Ulykken som forandrede mit liv

Sådan kom jeg til tro XXIV

Det er et ubeskriveligt stort under, når et menneske kommer til tro på Jesus. Der bliver glæde i himlen, når det sker, og i den kristne menighed glæder vi os med. Hver omvendelse er en påmindelse til os om, at det er muligt for vantro mennesker at blive frelst – også i dag. Gud har magt til at gøre det. Det vil denne artikelserie gerne minde om.

De tidligere artikler i serien ”Sådan kom jeg til tro” har det til fælles, at jeg har udformet teksten. Denne artikel er anderledes. Teksten er fra ende til anden skrevet af Anna Sahlholdt Hansen, som med sine egne ord og sin helt egen stemme vidner om, hvordan Gud greb ind i hendes liv og førte hende til personlig tro på Jesus som sin frelser. Det er en stemme, som bærer et sjældent stærkt og velsignet vidnesbyrd med sig. Artiklen anbefales hjerteligt og taknemmeligt. – Mikkel Vigilius

Før ulykken

Jeg blev født på Herning Sygehus den 12. oktober 2003. Efter jeg blev født, kom jeg hjem til Lavendelvej nr. 6 ved tre brødre, som hed Jens, Ole og Erik. Så døbte en præst mig ved Lind Kirkecenter. Da jeg var omkring to år, flyttede vi hen til min mors barndomshjem.

Da jeg var fem år, startede jeg på Midtjyllands Kristne Friskole. Mine forældre begyndte at lære mig om tro på Jesus den almægtige, helt fra da jeg var lille. Jeg havde nogle fritidsinteresser: for det første violin, for det andet teenklub, som også lærte mig meget om Kristus, for det tredje FDF. Da jeg var begyndt i 3. klasse, startede jeg med at gå til ridning.

Jeg syntes, at det var udmærket at gå i skole. Jeg fik en masse gode veninder og en bedste veninde, som hed Laura, og senere en, der hed Lina. Laura gik jeg også til violin sammen med. Da jeg begyndte i 5. klasse, startede jeg til badminton.

Da jeg startede i 6. klasse, begyndte min vantro at formere sig mere og mere som et dårligt tegn. I 7. klasse blev jeg konfirmeret. Da begyndte vores præst Bo at lære os om tro, men jeg fik ikke helt fat i alt, hvad Jesus havde gjort for os (Esajas 53). Jeg holdt det faktisk hemmeligt for alle omkring mig, at jeg ikke rigtig troede.

På vej til skole huskede min far mig på en masse huskeord fra Bibelen, men jeg sagde dem bare som en remse. Men efter ulykken har jeg fundet ud af, at de er en lille del af spørgsmålet om liv eller død.

Starten af ulykken

Anna før ulykken som konfirmand i Herning Kirke, 7. maj 2017.

Jeg kan ikke huske noget fra før eller efter ulykken. Jeg var lige begyndt i 8. klasse. Jeg har fået fortalt, at mandag morgen den 18. september 2017 cyklede jeg afsted i skole, frisk og frejdigt. Jeg havde slet ikke regnet med, at der skulle ske noget. Vejen, jeg cyklede på, var for det meste Vesterholmvej. På Vesterholmvej kørte jeg på en god cykelsti, der er trukket lidt væk fra vejen. Der var en mand, som fik et epileptisk anfald. Så kørte han over i den modsatte side af vejen. Han kørte frontalt ind i mig med 80 kilometer i timen. Nogle minutter efter stoppede en kvinde op, som ringede 112. Derefter drønede der en ambulance frem til mig. Derinde intuberede¹ de mig. Jeg fik en alvorlig hjerneskade, jeg havde nemlig alt for meget væske inde i mit hoved. Jeg har kørt ambulance ni gange derefter.

De kørte mig hen til Aarhus Universitetshospital; der lagde de mig i kunstig koma. De rensede og syede et stort sår, jeg fik på skinnebenet. Jeg har stadig et stort ar. De fik syet rimelig meget i hovedbunden. Fordi jeg havde for højt tryk inde i hjernen, fik jeg fjernet et stykke af kraniepladen. Jeg fik mad gennem et hul, jeg havde i maven. De opererede en baklofenpumpe² ind, som hjalp mig med at blive fri for de spastiske kramper. Det kunne jo ske, at der skete noget mere med mig.

Nu ved jeg, at lige meget hvad der sker, er Herren med mig, fordi Jesus den almægtige har en hånd over mig. Jeg lå på intensivafdelingen i tre uger, hvorefter jeg kom på børnekirurgisk afdeling. Dagen efter ulykken, før jeg blev opereret, kom Bo. Han velsignede mig og bad en bøn for mig. Han spurgte faktisk også, om han måtte bede for mig til en ungdomsgudstjeneste i Herning kirke. Efter jeg vågnede op, har jeg fået at vide, at der var rigtig mange, der bad for mig. Jeg ved, det har hjulpet, at der var rigtig mange, som bad for mig.

Hammel Neurocenter

Jeg kom til Hammel den 26. oktober 2017. I starten kunne jeg ikke gøre så meget. Så jeg kan ikke huske så meget. Jeg begyndte at kunne huske nogle få ting fra februar 2018 på Hammel Neurocenter. Før jul begyndte jeg at tale. Men jeg var ikke kommet til mig selv endnu.

Den 8. december 2017 blev min kranieplade sat ind igen. Jeg har stadig ar. En uge efter begyndte jeg at tale. Jeg begyndte at lære at spise deromkring af ergoterapeuterne. Jeg var så forvirret i januar-februar. Det var nemlig der, hvor jeg sagde: ”Jeg er ikke Anna.” Der omkring marts begynder jeg at kunne huske noget fra. Da begyndte jeg ikke at bruge ble mere.

Den 10. april var jeg hjemme på besøg for første gang. Jeg havde glædet mig meget til at komme hjem på besøg. Jeg spiste for første gang et måltid derhjemme. Der var en fysio/ergoterapeut med hjem. I april begyndte mine klassekammerater at besøge mig. Der var mange forskellige fysioterapeuter, ergoterapeuter, sygeplejersker, og en læge, der hed Lisbeth. Jeg syntes at, det var så sjovt at fortælle banke-banke-på-vitser. Jeg mødte også en ukrainer på Hammel Neurocenter, så jeg lærte lidt ukrainsk.

Helt fra starten af sad mor hos mig hver dag. Hun bad for mig. Hun havde taget orlov et halvt år for at kunne være hos mig. Derefter skiftedes mor og far om at være hos mig. Jeg var ikke flov over, at jeg var kristen, jeg var stolt over det. Så jeg sagde til alle fysioterapeuterne, at jeg kunne snakke med Jesus. Vi sang rimeligt ofte denne sang:

Jesus tag mit arme hjerte,
tag det, dan det, som du vil.
Se, med al min synd og smerte
hører jeg dig evigt til.
Ond, fordærvet, skyldbelastet
uden liv og fred i mig,
er jeg, o min Jesus, kastet
fra min moders liv på dig.

Hvad du gjorde, evigt gælder,
du er min retfærdighed.
Loven mig ej mere fælder;
thi du blev min hellighed.
O, hvad vil jeg mer begære,
siden jeg dit råd forstod?
Lad mig leve til din ære,
prise nådens overflod!

Jeg synes, den har gjort et godt indtryk på mig. Jeg var en af dem, der var på Hammel Neurocenter i længst tid. Jeg trængte til at skyde skylden på en, så jeg valgte at skyde skylden på Jesus. Han døde også for vores skyld!

Min hjemkomst

Jeg kom hjem den 5. juli 2018. Jeg havde set så meget frem til den dag. Det var, da sommerferien startede. I starten af sommerferien holdt vi Oles studenterfest. I slutningen af sommerferien fejrede vi min kusines bryllup. Jeg trænede også, lige efter jeg kom hjem. Jeg trænede på Bytoften med fysioterapeuter.

Så blev det starten af skoleåret. Jeg startede på Lundgaardskolen. Det begyndte fint nok. Jeg havde glædet mig så meget. Den anden dag gik det ikke så godt. Der var en dreng, som larmede, skreg og sværgede. De andre sværgede i munden på hinanden. Det var virkelig træls at høre på. Læreren gjorde ikke så meget ved det. Hun sværgede også, men bare få gange. Det var et dårligt forbillede.

På skolen var der også en fysioterapeut og en ergoterapeut, der gav mig træning. Den var rimelig god, jeg var så glad for træningen. Jeg gik i skole mandag, onsdag, fredag fra 9-12 i starten, men senere alle dage og om onsdagen fra 9-14.

Den 18. september begyndte vi at fejre, at jeg overlevede ulykken. Jeg fik jo en chance mere for at komme op til himmeriget. Tak Herre! Jeg kender et navn med så dejlig en klang.

I december var jeg i Herning kirke og høre Händels Messias. Det var min yndlingsmusik; det er det stadig. I år 2019 startede jeg til sang hos Hanne Bødtker. Jeg startede med at synge Händels Messias:

He shall feed his flock like a shepherd
and he shall gather the lambs
with his arm, with his arm.³

Den sang var god, fordi den gav et godt billede på, hvordan Jesus leder os som sine lam. Hanne er troende. Derefter sang jeg:

Bist du bei mir
geh ich mit Freuden
zum Sterben
und zu meiner Ruh.⁴

Den 8. maj 2019 kom jeg til Aarhus Universitetshospital i Skejby for at få fjernet baklofenpumpen. Jeg glædede mig virkelig til at få den fjernet. Det var også meget hyggeligt, for jeg mødte sådan en sød pige. Lige efter operationen gjorde min mave rimelig ondt. Jeg overnattede på Aarhus Universitetshospital. Jeg sov virkelig dårligt. Men heldigvis, dagen efter gjorde det ikke så ondt. Jeg måtte først tage bad, efter 3 døgn var gået. Mit hår blev virkelig fedtet.

Lørdag den 6. juli i sommerferien i samme år tog vi til Østrig. Det tog 12 timer at køre derned fra Danmark. Vi holdt en overnatning på turen derned. Vi overnattede ved Neustift im Stubaital. Efter den første nat var der nogen, der tog op på Elfer, mens mig og mor sad og hyggede med en kop varm kakao. Tirsdag tog vi op på Stubaier gletsjer i Østrig. Jeg sov oppe på 1. sal. Der var en meget flot udsigt. På vej hjem overnattede vi i Halle, som er den by, hvor Händel blev født.

I september tog jeg hen til en bandagist. Fysioterapeuten Nanna fra Viborg, som er med til at give mig Botox, havde foreslået en skinne. Deroppe fik jeg en skinne, som kunne hjælpe mig med at sætte hælen i først. Og jeg fik et elastikbånd, som hjalp mig med at placere foden lige.

Lørdag den 21. september 2019 skete det andet uheld. Uheldet skete på Alhedestien. Jeg cyklede på min morfars gamle trehjulede cykel på cykelstien, som lå lidt højere end grøften. Min højre fod drillede mig, ved at hælen på fødderne ramte stangen, som holder pedalerne. Jeg fokuserede så meget på det, så jeg faldt direkte ned i grøften, lige ned i en brombærbusk! Der var et ældre par, som så det hele. De blev rimelig forskrækkede, tror jeg. De hjalp mig op sammen med min mor og far. Jeg så så, at på min højre side af kroppen, var jeg fyldt med skrammer.

Så kom jeg i tanke om dette ord: ”I verden har I trængsler” (Joh 16,33). Næste dag så mor på højre side. Hun så, at den højre ankel var hævet. Derfor gjorde den også ondt. Efter uheldet skulle jeg lige komme til mig selv igen. Lige efter kunne jeg mærke, at Jesu store almægtige hånd var over mig.

Men det var jo ikke bare hans hånd, der gjorde noget for at frelse akkurat dig. Han gik jo i døden for dig og mig. Han tænkte meget på akkurat dig, da han gik i døden. Lad ikke vores vilje ske, men din. AMEN! Herre, forlad os ikke!

I december 2019 tog vi igen ind til Herning Kirke for at høre Händels Messias.

Den 7. marts 2020 overbelastede jeg min hofte, men det varede kun to dage. Den 12. marts kom der covid-19, som gjorde, at jeg ikke skulle i skole. Den 24. lå jeg vågen hele natten og tænkte på, om jeg virkelig troede. Jeg kaldte så på mine forældre og spurgte, om mor ikke kunne give mig et godt ord, så kom hun med ordet: ”Thi således elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” Det ord gav mig en overbevisning.

Mine trængsler / min tro

Jeg kan blive rimelig vred på Gud, fordi han lod det ske. Jeg spørger ham ofte, om han ikke kunne få mig omvendt på en anden måde. Så kommer jeg i tanke om dette ord: ”Herren er min hyrde.” (Salme 23). ”He shall feed his flock like a shepherd.”⁵ Jeg ved nu alligevel, at det var den bedste måde, han gjorde det på. Og han gør jo alt til det bedste. Det står jo i Bibelen. Det sagde han også til mig. Han gør det hele til det bedste. Han gør jo alt. Da begyndte jeg at lytte meget til: ”Ich folge dir gleichfalls” fra Bachs Johannespassion. Det betyder: Jeg følger dig uanset hvad.

Det begyndte virkelig at tordne i Danmark den 27. august 2019. Måske er det et tegn på, at Jesus snart kommer. Det står jo i Bibelen (Matt 24). Jeg håber aldrig, jeg falder i vantro igen! Hver dag tænker jeg på spørgsmålet mellem liv og død. Nu betyder han alt for mig. ”Vi har del i Kristus, hvis vi indtil det sidste holder urokkeligt fast ved den tillid, vi havde i begyndelsen” (Hebr 4,14). Han har taget din og min synd ved at dø på korset. Han var jo skyldfri.

Ulykken har forandret mit liv så meget, at nu er jeg kommet et langt bedre sted hen (Joh 16,33). Det kan være lige meget, hvad mine medmennesker siger eller tænker. Jeg falder aldrig væk fra ham, håber jeg.

Søndag den 8. oktober 2019 i Herning Kirke skete der noget, jeg nu har fortrudt. Jeg blev meget vred over noget, sognepræsten Bo sagde. Bo sagde, så vidt jeg kan huske noget i den retning: ”Jesus kan alt, hvis han virkelig vil.” Jeg spurgte så Jesus: ”Kunne du ikke bare få mig omvendt på en anden måde?” Jeg truede ham ved at sige: ”Hvis du ikke fortæller mig hvorfor, beder jeg ikke eller synger med. Jeg tror, hjælp min vantro.”

Vreden fulgte mig videre til mandag også i skole. I skolen lyttede jeg så meget til ”Why do the nations so furiously rage together”⁶ fra Händels Messias.

”Nåden er bedre end livet” (Sl 63,4). Det tænker jeg ofte på. Det kunne måske være et godt ord til dig. Du betyder alt i Guds øjne. Gud har formet dig i sine hænder (Sl 139).

”Er du hos mig, går jeg med glæde.” Men trods alt har jeg et bevis på, at min forløser lever. AMEN! Der er ingen, der kan få mig fra den overbevisning, håber jeg ikke. Jeg følger ham, trofast, med glade skridt. Ja, Herre, fri os!

Den 15. oktober startede vi i familien en diskussion, som betød meget for mig den aften. Vi nævnte en krig, Så tænkte jeg på, hvorfor der kommer sådan nogle snakke på bordet. Kan det ikke være lige meget? Vi ved jo alle sammen, hvad det er et tegn på. Det nævnte jeg. Det er jo et tegn på, at Jesus snart kommer igen. Der står jo i Bibelen, at når mange trængsler kommer, kommer Jesus snart. Så vi skal glæde os over, at der kommer flere og flere trængsler, som er et tegn på Jesu genkomst. I Markus 13 nævner Jesus jo også trængsler, vers 19: ”De dage skal være en trængselstid.” Fra Händels Messias: ”Who shall stand, when he appeareth?”⁷ Jeg VIL og SKAL være klar! Man skal være stærk i troen på Herren.

I want to be ready,
I want to be ready,
I want to be ready,
Walk down Jerusalem just like John.⁸

Vi var til møde to dage efter oppe ved Sankt Johannes’ Kirke. Der var en, som sagde, man skal bede konkret. Jeg forstod det ikke helt, for Gud ved, hvad vi tænker både i billeder og i snak. Han sagde også, måske ved Gud ikke, hvad dét betyder. Men han kan og ved jo ALT. Han ved og kan alt, mægtige frelser, evige hyrde. Jeg mødte også nogle søde og rare mennesker. De sagde: ”Vi har bedt meget for dig.”

Den 19. oktober viste Gud et godt billede for mig, som foregik sådan her: Jeg stod i et lyskryds med mange veje mod fortabelse. Men én vej var god, for den førte mig til evigt liv. Jeg bevægede mig tættere og tættere på vejen mod fortabelse. Men så stod der en mand med hvide klæder ved den gode vej, hans navn var Jesus. Han stod der netop for at vise mig vejen til evigt liv. Men jeg valgte så at gå udenom Jesus, som stod ved vejen mod evigt liv. Jeg blev så kørt ned. Og senere fandt jeg ud af, at Jesus er Gud, hellig, god, herlig, kærlig og omsorgsfuld (Matt 7,13-14).

Den 12. januar 2020 skete det tredje uheld for mig. Jeg havde trænet alt for meget på cross-træneren, jeg havde fået i fødselsdagsgave. Og jeg havde også stået for meget til sang, så min venstre fod blev overbelastet, samt højre side, som også havde taget skade efter ulykken. Al vægten kom så over på venstre.

Da jeg stod op den 1. februar, sad jeg ude på toilet i al for lang tid. Jeg havde forstoppelse. Derfor sagde jeg noget virkelig grimt til Herren. Det lykkedes ikke at komme af med noget. Men derefter tryglede jeg Herren om tilgivelse. Men jeg kunne ikke mærke, at han tilgav mig. Natten til den 2. sagde jeg til ham, at jeg jo selv kunne være alt det grimme, jeg havde sagt om ham. Og bad om tilgivelse. Men jeg vidste ikke, om han overhovedet havde lyst. Men dagen efter kom vores bibelgruppe og viste os en video. Med en mand, som sagde, at Herren tilgiver alt og alle, hvis bare de beder om det. Efter vi havde hørt ham, kunne jeg ikke takke ham nok for det. Jeg hørte forkyndelsen på nytliv.dk.

Nogle dage efter fik jeg min nye cykel med hjem, hvor det fjerde uheld skete. Det var torsdag, og jeg skulle ud for at cykle med min skolefysioterapeut. På min nye cykel var der to hjul foran, så jeg ikke skulle styrte ned i grøften igen. Men da det ene hjul er oppe på en højere kant og kun ét hjul bagved, styrter jeg lige ned på nogle fliser. I faldet tog jeg fra med min højre arm. På hånden kom der to rimeligt store sår. Skolefyssen kom rendende fortvivlet hen til mig. Fysioterapeuten sagde: ”Nu går vi ind og vasker de sår.”

Hun spurgte mig: ”Hvad tænkte du egentlig, lige efter det skete?”

Så nævnte jeg: ”Jeg tænkte på Herren og dette ord: ’I verden har I trængsler, men vær frimodige, jeg har overvundet verden.’”

Det lød, som om skolefysioterapeuten forstod det.

Den 7. marts overbelastede jeg min venstre hofte, men det varede heldigvis kun to dage. Og da startede epidemien coronavirus med at sprede sig lynhurtigt. Jeg stolede på, at det var et tegn på Jesu genkomst.

En af mine klassekammerater hidsede sig meget op den 11. marts over en af de andre elever. Så prøvede jeg at berolige ham, så jeg sagde til ham: ”Du skal huske at tænke på, at han også har problemer.” Så blev den første elev virkelig træt af mig. Derefter bad jeg Herren og eleven om tilgivelse. Men klassekammeraten tilgav mig ikke.

Den 12. april fandt jeg ud af, at jeg også havde overbelastet min højre skulder samt den venstre fod. Den 16. april begyndte jeg i skole igen. Det fik mig til at tvivle på, om det var Herrens genkomst. Jeg begyndte at synge: ”I know that my redeemer liveth.”⁹

Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2021. Hele bladet kan læses her.

Lyd

Udgivet af

Anna Sahlholdt Hansen

Anna Sahlholdt Hansen