Underlige nat – jeg tænker naturligvis på den allerførste julenat. Den var begyndt som enhver anden nat. Ingen tænkte den nat mere på himlen og den levende Gud og hans mange forjættelser i den hellige Skrift end så mange andre nætter.
Og så var netop den nat tiden inde, da Gud ville opfylde de gamle forjættelser og gøre det, som evigt skulle sætte skel mellem frelse og fortabelse, mellem evigt liv og evig død for alle mennesker.
Stille og tyst var der ved hyrdernes bål ude på marken ved Betlehem. Ingen følte himlen særlig nær. Ingen tænkte på, at netop den nat havde Gud udvalgt til sin handlen. Ingen mærkede, at sekunderne nærmede sig det store øjeblik.
Og så skete det. Netop denne nat skete det underlige, at noget af den himmelske herligheds lys strålede ned på denne jord – det lys, som måske snart for evigt skal oplyse den nye, genfødte jord ved Jesu genkomst. Og fra lyset hørte de en engel forkynde, hvad den levende Gud havde virket denne nat.
Underligt var det form, som var vant til at høre om Guds strenge krav, for dem, som altid blev undervist om syndens alvor og Guds dom over al ulydighed, at høre den stærke røst fra det himmelske lys: ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.”
Hvilke toner fra den himmelske herlighed! Fra Guds egen herlighed blev det sagt dem – ikke af en skriftklog, men af en engel: ”Frygt ikke.” Fra Guds herligheds lys lød det så stærkt, at ingen kunne sige det imod: ”For jer er der glæde fra Gud.” Fra dette evige, himmelske lys lod Gud det lyde: ”Nu har I frelse.” Og de vidste, hvad det var, der blev forkyndt, for englen henviste selv til de gamle forjættelser og sagde: ”Det er Kristus – det er Messias, den Salvede, Han, som evigt er Guds præst og konge til frelse for jer.”
Underlige nat! De havde ikke tænkt mere på Gud end ellers. De havde ikke tænkt mere over deres frelsessag end ellers. Men den nat tog Gud deres frelse i sin hånd. Den nat handlede Gud så underfuldt, at det ikke var muligt for et eneste menneske at forstå, hvad Gud gjorde. Og dog handlede Gud med hele folket den nat – ikke i deres hjerter, men i sin Søn – i barnet, som den nat kom til jorden.
Denne underlige nat sov folk så trygt i deres huse både i Betlehem og Jerusalem og Samaria – ja helt ude i den mest afsides liggende hytte. Men mens de sov, gav Gud dem sin Søn. Mens de sov og var helt uvidende om, hvad der skete i stalden og på Betlehems marker, gav Gud dem, hvad de behøvede, for at eje evig fred med Gud, evig glæde og frelse hos Gud. Den nat gav Gud hele folket, hvad de alle behøvede, for at de skulle høre den himmelske herlighed til, som her lod sig til syne et kort øjeblik på Betlehems marker.
Og tænk for en morgen! Da de vågnede, var Jesus født, deres fred, deres glæde, deres frelse – Han, som evigt skulle være deres præst og konge for Gud – Han, som skulle herske over dem med evig fred, ikke ved bud og befalinger, men ved at bære deres straf, sone deres synd, betale deres gæld, opfylde alle deres forpligtelser – kort sagt: være alt, hvad de evigt behøver.
Alt dette var sket og kommet den nat, da Gud tog sig af vor sag. Hvilken morgen at stå op til!
Den signede dag med fryd vi ser
af havet til os opkomme.
Den lyse på himlen mer’ og mer’
os alle til lyst og fromme (glæde).
Sådan hilste de gamle julemorgen. Den morgen var ikke som den foregående. For den nat gav Gud sin Søn. Og alt som lyset blev kendt, og mennesket vågnede ved dette lys af det nattemørke, som hedder vantro og tvivl og anfægtelse, da sang man englenes nye morgensang – nåderigets morgensang: ”Ære være Gud i det højeste” – ære være Faderen, som gav sin Søn, ære være Sønnen, som bragte nådens nye dag, ære være Helligånden, som bragte lyset herom til vore hjerter.
Gud selv har givet os, at vi i troen på hans Søn har hans velbehag. Så skal Gud da have evig ære og pris for den fred og glæde, han bragte til mit hjerte gennem ham, som kom til jorden hin underlige nat, da alle sov i nattens mørke for at stå op til en helt ny morgen, som Gud selv havde skabt.
Fra “Julens budskab”, udgivet af Evangelisk Luthersk Missionsforening 1977.
Udgivet af
Frank Jacobsen
Frank Jacobsen (1931-2013), var præst, bl.a. i Mariehøj.