Vækkelse før og nu (Del 5)
Både rationalismen og liberalteologien medførte et omfattende frafald fra den kristne tro. Men efter frafaldet kom der nye vækkelser. Det skete både i 1800-tallet og i 1900-tallet. Begge gange skete det ved mennesker, som var tro mod apostlenes klare forkyndelse af Guds ord i lov og evangelium.
Vækkelsen i 1800-tallet havde sit udgangspunkt i de små kredse i hjemmene. Her samledes man om Guds ord, som det stod i Bibelen, og som det blev forkyndt i gamle prædikensamlinger. I dette ord mødte de forsamlede Gud i hans ophøjede hellighed og i hans nåde i Jesus, og ved dette ord blev troen skabt i deres hjerter. Lovprisningen til Gud for hans kærlighed og nåde i Jesus begyndte at gennemtrænge de små forsamlinger, og fra disse forsamlinger udgik der vidner og forkyndere, som blev redskaber til vækkelse, hvor de kom frem.
Det er tankevækkende at se, hvilke redskaber Gud valgte at gøre brug af.
Johan Philip Jeansson
I Danmark var der næppe nogen vækkelsesprædikant, som blev redskab til så omfattende og stærke vækkelser, som præsten Johan Philip Jeansson.
Som taler var han formelt set ubehjælpsom. Kirkehistorikere har påvist, at op mod 90% af indholdet i hans prædikener var klippet ud af andres prædikensamlinger1.
Jeansson klippede imidlertid ikke tilfældigt. Han klippede de stykker ud, som bedst kunne hjælpe de uomvendte til at se alvoren af deres fortabte tilstand og hjælpe alle til den fulde frihed i troen på Jesus.
Jeansson brændte for menneskers frelse, og den brand var tydelig i hans forkyndelse. Han talte omsorgsfuld og varmt, vækkende og evangelisk. Jeansson sled sig op i arbejdet for menneskers frelse og døde i en alder af kun 43 år. Men mange kristne familier i dag kan føre deres åndelige historie tilbage til hans forkyndelse.
Hans Nielsen Hauge
I Norge vandrede Hans Nielsen Hauge på kryds og tværs af landet drevet af en stærk indre kaldsbevidsthed: at han på Guds befaling skulle gå med vækkelsens ord til omvendelse og frelse.
Hauge var ulærd og blev ringeagtet af både præsterne og de veluddannede. Han udmærkede sig heller ikke ved særlige naturgaver som taler. Men hans forkyndelse var båret af en enestående åndskraft og myndighed. I mødet med hans ord følte tilhørerne sig stillet over for Gud selv, og det var et rystende møde.
Hauge talte stærkt om Guds vrede og dom, og om det nødvendige og fulde brud med synden. Under Hauges forkyndelse blev det ubærligt at have et uopgjort forhold til Gud.
Hauges forkyndertjeneste endte med, at han blev fængslet, fordi han uden at være præst havde optrådt som forkynder. Han blev sat i tugthus i det meste af ti år og blev både psykisk og fysisk knækket. Han døde i en alder af 52 år. Men endnu i dag kan man mange steder i Norge se, på hvilken side af de store elve, Hauge vandrede. På den side, hvor Hauge kom frem, ligger der bedehuse, hvor mennesker endnu i dag samles om Guds ord.
Carl Olof Rosenius
I Sverige blev Carl Olof Rosenius den mest fremtrædende vækkelsesprædikant i 1800-tallet. Som ung havde han forsøgt at uddanne sig som teolog, men kunne ikke gøre uddannelsen færdig. Følgelig forblev han livet igennem en lægprædikant og blev på grund af sin ringe uddannelse ringeagtet af mange præster. Men hans forkyndelse bar rige og varige frugter.
Rosenius levede selv for Guds ansigt, og i mødet med Guds ord blev han igen og igen plaget af store anfægtelser. Netop derfor vidste han også, hvilket ord der kunne trøste en anfægtet, og det lagde han røst til i sin forkyndelse. Han prædikede med enestående klarhed evangeliet om den én gang for alle fuldbragte og evigt gyldige forsoning i Kristus, hvorved al synd er bragt ud af verden, og hele verden har fred med Gud. Hans forkyndelse var båret af vidnesbyrdets klarhed og kraft.
Som taler var han nærmest monoton. Hans forkyndelse var skriftudlægning, og på talerstolen stod han stille. Ind imellem løftede han den ene arm. Det var alt. Men der var ånd, liv og kraft i budskabet.
Hans forkyndelse blev redskab til åndeligt liv og frelse hos tusinder i hans egen levetid, og gennem hans skrifter gør den stadig i dag denne gerning.
Vækkelse i 1900-tallet
Der kom vækkelse igen i 1900-tallet – efter liberalteologerne.
Generelt blev de nordiske vækkelser i 1900-tallet færre og mindre end vækkelserne i 1800-tallet. Men de kom, og de kom alene ved forkyndere, der videreførte apostlens klare forkyndelse til omvendelse og frelse.
Den mest fremtrædende vækkelsesprædikant i 1900-tallet i Norden var professor Ole Hallesby. Han havde som ung selv været påvirket af liberalteologien, men i forlængelse af sin omvendelse så han den som en dødsfjende for den sande tro og forkyndelse. Han kendte meget vel dens argumenter om, at de moderne og veluddannede ikke skulle mødes med den gamle forkyndelse om dom og nåde i Jesus. Studenter og højtuddannede kunne ikke længere tage den slags forkyndelse alvorligt. Den var under deres værdighed.
Ole Hallesby havde selv om ung troet på disse argumenter. Men gennem sin omvendelse havde han erfaret den frelsende kraft i evangeliet om Jesu forsoning af synden, og på den baggrund kom det til at stå ham klart: ”Der går intet særtog til himlen for studenter.” Studenter må frelses på samme måde som alle andre – ved en klar forkyndelse i lov og evangelium.
I Norge tog Ole Hallesby sammen med Carl Fredrik Wisløff initiativ til et kristent arbejde for studenter. Målet var at forkynde det samme budskab til studenter som til alle andre. Dette arbejde blev redskab til tusindvis af studenters vækkelse, omvendelse og frelse.
I Danmark var der i 1956 en gruppe studenter, som ønskede et kristent studenterarbejde af samme art. De tog kontakt til Carl Fredrik Wisløff, og det endte med, at en dansk søsterorganisation blev dannet. Den kom siden til at hedde KFS, Kristeligt Forbund for Studerende.
Af liberale teologer blev den nye organisation betragtet som et håbløst projekt. Tiden var løbet fra vækkelsesforkyndelsen. Det var en anden forkyndelse, der skulle til i det 20. århundrede. Men de unge ledere havde selv erfaret kraften og livet i korsets evangelium. Derfor både ville og kunne de forkynde det. En ungdomsvækkelse brød ud i Danmark og strakte sig gennem 1960´erne og 1970´erne.
I Sverige dannedes en lignende studenterorganisation, og også her erfarede man, at ordet om korset ikke havde mistet sin kraft.
Vækkelse i vor tid
Der er gået 200 år siden rationalismen og 100 år siden liberalteologien. Nu er der igen røster, som fortæller os, at en ny tid kræver en ny form for forkyndelse. Det nytter ikke at prædike det gamle budskab om Guds dom, forsoningen og omvendelsen.
Vil vi lytte til disse røster? Eller vil vi lytte til røsten fra Paulus i hans testamentariske brev til Timotheus?
Paulus skrev dette brev fra dødscellen. Han vidste, at det var et spørgsmål om kort tid, før nøglen blev sat i døren, og han skulle ud og knæle for bødlens sværd. I sin celle hører han om, hvordan frafaldet vinder frem. I provinsen Asien, hvor Paulus erfarede den stærkeste og rigeste vækkelse, har alle vendt sig fra ham (2 Tim 1,15). Det budskab, Paulus kom med, ønsker de ikke længere at høre.
Hvad tænker Paulus, når han hører det? Hvad vil han råde sin unge medarbejder til? Vil han bede Timotheus overveje, om det er et andet budskab, der skal nu, fordi tiderne har ændret sig.
Paulus’ ord til Timotheus har bud til os i dag i vores frafaldstid, hvor mange fortæller os, at et nyt budskab må til:
”Du skal tage det, du har hørt af mig, som eksempel på sund forkyndelse, i tro og kærlighed ved Kristus Jesus (…) Jeg indskærper dig for Guds ansigt og for Kristus Jesus, der skal dømme levende og døde, så sandt han kommer synligt og opretter sit rige: Prædik ordet, stå frem i tide og utide, overbevis, irettesæt, forman, tålmodigt og med stadig undervisning! For der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører. De vil vende det døve øre til sandheden og slå sig på myter. Men du, hold altid hovedet koldt, bær dine lidelser, gær din gerning som evangelist, og fuldfør din tjeneste!” (2 Tim 1,13; 4,1-5).
Gud give, at vi må tage det til os, og Gud give os en ny generation af forkyndere, som prædiker sandhedens ord i lov og evangelium med kærlighedens røst og med evangelisk klarhed og kraft!
1 Olesen, Elith 1986, “Johan Philip Jeansson som rejsepræst og prædikant“ i: Kirkehistoriske Samlinger 1986, 131-166.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2015. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Mikkel Vigilius
Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.