Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Uskyldig?

Uskyldig?

Ugens vidnesbyrd, uge 18 2025. Es 43,25.

En enkelt bid, og deres øjne blev åbnet, og de vidste, de var nøgne. De syede figenblade sammen. Den første synd førte en bevidsthed om skam og skyld ind over de to. Den medførte også en trang til at skjule sig, finde et sted at gemme deres nøgenhed. Og siden den dag i Edens have har vi mennesker ledt efter et sted at skjule os. Et sted i mørket, hvor vi ikke kan blive opdaget.

Guds vrede er over os, fordi vi elsker dette mørke frem for lyset. Gud ønsker, at du og jeg tager imod frelsen ved Jesu Kristi blod, så vi igen kan være sammen med Herren uden at skjule og skamme os over vores nøgenhed. Af ren og skær nåde har Herren fuldbragt frelsen for dig og mig.

Jeg talte med en om det at være dømt uskyldig over for Gud, men at før det kunne ske, måtte man erkende og bekende sin skyld for Gud.

Vedkommende kunne så berette, at det med at tro på Gud er noget, der er opstået i folks fantasi og i øvrigt ikke havde noget med virkeligheden at gøre.

Når disse vore kære medmennesker skal lægges i graven, og der bliver talt om, at ”nu skal Fru Jensen et bedre sted hen”, så må jeg bare sige, at ud fra Skriften kommer man ikke til at leve sammen med Jesus i herligheden, hvis man hele livet har lukket ørerne for ham.

Men mennesker vil, at Gud skal afskaffes, han er nu at betragte som gud emeritus. Kirken skal i stedet bestemme, hvad der er rigtigt og forkert. Man vil ikke høre evangeliet, man vil bare have hjælp. Man vil ikke frelses, men hellere have nogle gode råd. Måske bare 15 gode råd til et dejligt liv, og en 5-10 stykker til at undgå stress.

Nej nej nej!

Vi må alle give Gud ret, for han har altid ret. Tænk på, når han siger, at mennesker, der ikke tror på ham, er som agner, der skal sorteres fra hveden og brændes.

Eller som Johannes prædikede i ørkenen: Øksen ligger allerede ved træets rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden (Matt 3,10).

Vi kan rejse os i protest, vi kan blive vrede, sætte Bibelen på hylden og holde os langt fra de helliges samfund, når vi hører sådan en forkyndelse.

Men Gud kan du ikke forhindre i at få ret. Så når Gud kommer til dig med lovens ord og siger, du er skyldig, så giv ham ret. For Gud vil vise os nåde.

Denne nåde kan du blive tilsagt, men først når du har erkendt, at du er skyldig.

Det giver jo heller ikke mening at tilsige nåde til en uskyldig.

Når du har erkendt din skyld, så siger han til dig, som der står i Esajas 43,25: Det er mig, kun mig, der sletter dine overtrædelser, for min egen skyld husker jeg ikke på dine synder.

Da kan du stå Hellig og ren for Herren, renset i Jesu blod, i den fuldbragte forsoning.

Uskyldig.

Udgivet af

Torben Bitsch

Torben Bitsch, pedel, Videbæk. 51 år, gift med Bente og har 3 børn.

Torben Bitsch

Torben Bitsch, pedel, Videbæk. 51 år, gift med Bente og har 3 børn.