Indledning

Aflyst på grund af manglende interesse

Brudgommen flyttede nervøst på sit ur og stirrede på den store viser. De var allerede tre kvarter forsinket. Stemmerne i kirkerummet blev med jævne mellemrum afbrudt af stilhed. Folk begyndte at blive utålmodige. Han kiggede på sin forlover for at få hjælp til, hvad han skulle gøre. Der gik et par minutter mere. Nu var brudgommens stirrende øjne rettet mod hans sko.

Ud af øjenkrogen så han præsten komme gående hen imod ham. Præsten spurgte sagte, om der var en, man kunne ringe til for at høre, om der var opstået problemer. Forloveren tændte sin mobil og ringede til bruden. Han fik en søvnig stemme i røret: ”Nå, er det allerede nu? Jeg må have sovet over mig.”

Jesus fortalte en lignende beretning om ti brudepiger, der ventede på brudgommen. Den foregik i en anden kultur og i en helt anden tid end vores. Den er blevet opfattet af tilhørerne på samme måde, som vi i dag opfatter førnævnte situation. Hvor er det absurd! Det er utænkeligt, at en brud, der elsker sin kommende mand, ville sove over sig på den store dag. Det var lige så utænkeligt for 2000 år siden, at brudepigerne ville falde i søvn før festen. De, der lyttede til Jesus, må have tænkt, at han denne gang var gået for vidt med sin billedtale.

Lige så tænkt som lignelsen må have virket for Jesu disciple, lige så virkelig og profetisk har den vist sig at være. Vi befinder os i tiden inden brudgommens genkomst, og de fleste kristne er faldet i søvn. Jesu genkomst synes ikke at interessere så mange. Der er ikke meget tilbage af de første kristnes glæde, som fik Paulus til at tale om dem, der ”venter på, at vor Herre Jesus Kristus skal åbenbares” (1 Kor 1,7), og om ”vort salige håb” (Tit 2,13).

Hvis en brudgom blev behandlet som beskrevet i fortællingen ovenfor, ville han aflyse brylluppet. Men heldigvis står Jesus ved sit ord. Han har lovet at komme tilbage. Der er ikke noget – heller ikke en sovende brud – der kan forhindre den herlige dag, hvor alles øjne skal se ham komme i majestæt.

Lukket ude fra festen

I lignelsen om de ti brudepiger blev halvdelen af dem ikke lukket ind. Da de forsøger at komme ind, bliver døren smækket i. I en anden lignelse advarer Jesus om en mand, der bliver smidt ud, fordi han ikke har overholdt kravene til festtøjet.

Tiden for Jesu genkomst nærmer sig hastigt, og mange kristne er i fare for at blive lukket ude. De får ikke den vejledning, der kan føre dem gennem de sidste vanskelige år. De har overtaget den tankegang og de værdier, der præger denne verdens rige. Nogle af dem ender med at blive bedraget og få plads sammen med dem, der er fjender af Gud. De har fornægtet ham, og derfor vil han fornægte dem.

I de sidste tider må vi våge, hvis vi ikke vil gå glip af frelsen.

Altid klar

Som kristne er vi kaldet til altid at våge og være klar. Ingen ved, hvornår vores Herre kommer for at hente os, enten fordi vi dør, eller fordi han for anden gang forlader himlen og kommer til jorden. Uanset hvordan vi kommer til at møde ham, er vi kaldet til at våge. Formålet med denne artikel er at undersøge, hvad det vil sige at våge og altid være klar.

Det er ikke nogen overraskelse, at Jesus kommer igen. Da Jesus tog op til himlen, sagde englene: ”Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen” (ApG 1,11). Det er ikke usikkert, om han kommer tilbage. Det uvisse, som vi altid skal være klar til, ligger i, hvornår det sker.

Fortolkning af Skriften

Inden vi undersøger Bibelens tale vil jeg sige lidt om tilgangen til Bibelen, som er grundlaget for artiklen her. John Calvin har i en kommentar til Gal 4,22 sagt: ”Skriftens egentlige betydning er den naturlige og oplagte betydning, som vi uden indvendinger må tage til os.” Jeg har søgt at finde den mest enkle og indlysende måde at forstå Bibelen på i det følgende. Så er det op til læseren at afgøre, om det er lykkedes, eller om min forståelse er påvirket af forudindtagede holdninger.

Man kan også spørge, hvilke af Bibelens profetier om de sidste tider der skal forstås bogstaveligt, og hvilke der skal forstås i overført betydning. Det er et fortolkningsspørgsmål, der skal afgøres i hvert enkelt tilfælde. I det følgende er der anvendt et princip om, at Bibelen skal forstås bogstaveligt i alle de tilfælde, hvor indholdet ikke klart og tydeligt viser, at det skal forstås i overført betydning eller som billedtale.

Et andet princip, der er anvendt, er, at Skriften selv skal fortolke Skriften, for Skriften som helhed viser sandheden om Gud.

Våg

At våge eller være på vagt er at få styrke til at holde ud, når prøvelsens tid kommer.

Den nat Jesus blev forrådt, tog han sine disciple med ud af Jerusalem gennem Kedrons dal til Getsemane Have. Der beder han dem om at våge. Så går han lidt længere ind i haven for at bede. Da han kommer tilbage, ser han, at disciplene sover. Han svarer: ”Så kunne I da ikke våge blot en time sammen med mig? Våg, og bed om ikke at falde i fristelse. Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt” (Matt 26,40-41).

Jesus går anden og tredje gang lidt væk for at bede. Hver gang han kommer tilbage, finder han disciplene sovende igen. Nu var det for sent at sige noget til disciplene igen, for nu var tidspunktet kommet, hvor han skulle forrådes.

Kødet er skrøbeligt

Jesus sagde ikke noget om, at disciplene var trætte, da han sagde ”Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt”. Han sagde ikke: ”Stakkels jer, I må godt nok være trætte, og efter et godt måltid mad er der ikke noget at sige til, at I er trætte.” Jesus kendte deres hjerter.

Peter havde kort forinden sagt: ”Om jeg så skal dø sammen med dig, vil jeg aldrig fornægte dig.” Det var en helt igennem oprigtig erklæring om troskab. Han følte i sit hjerte, at han aldrig ville kunne fornægte Jesus. Peters ånd var villig, men da trængselstiden nærmede sig, mærkede han det skrøbelige kød. Han kunne ikke i egen kraft modstå den fristelse, der ventede.

Det, der gjaldt for Peter, gælder for alle disciple til alle tider.

Da Jesus bad sine disciple om at våge sammen med ham, bad han dem om at bede. De havde brug for at møde Gud og bede om styrke til at holde ud i prøvelsens time.

”Våg, og bed om ikke at falde i fristelse”

Jesus havde på forhånd talt til disciplene om den fristelse, de skulle møde denne nat. ”I nat vil I alle svigte mig” (Matt 26,31). Selv om de kort tid inden havde erkendt, at han var Guds søn, skulle de svigte ham og flygte for livet. På denne dejlige aften i Getsemane var disciplene lykkeligt uvidende om den prøve, der ventede. De faldt i søvn.

Jesus havde også forklaret, hvad der skulle ske med ham. ”Se, vi går op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives til ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de skal dømme ham til døden og overgive ham til hedningerne, og han skal blive hånet, pisket og korsfæstet, og på den tredje dag skal han opstå” (Matt 20,18-19). Disciplene overhørte den tydelige forudsigelse. Da de blev prøvet, havde de ikke forberedt sig og flygtede.

Hvilken opmuntring havde det ikke været for Jesus, hvis hans disciple havde våget og fået styrke til at holde ud sammen med ham. Det ville ikke have ændret udgangen på begivenhederne, men ville have gjort det lidt lettere at bære. Jesus stod over for en pinefuld død. Jesus var alene. Ingen af hans nærmeste forstod, hvad der skete i hans hjerte. Han fandt ingen, der kunne stå det igennem sammen med ham.

Denne sørgelige situation opstod, kort tid efter at Jesus havde talt til disciplene om, hvor vigtigt det er at våge, når han kommer igen. I prædikenen på Oliebjerget fortalte han gentagne gange disciplene, at hans tjenere skal holde sig klar til, at deres herre vender tilbage.

Hvis der er ét ord, der samler hele Jesu lære om de sidste tider og hans genkomst, er det ordet ”våg”. Hvis kirken ikke våger, bliver den svag og er ikke forberedt på de ting, som Jesus advarer om skal ske. Den kirke, der ikke våger, ender uvægerligt med at falde, ligesom disciplene faldt.

Getsemane lærer os at våge

Getsemane viser os, hvordan vi skal forstå kaldet til at våge. Korsfæstelsen gik forud for opstandelsen, og inden Jesu genkomst kommer der trængsler (Matt 24,21). I de mørke timer, da Jesus blev anklaget, dømt, korsfæstet og lagt i graven, havde disciplene brug for styrke til at holde ud. Hvis de blot havde lyttet til forudsigelserne, havde de fået mod. Da Jesus sagde, at han ville blive overgivet til hedningerne og korsfæstet, sagde han også, at han ville opstå igen. Mørket gik forud for sejren. Det, der lignede et nederlag, var en optakt til triumfen.

Jesus vågede i den mørke nat. Han brugte tid i bøn til sin far. Han kunne ikke slippe for lidelsens bæger, men han fik et fast håb at holde sig til: ”Idet vi ser hen til Jesus, troens banebryder og fuldender, som for den glædes skyld, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse dets skam og nu sidder på højre side af Guds trone” (Hebr 12,2).

Jesus så den glæde, der ville blive resultatet af hans lidelse. Han kunne udholde korset, fordi han så løfterne om herlighed.

Vi må have fokus på Jesu genkomst, hvis vi skal holde ud og ikke bukke under for fristelsen i de sidste tider. Mørket får magt, inden lyset bryder igennem. Men lyset kommer, og så skal vi se alt det opfyldt, som vi har håbet på. Gennem hele Skriften er opmærksomheden samlet om, at Jesus kommer igen, og ikke om de prøvelser, der går forud. Men det betyder ikke, at der ikke kommer trængsler. Den glæde, Jesus så, gjorde ham i stand til at udholde korset. Visheden om den sejr, som skal blive vores, gør det muligt for os at holde fast i håbet.

Jesus vidste, at disciplene ville falde. Han havde advaret dem om, at fårene ville blive spredt. Men han har stillet et spørgsmål til os i den tid, vi lever i: ”Når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?” (Luk 18,8).

Hvis disciplene havde været på vagt, ville de ikke være blevet spredt. Men er kirken på vagt nu i de sidste tider? Svaret på det spørgsmål afgør, om Jesus finder troen på jorden. Hvis de troende våger og tager hans forudsigelser alvorligt, er troen også på jorden, når Jesus kommer igen i herlighed.

Vi skal lære af Peter. Han troede, at han kunne holde stand i egen kraft, og så faldt han. I dag vælger mange at overhøre profetierne om de sidste tider. De tror, at uanset hvad der sker, skal de nok klare sig. Men det valg kan få fatale konsekvenser.

Vi er kaldet til at våge, så vi er rustet til at holde stand, når trængslernes tid rammer os.

”I kære, I skal ikke undre jer over den ildprøve, I er ude for, som var det noget fremmed, der skete med jer; men glæd jer, når I deler Kristi lidelser, så at I også kan juble af glæde, når hans herlighed åbenbares” (1 Pet 4,12-13).

Forventning

Forventningen er med til at holde os vågne.

Som barn glædede jeg mig enormt til at skulle på sommerlejr. Det var årets højdepunkt at skulle af sted, og dagene blev nydt i fulde drag. De fik alt for hurtigt ende, men glæden kunne alligevel strækkes lidt ved at fortælle om alle oplevelserne bagefter. Tiden gik, og snart var det igen tid til at skulle på lejr. Som lejren nærmede sig, steg forventningens glæde. Selv om mine forældre tog sig af det meste af det praktiske, var der en ting, der var helt sikkert: Når det var lejrtid, var jeg helt klar! Lejren fremkaldte forventningens glæde i mig.

Som voksen er den glæde blevet noget mere afdæmpet. Livet er blevet mere rutinepræget og fyldt med pligter. Der er stadig ting, jeg ser frem til, men det er slet ikke med samme spænding, som da jeg var barn.

Spændt forventning

”… mens I venter på, at vor Herre Jesus Kristus skal åbenbares” (1 Kor 1,7).

I kirken er den spændte forventning om Jesu genkomst aftaget med årene. Paulus’ breve giver indtryk af, at han tog det for givet, at de kristne ville være fyldt med forventning ved tanken om, at Jesus skulle komme igen.

I nyere engelske bibeloversættelser er ordet ”eagerly” (her: spændt) indsat for at uddybe betydningen af at ”vente på” (1 Kor 1,7; Fil 3,20; Hebr 9,28). Det er en mere præcis oversættelse af det græske ord apekdechomai, der indeholder spændt grænsende til utålmodig forventning om noget kommende.

På nytestamentlig tid var kirken fuld af forventning og iver. I den første tid havde de været vidner til, at verden blev forandret grundlæggende på grund af evangeliets kraft (ApG 17,6). I løbet af få år havde troen på Jesus bredt sig i det meste af den romerske verden og længere ud endnu. Opgaven med at gøre alle folkeslagene til Jesu disciple ville snart være løst. Derfor levede de i forventningen om, at Jesus snart ville komme tilbage for at genoprette sit rige.

Med årene er den forventning langsomt blevet sløvet.

I lignelsen om de betroede talenter (Matt 25,14-30) beskriver Jesus sig selv som en mand, der rejste til udlandet. Han lader forstå, at det kan vare længe, før han kommer tilbage.

Men så længe? Det er nu næsten 2000 år siden, han tog af sted. Det ene århundrede efter det andet er gået, og der er sket så meget i verden. Nu er det noget helt andet at leve på jorden, end da Jesus sidst var her. Er det stadig meningen, at vi skal leve i forventning om, at Jesus vender tilbage? Måske bliver 2000 år til 3000 eller 4000? Kommer han nogensinde tilbage?

Det salige håb

”… mens vi venter på, at vort salige håb skal opfyldes og vor store Gud og frelser, Jesus Kristus, komme til syne i herlighed” (Tit 2,13).

Titus havde af Paulus fået til opgave at skabe ordnede forhold i kirken på Kreta. En af opgaverne lød på at indsætte ældste som vejledere i menighederne. De ældste skulle være levende eksempler på den lære, som de bekendte sig til. Og ikke blot lederne, men alle i menigheden skulle lade troen komme til udtryk i det daglige liv.

Hvordan opmuntres de til at leve det liv, som de kaldes til? Svaret er, at de må vente på det ”salige håb”. De må holde opmærksomheden rettet mod det evige mål, som de forbereder sig på.

Forventningen om, at vores Gud og frelser kommer til syne i herlighed, er en del af det at leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt.

I vores tid oplever vi forfaldet. Syndens konsekvenser rammer også vores krop, der ældes og forfalder. Skabningen er også underlagt dødens magt. Verden er fuld af smerte og lidelse, blod og tårer.

Jesu offer på korset gør, at vi kan blive reddet fra den skyld, som er konsekvensen af vores synd. Når Helligånden kommer ind i vores liv, er syndens magt besejret. Men vi venter stadig på den dag, hvor vi skal frigøres fra syndens konsekvenser. Denne dag er vores salige håb. Når vores Gud og frelser Jesus Kristus kommer igen, omskabes vi. Vores dødsmærkede kroppe omskabes til udødelige kroppe, og synd og død har ikke længere nogen magt over os.

Det siges, at vi flygter fra ansvaret for vores liv her på jorden, hvis vi retter opmærksomheden mod det, der skal ske engang. Men Bibelen siger det stik modsatte – håbet er drivkraften til at leve et helligt liv. Livet her bliver en forberedelse til en herlig fremtid. Med Paulus’ ord er lidelserne i den tid, der nu er inde, for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os (Rom 8,18). Vi venter spændt på forløsning af vores fysiske legeme (Rom 8,23). Alt det, vi har fået lovet, bliver vores på den herlige dag, når Jesus kommer igen.

På den dag skal vi få del i Kristi herlighed. ”Når Kristus, jeres liv, bliver åbenbaret, da skal også I blive åbenbaret sammen med ham i herlighed” (Kol 3,4). Vi bliver nye skabninger, der er parate til at glæde os i evigheden sammen med Faderen og Sønnen.

Det nye rige

Da Jesus talte til sine disciple på Oliebjerget, forklarede han om tiden mellem hans himmelfart og genkomst, at det ikke ville være en tid med fred. Der skal være krigslarm og rygter om krig, land skal rejse sig imod land, og der skal være jordskælv og lidelser.

Alt dette vil fortsætte. Bibelen giver ikke forhåbning om, at kirken rammer en gylden periode. Jesu disciple har fået til opgave at bringe evangeliet til en oprørsk verden fuld af synd. Det glade budskab skal forkyndes i alle lande uden at blive taget imod. Og de, der skal fortælle budskabet videre, finder ud af, at de er hadet, som deres mester var det.

Men vi skal ikke blive foruroligede over, at verden afviser det budskab, vi kommer med. Vi har forstået fra begyndelsen, at vi ikke længere er af denne verden. ”Men vort borgerskab er i himlene; derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser” (Fil 3,20).

Der er nogle, der har håbet, at evangeliets forkyndelse for alle folkeslag ville være et varsel om det nye fredsrige og en gylden periode for kirken, men det har altid været falske forhåbninger, som har skabt modløshed. Kirkens virkelige håb er knyttet til Jesu genkomst. Vores håb er, at Jesus opretter sit rige, når han kommer igen. Først da opfyldes løfterne om fredstiden, hvor der ikke længere findes krig.

På den dag slipper skabningen ud af dødens slaveri og når til den frihed, som Guds børn får i herligheden (Rom 8,21). Der skal ikke være krig mere (Es 2,2-4), hungersnøden forsvinder (Am 9,13), sygdom hører fortiden til (Es 65,20), og der kommer harmoni i naturen (Es 11,6-9). En gylden fredstid bryder frem på jorden, som skal fyldes med kundskab om Herrens herlighed, som vandet dækker havets bund (Hab 2,14).

Vores tjener

Det må fylde os med forventning, at vores sukkende krop skal forløses, og det nye rige oprettes. Men der er mere i vente til dem, der holder ud: ”Salige de tjenere, som herren finder vågne, når han kommer! Sandelig siger jeg jer: Han skal binde kjortlen op om sig og lade dem sætte sig til bords og selv komme og sørge for dem” (Luk 12,37).

Når Jesus kommer igen, vil han holde bryllupsfest for alle, der satte deres lid til ham. Han vil personligt komme og tjene dem, der har været tro i de sidste tider. De oplever det privilegium at blive behandlet som de fornemmeste gæster ved festen.

Og Jesus siger om de tro tjenere: ”Salig den tjener, som hans herre finder i færd med at gøre det, når han kommer. Sandelig siger jeg jer: Han vil sætte ham til at forvalte alt, hvad han ejer” (Matt 24,46-47).

Den tro tjener er den, der tager sig af husstanden. Det er i forfølgelsens svære tid, at denne troskab er mest afgørende. I de sidste tider, når mørket sænker sig over hele jorden, er det dem, der trofast tager sig af hjorden, der får den største løn og det største ansvar, når Jesus kommer igen. Det er dem, der har forstået tidens tegn og har lyttet til profetierne, der er i stand til at sørge for mad til husstanden og vogte den mod ondt.

Det første led i et liv på vagt er at holde opmærksomheden rettet mod det salige håb. Den, der lever i forventning om Jesu genkomst, er også parat til den.

Forventning er en stærk drivkraft, når det gælder at våge.

”Kristus (…) vil anden gang komme til syne, ikke for syndens skyld, men for at frelse dem, som venter på ham” (Hebr 9,28).

”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til jer, som af Guds magt ved troen bevares til en frelse, der holdes rede til at åbenbares i den sidste tid. Da skal I juble, skønt I nu en kort tid, hvis det skal være, må lide under prøvelser af mange slags, for at jeres tro, der er mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves i ild, kan stå sin prøve og blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares” (1 Pet 1,3-7).

Altid parat

Vi skal altid være parate, for vi ved ikke, hvornår Jesus kommer igen.

”Men den dag eller time er der ingen, der kender, hverken englene i himlen eller Sønnen, men kun Faderen. Tag jer i agt, hold jer vågne! For I ved ikke, hvornår tiden er inde. Det er ligesom med en mand, der skulle rejse til udlandet; han forlod sit hus og gav sine tjenere fuldmagt, hver enkelt sin opgave, og dørvogteren pålagde han at våge. Våg derfor, for I ved ikke, hvornår husets herre kommer, om det bliver om aftenen eller ved midnat eller ved hanegal eller ved daggry; lad ham ikke finde jer sovende, når han pludselig kommer. Hvad jeg siger til jer, siger jeg til alle: Våg!” (Mark 13,32-37).

Våg, våg, våg! Det kan ikke understreges kraftigere, hvor vigtigt det er at være på vagt, når det gælder Jesu genkomst. I lignelsen forventer tjenernes herre at finde dem rede til hans genkomst. Han fortæller dem, at han rejser til et land langt borte, og at han er væk i lang tid. Men alligevel skal de altid være parate til, at han vender tilbage, uanset hvornår på døgnet det sker.

Nogle gange kan det se ud til, at de kristne har byttet om på rollerne. Man tænker, at Jesus er her for at tjene sin kirke. Det ville da ikke være rimeligt af ham at forvente, at de troende altid skulle leve i forventning om hans genkomst som noget nært forestående. Det er ganske enkelt ubelejligt, når der er så mange andre ting, der skal gøres.

Det er Jesus, der er herre – vi er blot hans tjenere. Hvis herren forventer, at tjenerne er oppe hele natten for det tilfælde, at han skulle vende tilbage, så bliver de oppe hele natten. Hvis Jesus forventer, at kirken er klar til hans genkomst i hele den tid, han er borte, er det de kristnes opgave at være klar. Han er ikke urimelig, men vil gerne beskytte sit folk mod den fare, der er forbundet med at falde i søvn.

Det jødiske bryllup

”Men den dag eller time er der ingen, der kender (…) kun Faderen.”

Dette citat blev traditionelt brugt ved de jødiske bryllupper på Jesu tid. Efter forlovelsen vendte brudgommen tilbage til sit hus for at gøre klar til bruden. Når den aftalte tid var gået – som regel et år – var brudgommen ivrig efter at hente sin brud hjem. Han kunne dog ikke tage af sted, før hans far havde sagt, at alting var klar.

Bruden vidste, at tiden var gået, så brudgommen ville hente hende hjem til sig. Hun var klædt på og ventede spændt på, at han skulle komme, selv om hun aldrig vidste præcist, hvornår det skete. Hun spejdede og lyttede i håbet om at fornemme det mindste tegn på, at hendes elskede var på vej.

Jesus kommer for at hente en brud. Som en lydig søn underkaster han sig sin fars vilje og venter på, at hans far giver besked. Som den jødiske brud skal kirken spejde og længes efter selv det mindste tegn på, at den elskede er på vej.

I Israel blev det markeret med trompet og råbet ”Se, brudgommen kommer”, når brudgommen var på vej. Når brudgommens følge nåede frem til brudens hjem, blev hun bogstaveligt talt samlet op og båret med hen til bryllupsfesten. Sådan bliver det også, når Jesus kommer tilbage, hvor trompeten skal lyde for at markere hans tilsynekomst. Englene vil så hente os og bære os væk for at være sammen med Jesus til bryllupsfesten (1 Thess 4,16-17).

Som en tyv

Jesu genkomst sammenlignes med en tyv, der kommer om natten for at bryde ind. ”For I ved selv ganske nøje, at Herrens dag kommer som en tyv om natten” (1 Thess 5,2). På dette sted minder Paulus thessalonikerne om, at Jesu genkomst kommer som en overraskelse for verden. Det bliver på det tidspunkt, hvor man mindst venter det.

Men det kommer ikke overraskende for brødrene: ”Men I, brødre, er ikke i mørke, så dagen skulle kunne overraske jer som en tyv” (1 Thess 5,4). Vi kender til disse ting og venter på dem, forudsat at vi ikke falder i søvn, men fortsat våger (vers 6).

Jesus talte også om, at hans genkomst vil blive, som når tyven kommer om natten. ”Men det ved I, at vidste husets herre, i hvilken nattevagt tyven kommer, ville han våge og forhindre, at nogen brød ind i hans hus” (Matt 24,43). I modsætning til husets herre skal vi være klar.

Tidligere i Matthæusevangeliet siger Jesus følgende, efter at han er blevet kaldt Beelzebul af farisæerne: ”Har de kaldt husbonden Beelzebul …” (Matt 10,25).

Der er tale om et ordspil, for en af betydningerne af Beelzebul er ‘husets herre’. Jesus, der er husets virkelige herre, beskyldes for at være dæmonernes fyrste, selv om det ikke kunne være mere forkert at hæfte den betegnelse på ham.

I Matthæusevangeliet 24 holder Jesus fast i denne ombytning af rollerne. Han er tyven, der kommer for at bryde ind i huset. Hans mål er at overrumple den forkerte herre i huset, Satan. Jesus er den rigtige herre og er kommet for at gøre krav på det, der er hans. Djævelen vil gøre alt, hvad han kan, for at forhindre Jesus i at gøre det.

For vores egen skyld

Målet med illustrationen er at forklare, hvorfor det skal holdes helt og aldeles hemmeligt, hvornår Jesus kommer igen. For vores egen skyld skal der være et element af overraskelse for at kunne fange den stærke i et ubevogtet øjeblik. Hemmeligheden skal forvirre Satan.

Derfor skal vi, der tror på Jesus, altid være klar. Ud fra profetierne kan vi konkludere noget om de begivenheder, der skal finde sted før hans genkomst. Gud har givet os disse oplysninger til gavn for os, og så vi kan opmuntres. Men uanset hvilke konklusioner vi kommer frem til, må vi erkende, at han kommer, når vi ikke venter det (Matt 24,44) (…).

Tiden afkortes

Jesus sagde: ”Men for de udvalgtes skyld vil de dage blive afkortet” (Matt 24,22). Hvis tiden afkortes, betyder det, at tiden ikke får lov at løbe til ende. Derfor kan profetierne blive opfyldt på en helt anden måde, end vi regner med.

Når vi ved, at Faderen har besluttet at lade tidspunktet være en hemmelighed, og med udsigten til, at tiden afkortes, kan vi leve i forventning om Jesu genkomst og forberede os på lidelser. Citatet fra Markusevangeliet, som indleder dette kapitel, er en understregning af, at vi ikke ved, hvornår vores herre kommer igen. Vi skal hele tiden være årvågne, så vi er rede, når han kommer.

En snare

”Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen” (Luk 21,34-36).

Når Herren kommer, vil det være som en fælde for hele verden. En fælde er aldrig noget, man regner med. Ved Jesu genkomst bliver al verdens synd afsløret. Al uretfærdighed og alt oprør mod Gud kommer frem i lyset.

Vi kan i vores selvtilfredshed tænke, at vi ikke er i fare for at gå i den fælde. Det er verden, der bliver fanget – ikke os. Jesus advarer om, at hvis vi ikke våger og beder, kan det også blive os, der fanges i fælden. Vi må våge og bede, så vi er rustede til at holde stand, når de sidste tider kommer.

Målrettet

”Vær derfor årvågne, gør sindet rede, bind op om lænderne, og sæt alt jeres håb til den nåde, der gives jer, når Jesus Kristus åbenbares” (1 Pet 1,13).

At Jesus kommer igen, må være en vigtig del af vores håb som kristne. Det må påvirke alle vores handlinger, at vi ved, at vi en dag skal stå foran Menneskesønnen. Vi skal knytte vores håb til den nåde, som vi skal se og erfare fuldt ud, når han kommer, og ikke lade os aflede af denne verdens larm. At være årvågen og klar til at handle minder om en soldat, der er forberedt til kamp. Vi er alle i aktiv tjeneste, ikke mindst nu i de sidste tider. Våg og bed om at være godt forberedt til kampen.

Hvornår

Det er blevet diskuteret mange gange, hvornår Jesus kommer igen for at samle de hellige. Den begivenhed kaldes nogle gange ”bortrykkelsen”. Her i artiklen er udgangspunktet, at det sker på det senest mulige tidspunkt ud fra Skriften, og det er, når Jesus stiger ned og sætter foden på Oliebjerget.

Ikke alle er enige, og nogle mener, at Jesus kommer for at hente sin brud meget tidligere. At de hellige hentes hjem inden trængselstiden, er nok den mest udbredte fortolkning blandt dem, der har studeret Bibelens tale om de sidste tider.

Min egen konklusion er, at det er den mest enkle og ligefremme fortolkning af skriften, at kirken samles på det tidspunkt, hvor Jesus fysisk kommer tilbage til Oliebjerget.

De mange vers i Bibelen om de sidste tider er ikke givet for at tilfredsstille vores nysgerrighed, men for at opmuntre og udruste de hellige, når prøvelserne rammer. Vi er nødt til at være klar over, hvad Gud har valgt at afsløre for os, så vi ikke bliver taget på sengen.

Jesus sagde: ”Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det” (Matt 24,44). I lyset af det er det klogt ikke at være skråsikker. Det er alene Faderens sag at afgøre, hvornår Jesus kommer igen. Hans genkomst kommer helt uventet, så uanset hvilket syn vi har, tager vi sandsynligvis fejl. Vi skal leve i forventning om Jesu genkomst og samtidig lytte til hans indtrængende opfordring til altid at våge, så vi er parate den dag.

Vi får at vide, at det at leve helligt og gudfrygtigt kan være med til at fremskynde Guds dags komme, hvor Jesus skal holde dom over denne faldne verden og bebude et nyt himmelsk rige (2 Pet 3,11-12).

Marana ta! Kom, Herre Jesus.

Vågen

Sover man, kan man ikke våge. Når vi sover, ved vi ikke noget om, hvad der sker rundt omkring os. Vi lever i en drømmeverden, fjernt fra realiteterne. Når vi er vågne, kan vi se klart og våge.

Hvis vi igen ser på illustrationen om det jødiske bryllup fra tidligere, kan vi prøve at forestille os, når brudgommen og hans følge ankommer og finder bruden og brudepigerne i dyb søvn. Det skulle ellers være den dag, som bruden har set frem til i et helt år. Og når så trompeten høres, og råbet lyder, er der ikke en sjæl, der er klar.

Det var meningen, at bruden skulle bruge året inden brylluppet til at forberede sig på netop denne dag. Hun skulle sørge for flot broderet tøj til sig selv. Når forlovelsestiden var ovre, skulle hun være påklædt og klar til at gå ud for at møde brudgommen. Hjemmet skulle summe af spænding og forventning. Brudens nærmeste ville hele tiden holde udkig ved vinduet for at se, om der var tegn på, at brudgommen var på vej. Hvordan kunne de falde i søvn netop denne dag? Selv ved midnat eller tidligt om morgenen ville de våge. Det skulle være brudens helt særlige dag, hvor alle ville beundre hendes skønhed og glæde sig sammen med hende.

Men når brudgommen kommer, er hun faldet i søvn. Hun har ikke engang klædt om, men har stadig hverdagstøj på. Mon ikke han ville spørge, om hun virkeligt elskede ham? Var det takken for alle de ofre og forberedelser, han havde gjort sig? Vi tænker nok, at det ikke kan være muligt. Det kan ikke lade sig gøre, at en brud kan være så ligeglad og træde på den, der elsker hende så højt.

Sovende brudepiger

Vi vil nu se på en beretning, hvor Jesus forudsiger, at det er sådan, han vil finde sin kirke, bruden, når han kommer igen: ”Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn” (Matt 25,5).

Beretningen om brudepigerne må have lydt helt vanvittig for disciplene. Det var ikke muligt. Det var ganske enkelt for langt ude at forestille sig, at brudens følge skulle falde i søvn. Men disciplene selv blev et bevis på historiens relevans ved at falde i søvn, da der var mest brug for dem. De var blevet advaret og havde fået at vide, hvad der skulle ske, men de havde ikke taget det til sig.

I dag burde de kristne være vågne og spejde efter tegn på brudgommens komme, fyldt med forventningens glæde over det, der skal ske, men de falder i søvn. Som disciplene i Getsemane er de slet ikke klar over begivenhedernes betydning. Hvis de kristne ikke forstår tidens tegn, bliver de ikke ved med at våge.

Beretningen om de ti brudepiger slutter med, at halvdelen af dem ikke får lov at komme med til bryllupsfesten.

Hvorfor lukkes de ude? Beskriver beretningen forskellene på rigtige kristne og navnkristne? Eller drejer det sig om dem, der stoler på deres gode gerninger eller andres tro i stedet for selv at have en levende tro?

Ingen af forklaringerne passer på beskrivelsen af brudepigerne. De havde alle i udgangspunktet den rette tro. De var jomfruer. Det indebærer renhed og viser, at de var blevet renset for deres synd i Lammets blod. Olien er et symbol på Helligånden. Derfor var de blevet genfødt ved Helligånden. De ventede på brudgommen og var inviteret med til bryllupsfesten. Beskrivelsen kan kun gælde dem, der i udgangspunktet havde troen på Jesus.

Afvist

Alligevel lukkes døren i foran halvdelen af dem, da tiden er kommet til at gå ind til bryllupsfesten! Brudgommen ved ikke engang, hvem de er! Årsagen er, at de er løbet tør for olie og derfor ikke var klar, da brudgommen kom.

Hvis lignelsen vil fortælle os, at nogle, der har været troende kristne, kan ende med at blive lukket ude fra bryllupsfesten, er det et meget alvorligt budskab.

Både de kloge og de tåbelige brudepiger var faldet i søvn, men de kloge havde ekstra olie, så de havde lys hele natten og var klar til, at brudgommen kom. Det er kristne, der har lyttet til Jesus og fulgt ham. De har også forstået, at den, der vil følge Jesus, skal fornægte sig selv og tage sit kors op og følge ham (Mark 8,34). De er døde for verden, så den ikke længere kan gøre dem noget.

Rundt om på jorden er der mange kristne, der har gennemlevet lidelser. Måske er de ikke helt så opmærksomme på tidens tegn, som de burde være, og måske er de ikke bevidste nok om, at Jesu genkomst nærmer sig. Men de er allerede blevet renset i ilden. De har været i lidelsens ovn og holdt fast, så de holder stand, når mørket falder på.

De tåbelige brudepigers mangel på olie vidner om, at de ikke var forberedt. Det er os i den vestlige verden, der har mest brug for at tage denne advarsel til os. Vi har i for lang tid været vant til luksus og høj status i verdenssamfundet. Vi kan let komme til at tro, at det er normalt i kirken at have det, som vi har det. Men det er det ikke. Når prøvelsernes tid rammer os, er vi dårligt rustede til at holde stand. Det kan let gå sådan for os, at vi løber væk og fornægter vores Herre og Frelser. Jesus sagde, at ”den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene” (Matt 10,33).

De kristne, der beskrives som tåbelige brudepiger, har ikke lyttet til Bibelens forudsigelser. Måske tror de, at de vil blive ført ud af denne verden og ikke skal rammes af den forfølgelse, der kommer. Eller de tænker, at de mange fortolkninger af talen om Jesu genkomst ikke er til at holde styr på, og derfor er det lettere at lade spørgsmålet ligge. Andre er så optagede af deres liv her i verden, at de slet ikke lægger mærke til tegnene i endetiden. Nogle tænker som Peter, at uanset hvad der kommer, skal de nok klare den.

Men netop nu er det vigtigt at våge og holde sig klar, så vi kan tage imod brudgommen, når han kommer. Nu er det tid til at vågne op og søge styrke hos Gud, så vi kan holde stand og ikke fornægte Jesus, når prøvelserne kommer.

“For er vi døde med ham, skal vi også leve med ham; holder vi ud, skal vi også være konger med ham fornægter vi ham, vil han også fornægte os; er vi utro, forbliver han dog tro, thi fornægte sig selv kan han ikke” (2 Tim 2,11-13).

Jesus forlader os ikke på grund af vores fejltagelser. Da Peter havde fornægtet ham, mødte han et nådens ord. Hvis Jesus ikke kunne gøre det godt igen, når vi har ramt ved siden af, ville der ikke være noget håb for os.

Den fornægtelse, som Jesus og versene her taler om, er faktisk det at forråde ham. Det er at gå i fodsporene på Judas og gøre fælles sag med Jesu fjender. ”Da skal mange falde fra, og de skal udlevere hinanden og hade hinanden (…) kærligheden skal blive kold hos de fleste” (Matt 24,10,12). Vi advares om, at mange vil forråde ham i de sidste tider, og derfor kommer de ikke med til bryllupsfesten.

Lukkede hjerter

Disciplenes hjerter var lukket over for den sandhed, som Jesus ville lære dem, fordi deres tanker om, hvad der skulle komme, var forkerte.

De forventede et jordisk kongerige, hvor de skulle være ledere. Deres hjerter var lukket over for tanken om en konge, der ville lade sig korsfæste. Denne følelse var stærkest hos Judas. Han ønskede en leder, der kunne sætte romerne på plads. Men da Jesus afslørede, at han skulle gå en anden vej, så Judas ingen anden udvej end at forråde ham.

I dag er der også mange, der ønsker et jordisk kongerige. De tror, at kirken har fået til opgave at forvandle verden. De er energiske, aktive og taler lige ud om deres planer om at skabe dette rige, men set fra Guds perspektiv er de faldet i søvn og er i fare for at blive bedraget. De har store planer, men har ikke forstået Guds planer. Deres hjerter er lukkede over for tanken om, at Gud vil, at kirken udsættes for forfølgelse og lidelse.

Gud sendte sin elskede søn for at dø på korset. I de sidste tider beder han sønnens elskede brud om at smage lidt af lidelsens bæger, blive forkastet og hadet af alle. Brudens lidelser gør hende herlig, fordi hun viser troskab. Bruden skal sejre og få del i Jesu sejr.

Vågn op

”Så skal vi da ikke sove som de andre, men være vågne og ædru” (1 Thess 5,6). Forskellen på at sove og være vågen kan sammenlignes med forskellen mellem at være beruset og ædru.

Er man ædru, er man på vagt og opmærksom. Den berusede registrerer ikke rigtigt, hvad der foregår rundt om ham. Han drikker for at flygte fra verden i et forsøg på at opnå nydelse i et liv, der ellers er trist.

De, der sover, har ingen begreber om den kommende dom. De tror, at verden fortsætter med at være, som den altid har været – ikke mindst i vores tid, hvor mennesket i stigende grad kan styre den verden, vi lever i. Et verdsligt sind tænker, at nydelse er det højeste mål for livet, og fordyber sig i jagten på selvrealisering og fornøjelser.

Vi skal ikke være som denne verden. De, der tilhører dagen, skal være fyldt med trofasthed og kærlighed, drevet af frelsens håb. Vi har oplevet livet i hele dets fylde, som det kun kan ske ved at overgive sig til Jesus Kristus. Når vi én gang har smagt den fred, bliver nydelserne her i verden tomme og ikke længere så tiltrækkende.

Vi er på vagt, fordi vi ved, at denne verden går mod sin undergang og rammes af vrede. Vi har læst Skriftens ord og kan se de advarende tegn på den kommende dom. Helt fra begyndelsen advarede Jesus om, at når han kommer igen, bliver det i stor vrede for at skabe retfærdighed i en ond verden.

”I kender tilmed timen og ved, at det er på tide at stå op af søvne. For nu er frelsen os nærmere, end da vi kom til tro (…) men iklæd jer Herren Jesus Kristus, og vær ikke optaget af det kødelige, så det vækker begær” (Rom 13,11.14).

De, der våger, rammes ikke af hans vrede. De har renset sig og aflagt mørkets gerninger, så de vandrer i lyset.

Hvis vi vil våge, bliver vi nødt til at skille os ud fra verden, så vi kan se klart. I næste kapitel vil vi se på, hvad det vil sige at skille sig ud.

Udskilt fra verden

Hvis vores skat er det, vi kan opnå i dette liv, våger vi ikke. Så er Jesu genkomst faktisk en trussel, som vi helst ikke vil tænke på. Når han kommer igen, bliver vi enten nødt til at forlade vores gamle liv eller være dem, der bliver forladt i evighed.

At blive ladt tilbage

En af de kendte beretninger fra Det Gamle Testamente er ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra. Gud havde hørt skriget fra menneskene på jorden om den ondskab, der var i de to byer. Derfor sendte han to engle for at undersøge, hvordan det forholdt sig. Situationen i byerne var nøjagtigt så forfærdelig, som det var blevet fortalt, og derfor var der ingen anden udvej end at fælde dommen.

Denne beretning minder os om, at Gud mener det alvorligt, når han taler om dommen. Vi skal tage advarslen til os og være rede, så vi undgår hans vrede.

Lot og hans familie forsøgte at tjene Gud i byerne. Englene advarer Lot, hans kone og to døtre om, at de må flygte, hvis de vil undgå at blive ramt af vreden. Lot prøver at overtale sine to kommende svigersønner til at forlade byen sammen med ham, men de synes bare, han er latterlig. Lige som verden i dag kan de slet ikke forestille sig, at Gud en dag griber ind og holder dom.

Da Lot og hans familie tøver, tager englene dem ved hånden og fører dem ud af byen. De får at vide, at de skal flygte i sikkerhed.

Jesus bruger denne beretning som en af de mest alvorlige advarsler om, hvor vigtigt det er at våge og holde sig klar i de sidste tider. Den alvorlige advarsel er udtrykt med kun fire ord: ”Husk på Lots hustru!” (Luk 17,32).

Lots hustru kiggede sig tilbage. Hun tøvede og blev tilintetgjort i dommen. Hun vendte sig om, fordi hendes liv og hendes skat var i byen. Hun kunne ikke bare forlade det hele.

”På samme måde skal det være den dag, da Menneskesønnen åbenbares. Den, som den dag er oppe på taget og har sine ting nede i huset, skal ikke gå ned og hente dem, og lige så lidt skal den, der er ude på marken, vende hjem igen. Jeg siger jer: Den nat skal to mænd ligge på samme seng; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage. Husk på Lots hustru! Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det.

Jeg siger jer: Den nat skal to mænd ligge på samme seng; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage. To kvinder skal male på den samme kværn; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage. To mænd skal være ude på marken; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage” (Luk 17,30-36).

Den dag, hvor Jesus viser sig i herlighed og samler sin kirke, er der nogen, der ikke kommer med. I denne tekst er det tydeligt, at der ikke er tale om nogle, som aldrig har været troende, selv om mange tænker sådan. Han advarer dem, der som Lots hustru var på vej til at blive ført i sikkerhed. Det er nogle, som engang var på vej til at være sammen med Jesus. De skulle få del i arven og det evige liv. I stedet tøver de, og de rammes af vreden.

Det kunne måske se ud til at være et øjebliks forvirring eller tøven, fordi man ikke lige ved, hvad man skal gøre. Men det er det ikke. Det er resultatet af et hjerte, der er bundet til tingene i denne verden.

I den vestlige verden har vi vænnet os til at nyde det bedste fra denne verden og samtidig have håbet om det, der skal ske engang. Resultatet er, at vi er blevet verdslige i vores tankegang, og at vi er i stor fare.

I dag er der mange i den verdslige og frafaldne kirke, der risikerer at blive ladt tilbage. Deres skat er på jorden, og det er deres hjerter også, som Jesus har sagt. Når englene kommer for at hente dem hjem, vender de sig i stedet mod det, de elsker her på jorden. De hænger fast ved livet i denne verden og mister derfor livet i den kommende verden.

Skatten i himlen

Vi skal takke Gud for alle de gode ting, han har givet os i livet her på jorden. Ting og det at eje kan være en velsignelse, og det kan være en forbandelse.

I bjergprædikenen fortalte Jesus om, hvordan vi undgår, at tingene bliver en forbandelse for os, så vi går glip af det evige liv (Matt 6,19-34). Hans lære kan samles i ordet gavmildhed. Viljen til at dele ud af alt det, vi har. Ikke at bekymre sig om fremtiden, men så vidt muligt at opfylde andres behov i dag.

Det bliver ikke mindst vigtigt i de sidste tider, hvor kirken hades og undertrykkes i hele verden. Da vil mange kristne have svære kår, fordi de isoleres fra samfundet. Derfor lyder det til dem, der stadig har, at de skal dele med de andre. Give uden at bekymre sig om at have nok til morgendagen. Den bekymring må vi overlade til Gud.

Et liv i lydighed mod Jesus på det område betyder, at vi har en stor skat i himlen. Hvis vores skat er i himlen, længes vi efter at komme med englene for at få del i de evige rigdomme. Hvis man er optaget af Jesus og hans genkomst, ændres ens syn på penge.

”Elsk ikke verden og heller ikke det, som er i verden. Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham; for alt det, som er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods, er ikke af Faderen, men af verden. Og verden og dens begær går til grunde, men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid” (1 Joh 2,15-17).

Drag ud

“Drag ud fra hende, mit folk, for ikke at deltage i hendes synder og blive ramt af hendes plager” (Åb 18,4).

I Johannes’ Åbenbaring kap. 18 beskrives det store Babylon, moder til skøgerne, og dets fald.

Hvem er så Babylon, som vi skal drage ud fra, og hvordan gør vi det?

Babylon repræsenterer denne verdens rige, som gennem historien har været i opposition til Gud og til alle, der tilhører hans rige. Babylon kommer til udtryk både i religionerne og i det verdslige samfund. Den babyloniske ånd kan vise sig i benægtelse af Guds eksistens eller som religiøs fanatisme. Babylon opbygger storriger og ynder at vise sin pragt frem. Babylon er optaget af magt og flotte resultater. Babylon bedriver handel og svælger i sin rigdom, både guld, juveler, våben og menneskeliv. Babylon belønner sine tjenere med alle denne verdens herligheder og luksus. Verden kalder det for civilisation. Men det, som ”civilisation” dækker over, er ofte uretfærdighed og udnyttelse.

Det at drage ud fra Babylon er at leve sit liv ud fra de værdier og love, der gælder i Guds rige. Babylon er altid optaget af egen fordel, og jagten på rigdom er den egentlige glæde. Det er uden betydning, om rigdommen skabes på baggrund af ondskab og korruption.

I Guds rige lærer vi at tage os af andre, kæmpe for retfærdighed, og vi glæder os over, når de fattige hjælpes ud af deres lidelser. Vi har vores glæde i at tjene Gud og lære andre om hans veje.

”For legemlig øvelse nytter kun lidt, men gudsfrygten er nyttig til alt og har i sig løfte både for dette liv og for det, som kommer” (1 Tim 4,8).

Gudsfrygt

Vi skal også skille os ud i den måde, vi lever på. ”Derfor, mine kære, når I ser frem til dette, så vær ivrige for at stå uplettede og lydefrie for ham i fred, og forstå, at vor Herres langmodighed er til frelse” (2 Pet 3,14-15).

Det, som Peter ser frem til, er Herrens dag, der kommer som en tyv om natten. En dag, som bringer ødelæggelse og dom over en intetanende verden.

I sit brev forklarer Peter forbindelsen mellem Herrens dag og den endelige tilintetgørelse af jorden med ordene ”for Herren er én dag som tusind år, og tusind år som én dag” (2 Pet 3,8). Han anerkender, at der kan gå flere tusind år mellem de to begivenheder, han har koblet sammen, men for Gud betyder tiden ingenting. Det vigtigste spørgsmål er, hvordan vi lever med visheden om, at der kommer en dom, og at denne verden ikke er vores rigtige hjem.

Vi skal leve helligt og gudfrygtigt og altid have for øje, at regnskabets dag kommer. Gudsfrygt indebærer både at kende til, hvad Gud har sagt, og at vise lydighed. På den måde kan Helligånden omskabe os til børn, der ærer Faderen.

”Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne” (Rom 12,2).

Gudsfrygt medfører uvægerligt et sammenstød med verden. I de sidste tider er verden præget af ondskab og fjendskab mod Gud, hvor mennesket forsøger at styre sin egen skæbne.

De, der vil leve i lydighed mod Gud, må regne med forfølgelse. De bliver udstødt og foragtet. Der er dem, der siger, at vi er nødt til at være en del af verden for at kunne vidne for den. Men i de sidste tider bliver den sande kirke et fællesskab, der er udskilt fra verden. Derfor er der kraft i brudens vidnesbyrd, hvilket uddybes nedenfor.

”Og I fandt jer med glæde i, at man røvede jeres ejendom, fordi I vidste, at I ejer en bedre formue, som ikke forgår” (Hebr 10,34).

Hvis vi giver slip på denne verden og bliver borgere i Guds rige, er det ikke mere så vigtigt, om vi mister nogle af vores ejendele i denne verden. Vi kan give slip på dem, fordi vi stoler på, at han vil føre os til et bedre rige.

”Lad os da gå ud til ham ‘uden for lejren’ og bære hans forhånelse; for her har vi ikke en by, der består, men vi søger frem til den, der skal komme” (Hebr 13,13-14).

Vi skal ikke elske denne verden. Når Jesus har kaldt os ud, skal vi leve som fremmede på vejen hjem. Vi er på vej mod en himmelsk by, som er vores rigtige hjem, og vi er ikke længere en del af denne verden, men udskilt fra den.

Opmærksom

I de sidste tider tager bedraget til. Vi skal være opmærksomme og på vagt, for selv de udvalgte kan blive ført vild.

For mange år siden kendte jeg en mand, der virkede til at være meget flink og rar. Han var spændende at snakke med og kunne fortælle masser af historier og anekdoter. Jeg mistede kontakten med ham omkring det tidspunkt, hvor jeg læste en artikel i avisen om ham.

Artiklen handlede om en retssag. Dommeren fremhævede, at den sigtede havde en bemærkelsesværdig evne til at overbevise folk om, at han var noget, som han i virkeligheden ikke var. Dommeren i retssagen mod min tidligere bekendte havde altså bemærket hans evner som bedrager. Der lærte jeg, at en bedragers vigtigste egenskab er at kunne fortælle folk det, de gerne vil høre, på den måde, de gerne vil høre det.

Mange skal føres vild

”For der skal fremstå falske kristus’er og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild” (Matt 24,24).

Er det muligt at føre de udvalgte vild? I den følgende prædiken lægger Jesus stor vægt på at våge, og det må nødvendigvis betyde, at svaret på spørgsmålet er et ja. Det er muligt at føre de udvalgte vild, hvis de holder op med at våge.

Det understreges blot af, hvor foruroligende mange der lader sig snyde af tilsyneladende overnaturlige tegn. Lige som min bekendte vidste, hvordan han skulle tilpasse sit budskab efter det, hans ofre gerne ville høre, ved Djævelen, hvordan budskabet skal skæres til for at forføre svage og intetanende kristne.

Der er en længsel efter overnaturlige tegn blandt dem, der har brug for et synligt bevis for at stive deres tro af. Når disse tegn vises frem, udråbes de som bevis på, at det er Guds værk.

Jesus sagde, at de falske profeter skal gøre store tegn og undere. ”Nu har jeg sagt jer det forud” (Matt 24,25).

Før aftenen i Getsemane Have havde Jesus fortalt sine disciple om alt det, der skulle ske, når han drog op til Jerusalem. De lyttede ikke til hans ord og blev derfor overrumplet af virkeligheden. Vi er blevet advaret. Vi er ikke blevet narret. En del af det at våge er at holde for øje, at dette skal ske i de sidste tider.

En stærk illusion

Selv om der har været og er mange bedragere, kommer den store forførelse til sidst.

”Derfor sender Gud vildfarelsens magt over dem, så de tror på løgnen, for at alle, der ikke er kommet til tro på sandheden, men fandt behag i uretfærdigheden, skal blive dømt” (2 Thess 2,11-12).

Mennesker, der er styret af Djævelen, har fundet på mange ting for at forføre. I humanismen er tanken, at mennesket er gud, i evolutionsteorien klarer man sig uden en skaber, og i islam benægtes Faderen og Sønnen ikke. Og sådan kunne man fortsætte. Der kommer en stor forførelse til sidst, som får alle, der ikke har sat deres lid til Gud, til at følge lovløshedens menneske.

Lige inden versene ovenfor står der, at dette menneske kommer med al Satans kraft og med løgnetegn og løgneundere. Det bliver både dramatisk og overbevisende, når han står frem. Er troen afhængig af mirakler, gælder det om at tage sig i agt. Selv de udvalgte kan blive ført vild.

Falsk sikkerhed

”Når folk siger: ‘Fred og ingen fare!’ da er undergangen pludselig over dem som veerne over en, der skal føde, og de skal ikke undslippe” (1 Thess 5,3).

Mennesket længes efter fred. Den, der kan skabe fred – ikke mindst i de mest urolige hjørner af verden såsom Mellemøsten – vil blive hyldet og udråbt som leder. Store dele af kirken har ukritisk gentaget verdens ønske om fred, og det lyder, som om kirkens vigtigste mission er at skabe fred. Men der findes ingen fred uden tro på Jesus Kristus.

”Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd” (Matt 10,34).

Der kommer fred, når Jesus vender tilbage for at regere – ikke før. Som Jesus har sagt, vil vores tidsalder lige fra begyndelsen til enden være kendetegnet ved krige og rygter om krig, og land vil rejse sig mod land. Derfor skal man ikke lade sig bedrage af fred, selv om talen kommer fra kendte kristne ledere. Det bliver en falsk fred, der fører til krig.

Forførelse i kirken

”Men onde mennesker og bedragere vil komme længere og længere ud i det onde, føre andre vild og selv fare vild” (2 Tim 3,13).

Du må ikke tro, at bare fordi du kommer i en kirke, er du sikret mod at fare vild. Det er netop på steder, hvor man selv kalder sig for kirken, at den værste forførelse sker. Det ville fylde mange bøger at skrive om alle forførelser og falske profeter. Derfor skal der her være fokus på, hvad vi kan gøre for at undgå at blive ført vild.

Grundlaget for at blive ført vild inden for kirken har altid været, at tilliden til Guds ord er blevet undermineret.

”Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven?” (1 Mos 3,1).

Selve det at stille et spørgsmål var nok til at skabe tvivl i Evas sind. Der havde aldrig været sat spørgsmålstegn ved Guds ord før, og den prøve var hun ikke forberedt på. Da først tvivlen var sået, havde Djævelen fået plads, så han kunne bane sig vej. Så gik han fra tvivl til fornægtelse. ”Vist skal I ikke dø” (1 Mos 3,4).

Fra fornægtelsen gik vejen til oprøret: ”I bliver som Gud” (1 Mos 3,5).

Angrebet indefra i kirken begynder altid med, at der sættes spørgsmålstegn ved tilliden til Guds ord. Det kan være et direkte angreb på Bibelens troværdighed eller et indirekte angreb, hvor der opstilles forkerte læresætninger og påstande, som har Guds ord imod sig. Et af de raffinerede angreb kan komme ved at stole på kristne bøger og artikler i stedet for selv at læse Bibelen. Uanset hvilken form angrebet har, ønsker Djævelen at vende de troende væk fra Bibelen. I de sidste tider er en af de store fejltagelser i kirken at undlade at beskæftige sig med Bibelens tale om endetiden. I mange tilfælde ville falsk lære let kunne afsløres, hvis man havde forstået, hvad Skriften lærer om Jesu genkomst.

Desværre er der mange i kirken, der ikke ønsker at høre sandheden. ”For der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører. De vil vende det døve øre til sandheden og slå sig på myter” (2 Tim 4,3-4). De vil ikke udfordres af sandheden. Disse kristne foretrækker kendte prædikanter, der stiver dem af i deres magelige livsstil i stedet for at sætte spørgsmålstegn ved den måde, de lever på, eller advare om de prøvelser, der skal komme.

”Disse jøder var mere imødekommende end jøderne i Thessalonika, de modtog ordet med megen velvilje og granskede dagligt Skrifterne for at se, om det forholdt sig sådan” (ApG 17,11).

Budskabet er ret enkelt. Om så apostlen Paulus skulle komme og prædike i din kirke næste søndag, måtte du undersøge, om det var i overensstemmelse med Bibelen. Det er særligt vigtigt, når det gælder læsningen om endetiden, hvor der ofte med største overbevisning fremsættes synspunkter, som ikke har holdepunkter i Bibelen.

Der er mange undervisere, der læser ting ind i Bibelen, som ikke står der, og ser stort på noget af det, der åbenlyst står der. De skaber forvirring og er med til at gøre de troende sårbare over for forførelse. Vi skal prøve deres budskab på Bibelens ord. Vi skal spørge, om det er den mest enkle fortolkning af det, der står skrevet, og hvis det ikke er det, skal vi være forsigtige.

”Mine kære, tro ikke enhver ånd, men prøv, om ånderne er af Gud, for der er gået mange falske profeter ud i verden” (1 Joh 4,1).

Sammenhængen her er at bekende Jesus Kristus. Er Jesus i centrum for det, der bliver prædiket, eller er det en falsk kristus, der præsenteres? Bliver vi tilskyndet til at leve et liv i efterfølgelse af Jesus, eller tages det for givet, at vi som kristne må ligne verden?

”Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. På deres frugter kan I kende dem” (Matt 7,15-16).

Frugterne af en prædikants forkyndelse vil vise det, hvis han er en forfører. Er det prædikanten og hans ære, der er centrum i forkyndelsen, eller er det herliggørelse af Jesus?

En menigheds frugter vil vise, om den er forførende. Handler det om menneskers ære, eller herliggøres Jesus? Stræber man efter at skabe en stor formue til sig selv, ofte under dække af at der er brug for det til Guds riges arbejde, eller stoler man på, at man er i Guds hånd? Fokuserer man på egne kæpheste og på endeløse stridigheder, eller prøver man at hjælpe folk til en enkel og enfoldig tro på Jesus?

Afvises Bibelen, og udskiftes den med falsk lære?

Er ledelsen dominerende og styrende, eller glæder de sig, når menigheden vokser i troen og efterhånden kan stå på egne ben?

”Tag jer i agt for at blive revet med af frække menneskers vildfarelse og miste fodfæstet” (2 Pet 3,17).

Bedrag inden for kirken svækker troen og baner vej for at blive ført med af den store forførelse, der skal komme i de sidste tider.

Vi skal våge, så vi ikke forføres.

Levende

Den døde kirke våger ikke. En af følgerne af ikke at våge er, at man mister interessen for Jesu genkomst. For en død kirke kommer det som en overraskelse, når Jesus kommer igen. Fordi den ikke er rede, rammes den af samme vrede som resten af verden.

De levende ser derimod frem til den store dag, hvor Jesus kommer igen.

”Og skriv til englen for menigheden i Sardes: Dette siger han, som har Guds syv ånder og de syv stjerner: Jeg kender dine gerninger. Du har ord for at leve, men er død” (Åb 3,1).

En død kirke kan både være lille og stor. Den kan have et spændende program med aktiviteter for alle aldersgrupper. Den kan være god til at markedsføre sig selv og have et meget effektivt evangelisationsarbejde. Men i Guds øjne er den død. Menigheden i Sardes var kendt for at være levende, men var i virkeligheden død.

Livet skabes af Helligånden. Det er Helligåndens gerning i vores liv, der fornyr os og gør, at vi kan tjene Gud. Uden ham er alle vores anstrengelser forgæves. Den kirke, der ikke lader sig lede af Helligånden, erklæres for død. Bøn og et liv i venten på Herren er erstattet af aktiviteter. Midlet mod at gå sin egen vej er at våge.

”Vågn op og styrk resten, som er døden nær, for jeg har ikke fundet, at dine gerninger er fyldestgørende over for min Gud. Husk derfor, hvorledes du tog imod og hørte; hold fast ved det, og omvend dig” (Åb 3,2,3).

Der findes kristent arbejde, der i begyndelsen var under Helligåndens vejledning. Arbejdet er fortsat, men Helligånden får ikke længere lov til at vejlede.

Lad os våge og bede om, at Helligånden vil genoprette og styrke arbejdet og lade det blive Guds igen. Af naturen er vi døde. Kun hvis vi løbende drikker af livets vand ved Helligånden kan vi holdes friske og i live.

Vi må omvende os fra vores mange aktiviteter og gode gerninger for Gud. Vende om til kilden med levende vand og blive mindet om det evangelium, der har reddet os fra døden. Lade Helligånden alene arbejde gennem os, så alle vores gerninger må være til glæde for vores frelser.

”Hvis ikke du våger, kommer jeg som en tyv, og du ved ikke, hvilken time jeg kommer over dig. Men nogle få har du i Sardes, som ikke har sølet deres klæder til, og de skal vandre med mig i hvide klæder, for det er de værdige til. Den, der sejrer, skal klædes i hvide klæder, og jeg vil aldrig slette hans navn af livets bog, men vedkende mig hans navn over for min fader og hans engle. Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne” (Åb 3,3-6).

At det er vigtigt at våge, understreges af forudsigelsen af Jesu genkomst. Herren kommer som en tyv for dem, der skal rammes af dommen. Det er en advarsel, som den døde kirke ikke tager alvorligt. Løftet om, at de, der holder ud, ikke skal få deres navn slettet af livets bog, rummer en klar konsekvens. Navnene på de åndeligt døde slettes. Vi må våge!

De tilsølede klæder fortæller os, at vi kan glide tilbage i verden og dens religiøse tanker. Så er vi ikke længere klædt i de hvide klæder, som er retfærdigheden i Jesus Kristus. Så er vi gået vores egen vej og har søgt selv at opnå en retfærdighed. Der er ingen, der får adgang til Himlen på grund af deres gode gerninger. Kun ved tro på Jesu forsoningsoffer vedkender Jesus sig vores navne over for Faderen. Jesu blod renser vores klæder, der er plettet af synd, og gør dem hvide som sne.

At våge er også at holde fast i evangeliet, som vi har fået det i Guds ord. Det kan vi gøre ved at afsætte tid til at læse i Skriften og bede Helligånden om at lede os til sandheden.

Det er afgørende for enhver kristen selv at læse i Bibelen. Lad Helligånden lære dig at forstå Bibelen, så du bliver mindre afhængig af andre bøger og kommentarer. I mange kirker er bøger af populære forfattere blevet en erstatning for selv at læse og studere Bibelen. Især bøger om hemmeligheden bag succes er blevet udbredt, enten det så er inden for kirkevækst, i erhvervslivet eller i relationer. Bibelen må aldrig skubbes til side til fordel for kristne bøger. Det er vigtigt altid at bruge mere tid på at læse og forstå Bibelen end på at læse andre bøger. Derved bevares du ved evangeliet, og da vil du ikke blive forkastet ved Jesu genkomst.

Spottere

Et af kendetegnene ved en død kirke er hånen. Uden nogen form for ærefrygt for Guds eget ord går der sport i at pille det fra hinanden eller finde på urimelige fortolkninger, der passer til menneskets egne forvirrede tanker.

”For først og fremmest skal I vide, at der i de sidste dage vil komme spottere, som følger deres egne lyster, og som hånligt siger: ‘Hvad bliver der af løftet om hans komme? Siden vore fædre døde, er alting jo blevet ved at være, som det var fra skabelsens begyndelse’” (2 Pet 3,3-4).

Spotterne gør nar ad kirkens historiske lære om jomfrufødslen, inkarnationen og soningsdøden. Underne gøres til genstand for vittigheder. Særligt de mennesker, der faktisk tror på skabelsen, er en kilde til latter. At Jesus skulle komme igen, nævnes slet ikke. De kan ikke forestille sig, at der skulle være en virkelig Gud, der afholder dom. ”De (…) overser [med vilje]” (2 Pet 3,5).

Gudsfornægterne vægter denne verdens såkaldte viden meget højere end det, som Gud har sagt gennem Bibelen. For dem er religion blot en intellektuel leg.

De døde vil ikke lytte

”Jeg stiller vægtere ud for jer, lyt til hornet! Men de svarer: ‘Det vil vi ikke!’ (…) Hør, du jord: Jeg bringer en ulykke over dette folk, den er frugten af deres planer. For de lyttede ikke til mine ord, de forkastede min lov” (Jer 6,17.19).

De døde, der er for sløve til at høre, rammes af dommen. Gud har beredt en ulykke til dem. De vil ikke høre sandheden, for det forstyrrer dem i deres søvn.

Juda troede, at de var tro over for Gud. De ofrede til Gud, men i deres hjerter var de af verden. De tilbad andre guder og lavede alliancer med de omkringliggende lande. Men Gud lod sig ikke narre. Gennem Jeremias advarede han om den ulykke, der ventede folket.

Gud lader sig heller ikke narre af den døde kirke i vore dage. Vantroen bliver gengældt med Guds vrede.

Kontrasten til dem, der er i live

”Jerusalem, på dine mure stiller jeg vægtere; aldrig skal de tie, hverken dag eller nat. I, der påkalder Herren, und jer ikke ro, og und ikke ham ro, før han genrejser Jerusalem, og før han gør den til lovprisning på jorden” (Es 62,6-7).

De åndeligt levende forstår, hvad Gud gør i verden, og deltager i det arbejde med forbøn. Gud befaler os, at vi ikke må unde ham ro, indtil han har fuldført sin gerning. Jerusalem bliver til lovprisning på hele jorden, når Jesus kommer tilbage for at regere på Davids trone. Indtil den herlige dag kommer, er vi kaldet til at bede for kirken, jøderne og verden.

”Hør, dine vægtere løfter røsten, de jubler i kor, for med egne øjne ser de Herren vende hjem til Zion” (Es 52,8).

De, der våger og forstår, hvad Gud gør i de sidste tider, fyldes med glæde, når de ser hans værk ført igennem. Vægterne glæder sig, når de ser Gud gennemføre sine planer.

Tålmodig og udholdende

Hvordan skal vi overleve, når den døde kirke vinder frem?

Jesu bror Jakob giver dette råd: ”Brødre, vær tålmodige indtil Herrens komme. Tænk på, hvordan bonden tålmodigt må vente på sin jords dyrebare afgrøde, indtil den har fået efterårsregn og forårsregn. Også I skal være tålmodige og gøre jeres hjerter stærke, for Herrens komme er nær. Vær ikke vrantne mod hinanden, brødre, for at I ikke skal blive dømt; dommeren står allerede ved døren” (Jak 5,7-11).

Vi skal ikke bekymre os eller lade os provokere, når vi ser vantroen i kirken. Vi skal ikke blive vrede, når vores tro gøres til grin. Vi skal holde ud og være tålmodige. Vi skal bruge enhver given lejlighed til at opmuntre hinanden til at være tro og ikke mindst udnytte mulighederne for at læse i Bibelen sammen. Ved at våge i bøn får vi styrke til at holde ud.

Selv om vi er helt alene, og der ikke er nogen, der forstår os, skal vi fortsætte med at våge.

Smykket for brudgommen

Jesus kommer for at hente sin brud. Den troende kirke, der ikke er holdt op med at våge, er en herlig brud, der er smykket med fine klæder og er værdig til frelseren. Hun skal triumfere i trængslen og fuldende Jesu sejr. Bruden er de troende jøder og hedninger. Israels folk var de første, der blev forlovet med Jesus. Som hedningekristne er vi indbudt til at få del i Israels velsignelse. Til sidst skal vi tage imod jøderne, som omvender sig. Ved bryllupsfesten skal vi både være brud og gæster, og Jesus skal tjene os.

Nogle af skikkene ved et jødisk bryllup er blevet nævnt ovenfor. I den tradition drog brudgommen efter forlovelsen af sted for at gøre et hjem klar til bruden. Bruden brugte den mellemliggende tid på at sy en fin bryllupskjole. Den dag brudgommen vendte tilbage, var hun strålende af skønhed for brudgommen.

Det skal være vores mål, at Jesus finder en brud, der stråler i retfærdighed, når han kommer igen.

Klædt i retfærdighed

”Halleluja! Herren vor Gud, den Almægtige, har taget magten, lad os glæde os og juble og lovprise ham, for nu skal Lammets bryllup stå, og hans brud har gjort sig rede, hun har fået givet at klæde sig i lysende rene linnedklæder – for linnedklæderne er de helliges retfærdige gerninger” (Åb 19,6-8).

Al vores retfærdighed er som beskidte pjalter, men den retfærdighed, der opnås ved troen, er som kostbare ædelstene i Guds øjne. ”Den dag jeg griber ind, siger Hærskarers Herre, skal de være min [kostbare] ejendom” (Mal 3,17).

Den kostbare ejendom er dem, der frygter Herrens navn. Det er dem, der ikke har givet plads for vantroen i en verden, der fornægter Gud og hans ord. Gud sagde om Israel:

”For du er et helligt folk for Herren din Gud; dig har Herren din Gud udvalgt af alle folk på jorden som sit ejendomsfolk” (5 Mos 7,6). I den nye pagt omfatter Israel også de troende hedninger, der er blevet podet ind. Dette folk er kostbare ædelstene for Gud.

Da Peter taler om gudfrygtige kvinder, understreger han, at det er den indre ændring af vores personlighed, som virkeligt fryder Gud. ”Jeres skønhed skal ikke være i det ydre, såsom flettet hår, guldsmykker eller smukke klæder, men i hjertet, det skjulte menneske, med en sagtmodig og stille ånds uforgængelige skønhed, som er meget værd i Guds øjne” (1 Pet 3,3-4).

Jesus kommer tilbage for at hente en kirke, der har været gennem prøvelsens ild og er blevet renset. Under trængslerne har kirken være et spejlbillede af Jesus – ikke i egen styrke, men ved Helligåndens kraft.

De skal stråle som solen og stjernerne

Vi må aldrig være i tvivl om den herlighed, som skænkes dem, der vågede og forblev tro. ”Da skal de retfærdige skinne som solen i deres faders rige”, lød løftet fra Jesus (Matt 13,43). Det er det håb og den glæde, som opmuntrer dem, der sejrer i den mørke tid, der afslutter vores tidsalder.

Men mørket er ikke bare mørke. I Daniels bog læser vi: “De indsigtsfulde skal stråle som himmelhvælvingens stråleglans, og de, der førte mange til retfærdigheden, skal stråle som stjernerne for evigt og altid” (Dan 12,3). På trods af mørket vil mange blive ført til retfærdigheden.

Høst under modstand

”Da skal de udsætte jer for trængsler og slå jer ihjel, og I skal hades af alle folkeslag på grund af mit navn (…) Og dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme” (Matt 24,9.14).

Modgang og vækst går hånd i hånd. I de sidste svære tider fuldfører kirken sin opgave. Den troskab, der kendetegner almindelige forfulgte kristne, taler til hele verden. Med vores handlinger og ord, som Jesus giver os, viser vi, at vores tro og kærlighed til vores frelser er reel virkelighed (…) På den måde skal evangeliet forkyndes for alle folkeslag.

Der kommer en tid, hvor kirken er bragt til tavshed. I Bibelen beskrives det som tiden efter de to vidners død (Åb 11,7-10). Verden jubler over endelig at være blevet dem kvit, der har skabt uro i samvittigheden. Denne verdens mennesker skal ikke længere plages af dem, der opfordrer dem til at overgive sig til deres skaber. Fra nu af kan de gå deres egne veje og lave deres egne regler. Når de er sluppet af med Gud, kan de tage skæbnen i egen hånd.

Men sejren for folk og stammer og tungemål og folkeslag er en kortvarig glæde. Efter tre en halv dag stiger vidnerne op til himlen. Sammen med dem opstår en stor sky af mennesker. I sine syn ser apostlen Johannes disse mennesker, der udgør den endelige høst på jorden.

Den endelige høst

”Derefter så jeg, og se, der var en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål; de stod foran tronen og foran Lammet, klædt i hvide klæder og med palmegrene i hænderne (…) Og en af de ældste tog til orde og spurgte mig: ‘De, som står klædt i hvide klæder, hvem er de, og hvor kommer de fra’? Jeg sagde til ham: ‘Min herre, du ved det.’ Og han sagde til mig: ‘Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod’” (Åb 7,9.13-14).

Disse vers beskriver den sidste store høst i vores tidsalder. De, der har våget og fået styrke til at holde stand, får del i høsten. På grund af deres vidnesbyrd samles folk fra alle folkeslag og stammer, folk og tungemål i herlighed i Guds rige. Tiden med store prøvelser og trængsler afløses af det største øjeblik i den kristne kirke. Den kirke, der har våget, ses nu i al sin pragt.

For to tusind år siden troede Djævelen, at han havde vundet sejr over Guds lam i dets ringhed. Ham, som Djævelen frygtede, blev knust og døde. Da Jesus opstod fra graven, blev Djævelens sejr forvandlet til hans største nederlag.

Når vores tidsalder rinder ud, forvandles endnu en af Djævelens tilsyneladende sejre til nederlag. Når Jesus kommer for at hente sine, bliver den store flok beviset på Djævelens nederlag.

Det er sådan, det burde være.

Det er sådan, Jesus inderligt ønsker det. Men bliver det sådan?

”Når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?” (Luk 18,8).

Finder han en kirke, som har indset, at den i egen kraft falder som Peter? Finder han en kirke, der har lyttet til profetierne og søgt styrke hos ham til at holde ud? Finder han en kirke, der har indset, at hans veje ikke er vores veje?

Det gør han hos dem, som våger.

Kom, Herre Jesus!

”Se, jeg kommer som en tyv. Salig er den, der våger og vogter over sine klæder, så han ikke skal gå nøgen, og man skal se hans skam” (Åb 16,15).

Løfter til de sejrende

De, der våger, får styrke til at sejre.

”Den, der sejrer, vil jeg give at spise af livets træ, som står i Guds paradis” (Åb 2,7).

”Den, der sejrer, skal ikke skades af den anden død” (Åb 2,11).

”Den, der sejrer, vil jeg give af den skjulte manna og give ham en hvid sten og indskrevet på stenen et nyt navn, som ingen kender undtagen den, der får det” (Åb 2,17).

”Den, der sejrer og trofast gør mine gerninger indtil enden, ham vil jeg give magt over folkene; han skal vogte dem med et jernscepter, som når lerkar knuses, ligesom jeg har fået magt til det af min fader, og jeg vil give ham morgenstjernen” (Åb 2,26-29).

”Den, der sejrer, skal klædes i hvide klæder, og jeg vil aldrig slette hans navn af livets bog, men vedkende mig hans navn over for min fader og hans engle” (Åb 3,5).

”Den, der sejrer, vil jeg gøre til en søjle i min Guds tempel, og han skal aldrig mere fjernes, og på ham vil jeg skrive min Guds navn og navnet på min Guds by, det ny Jerusalem, der kommer ned fra himlen fra min Gud, og mit nye navn” (Åb 3,12).

”Den, der sejrer, vil jeg give sæde hos mig på min trone, ligesom jeg har sejret og har taget sæde hos min fader på hans trone” (Åb 3,21).

Vi må våge, så vi forbliver tro og får del i alle de løfter, som Jesus har givet dem, der sejrer.

Hæftet “Watch – preparing for the unexpected“ (2009) er oversat af Erik Fuglsang med tilladelse fra forfatteren. Let forkortet af red.

Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2016. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Philip Wren

Philip Wren, engelsk arkitekt og bibellærer.