den samme kraft og det samme mål i dag!

Hvad Gud gjorde blandt fiskerne og landmændene på Fur i det forrige århundrede, kan han gøre blandt os i dag.

Indledning ved Nina Jørgensen

I 1957 besluttede min far, Andreas Andersen, at nedskrive beretningerne om vækkelserne på øen Fur omkring 1895 og 1917. Min far var født i 1895, netop da vækkelsen brød ud på øen.

Han var landmand, som de fleste på Fur dengang, men det var pen og bog, der havde hans store interesse.

Jeg husker ham fra de lange vinteraftener, som han i øvrigt nød i fulde drag – da blev der nemlig tid til at læse og skrive. Så sad han omgivet af alle sine bøger, som spændte vidt, lige fra videnskab og astronomi til engelsk og historie og meget andet. Men han beskæftigede sig især med Bibelen og Martin Luther.

Mit hjem var et kærligt og trygt hjem, og mor og far var der altid og gav sig tid til at tale med os børn. At de tillige begge var i besiddelse af en veludviklet humoristisk sans gjorde, at tilværelsen langt fra var kedelig!

Men først og fremmest havde Guds ord og bønnen en stor plads i hjemmet, og Bibelen blev taget frem både morgen og aften – hver eneste dag. Det hændte, at der dumpede en gæst ind midt under morgenandagten, men så måtte vedkommende vente med sit ærinde, til andagten var færdig. Der blev intet kortet af eller forandret af den grund.

Vi børn, seks i alt, glemmer aldrig fars andagter. Der var én ting, der altid gik igen: at vi frelses af nåde, uforskyldt, og at der intet er hos os, der kan bruges til betaling for frelsen. Det eneste, vi kan komme med, er et sønderknust hjerte.

Jeg var den yngste, efternøleren, og derfor var jeg altid med, når mor og far besøgte deres venner, hvoraf de fleste var blevet frelst under vækkelsen i 1917. Disse aftener står prentet i min hukommelse, og de sluttede altid med, at salmebogen og Bibelen kom frem, og så talte man om Jesus og frelsen i Ham.

Disse ældre vidnede om deres Frelser, lige så levende som under vækkelsen, og de var ikke bange for at tale om døden! Jeg fik det indtryk, at de hver eneste dag var forberedt på, at denne dag kunne blive deres sidste på jord, og der var en forventning over dem: ”Mon jeg snart skal møde Jesus?”

Som én af dem ofte sagde: ”Venner, det bliver godt at komme hjem i Himlen.” Og så trillede tårerne ned ad hans kinder. Det er noget, man aldrig glemmer.

Hvorfor nedskrev min far alt dette?

Det lå min far stærkt på sinde, at det skulle huskes, både at der var dybt åndeligt mørke på Fur i sidste århundrede, men også hvordan Gud lod lyset opgå over øen. Han har villet, at alt dette ikke skulle gå i glemme. Samtidig har han sikkert også ønsket, at beretningen skulle blive til hjælp for én og anden, ved at pege hen på Jesus som Herre og Frelser.

Men endnu én ting har han ønsket, nemlig at advare mod den verdslighedens ånd, som altid har været – og bestemt også i dag er – en stor fare for de kristne. Han vidste nemlig, at begynder vi først at tage nogle af de ting med, som ”de gamle” kaldte ”verdens væsen”, så er vi på vej bort fra Jesus, og så har Djævelen vundet den første sejr.

Vi kan ikke eje både Jesus og verden. Bibelen siger det tydeligt: ”Skik jer ikke lige med denne verden”, og: ”Venskab med verden er fjendskab med Gud.”

Nina Jørgensens forældre Line Andersen og Andreas Andersen fotograferet i 1960

Fra brændevinsviser til himmelsk lovsang

Den himmelske lovsang fødes

I Hans Kyrres bog Fuurboerne beskrives tiden før den store vækkelse i 1890’erne som en ren guldalder, hvor alt var liv, fest og glade dage. Ganske vist gik det lidt hårdt for sig af og til, især når brændevinen havde jaget al fornuft på flugt! Det hændte også, at en og anden drak sig ihjel, eller at et hjem blev lagt øde, fordi manden var fuld og ikke ved sine fulde fem meget af tiden. Men stort set var det et liv med vækst og grøde.

Men så kom vækkelsen til øen, og så var det hele ødelagt! Hvor der før var liv og lystighed, rugede nu tungsind og mørke, og de før så lystige furboere sad nu tidlig og silde og grublede over de gammeltestamentlige gåder i det dunkle skær fra en tælleprås.

Sådan så det i det mindste ud udefra, set med verdens øjne, men sådan så det ikke ud i Guds og de hellige engles øjne, og der må have været glæde i Himlen, da syndere på Fur begyndte at vende om og søge de ting, som er oventil. Jeg tænker, at de samme engle, som kom med det glade budskab til de fattige hyrder derude på Betlehems marker, og som lovpriste Gud og sagde, ”Ære være Gud i det højeste”, nu også jublede og frydede sig over hver enkelt synder på Fur, som fik sin sag med Gud i orden og fik fred i Jesus Kristus.

Og så begyndte også den himmelske lovsang at lyde på Fur.

Glansen fra den himmelske verden

Men det var jo heller ikke, det skal indrømmes, let for den vantro, forblindede verden at se noget herligt og skønt i, at store, stærke fiskere, som ingen nogensinde havde set med modløse miner, også om vejret var ganske forfærdeligt eller fiskeriet aldrig så sløjt, nu pludselig kunne sidde aften efter aften og høre på, hvad en tilfældig missionær kunne finde på at diske op med.

Ja, som om det ikke var nok, så kunne fiskerne sidde med bøjede hoveder og sukke og ligefrem græde, som var de piskede, og kort efter var de helt forandrede og sang og lo og sagde, at nu var de Guds kære børn, og nu var Himlen deres hjem!

Dette var bestemt ikke ord, nogen havde forventet at høre fra en garvet fiskers mund! Verden ser jo kun det ydre. Herligheden, som er skjult for det vantro øje, ser den ikke. Dog, til tider bliver glansen fra hin verden for stærk; den gennemtrænger det tætte mørke, så selv det vantro øje ser det.

Det hændte under den sidste krig, at en fiskekutter, som så mange andre, stødte på en mine og sank omgående. Der var tre mænd om bord, og de lå nu i det kolde vand i deres redningsveste.

Pludselig begyndte den ene at synge: ”Engang leved’ jeg for verden, fandt dens lyst og glæde tom.” Kaptajnen vendte sig og så på ham, men måtte vende øjnene bort, for ”det var som at se ind i solen”, fortalte han senere. Der var en overjordisk glans over fiskerens ansigt, mens han sang alle tre vers.

Da han havde sunget det sidste vers: ”Sløret drog han fra mit øje, viste mig sin herlighed, sig mig, er det da et under, verden blegnede derved? Underfulde dybe fred, som nu fylder sjæl og sind, aldrig kendte jeg den, før jeg min Jesus lukked’ ind”, bøjede han hovedet ned i redningsvesten.

Han var gået bort til den herlighed, han netop havde set ind i.

En aften i den første vækkelsestid stod en mand uden for sin gård på Fur og så nogle mænd og kvinder komme gående, og han vidste nok, hvor de skulle hen! De skulle nemlig over til hans ”hellige” nabo, Kræn, og sidde og ”skabe sig”!

”Stine”, råbte han, ”kom ud, så skal du se nogle selvretfærdige hyklere, som er glade for sig selv, så det forslår.” Han blev selv senere en af disse ”selvretfærdige hyklere”, og har selv fortalt mig det.

Fur er en lille ø på 22 km2 belligende i Limfjorden lige nord for Salling.

Farvel til de tomme glæder

Og hvor jeg husker disse gamle fra den første vækkelse! Disse stovte fiskere og landmænd, der førhen, for de flestes vedkommende, havde været med i alle de gilder og drikkelag, som Fur var så berømt eller berygtet for. Nu var de vendt om til deres sjæles hyrde og tilsynsmand og havde sagt verden med al dens lyst og tomme glæder farvel! Og de tog det nøje.

”Lovtrældom” og ”snæversyn” vil nogen sige, men de var aldeles ikke lovtrælle, nej, de var frie mænd og kvinder på vej til det frie land. De vidste, hvorfor de sagde nej, for de havde fundet den kosteligste Perle, som de for alt i verden ikke ville miste.

De vidste endnu en ting, som mange af nutidens kristne synes at have glemt, nemlig at ”langs med svælget, vejen går”. De ville hellere sige nej til for meget end for lidt.

Man har i dag så travlt med at få så meget som muligt med af alt det, som de gamle kasserede. Alt det, som vel ikke i sig selv er synd, men som så let fører bort fra Jesus, fordi det er en anden ånd, som virker gennem det alt sammen. Ja, det er, som om man nu vil have så meget som muligt af verden med.

Er det ikke næsten, som hvis en forlovet ung mand eller pige spørger: ”Hvor meget kan jeg tillade mig at flirte med andre, før forholdet går i stykker?”

Tiden frem mod vækkelserne

Guds skjulte råd

Hvorfor kom nu dette vældige Åndens vejr til Fur? Først den store vækkelse i 1890’erne og siden vækkelsen i 1917, i pastor Skibsteds tid.

Ja, vi ved det ikke. ”Vinden blæser hvorhen den vil, men du ved ikke, hvorfra den kommer, eller hvor den farer hen.” Således også med Ånden fra det høje.

Og så er der steder i vort land, hvor der, så længe nogen ved, aldrig har været vækkelse.

Hvorfor? Alene Gud ved det. Men man kan ikke værge sig mod den tanke, at hele slægter er gået fortabt.

Guds nåde og godhed har været grænseløs mod den lille ø Fur – ja, Guds nåde, uden vor fortjeneste eller værdighed.

Det var alene Guds udvælgelse. Det nytter ikke at ville fremføre de gamles beretninger om de enkelte ensomme, fromme mænd og kvinder, som foldede hænderne og bad til Gud i Himlen om at forbarme sig over den ugudelige slægt, og heri finde forklaringen. For hvem havde virket denne inderlige bøn i hjertet?

Nej, det er Guds skjulte råd, herved må vi lade det blive.

Gammel skik og brug

Efter gamle beretningers udsagn skal der for ca. 150 år siden have været en slags vækkelse eller et åndeligt røre på Fur, og ingen fisker tog på fjorden uden først at have bøjet sine knæ inde på stranden eller ved båden for at bede Gud om hjælp og velsignelse til gerningen ude på fjorden. Denne skik blev taget op igen i 1890’erne, i hvert fald af de troende fiskere, og den holdt ved gennem mange år.

I min ungdom var der dog kun et enkelt bådelaug, der holdt fast ved traditionen, og det var Søren Hansen fra Dalager. Søren var en tro Herrens tjener, der var noget stovt og solidt over ham, og han vidnede trøstigt om sin Frelser uden at bryde sig den mindste smule om verdens mishag – eller dens ros.

Det hændte da også mere end én gang, at det begyndte at suse med sten om ørerne på Søren og hans fæller, når de lå på knæ ved deres båd. Men Søren var ufortrøden og sagde: ”Vi er i Guds hånd, og intet rammer os uden Hans vilje.”

Jeg var med i Sørens bådelaug flere vintre, når der skulle plumpes, som det kaldtes. Den første vinter var jeg uomvendt og kunne ikke rigtigt bekvemme mig til at bøje mine knæ sammen med de andre, og jeg var inderst inde rigtigt godt gal på Søren over hans overdrevne ”hellighed”. Senere blev Søren en af mine bedste venner.

Andreas Andersen fotograferet i 1970

Morsingboernes vidnesbyrd

Før den første vækkelse havde der dog vandret nogle morsingboere omkring på øen og vidnet om Jesus og frelsen i Ham. De gik fra sted til sted og blev udsat for ethvert Jesu vidnes lod, nemlig at blive udskældt og gjort nar ad, men enkelte steder tog folk imod Guds ord og spurgte: ”Hvad skal vi gøre?”

Én af de få, der endnu er tilbage, en gammel mand på 99 år, har fortalt mig, hvordan han, der var snedker, stod i sit værksted og bandede på, at kom de morsingboer til hans værksted med deres præk og sludder, skulle han vise dem noget andet. ”Mig skal de ikke få held til at fordømme til Helvede!”

Så skete det en dag, at han så et par stykker af dem gå ind til naboen. ”Nå, så har vi dem snart her”, sagde han.

Men mærkværdigt nok gik de hans dør forbi og videre til naboen på den anden side.

Han studsede, for hvad var nu det for noget, og hvad bildte de stympere sig ind? De regnede det åbenbart ikke for umagen værd at snakke til ham. ”Det var nok ikke småfolk, de gik til” osv.

Ja ja, så kunne de da bare lade være, og han kunne passe sig selv. Men han kunne ikke blive det kvit igen, at de sådan var gået forbi hans dør, og en stemme inde i hjertet blev ved med at sige: ”Hvad om det nu var sandt? Hvad om Gud ikke har noget som helst at sige dig, ikke agter dig et kald værd?”

Stemmen blev tydeligere og mere og mere alvorlig, som dagene gik, og en dag sank han tilintetgjort på knæ inde ved sin høvlebænk og anråbte Himlens Gud om nåde og forbarmelse, om Han dog ikke også ville se til ham, den store synder!

Han havde fået det sønderknuste hjerte, som Herren kan og vil forbarme sig over, og han blev et Guds barn og fik sin plads i de helliges samfund.

Sidst jeg talte med ham, fortalte han nogle træk fra den første vækkelsestid, og han sluttede med at sige: ”Hvor er det stort, at Gud har holdt ud med mig i alle de mange år, og Han vil også holde ud med mig, den korte tid jeg har tilbage, og føre mig frelst hjem.”

Det himmelske lys bryder igennem

En humpende begyndelse

Til Branden færgested kom en dag i 1894 en ung mand, og han så tynd og svagelig ud, kom tilmed humpende med to stokke. Han havde da også netop gennemgået en svær nervesygdom, som nær havde forvandlet ham til krøbling for livstid, men nu stod han spejdende over mod den lille ø Fur, hvortil han var blevet kaldet som 2. lærer ved Hvirp Skole. Dengang var der kun en 1. og en 2. lærer ved Hvirp Skole.

Mange urovækkende rygter havde nået hans øren, siden han havde taget imod embedet derovre; rygter, som havde gjort ham urolig i sindet. Rygterne gik på bl.a. furboernes umådelige drikkeri og vildskab, når de blev fulde, og om deres døde gudsfrygt.

Var det mon det rigtige, at han havde søgt dette kald? Hvad ville møde ham af godt og ondt derovre? Og hvad kunne han egentlig, syg og svag som han var, stille op og udrette for den Herres sag, som han havde viet sit hjerte og liv til? Tilmed kom han humpende med to stokke!

Mismodigt stirrede han over mod de små huse og møllen på bakken, derovre på den anden side af det smalle stykke vand. Han sukkede i sin nød til Herren og sagde: ”Herre, hjælp mig, så at jeg i det mindste kan ankomme uden disse to stokke.” Herpå slyngede han dem ud i fjorden, og virkelig! Det gik! Han vaklede lidt, men gik dog med nogenlunde faste skridt op til kroen.

Herinde sad en halv snes fiskere fra Fur og drak kaffepunch i lange baner, og luften var tyk og kvalm af tobaksrøg og brændevinsdunst.

Den unge lærer støttede sig til dørkarmen og sagde: ”Med forlov, men kan De sige mig, hvordan man kommer over fjorden? Jeg skal til Fur.”

De sindige, halvberusede furboere betragtede ham intenst fra øverst til nederst, men forklarede ham velvilligt nok, at han skulle hejse det lille flag dernede ved stranden, så ville der snart komme en båd efter ham.

”Men æh, hvem er do for resten?”, spurgte fiskerne ham.

”Jeg er den nye lærer på Hvirp skole”, svarede han.

”Hør, sæj mæ, kan do spel kort?” (”Hør, sig mig, kan du spille kort?”).

Nej, det havde han aldrig gjort.

“Kan do drek en pons, da?” (”Kan du drikke en punch, da?).

Nej, det havde han aldrig prøvet.

”Nå, mi fåer, så kan a saj daj, at så har do ingenting å gjør på Fur!”. (”Nå, min ‘far’, så kan jeg sige dig, at så har du ingenting at gøre på Fur!”).

Sådan begyndte lærer Andreasen sin gerning på Fur som 2. lærer.

Bøn om vækkelse

Som dagene gik, og han lærte flere og flere af øens beboere at kende, kom det til at ligge ham meget på sinde, at der måtte komme en besøgelsestid, et Åndens vejr fra Himlen; en vækkelse, sendt af Herren selv. Om Gud dog ville sende en mand, der kunne samle mennesker om ”det ene fornødne”.

Han forstod jo klarere og klarere, som dagene gik, at de var som vildfarne får, der ikke har en hyrde, og han bad og sukkede til Herren: ”Send en mand med Åndens nådegave til at opvække og frelse syndere.”

Så en dag kom der en klar tanke til ham: Hvorfor gør du ikke selv noget? Hvad om Gud har i sinde at bruge dig til at sprede lys i dette mørke?

Han studsede ved tanken til at begynde med, for det kunne da ikke være muligt? Hvordan skulle han, den unge uerfarne lærer, være i stand til at samle disse stovte, stærke og hærdede fiskere, der ikke lod til at bryde sig om hverken præst eller degn, og hvordan skulle han vække deres interesse for andet end det daglige slid og drikkeri, som lod til at være deres bedste adspredelser?

Tanken blev dog hængende, og han kunne ikke blive den kvit, hverken dag eller nat!

I sin nød gik han til sidst til sognepræsten og talte med ham om sagen.

Sognepræsten var pastor Heegård, og han var fuldt ud enig med lærer Andreasen om det betimelige i, at der blev gjort noget ekstra ud over de almindelige gudstjenester, for eksempel små sammenkomster en aften eller to i ugen, enten i præstegården eller skolen. Her skulle Guds ord så læses op, og der skulle synges nogle sange fra Hjemlandstoner eller Harboøre-sangbogen.

”Men hvor får vi talere fra?”

”Ja”, svarede præsten, ”jeg vil foreslå, at De, kære hr. lærer Andreasen, tager Dem af dén sag, og jeg skal gerne stå Dem bi, så godt jeg kan, men det bliver Dem selv, der må se at få gang i dette arbejde.”

Nye toner

Så gik da den unge lærer rundt på øen og indbød folk til at komme til møde den og den aften i skolen. Folk studsede og spurgte: Hvad var nu det for noget?

Men de kom. Og der var nye toner, som man ikke var vant til at høre. Skulle nu det gamle, som de var oplært i og havde fortrøstet sig til indtil nu, ikke være godt nok længere?! Nu havde man ellers sådan en dejlig fred og ro og troede, at alt var i sin bedste orden, når bare man opførte sig nogenlunde og ikke gik alt for langt over stregen.

Jo, selvfølgelig hændte det, når man havde drukket for mange kaffepuncher, at man sagde eller gjorde ting, som jo nok ikke just var Gud til behag, man Han var jo nådig og ville nok se gennem fingre med den slags ting, når man ellers jævnligt gik i kirke og til alters én eller to gange om året.

Hvad skulle så disse nye ”kunster” til for?

Her lød det jo: ”Du er en elendig, fortabt synder, skyldig til Helvede, din skikkelighed og dygtighed hjælper dig ikke en døjt! Du skal hen til Frelseren på Golgata og falde på knæ for Ham med en ærlig erkendelse og bekendelse af al din synd, så vil Han forbarme sig og tilgive dig det alt sammen og give dig forvisningen om, at du er et Guds barn for blodets skyld.”

Da de gik hjem fra mødet den første aften, spottede nogle, men andre sagde: ”Det vil vi høre om igen.”

En samtale mellem ægtefolk

Men der var også nogle, i hvem Ordet var gået ind i hjertet og havde gjort dem urolige for deres sjæls evige ve og vel. Et ægtepar gik således fra et af disse møder på skolen en sen aftentime og førte følgende samtale, som de senere fortalte om (ægteparret var mine egne forældre, så jeg har det fra første hånd):

”Hvad mon du går og grunder over, far? Jeg synes, du er så tavs.”

”Åh, jeg ved snart ikke … Det var bare noget, jeg kom til at tænke på.”

”Det lyder højtideligt. Hvad mon det så var?”

”Tror du, at vi to kommer i Himlen, når vi dør?”

”Om vi kommer i Himlen? Ja, det tror jeg da rigtignok, det gør du vel også?”

”Ja – neej – det er dét, jeg synes, jeg ikke rigtigt kan tro.”

”Jamen hvorfor dog? Det er da vel ikke din mening, far?”

”Jo, det er! Jeg synes ikke, jeg kan finde noget i mit liv, som berettiger mig til at tro det.”

”Jamen sådan har du da aldrig talt før. Jeg synes endda, jeg husker, at du engang sagde, at det var nemt at komme i Himlen, når blot vi ville?”

”Det har jeg nok også engang ment, men det er længe siden, og det har jeg aldrig sagt, siden den nat, du ved nok, hvor jeg var tæt på at drukne ude på fjorden.”

”Jamen far da! Hvad så? Tror du virkelig ikke, at vi kommer i Himlen, når vi dør?! Det var da forfærdeligt!”

”Åh, bette mor, jeg ved virkelig ikke længere, hvad jeg skal tro eller mene eller håbe. Jeg synes ikke, jeg ved hverken ud eller ind, hvad angår min sjæls frelse. Alt er som en tåge for mig – uklart og ubestemt.”

”Hvor er jeg dog ked af, far, at du siger sådan noget. Det er, ligesom også jeg bliver bange for at have det forkert. Men hvad mener du så, vi skal gøre da?”

”Jeg ved det virkelig ikke.”

”Tror du ikke, det kunne hjælpe lidt, om vi gik noget mere i kirke og kom i gang med at bede bordbøn og sådan noget?”

”Jo, jeg vil gerne tro, at det er sådan noget ad den vej, vi skal.”

”Og om vi havde bedre råd til at kunne være lidt god mod de fattige.”

”Det kan vi jo desværre ikke, mor, ellers ville sådan noget jo sikkert være en god hjælp for os til at få den trosvished, vi mangler … Der var noget, jeg som dreng altid syntes så godt om, og det var at sidde og høre vores gamle lærer fortælle bibelhistorie, især beretningen om Simon Peter, der blev givet Himmerigets nøgler. Det undrede jeg altid sådan på og tænkte: Havde det blot været mig, så kunne jeg leve trygt og lykkeligt.

Ja, jo, men hvordan tror du nu, det skal forstås? Det synes jeg ikke er så vanskeligt. Simon Peter havde jo altså alt, hvad der behøves for selv at komme ind i Himlen og kunne hjælpe med at lukke op for andre også. Det var lige sådan, jeg godt ville have det; sådan noget fast og sikkert at forlade mig på, så jeg var sikker på at komme ind.”

”Jamen, bette far altså, tror du nu også, at sådan nogle almindelige folk som os kan have fuld sikkerhed for, at vi kommer ind i Himlen?”

”Ja ja, det er jeg da sikker på, at alle har, som bliver frelst. Husker du ikke, at vi i aften hørte om at blive salige ved tro?”

”Jo, ved tro, men sådan sikkert at vide det, det er da noget andet”.

”Nej det er ikke, for tro er fast overbevisning om det, som ikke ses, mens alt det tågede og uvisse ret og slet er vantro, sådan siger lærer Andreasen.”

”Hvis det forholder sig sådan, far, så ved jeg virkelig ikke.”

”Nej, så ved jeg virkelig heller ikke, men så mangler vi nok alligevel disse hersens nøgler, er jeg bange for.”

Mødet med døden

Om den nat på fjorden, der hentydes til, skal kort fortælles:

Det var en søndag aften i september 1893. Fjorden var næsten blikstille, og fiskerne begav sig ud på fjorden for at tage ud på deres natlige fisketur, som de plejede. Solen sank, rød og gylden, alt åndede fryd og gammen, stilhed og ro. Kun nogle få af de gamle fiskere, hvis færden på fjorden i al slags vejr, lige siden de blev konfirmerede, havde givet dem en slags sjette sans angående vind og vejr, var ikke helt rolige ved situationen den aften.

Der lå en lystbåd fra Nykøbing, som var parat til at tage af sted mod hjemstavnen med sin besætning på syv mand. De havde været oppe på den nærliggende kro, som skik og brug var, og var nu mere eller mindre berusede. Men en gammel fisker fra Fur, Niels Vester, advarede dem mod at tage af sted.

”I skal blive i land”, sagde han, ”for vi får skidt vejr.”

De grinte bare ad ham, og så tog de af sted med sang og musik. En halv time senere lå de alle syv på bunden af fjorden, ikke én overlevede.

En af de sidste, der den aften kom til fjorden, var min far. Han og hans ældre makker, Morten Jensen, så de andre både, der allerede var taget ud, forsvinde om pynten deromme ved øens sydvestlige hjørne, Lille Engkjærs Høj, som den blev kaldt. Stille gled bådene med alle sejl oppe. Den smule vind, der var, formåede ikke at fylde sejlene ud. Min far og hans makker sejlede af sted, og min far spurgte: ”Skal vi hejse topsejlet?”

”Nej, det er det ikke værd”, svarede Morten, ”og der er noget i luften i aften, som jeg ikke rigtig synes om – jeg tror, vi får skidt vejr.”

De havde vel sejlet en halv times tid, da skumringen satte ind, og de kunne stadig lige skimte de andre både. Da lød der med ét en ulykkesvarslende tuden nordover, og et minut efter kunne de se de andre både krænge over.

”Få sejlene ned, få sejlene ned!”, råbte Morten, der sad ved roret.

Min far fór hen til masten og løsnede rebene og begyndte at hale sejlene ind, men i næste nu var alt skjult af de frådende bølger, og der lød en infernalsk hylen og brølen, som om alle onde magter var sluppet løs.

Min far havde netop fået tag om masten for at lægge den ned, da det kom. Ud over rælingen kom mast og sejl, som grebet af en kæmpehånd, og ud over rælingen kom far. Han sank og sank! Og som han sank, lød der en røst, klar og skarp i hans øre: ”Nå, Per, nu drukner du, og du kommer i Helvede!”

Det isnede gennem marv og ben, både stemmen og det iskolde vand, og dødsangsten gennemrystede ham. Men så skete underet, for den næste bølge kastede ham med voldsom kraft op, og ned i bunden af båden til hans skrækslagne kammerat.

Det tog dem tre timer at ro båden de få hundrede alen ind til land, men ind kom de. I tavshed slæbte de båden op på stranden, og i tavshed gik de hjem. De var blevet reddet som ved et mirakel.

Dagen efter erfarede de, at mange af de andre fiskere var druknede, foruden de syv fra lystbåden.

Der kom ingen fiskere på fjorden om natten resten af det efterår, for skrækken sad dem i blodet.

Døden har nu sin måde at sætte sig i respekt på.

Andreas Andersens far Peter Andersen fotograferet i 1925.

Natten blev til morgen

Min far blev hjemme og passede sit skomageri, men atter og atter, både dag og nat, lød den frygtelige røst i hans indre øre. Den legemlige død havde han undgået denne gang, men hvad med den evige død? Hvad med den? Var han da bestemt til fortabelse? Havde Gud fældet sin endelige dom over ham?

For al hans selvlavede gudsfrygt og hans indbildte fromhed og skikkelighed var jo ikke en døjt værd, det så han nu.

Så begyndte han og min mor at gå til møderne på Hvirp skole, og det var efter en sådan aften, at de førte den førnævnte samtale.

Efterhånden var også min mor blevet urolig for sin sjæls frelse, og hun sukkede og bad og læste i sin Bibel, og lige lyst, eller rettere, lige mørkt, var det. Men så en lørdag eftermiddag kom hun glædestrålende hjem fra et besøg hos sin bror, der netop var blevet omvendt og havde fundet livet i Jesus, sin Frelser.

”Nu kan jeg tro, at jeg er et Guds barn”, råbte hun, ”og nu skal jeg fortælle dig, hvordan det går til at blive frelst: Du skal bare komme til Jesus, akkurat som den du er, og så er alt i orden!”

Min far stirrede på hendes glade ansigt og de lysende øjne. Han sad og så på hende, stum og fortvivlet – nå, så var han ellers alene om det. Hvordan var det nu, det stod i Bibelen: ”Den ene skal tages med, den anden lades tilbage.” Det var altså ham, denne ”anden” …

Uden et ord forlod han stuen og listede over i det lille, mørke pulterkammer, og herinde på det snavsede gulv kastede han sig på sit ansigt, bogstaveligt i støvet for sin Gud.

I fortvivlelse fik han fremstammet disse ord: ”Åh, Gud, nu må du sige mig det ligeud. Er jeg frelst, eller er jeg fortabt? Jeg kan ikke holde denne uvished ud længere.”

Ud af sit hjertes dybeste nød bad han denne fortvivlede bøn, og som i et lynglimt så han sig selv fortabt og fordømt. Det lød i hans øren: ”Fortabt, evigt fortabt.”

Det var, som om han så lige ned i fortabelsens grufulde mørke!

Men pludselig blev der lyst som den klareste dag, og der lød en mild røst i hans øren: ”Men Han er kommet for at søge og frelse det fortabte.”

En uudsigelig glæde og fred fyldte hans hjerte, og uvilkårligt begyndte han at takke og lovprise Gud. Så sprang han op og løb ind til mor. Hun kunne straks se, hvad der var sket:

”NU skal vi to synge, så det kan høres i hele Debel, at vi er frelste og lykkelige!”

Så sang de af deres lungers fulde kraft al deres glæde ud:

Herren har besøgt sig folk,
natten hun blev til morgen,
menneskesøn, Gud faders tolk,
slukket nu har al sorgen.

Tammes, deres nabo, hørte dem synge, og udbrød forarget: ”Nå, så er de også blevet tossede. Det var nu bedre, om dén karl satte sig ned og forsålede de støvler, som jeg afleverede til ham for tre uger siden!”

Svineæde

Det var en sommeraften i året 1896, og Kræn sad alene hjemme.

Ja, alene var nu så meget sagt, for inde i soveværelset ved siden af lå børnene, fire i alt, og den mindste var kun ét år gammel, men Bodil var gået til missionsmøde og havde ladet Kræn om at passe hus og børn.

Nu havde de ellers haft det så skønt sammen, roligt og fredeligt i de seks til syv år, de havde været gift, og de havde været enige om at passe bedriften og ellers ladet verden passe sig selv. De levede jo skikkeligt og ordentligt, som det sømmer sig for kristne godtfolk. De gik i kirke et par gange om året, og til alters ligesom andre, og mente så, at alt var vel. Det var vel, hvad Vorherre kunne forlange af dem og mere end nok til at komme i Himlen, når den tid kom – det var der jo længe til.

Han, Kræn, begyndte da heller aldrig på et vigtigt arbejde, såsom såning eller høst, eller tog ud på fjorden uden at mumle et: ”Så i Guds navn da!” Og han var endda i den seneste tid, mest på Bodils anmodning, begyndt at bede bordbøn.

Men så skulle det altså også være slut! Der var vel grænser! Al den renden til møder, hver gang der kom en missionær eller kolportør, skulle han ikke nyde mere af.

Han glemte ikke så let den aften, da Bodil havde listet ham med. Det var en vis Bertel Hou, der talte den aften, og han havde talt om denne verdens uskyldige fornøjelser og adspredelser såsom kortspil og dans m.m., som var det det rene svineæde.

”Do æder o æ swintrow” (du æder af svinetruget), sagde han gang på gang, og han havde peget lige ned på Kræn og sat et par øjne på ham, der, sådan føltes det i hvert fald, så lige ind i Kræns sjæl.

Kræn sad og blev helt uhyggelig til mode over det stadigt gentagne: ”Do æder o æ swintrow!”

Han havde skottet til Bodil, men hun sad med himmelvendte øjne, som om hun slugte hvert et ord, og sansede hverken ham eller andre. Hun havde kun øje for manden på talerstolen.

Kræn var godt gal i hovedet, da de gik hjem den aften: ”Swintrow, svineæde!” Sådan en gang vås! Og så dét, at manden havde udset sig lige netop ham, Kræn, blandt dem alle!?

”Hvem mon der har fyldt ham med løgn og sladder om mig?” sagde han til Bodil. ”Det gad jeg godt vide.”

”Bette Kræn”, sagde Bodil, ”han mente jo ikke dig frem for mig eller de andre. Og det er jo også rigtigt, at det er svineæde, som aldrig kan mætte vores udødelige sjæle.”

”Ha! Udødelig sjæl – sådan noget forbandet vås!”

Hvad var det dog for et sprog, Bodil pludselig førte? Sådan noget snak var hun da aldrig kommet med før, og hvor havde hun det fra?

Jo, det var selvfølgelig det sprog, disse ”hellige” benyttede sig af. Man hørte jo aldrig andet, så snart man var i nærheden af dem, hverken på land eller på vand. Al den sludder om omvendelse og frelse fra fortabelse, synd og nåde, det var en gru at høre på, og nu havde Bodil også fået det lært!

Missionshuset på Fur blev opført i 1893.

Skriftens klare ord

Nej, de ’hellige’ var nogle elendige mennesker, og som nu i aften kunne man sidde helt alene og passe hus og børn, mens konen rendte til møde. Var en ordentlig hustrus plads måske ikke i hjemmet ved sin mands side? Var det ikke en hustrus pligt og opgave først og fremmest at behage manden, ham, der sled og slæbte tidligt og silde for at skaffe tøj og mad til hende og ungerne?

Og hun vidste jo, at han skulle tidligt op næste morgen for at passe bedriften. Nu blev det måske midnat eller endda 1 om natten, før hun kom hjem.

Mon ikke der stod noget i Bibelen om dette? Der foresvævede ham et eller andet om, at en kone ikke måtte forlade sin mand eller sit hjem. Så han fandt Bibelen frem og begyndte forsigtigt at bladre i den. Det var en noget uvant beskæftigelse. Så faldt hans øjne på Matthæusevangeliet kapitel 19, vers 29: ”Der er ingen, som har forladt hus eller børn eller agre for mit navns skyld …”

Han læste ikke mere, for det var nok! Lige tilpas! Nu skulle hun få det at vide, og så ville han gerne se, hvordan hun ville komme om ved Skriftens klare ord!

Kræn sad med et triumferende smil, da Bodil kom hjem. ”Nåeh, var det så et godt møde?” spurgte han med uskyldig mine. ”Ja, det var det da”, svarede Bodil, mens hun kiggede lidt forundret på den opslåede Bibel og sin mands tilfredse udtryk, som hun ikke rigtigt kunne tyde.

”Men Bodil, ved du, hvad der står i Matthæus 19,29? Her står, at der er ingen, som har forladt hjem eller børn og agre for evangeliets skyld! Hvad svarer du til det?”

Bodils blik blev lyst og klart. ”Jo”, svarede hun, ”som ikke skal få det hundrede fold igen og arve det evige liv.”

Kræn stirrede på hende og åbnede munden, som om han ville sige noget, men lukkede den i igen. Så fór han pludselig op og ud ad døren, som han rasende knaldede i efter sig.

Den skjulte angst

Så gik der en uges tid, hvor Kræn gik tavs, tvær og mørk omkring. Bodil bar kaffepunchen ud til ham i marken, som han var vant til.

”Jeg går med den i Jesu navn”, sagde hun.

Kræn drak den uden et ord til tak.

En eftermiddag skulle Kræn ud i bakkerne for at se til nogle får, og på vejen kom han forbi en plantage, hvor der netop blev afholdt et missionsmøde. Han kunne høre dem synge, og da han var ud for, lød ordene ud til ham, klart og tydeligt:

Mange vel har trang i livet,
og dog ingen frihed får,
hvo sig Gud ej helt har givet,
stille hen i angest går.

Kræn standsede uvilkårligt op og lyttede, men det var ham ikke muligt at høre resten. Det var også nok. Ordene sank ind i hans hjerte, skarpe og tunge.

Ja, det var nok sandt: Hvo sig Gud ej helt har givet, stille hen i angest går. Ja, sådan var det, sådan havde han det, denne stadige, lønlige angst: angst for døden, angst for livet, angst for evigheden.

Ak, han havde jo aldrig villet give sig over til Gud. Han holdt sig da en smule til Gud ved at gå lidt i kirke og til alters et par gange om året; sådan lidt alvor og højtidelighed ved passende lejligheder, for eksempel jul og begravelser.

Når Kræn gik i seng, slog han altid korsets tegn for sig og sagde: ”I Jesu navn”. Engang han var i stor fare på fjorden, havde han halvvejs lovet Gud aldrig at drikke eller bande igen. Det havde han ikke holdt fuldt ud, men han drak jo kun med måde de fleste gange, og bande gjorde han kun, når noget irriterede ham.

Nu indså han pludselig, hvor hult og tomt og bedragerisk det hele havde været. Lutter hykleri og forstillelse, som Gud aldrig kunne tage for gode varer og se med velbehag på.

Ak, det var nok ham, Kræn selv, der var hykleren, som han så ofte havde dømt andre til at være. Det var ham, der ville bedrage Gud med en falsk fromhed for at snyde sig ind i Himlen. Det var som at byde Gud en drikkeskilling, denne ”ståen sig godt med Vorherre”.

Nu så han lysende klart, hvor modbydelig en sådan kristendom måtte være i Guds øjne.

Mon han hørte til de fortabte, dem, som Bertel Hou havde talt om; dem, der for evigt skulle kastes ud i det yderste mørke, hvor der er gråd og tænders gnidsel?

Han var kommet hjem, men det var ham umuligt at huske, om alle fårene havde været der, hvor det var meningen, de skulle være, eller om han havde fået dem flyttet.

Han listede ud i laden. Mon det kunne nytte noget at bøje sine knæ, sådan som Bodil gjorde? Sikkert ikke. Men lidt efter lå han alligevel på knæ inde i ladens fjerneste krog og fik fremstammet et: ”Herre, hjælp mig, Gud i Himlen, hjælp mig!” Mere blev det ikke til.

Så blev det tid til aftensmad, og han skottede til Bodil. Mon hun kunne se noget på ham? Det lod det ikke til, for hun snakkede om løst og fast og hentydede ikke med et ord til noget i den retning. Nej, han måtte nok kæmpe sin kamp alene, sin håbløse kamp, for hvordan skulle han nogensinde kunne kæmpe sig igennem?

Sådan havde han hørt de hellige udtrykke det. Hvordan skulle han kunne kæmpe Jakobskampen og sejre over Gud? Nej, for ham var der nok ingen udvej længere …

Guds barn

Bodil undrede sig i de efterfølgende dage over Kræns opførsel ude og inde. Han sad og faldt i staver, og når hun fortalte ham noget, hørte han kun efter med et halvt øre og svarede i øst, når hun spurgte i vest.

På et tidspunkt kom hun uforvarende ud i laden, og da forekom det hende grangiveligt, at hun så Kræn ligge på knæ omme bag i ladens mørkeste krog. Han rejste sig straks og gav sig til at samle halmknipper, så han havde nok bare ledt efter noget omme i krogen.

Men en dag, da Bodil hentede kartofler til middag, stod der en helt ny og anderledes Kræn derude. Han havde et lyst smil, og hans øjne strålede. ”Er han mon fuld?” tænkte Bodil.

Det lignede ham nu ikke sådan at være fuld midt på dagen, men Bodil samlede kartoflerne op i en fart og ville skynde sig ind, da Kræn kaldte på hende: ”Bodil, vent lige lidt, jeg har noget at fortælle dig.”

Hun spurgte, hvad det var og bad ham skynde sig, for hun havde travlt. ”Bodil, jeg har fået det godt med Jesus. Jeg kan tro, at jeg er et Guds barn!”

Hun stirrede på ham, så sank hun ned på sine knæ og takkede Gud, fordi Han havde hørt hendes bøn.

Anfægtelse på dødslejet

Jeg kan tilføje, at Bodil døde få år efter i barselsseng, kun 35 år gammel. Da hun lå for døden, blev hun så anfægtet, fordi hun engang havde sagt til Kræn, at hvis hun døde, og han giftede sig igen, så ville hun aldrig tilgive ham.

”Tror du nu, at jeg skal tygge på min tunge i al evighed, fordi jeg sagde det?” spurgte hun ham.

”Nej”, svarede Kræn, ”for det er udslettet med Jesu blod sammen med al anden synd.”

”Ja, det er også sandt”, svarede hun, og så lyste hendes ansigt med en sådan overjordisk glans, at Kræn måtte kigge væk, ligesom man vender øjnene væk fra solen. I det øjeblik gik Bodil hjem til sin Frelser.

”Dette er disse, som har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod.”

Troens gode strid

Troens stridsmænd

Jeg skrev, at den kristne ungdom af i dag – mange steder – er ved at glide ud i synden og verden.

Men dengang, efter den første vækkelse, var det ikke dét, der var faren: at de troende mængede sig med verden. Nej, de holdt sig uden for al verdens sjov og ballade, passede møderne og holdt, hvad man kaldte husmøder; dvs. at man samledes i hjemmene en gang om ugen, til bibellæsning, bøn og samtale.

Der var ingen tvivl om, at disse møder var til stor velsignelse og hjælp, når det gjaldt at stride troens gode strid.

Det nye liv på Fur voksede sin stille vækst, og Gud lagde, om ikke dagligt, så dog årligt nogle sjæle til, som lod sig frelse. Særligt blev der med forventning og bøn set frem til den årlige missionsuge, som altid blev holdt i oktober eller november, og da var det almindelige samtaleemne blandt de troende: ”Blev der nogen tilbage efter mødet, som ville frelses?” eller ”Ja, nu er han eller hun gået ind i Guds rige.”

Det var da også gode mænd, der talte Guds ord disse aftener, og det var klar tale om synd og nåde, frelse og fortabelse, himmel eller helvede. Tingene blev kaldt ved deres rette navn, uden omsvøb. Det var ikke til at komme uden om: “Vil du frelses, så må du omvende dig og komme til Jesus. Har du Jesus, så har du alt. Har du ikke Jesus, har du intet!”

Der kom mænd som missionær Ravens, som vist var af tysk afstamning, en særpræget mand med en vældig røst, som altid talte om frelsen alene af nåde i Jesu blod. ”Blodet, venner! Kom ind under blodet, og du er frelst!”

Om Jesu genkomst og verdens ende råbte han: ”Tag IKKE dyrets mærke, venner!”

Ja, der var mange, som hver for sig havde et særpræg, for eksempel Anders Stubkjær, som var en ualmindelig begavet og slagfærdig mand. Han og Vilhelm Beck, lægmanden og præsten, rejste ofte sammen og holdt møder.

Engang overnattede Anders og Beck hos en landmand, hvor de skulle sove i samme seng, og så snart Anders lagde sig, sov han og snorkede højlydt. Og det var ikke en stille snorken, nej, det lød som torden!

Beck indså snart, at han ikke ville få sovet i det spektakel, så han stod op og satte sig til at skrive brev til langt ud på natten. Så gik han hen og ruskede i den snorkende mand og sagde: ”Så, Anders, så er det min tur til at sove.” Nu kunne Anders sætte sig hen og skrive breve.

Mit hjerte er hos disse gamle, hellige mænd og kvinder, som var så trofaste mod Herrens sag.

Selvfølgelig blev de beskyldt for alt muligt, såsom hykleri, snæversyn, pietisteri og så videre, men de vidste, hvad de ville, og de vidste, hvor de stod. Som han sagde, en ung karl, da han blev spurgt, hvilken sekt han tilhørte, og han vidste ikke engang, hvad ordet “sekt” betød: “A sigter etter å blyw sali.”

Ja, det var det, de sigtede efter – det var afgørende i alle forhold: “Hjælper det mig frem til saligheden, eller hindrer det mig i at nå frem?”

Ydmyg alvor

Jeg vil nævne endnu en mand, nemlig Lars Hansen fra Vildbjerg. Han var oprindeligt skrædder, men blev antaget af Indre Mission i 1868 som kolportør og missionær, dvs. at han gik rundt og solgte kristelige bøger og talte med folk om deres sjæls frelse.

Som kolportør rejste, eller rettere gik, Lars rundt i Nordjylland 2-3 gange om året, og han fik dette skudsmål af bestyrelsen: ”En ydmyg, sagtmodig, ærlig og velskikket troens mand.”

Og det var han. Han var den samme, enten man skældte ham huden fuld, gjorde nar ad ham, smed ham ud eller bød ham indenfor. Han havde altid en ydmyg, men alvorlig appel til alle, han traf på, om dog at komme til Frelseren og få deres sjæl frelst.

”A gåer rundt og gjør folk glåe”, sagde han, ”for er de it glåe, når a kommer, og blywer de det it, mens a er der, så blywer de det, når a goer” (”Jeg går rundt og gør folk glade, for er de ikke glade, når jeg kommer, og bliver de det ikke, mens jeg er der, så bliver de det, når jeg går”).

Han kom engang ud til en familie, der var samlet om middagsbordet. Lars Hansen blev ikke budt til bords, men stod beskeden henne ved døren. ”Goddaw og Guds fred”, sagde han. ”Må jeg sælge jer en lille bog?”

Manden i huset svarede bøst ”nej” og forklarede, at de havde bøger nok.

”Må jeg så be’ en lille bøn for jer?”

”Nej” sagde manden, ”vi kan selv be’.”

”Må a høer?” (”Må jeg høre?”), spurgte Lars.

Engang blev Lars smidt ud et sted. Og ikke nok med det, for manden fulgte efter Lars helt ud forbi skellet og over til naboens jord.

”Er det osse din jord?” spurgte Lars.

”Nej”, svarede manden.

”Så vil a be’ en bøn for dig”, sagde Hansen, hvorpå han knælede ned.

Det glemte den mand aldrig, og han blev senere omvendt og en varm og levende kristen og en af Lars’ bedste venner.

De sidste par gange, Lars gæstede Fur, var han en gammel mand med et svigtende syn, og en anden måtte læse teksten op.

”Hvor skal jeg læse?”, spurgte vedkommende.

”Det er li’ møj”, svarede Lars, ”for det æ Guds ord alt sammen” (”Det er lige meget, for det er Guds ord alt sammen”).

Så blev der læst, og derefter talte Lars, ydmygt og enfoldigt – ikke over teksten, for den havde han glemt, men ud af sit livs dybe og rige erfaring om livet i Gud.

Den anden vækkelse

Regn fra det høje

I 1905 rejste den grundtvigske præst, pastor Thygesen fra Fur. Han efterlod intet savn, ikke engang hos de vantro. Hans prædikener var fuldstændigt blottede for saft og kraft, ensformige, altid det samme: “Når blot vi stræber mer’ og mer’ …”

Og nu bad de hellige så inderligt Herren om at sende dem en virkelig åndsfyldt og troende præst. For der var efterhånden blevet tørketid på Fur, hvad det åndelige angik.

Tilsyneladende gik alt, som det skulle. Folk gik til møde, og samtale- og bedemøder blev holdt som altid. Men der var ligesom kommet noget vissent og tørt over det alt sammen, som det kan blive derude i naturen i en tør og regnløs sommer. De troende sukkede efter regn fra det høje.

Så kom pastor Nyborg, en højtbegavet og veltalende mand, der straks stillede sig i de helliges flok og samledes med dem i hjemmene og missionshuset.

Men regnen lod vente på sig. Årene gik, og vi kom frem til 1915.

Så rejste pastor Nyborg, og i 1916 fik vi pastor Frederik Willemoes de Fine Skibsted. Han nedstammede fra to adelsslægter, en dansk og en fransk. Men der var intet adelshovmod eller stolthed over Skibsted. Han var den mest ydmyge og beskedne mand, jeg har mødt. Han var ikke nogen fremragende prædikant, men hans forkyndelse var inderlig, varm og indtrængende.

“I folk fra Sønderhede”, sagde han en dag, “hvornår vil I omvende jer og komme til Jesus?”

Skibsted traskede øen rundt sommer og vinter, i al slags vejr. Velkommen eller uvelkommen, han var den samme, blikket var lige mildt og ordene indtrængende: “Vil I ikke snart give jer over til Jesus?”

I efteråret 1917 kom så den anden store vækkelse til Fur. Folk gik i flokkevis ind i Guds rige. Det var, som om Gud ligefrem tvang mennesker på knæ for deres sjæles frelse, og i missionshuset var der fuldt hus hver eneste aften.

Der blev prædiket, bedt og sunget, sommetider var man nødt til at forlænge mødet indtil midnat. Folk ville simpelthen ikke gå hjem, før de havde fået deres sag i orden med Gud.

Et møde med Jesus

Og der skete forunderlige ting.

En ung mand, Morten hed han, gik fra møde en aften, dybt nedslået. Nu havde han været til møde hele ugen igennem med længsel i sin sjæl, og bøn, ja råb til Gud om, at også han måtte opleve frelsens under. Han var hver aften vidne til, at andre gik ind og fik frelsens vished i eje. Nu var han på vej hjem, tung i sind. Det så ud, som om han alene var glemt af Gud. Han orkede ikke at lede længere.

Så – i den stille, mørke nat – kom der en lysende skikkelse imod ham på den modsatte side af vejen. Og det var ikke til at tage fejl af, hvem denne skikkelse med det milde, kærlige ansigt var. Det var Frelseren selv.

Han standsede ikke, men idet han gik forbi, sagde Han højt og tydeligt: “Frygt ikke, jeg genløser dig, jeg kalder dig ved navn, du er min.”

Og freden, Guds fred, som overgår al forstand, sænkede sig i Mortens hjerte.

Da han kom hjem, låste han døren og tog Bibelen frem og satte sig for, at om han så skulle lede hele natten, ville han finde ud af, hvor disse ord stod.

Men da han tog Bibelen frem, var det, som om den lukkede sig op af sig selv (eller var det en anden, der slog den op?), og hans øjne faldt på Esajas 43,1.

Ordene stod der, som med ildskrift, og blev i den sene nattetime brændt ind i hans sjæl for tid og evighed, som Frelserens ord til ham.

Og han faldt på knæ og begyndte at love og prise Gud.

Den uendelige regning

En ældre mand var blevet vakt – Niels Færk, hed han. Han var kommet til at se sig selv i Guds klare lys, som den store synder, han var, med den ubetalelige gæld. Han stirrede og stirrede dag og nat på denne regning, og det syntes ham mere og mere umuligt, at han nogensinde kunne blive et Guds barn, fri og frimodig som de andre.

Så drømte han en nat, at der kom en mand ind til ham og sagde: ”Jeg har en regning til dig.”

”Nå, hvor er den?”

”Den ligger udenfor, den er for stor, til at vi kan få den ind.”

Så gik de ud og ned over marken, men der var ingen ende at se på regningen – den strakte sig så langt, han kunne øjne.

Tung om hjertet standsede han og sagde til sin ledsager: ”Det er ingen nytte til at gå længere, for den kan jeg ikke betale.”

Så sagde hans ledsager: ”Den er betalt. Jeg har betalt den.”

Så vidste Niels, hvem hans ledsager var, og han vågnede med Guds fred i sit hjerte.

Der rinder mig i hu en gammel fortælling om Kong Frederik den Store af Prøjsen. En nat, han ikke kunne sove, kaldte han på pagen, en ung mand, som sad i forværelset og holdt vagt. Men kongen kaldte forgæves to-tre gange. Så stod kongen op og fandt pagen sovende. På bordet lå der et ark papir, hvorpå den unge mand havde opstillet sine gældsposter og nedenunder var skrevet: “Det er tredje nat, jeg våger, for at tjene lidt, men min gæld overstiger alt, hvad jeg kan forhverve. Hvad skal jeg gøre? Hvem vil betale for mig?”

Så tog kongen pennen lempelig ud af den unge mands hånd og skrev nedenunder: “Jeg betaler! – Frederik Rex.”

“Jeg betaler” – det var Frelserens ord, da han gik til Golgata og betalte for os – os med den ubetalelige gæld, de titusind talenter. Os, som intet har at betale med.

Det er vel ikke for meget, om vi til gengæld giver ham det eneste, han bryder sig om at få: vort arme, fattige synderhjerte!

Over bjerge, gennem dale

Det var så underligt at komme i KFUM, efter at vækkelsen brød ud. Førhen kunne vi samles 6–7 stykker, og samtalen gik tungt, tørt og trægt. Nu var salen stuvende fuld af unge, glade kristne, og vakte, som søgte Herren.

Og de ældres samtalemøder, ja, det var, som om de troende var blevet fornyede og forvandlede. De havde så meget at berette om bønhørelser og underlige oplevelser med Herren. Det var, som om Jesus selv gik lyslevende omkring og kom, hvor vi samledes, med sit “Fred være med jer”, og som om han åndede på os og sagde: “Modtag Helligånden”.

Verden studsede og spurgte: “Hvad er dog dette?”

Det så ud, som om alle ville høre Jesus til. Gud ske lov for denne skønne tid!

Jeg husker, at vi unge fra KFUM&K var på tur til Louns Bakker en skøn sommerdag. Jeg glemmer aldrig det syn af den unge, festklædte skare, der gik op over skrænten fra fjorden og sang: “Håb imod håb, det vort løsen skal være” – det føltes, som om vi var på vej ind i Himlen eller med Jesus på forklarelsens bjerg.

Selvfølgelig kom vi jo ned i dalen igen, ligesom Peter, Jakob og Johannes. Synerne forsvandt, men Jesus blev, ligesom dengang. Da de kom til sig selv, så de kun Jesus alene.

Men det var jo også nok. Jesus bliver hos sine – i lys og mørke, medgang og modgang, ja, til sidst gennem dødens mørke dal.

“Han slipper aldrig, hvem han har kær, så lidt på jord, som i dødens dale.”

Efterskrift ved Nina Jørgensen

Her slutter min fars fortælling. Det var vigtigt for min far at bevare disse beretninger om, hvordan Gud sendte lys over Fur, og bringe dem videre som en påmindelse til mennesker om dog at få deres sag med Gud i orden, mens det er nådetid.

Han havde fundet sin plads på knæ for Jesus. Netop de bøjede knæ var kendetegnende for ham. Og det var da også sådan, plejepersonalet fandt ham død en tidlig morgen; knælende ved sin seng – og med et ubeskriveligt fredfyldt udtryk i ansigtet. Netop sådan hentede Jesus ham hjem.

Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2015. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Andreas Andersen

Andreas Andersen (1895-1981) var landmand på Fur.