I Paulus’ lovprisning af Guds frelsesplan i Efeserbrevet 1 læser vi i vers 5 om Kristus: Før verden blev grundlagt, har Gud i ham udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt …
Et sådant udsagn kan virke så fjernt fra menneskelig fornuft og tanke, og derfor må vi bede om Helligåndens lys og åbenbaring for at også dette ord kan blive til hjælp og virkelighed for os. Gud sagde engang (i 1 Mos 1,26): ”Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os.” Der var altså et samråd i Himlen om menneskets skabelse. Det øvrige blev skabt uden samråd. Da lød bare Guds almagtsord: Bliv til. Der skal være lys, eller Jorden skal grønnes.
Hvem bestod dette samråd af? Uden tvivl: Faderen, Sønnen og Helligånden. Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os – mennesker til evigt samliv med Gud.
C.O. Rosenius skriver: ”I kraft af sin evige forudviden, var Gud på forhånd klar over menneskets fald. Han vidste tillige om den elendighed, der ville blive følgen af dette fald. Derfor ville han ikke lade denne betydningsfulde skabning udgå af sin skabende hånd, før en rådslagning havde fundet sted, og Sønnen havde påtaget sig menneskets frelse. Da Sønnen så sagde: Jeg vil frelse, så sagde Faderen: Så vil jeg skabe. Så skabte han mennesket i sit billede.”
Sådan udlægger Rosenius situationen.
Gud vidste i sin forudviden, at det ikke bare kunne gå galt, men at det ville gå galt – og det gik galt. Han vidste på forhånd, at mennesket ville falde fra ham og fra den fuldkommenhed, de var sat i, og dermed ende i den evige død. Ikke den mindste synd kan bæres ind for Guds ansigt, så enten skulle mennesker gå fortabt, eller Gud skulle gøre en plan for menneskets frelse, og så blev Jesus den, der skulle være vor frelser.
De første mennesker faldt i synd, og Gud opsøgte dem allerede på faldets dag i deres nød og skam og gav dem løfte om frelse. Tænk, din frelse er tilrettelagt før verden blev grundlagt, og gennem sit ord har Gud valgt at åbenbare sine tanker og planer for os.
Men er det ikke os, der vælger, om vi vil være Guds børn? Er det ikke os, der vælger, om vi vil tilhøre Jesus? Jo, men hvis Gud ikke valgte os først, så havde vi slet ikke noget at vælge! Eller som Paulus siger i Rom 9,16 ”Så afhænger det altså ikke af menneskers vilje eller stræben, men af Guds barmhjertighed.”
Så er spørgsmålet: Vil Gud vise dig barmhjertighed? Det vil han, for han har udvalgt dig i Kristus. Han har velsignet dig med al Himmelens åndelige velsignelse. Han har gjort fyldest for alle dine synder – på korsets træ, langfredag.
Synden er sonet, gælden er betalt. Gud har i Kristus forligt verden med sig selv. Ingen bad ham om det, ingen gjorde sig fortjent til det, men han gjorde det ifølge sin egen viljes beslutning. Og hans tilsagn står fast, for ”sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke”.
Ja, men den kærlige Gud vil vel ikke lade noget menneske gå fortabt? Sådan høres det sagt. Nej, han vil, at alle mennesker skal frelses. Derfor sendte han en redningsmand, men der er så få, der vil gøre brug af redningsmanden. Regningen er betalt for alle, skyldbrevet er naglet til korset. I ham, i Jesus, har vi forløsning ved hans blod, tilgivelse for alle vore synder ved Guds rige nåde. Det er grunden for udvælgelsen, forløsningen ved hans blod.
Udvalgt i Kristus – jeg fatter det ej!
Jesu forsoning den gælder for mig!
Intet fortjenes, kun nåde det var,
at han min synd op på korstræet bar.
Intet jeg magter at gi ham igen.
Nåden i Kristus, den gælder dog end.
Uforskyldt tar han mig synder i favn.
Trygt jeg mig skjuler i Frelserens navn
Engang når døden skal skille os ad,
trygt kan jeg hvile i nåden, han gav,
vide for vist, at når alt her er slut.
Kristi forsoning den gælder for Gud.
Udgivet af
Christian Lund
Christian Lund, pensionist, Hillerød.